Solskinsdag

[Celeste Våbensmed]

Markedskvarteret i Levagny strakte sig lige netop ned til floden på den anden side af bymurenes beskyttelse og når vejret var godt og solen stod højt, var det et sted man kunne sidde og nyde en lille brise fra vandet og få fregner på kinderne, hvis man ikke var bange for solen. Celeste var ikke, men sad med bare tæer ud over flodkanten og kølede sine fødder i det rene vand fra højdedragene mod øst.

Hun lukkede øjnene lidt for det skarpe lys og nynnede blidt, før hun afbrød sig selv og tog en dyb indånding.

"I morgen," pointerede hun til Eirik Våbensmed, der sad ved siden af hende. "Lover du at forholde dig roligt og ikke skræmme livet af drengen?"    

[Eirik Våbensmed]

Eirik sukkede let. Han var vant til varmen når han stod i smeden, selvom han kunne slappe langt mere af her. Han havde også fødderne i vand og nød den kolde behagelige følelse. Han havde i den grad haft brug for at køle lidt ned. Men det var ikke på grund af sit arbejde.

Sådan var det når man var far, og ens datter meddelte at hun ville tage sin kæreste med hjem. Han brummede som svar og skævede til sin hustru. "Han har da godt af at blive lidt skræmt."

[Celeste Våbensmed]

Celeste havde forudset et svar i den dur og hævede et bryn let over sin mand, som hun lagde en hånd op for solen og vendte sig imod ham.

"Måske har han godt af det, men Svea Købmand har godt af at blive bekræftet i sit langt, langt bedre valg af selskab nu. Er du ikke enig med mig i det?"

Så kunne de forhåbentlig lægge hendes sponsor og den historie bag dem.

[Eirik Våbensmed]

Eirik sukkede igen, og han brummede endnu engang. Han var enig; og hvis ikke så plejede han at blive det. Det betød ikke at han ikke var skeptisk og at det stadigvæk ikke huede ham. Men i det mindste havde knægten været fornuftig nok til at se det gode i møde Sveas forældre. For det betød at han var seriøs.

"Hvad ved vi om ham? Andet end han er Maximus' dreng?" Nok kendte smeden næsten alle i byen, men det var dem der var nogenlunde på hans egen alder. Hvis han også skulle huske alle deres børn, så blev det da kun dem der løb ærinder til smeden for deres forældre. Og købmændsbørnene havde han ikke set.

[Celeste Våbensmed]

Celeste smilede lidt. Selvfølgelig var han enig. Han var måske nok en træmand, man han kunne forhåbentlig se fornuften i at Svea forelskede sig i en af Levagnys egne bysbørn, med en velanset familie, som ikke ville løbe fra deres ansvar, hvis dét skete. Ikke at det burde ske. Hendes døtre blev forsynet med gode, sikre amuletter. De skulle bare huske at gå med dem.

"Jeg ved ikke meget om ham, men jeg kan forstå at han er en god dreng. Venlig og rar, universitetsstuderende, ligesom vores eget, kloge hoved." Hun lød stolt og var det. "Giv ham en chance, Eirik."

[Eirik Våbensmed]

Eirik var nok blevet en anelse forskrækket over det der var sket med Svea Købmand . Alt med Lensgreven, hendes efterfølgende forsvinden. Han var åbenbart ikke særlig god til at snakke med sine børn, hverken med Magnus Våbensmed eller Svari Våbensmed . Burin så op til sin far på en helt anden måde, og selvom man aldrig nogensinde skulle gøre forskel på sine børn, så havde smeden gjort det.

Han betragtede Celeste, og smilte let bag skægget. Det var ikke bare noget hun sagde for sjov, og hun tog sjældent fejl. Han havde endnu at opleve det. Men derfor betød det ikke at han kunne tage imod drengen med åbne arme; og havde heller ikke tænkt sig at lade ham slippe let. "Jeg lover ikke at skræmme ham for meget" sukkede han. Det ville ikke blive nemt, det vidste han.

"Men hvis han er klog, så ved han vel også hvad han går ind til."

[Celeste Våbensmed]

Celeste fnøs muntert og lagde en hånd over Eiriks, for at give hans et klem. "Min allerkæreste," svarede hun ham roligt, fuld af ømhed, men også humor. "Der er absolut ingen - ingen drenge, der kommer hjem til os hånd i hånd med en af dine elskede døtre, som ved hvad de går ind til."

Hun lod sin hånd ligge over hans, men så ud over floden og til den anden side, hvor by blev til land.

[Eirik Våbensmed]

Eirik lo helhjertet. Den ellers sammenbidte og alvorlige smed, men sammen med Celeste kunne han langt nemmere slippe alle de reb der ellers syntes at binde sig omkring ham i dagligdagen. Han skævede til hende med et funklende blik og endte med at lukke sin hånd om hendes så han kunne trække hende det sidste stykke mod sig, så læberne kunne ramme hendes.

"Måske er det derfor de ikke har haft særlig mange bejlere. Fordi drengene har været ved at pisse i bukserne af skræk" tanken morede ham gevaldigt. Men det gav også købmandssønnen en hvis respekt, at han stadig gerne ville møde dem. "Du ser også lidt farlig ud, min egen" brummede han fornøjeligt.

[Celeste Våbensmed]

Celeste slap en lille lyd af overraskelse, før hun plantede et kys på sin mands læber. Hun fnøs muntert over overvejelserne og himlede let med øjnene af at hun skulle være farlig.

"Mig? Det er mig, der lapper dem alle sammen sammen efter de har lavet idiotiske ting," pointerede hun. "Jeg er ikke farlig. Kun hvis man krydser mig..."

[Eirik Våbensmed]

Eirik smilte fornøjet. Måske troede hele byen at hun bare kunne lappe dem sammen, men de havde heller ikke prøvet at være gift med hende. Celeste kunne sende sådan et alvorligt blik, så man skulle tro at man havde mistet stemmen. Så selvom hun mente at det ikke var tilfældet, så havde han en anden overbevisning.

"Mmh.. Så siger vi det" Han løftede sin hånd og strøg en rød lok om bag hendes hår. "Har du talt med Magnus Våbensmed for tiden?"

[Celeste Våbensmed]

Celeste smilede fortrøstningsfuldt og sendte Eirik et af dé blikke, lettere opgivende, men kærligt. Hun vidste at han var langt farligere end hun var, men det var også ham, der havde det største temperament og den hårdeste næve.

Da han nævnte deres ældste søn, tog hun en dyb indånding, før hun smilede. "Ja. Det er ikke så længe siden. Jeg besøgte ham på hans værelse. Hvorfor?"

[Eirik Våbensmed]

Eirik smilte igen. Han havde intet at være bange over, ikke endnu i hvert fald. I stedet morede han sig. Hun var den der ofte blev skuffet, og han blev langt mere vred. Men han havde også et temperament han ikke altid kunne styre. Hvilket også var glimrende at han arbejdede som smed. Hans bedste våben blev lavet når han forestillet sig en andens hoved.

Han trak lidt på skulderen. De talte jo ikke så meget sammen. "Nåeh.. Har han det godt?" spurgte han imens de blå øjne søgte ud over vandet.

[Celeste Våbensmed]

Celeste hævede begge bryn over spørgsmålet, men ærlig talt var hun ikke chokeret. Hun havde spurgt mange gange hvad de egentlig talt om i den smedje og det meste hun nogensinde havde fået ud af det var en historie om en ny hammer og ambolt og en besværlig kunde. De var håbløse.

"Du kunne jo selv spørge ham en af dagene," pointerede hun, før hun fortsatte, uden at forvente at det ville komme til at ske. "Han har det godt. Han skal jo snart giftes med Flora Brygger, som du ved."

[Eirik Våbensmed]

Eirik sukkede let. Det var svært for ham at tale med sin søn. Det var svært for ham at spørge, og han havde på fornemmelsen at Magnus også syntes det var svært. Så han havde på forhånd droppet det, desuden gik det jo glimrende bare at få oplysningerne igennem Celeste.

Han nikkede. Det var godt for deres store dreng at han endelig havde fundet sig en kone. "Som har en datter i forvejen, jeg håber han har tænkt sig at få sin egen også" svarede han og sukkede let. Han var alligevel lidt stolt over at Magnus ville tage Minette til sig som sin egen, nu pigens far var død.

[Celeste Våbensmed]

Celeste ville gå til graven uden at fortælle Eirik at Magnus nok ikke var begejstret for hele processen med at få barn nummer to med Flora. Hun trak blot antydningsvist på smilebåndet og nikkede.

"Mm. Og Eirik? Tal med din søn om det."

Hun så sigende på ham.