Flugten (s)

[Cassia Serva]

Ægteskabet skulle stå den næste dag, men Cassia ville ikke og rystede over hele kroppen, da hun gik i seng. Hun lå i mindst en time uden at lukke øjnene og hørte Philippe af Neaune 's ord for sig. Han ville tage hende ind. Han ville beskytte hende fra Hertuginden. Hvor længe hun havde ligget og stirret ud i luften vidste hun ikke, men det var bælgmørk nat, da hun rejste sig op og klædte sig hastigt på. Hun tog kun hvad hun kunne have på sig og brugte tjenestefolkenes udgang, der ikke var bevogtet, fordi der var en kraftig bolt for, som hun skød fra. Hun lukkede døren til igen med kun en lille lyd og løb så ned af gaden, før hun huskede at det var mistænksomt.

En kvinde alene i nattemørket var ekstremt udsat og hun krøb mere eller mindre langs husmurene indtil hun kom til det andet byhus og bankede på døren. Da der ikke kom en reaktion, hamrede hun indtil der gjorde. Til hendes held genkendte vagten hende og lukkede hende ind. Han kunne dog ikke overtales til at vække baronen, men fik hende gelejdet til et værelse i tjenestefløjen, hvor hun satte sig på en seng uden at lukke et øje før morgenen kom. Hun var blevet lovet at baronen ville få at vide at hun var der ved morgengry, når han blev vækkket.

[Philippe af Neaune]

Philippe ville aldrig skælde sin mand ud for ikke at have vækket ham, uanset at det var, hvad han havde foretrukket. I hvert fald tog han nyheden om nattegæsten med et chok og han udfrittede hurtigt vagten for alt, hvad han vidste.

Kort efter det bankede en tjener, ikke voldsomt, på døren til det værelse, hvor hun var blevet indlogeret og annoncerede, at baronen ville tale med hende.

Phil ventede i sine egne gemakker, bekymret og en kende ængstelig.

[Cassia Serva]

Cassia skælvede, selvom det ikke var en voldsom banken. Hun var alligevel faldet halvt i søvn i siddende tilstand, men vågnede brat og stavrede mod døren. Hun glippede med øjnene, før hun fulgte med vagten op til baronens gemakker. Hun havde poser under øjnene og et flakkende, angst blik, da hun blev vist indenfor.

Hendes skuldre faldt lidt, da hun så Philippe, men ikke meget. Hun havde gjort det. På nuværende tidspunkt måtte Hertugfamiliens hus også være vågnet og ville finde hende, stukket af.

[Philippe af Neaune]

Cassia ville selv være gået til hendes kammer, men det var ikke måden og han var lidt ængstelig. Det ændrede sig ikke, da han fik øje på hende - tværtimod. Hans bryn trak sig sammen og han trådte frem, som vagten lukkede døren.

"Cassia," åndede han ud og var tæt på at række ud efter hende. Han undlod dog og udtrykket var alvorligt. "Hvad er der sket?"

[Cassia Serva]

Cassias øjne blev fyldt med tårer, da hun så baronen, men vagten var der endnu, så hun vaklede ikke direkte over til ham og kastede armene omkring ham, som hun havde lyst til. I stedet stod hun bare og vippede lidt på gulvet og så uendelig udmattet ud.

"Jeg stak af," fik hun frem. "Jeg vil ikke giftes med... Jeg vil ikke tvangsgiftes som en s... Slave," fik hun frem. "Vil De hjælpe mig?"

[Philippe af Neaune]

Philippe forstod. Han tog en indånding, men han overvejede ikke længe. I stedet nikkede han. "Ja," svarede han dæmpet, før han rettede blikket mod vagten.

"Send bud efter Mester Andieu," bød han. Han ville få brug for den lovkyndige. Snart. Vagten nikkede og gik og Philippe trådte helt hen til Cassia.

"Jeg hjælper dig," lovede han alvorligt. "Du kommer ikke til at blive gift med ham."

[Cassia Serva]

Cassias skuldre faldt lidt over svaret. Så blev noget sat i gang og hun vidste at Philippe ville hjælpe hende.

Da vagten var gået, kunne hun ikke stoppe sig selv mere, men væltede ind i baronens favn og trykkede sig ind til ham. Han var tryghed og hun havde været så bange.

"U-undskyld," hikstede hun. "Tusind tak."

[Philippe af Neaune]

Philippe tøvede ikke med at tage imod hende. Armene foldede sig fast om hende og han bøjede hovedet ned mod hende.

"Du skal ikke undskylde," svarede han og strammede grebet. Holdt hende fastere. "Vi finder ud af det."

Håbede han. Han havde lidt uro ved tanken om Hertuginden, men han mente det.

[Cassia Serva]

Cassia var ret sikker på at hun skulle undskylde nu og ville blive ved med at skulle undskylde en rum tid frem. For nu, tav hun dog med det og klyngede sig blot stille til Philippe.

"De må have opdaget det nu, at jeg er væk. De ved ikke hvor jeg er henne. Ingen ved noget," hviskede hun. "Måske kan jeg bare gemme mig her? De opgiver nok på et tidspunkt."

[Philippe af Neaune]

Philippe kunne godt se, hvordan det var fristende. Men hvis det nogensinde kom frem, at han havde skjult en flygtet tjener fra Gustabisslægten, kunne det ramme Neaune.

"Jeg forstår, hvis det virker lettest," svarede han dæmpet. "Men du bliver aldrig fri på den måde."

[Cassia Serva]

Cassia rystede svagt, tog en dyb, skælvende indånding og rystede svagt på hovedet, stadig med det meste af ansigtet trykket ind imod Philippes krop. Hun vidste det godt, på en måde, men det var stadig skræmmende.

"Nej," mumlede hun. "Jeg er bare så bange for hende, Philippe."

[Philippe af Neaune]

Philippe lagde en hånd mod hendes baghoved og holdt hende tæt. Hans blik var rettet mod væggen bag hende og tusind nye bekymringer summede i hendes tanker.

"Det ved jeg," sagde han lavmælt. Måske havde han det selv lidt på samme måde. "Men du er i sikkerhed, så længe du er her."

[Cassia Serva]

Cassia åndede langsomt ind og ud igen. Tog dybe vejrtrækninger, fyldt med duften af ham, som hun holdt en god del af, efterhånden. Hun strøg ham blidt over ryggen med den ene hånd.

"Kan jeg blive her... Altid?"

Hendes stemme var spinkel. Det var meget at bede om, men hun kunne gøre sig nyttig, være det hele værd i husarbejde.

[Philippe af Neaune]

Philippe smilede svagt over hendes ord. Han kunne sige ja, men det ville ikke være den rigtige løsning. Han ville ikke bede hende arbejde for sig, blot fordi hun var fanget.

"Det ville ikke være et friere liv," pointerede han dæmpet og lukkede hånden fastere om hendes nakke. "Blot et nyt fangenskab."

[Cassia Serva]

Cassia tog en dyb indånding og klemte øjnene lidt sammen. Det var ikke fordi Philippe ikke havde en pointe, men hun havde ikke lyst til at tænke på at skulle forlade det trygge hus.

"Jeg vil ikke væk fra dig," mumlede hun. "Du har været så god ved mig. For mig."