Vores vej.

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin var et romantisk fjols, der lige nu ikke kunne se andet end sin kærlighed og sit fuldstændig knuste hjerte, men han vidste med sin fornuft, at de fleste ægteskaber var bygget på familiealliancer og intet havde at gøre med følelser. Det betød dog ikke, at de behøvede være hadefulde. Mirielis virkede hverken stejl eller utilnærmelig og med tiden kunne det måske være, at de ville blive gode partnere. Med tiden kunne det også være at han ikke følte at hans hjerte blev spiddet af et rustent spyd.

Han rankede sig lidt og fandt frem til sine evner udi konversation. De føltes også lidt rustne.

"Jeg interesserer mig meget for historie og jeg nyder meget, at lytte til musik," fortalte han. Hans passion for digtekunst holdt han privat. Det føltes som om alt han ville kunne skrive netop nu var sørgerligt og handlede om Elysande af Arge. "Spiller De, Komtesse?"

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis havde i sandheden været naiv i alle de år hun drømmende havde troet på ægte kærlighed, og afvist uofficielle bejlere fordi hun troede at noget langt bedre skulle vise sig rundt om hjørnet. Det havde det også for en tid. Hun vidste hvad det ville sige at være forelsket, og netop derfor smertede det hende så meget. Hun havde valgt den mest uopnåelige i hele kongeriget; og han vidste ikke besked om hvad der skulle ske med deres barn, eller at hun elskede ham. Hvad mod Elyot overhovedet tænkte om hende?

Selvom det stadig ikke var nemt, var det at de ikke have en nogenlunde normalt og til dels interessant samtale med hinanden en god start.

Mirielis smilte mildt. "Jeg er en dygtig harpespiller, og så elsker jeg at læse." svarede hun og rykkede let på sig på bænken. "Jeg ridder også meget, når jeg kan komme til det"

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin havde ikke den fjerneste anelse om at hans forlovede var gravid eller havde haft en affære med kronprinsen. Han havde sin egen smerte at tumle med, men den blev ikke bedre af at ignorere Mirielis eller opføre sig dårligt overfor hende, så han smilede svagt og høfligt.

"Selvfølgelig," medgav han. "Suilleaux. De må være en dygtig rytter." Han havde allerede fået viftet muligheden for en hest i bryllupsgave foran sig. Han ville ikke sige nej, naturligvis. Det var en flot gave.

"Hvilke emner læser De mon om, Komtesse? Historie, religion?"

[Mirielis af Lemaux]

"Ja, det var meget vigtigt for min far at vi følte os trygge ved hestene fra en tidlig alder, og at så snart vi var gamle nok lærte at ride" Mirielis smilte. Hun vidste udmærket at Thybaudin ville ende med at få en hest; som en del af hendes medgift og for at charmere sig ind på Aren familien.

"Der er fortællinger fra både vores lands historie og vores religion jeg finder yderst spændende, men det er mest eventyr jeg føler mig mest draget til." Svarede Mirielis let.

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin nikkede let. Han var ikke en af de mænd, der mente kvinder ikke burde ride - eller blive riddere. Det passede ham fint, at hans fremtidige lensfrue (den tanke myrdede ham lidt) kunne sidde på en hest uden at være ved at tisse af skræk og uden at falde af, helst.

Han smilede svagt over hendes foretrukne valg af læsning. Bøger var dyre, men hun var også en Suilleaux og havde velsagtens adgang til en del alligevel. En tanke slog ham. Eventyr var som oftest fortalt på verseform, også de nedskrevne.

"Digte?"

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis blik havde været sænket en smule. Det var på sin vis grænseoverskridende at sidde med sit blik mod Thybaudin hele tiden. Det kunne være skræmmende. I stedet søgte de rummet nogen gange, og ellers fokuserede hun på en plet lige ved siden af hans hoved for at aflaste øjnene.

"Jeg ejer flere digtsamlinger. Far syntes det er noget pjat." sukkede hun og rystede på hovedet. "De har netop opført en af Rochiers digte som et stykke på teateret, som jeg var inde at se" hun lød glad, og skuldrene havde sunket sig en smule.

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin vågnede lidt op. Hun kunne lide kunst og dét havde de i det mindste tilfælles. Han besluttede sig for at tilstå. "Jeg var også inde for at se det. Jeg har også en svaghed for historier og digte."

Her var der måske noget de kunne være fælles om. Hans familie havde aldrig rigtig interesseret sig for det på samme måde. Ikke udover hans kusine Fleur af Aren, men det var på en lidt... Anderledes måde. De havde aldrig rigtig fundet et fællesskab i det. Hun kunne vist bedre lide hans søstre, trods alt.

[Mirielis af Lemaux]

Det var forunderligt hvordan hun så ændringen i hans blik. Selvom det ikke fjernede de sorte render under øjnene så han ikke lige så smertelig ud som da hun mødte ham i stuen. Hun var i sandheden heldig med den ægtemand hun skulle have; for Thybaudin var hverken gammel og sur.

"Hvad syntes De om det?" spurgte hun lænede sig let frem for at tage bægeret med vin. "Personligt syntes jeg aldrig at de behøver alle de illusioner. Det enkle og stilfulde. Man er først rigtig dygtig hvis man kan få en til at græde bare med ord" Mirielis smilte som hun talte, og de mørke øjne søgte nu igen mod Thybaudins blik.

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin var ikke mindre knust, men han var dog distraheret. Han tog en dyb indånding og nikkede sin enighed.

"Jeg kan intet sige imod hvad De netop gjorde," erklærede han. "Men jeg foretrækker nu, helt personligt, også det rene ord. Skuespillet er udmærket, men en recitation, hvis den er udført smukt, kan også stå alene."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis nikkede ivrigt. Lige nu var det som at de var lidt i deres egen verden. Nu talte de bare med hinanden, lærte hinanden at kende. Hendes smil var bredt.

"Jeg er enig. Fuldkommen." svarede hun. "Ville De måske have lyst til at tage med næste gang, I teateret?" spurgte hun forsigtigt.

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin blinkede let. Det blev meget virkeligt ved hendes spørgsmål. Han sank en klump, før han tog en tår vin. Med i teateret. Han rømmede sig lidt og måtte nikke, for hvordan kunne han afslå?

Han kunne jo ikke fortælle at de kunne se Elysande af Arge der. At hun ville hade ham endnu mere for at overgive sig til forlovelsen på den måde.

"Min fornøjelse," løj han høfligt. Det blev han nødt til. "Hvornår rejser De?"

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis smilte. Det var godt. Det hele skule nok blive godt. Hun nikkede. "Glimrende. Jeg mener der går en forestilling i næste uge" svarede hun, og så en smule frem til det; måske det ville lette situationen en smule.

"I slutningen af måneden" svarede hun, og vidste ikke hvor meget hun så frem til det; for det ventede hende alt for meget smerte.

[Thybaudin af Aren]

Måske ville han blive nødt til at melde afbud. Men det huede ham ikke. Han smilede dog svagt, høfligt og nikkede.

"Med båd, går jeg ud fra? Eller på hesteryg?"

Det var en længere rejse, men måske kunne netop hun holde til det.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis nikkede. "Med båd" svarede hun let. Normalt ville hun ikke have noget imod at tage turen på hesteryg, med siden rundrejsen havde hun fået nok af så lange rejser i det næste lange stykke tid. Desuden havde hun fået besked på at det slet ikke var godt for barnet med sådan en hård tur. Det var også længe siden at hun havde været ude at sejle.

"Jeg ridder normalt gerne til Suilleaux, men efter rundrejsen har jeg fået nok for en tid"

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin nikkede. Det gav mening og han havde ingen grund til at stille spørgsmålstegn ved det. Han rømmede sig lidt og tog en tår vin.

"Og så mødes vi igen... Til vinter," konstaterede han, en smule tør i halsen.