Vores vej.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis havde grædt inden Thybaudin af Aren skulle ankomme til Suilleauxs byhus. Hendes tjenestepige havde forsøgt at hjælpe hende med at få rødmen omkring øjnene og kinderne væk og den hævelse der havde samlet sig. Det var ikke den unge mand skyld at hun var fuldstændig ødelagt, og hun forsøgte ikke at bebrejde ham.

Hun var gravid, og mødet hun skulle have nu var med hendes forlovede som hun ikke ville se før efter fødslen, måske endda først til deres bryllup. Hun havde overvejet at skrive til Elyot, bede ham om et møde eller blot opspore ham. Men hun kunne ikke. Hun havde allerede risikeret alt ved at ses med ham og nu bar hun på konsekvensen. Heldigvis sad kjolen ikke stramt, så man kunne intet se. Men når Mirielis lagde sine hænder over maven og fulgte bulen kunne man tydeligt se det. Hun var jo spinkel af bygning.

Det lange hår var snoet let og samlet bag et net, og kun enkle lokker var frit for at løfte udsmykningen af hendes udseende. Hun duftede let af lavendel og kjolen hun bar var let rosa. 

Da det blev gjort klart at den unge adelssøn var blevet vist ind i den mindre af de to stuer rejste hun sig fra sengen og gik ned. 

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin havde fortalt det til Elysande af Arge. Han havde stort set ikke sovet siden den samtale. Han var helt smadret og lignede heller ikke den førsteklasses, charmerende ridder og arving, som en hel del komtesser gennem tiden havde kastet lidt blikke efter. Røde øjne, rande under øjnene, der ikke matchede hans alder, og et lidt hængende hoved.

Han lagde ikke mærke til, at kvinden, der kom ind til ham i det lille rum med pejsen som eneste lyskilde, så ligeledes hjemsøgt ud. Han rejste sig blot op, bukkede dybt og rettede sin ryg som en flitsbue.

"Komtesse Suilleaux," hilste han høfligt med smertende hjerte.

[Mirielis af Lemaux]

Havde Mirielis ikke fået hjælp til at lette tegnene, så ville hun se mindst lige så hærget ud som Ridder Aren. Hun trak vejret dybt ind. Gemte sin ulykke og rankede sig. Et smil gled over hendes læber som hun nejede.
"Ridder Aren" hilste hun.

Hun slog let ud med hånden mod sofaen han havde rejst sig fra, og gjorde selv i bevægelse at sætte sig i den overfor.

"Jeg håber ikke at invitationen forhindre Dem i deres pligter" lød det fra Mirielis, nærmest i en halvsvag undskyldning. Noget måtte hun sige.

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin gled ned på træbænken igen ved Mirielis' bevægelse og satte sig med et udtryk som om det næsten smertede ham at sidde. Han forsøgte dog virkelig at glatte det ud, prøvede at være høflig, endda venlig. Blikket mødte komtessens -- hans forlovedes - og han rømmede sig let og fremtvang et smil.

"På ingen måde, Komtesse. Den faldt på et fint tidspunkt. Jeg er... Jeg er glad for at møde Dem, officielt."

Det var jo ikke fordi han aldrig havde set Mirielis af Suillaux før. De var samme alder, kom begge på paladset.

[Mirielis af Lemaux]

De var som to forpinte hundehvalpe. Børn der kun gjorde dét deres forældre forlangte af dem. Mirielis der drømte om kronprinsen, hun vidste ikke hvem væbneren drømte om, men på hans udseende at dømme efter var det ikke hende. Hun smilte ligeledes. De brune øjne var blanke og det krævede alt i hende ikke blot at lade tårerne falde.

"Glæden er helt på min side." svarede hun mildt. Hun lænede sig let frem og tog fat i kanden med den søde vin og skænkede op til dem begge.

"De har været slået til Ridder siden i sommers, ikke? Er det som De forestillede Dem det?"

[Thybaudin af Aren]

Hun formåede at konversere, selvom det var den mest anstrengte situation. Han anede selvfølgelig ikke hvor anstrengt den faktisk var for hende, men han var alligevel imponeret. Og han blev nødt til at svare på en pæn måde, for hun fortjente ikke at skulle bære byrden af hans knuste hjerte.

"Det har Nådigfrøkenen ret i," medgav han. "Jeg ved ikke præcis hvad jeg forestillede mig, må jeg indrømme. Meget af min riddertid har indtil videre været ved rundrejsen og ved hoffet og det adskiller sig ikke meget fra min tid som væbner, selvom pligterne er nogen andre nu." Han rømmede sig let igen. "Jeg forstår, at Deres familie rejser til Suilleaux ganske snart. Ser De frem til en tid hjemme?"

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis havde øvet sig. Forberedt sig på deres første officielle møde og havde forberedt sig dertil. Det havde hun følt var nødvendigt for overhovedet at kunne komme igennem det. Inden i havde hun lyst til at skrige, råbe op og forlade den stakkels ridder midt i stuen. Begge sad de med knuste hjerter og en fælles ulykkelig skæbne.

Hun smilte let. Rundrejsen, hvor det hele var startet; hvor skulle hun aldrig have lært kronprinsen en dum dans. "De må alligevel have gjort det nemmere? Det velkendte" svarede hun og tog bægeret med vin og tog en enkel tår. Vinen ville ingen effekt have, men den ville ændre på den tørre hals.

"Ja." åndede hun let ud. "Jeg længes efter mit barndomshjem, og det bliver rart at tilbringe den næste tid der, inden vores bryllup." Lød det roligt fra Mirielis.

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin havde ingen anelse om hvorfor Mirielis skulle afsted til sit barndomshjem. Det var ikke unaturligt i foråret for familier at rejse hjem. Det skulle han også selv. Han nærede ingen mistanke. Hvis han gjorde, ville han blive nødt til at forråde hende. Nødt til at løbe direkte til Elysande af Arge, kaste sig foran hende og tigge om hendes hånd, som han ville kunne få, imens denne unge kvinde ville stå tilbage med et ødelagt rygte.

Men sådan var det ikke. Han var uvidende, tvunget til at gennemføre den aftale hans forældre havde lavet med hendes fader. Det var et godt match: Udefra. Indeni Thybaudin var det langt fra.

Han sank og nikkede, indikerede at han havde hørt og forstod. "Ganske selvfølgelig," svarede han og smilede svagt. "Jeg håber ikke, at det bliver Deres sidste mulighed for det. Aren og Suillaux er jo ikke meget langt fra hinanden." Man skulle faktisk blot krydse Bonville.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis havde selv bragt sig til den skæbne der ventede hende. Hun havde sagt ja til Elyot, og havde fra den dag bragt sig selv i en alt for stor fare. Det var forfærdeligt. Alene det at elske en hun aldrig kunne få, føde hans barn og lade som om det ikke eksisterede; tillade at det blev hendes nye søskende. Hun havde stadig lyst til at stikke af fra dén aftale. Men hvor skulle hun tage hen?

Det krævede alt i hende ikke at syne helt hen.

Noget i Mirielis vendte sig ved lyden af Thybaudins ord. "Det har De ret i" svarede hun og mærkede et ægte smil sitre en smule. "Jeg må indrømme da min fader ægtede Helene, troede jeg aldrig i mit liv at jeg ville sætte min fod i Suilleaux medmindre det var nødvendigt. Men med tiden.." svarede hun ærligt før hun fortsatte.

"Jeg nyder at komme der" hun holdte en let pause og søgte hans blik. "Og jeg ville nyde at tage Dem med dertil" svarede hun let.

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin var en meget pæn og korrekt ung mand og det forblev han også i denne situation. Han nikkede roligt til Mirielis' forslag og tog en dyb indånding.

"Jeg kan ikke forestille mig at det ikke skulle være muligt," medgav han, før han rynkede panden svagt. "Men tilgiv mig. Hvorfor betød Deres faders nye Grevinde, at De ikke ville til Suilleaux?"

[Mirielis af Lemaux]

"Helene var min bedste veninde. Vi havde tit talt om at når vi begge blev gift.." Mirielis vred hænderne let mod hinanden på mindet og om den gang Helene havde fortalt om giftemålet til Lancelin.

"Men da hun annoncerede for mig at min fader agtede at ægte hende" Hun rystede på hovedet. "Jeg kunne ikke forlig mig med tanken og derfor fravalgte jeg at besøge Suilleaux til at starte med" svarede hun ærligt og tog endnu en tår vin.

"Jeg ved godt at hun ikke kunne afslå ham. Men det betød ikke at jeg blev vred. Ked af det" sukkede hun.

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin rynkede panden svagt, men lagrede også al den information det gav ham om hans fremtidige hustru, om hun var bevidst om det eller ej. Han tog den første tår af den vin, der var blevet sat frem, og rømmede sig atter engang.

"Det er godt, at De er nået til det rationelle sted. Jeg er selv bekendt med familie, der ikke er halvt så fornuftig." Han smilede svagt, men nævnte ikke Kaylein Af Aren og Josephine af Aren direkte. Ingen grund til at bringe sine søstre ind i det.

[Mirielis af Lemaux]

"Forstå mig ret, Ridder Aren. Jeg ved at det var tåbeligt af mig. Jeg var ny ved hoffet. Naiv." svarede Mirielis roligt. Hun ville ikke have at han troede ilde om hende, selvom det lige nu var forvirrende nok at holde styr på hvad han måske tænkte om hende eller ej; det var trættende.

"Jeg ved også at det ægteskab der venter os, er en alliance mellem vores familier" Hun trak vejret dybt ind. "Vi kender ikke hinanden, ikke rigtigt. Men jeg vil gerne lære Dem at kende"

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin nikkede. Så tog han en tår vin mere og klarede halsen. Blikket gled over Mirielis og han måtte sætte pris på hendes ærlighed.

"Jeg har det på samme måde, Nådigfrøken. Jeg ønsker et stærkt partnerskab."

Han ønskede Elysande af Arge, men hende kunne han ikke få.

"Der er ingen grund til at vi ikke skulle kunne få et."

[Mirielis af Lemaux]

Det glædede hende. Partnerskab betød mange ting, og selvom hun ikke vidste det om Thybaudin havde hun en forelskelse og en kærlighed der skulle ende før hun kunne lukke nogen anden ind. Men de var begge unge, og alt kunne med tiden ske.

"De aner ikke hvor glad det gør mig" erkendte hun og måtte beherske sig en smule. Selvom hans ord ikke passede til hans slidte udseende, rørte det hende at han var i stand til at ytre ordene.

"Fortæl mig, Ridder Aren. Når de ikke har Deres pligter, hvad nyder De så at beskæftige Dem med?"