Stormens øje

[Liam af Tource]

Sylvie af Louzy

Det havde været en lang og hård uge, men det var på tide at han sendte bud efter sin datter. Derfor havde han bedt hende komme straks, det var et akut tilfælde og hvem vidste hvad der ville ske? Hendes moder lå syg i sengen ovenpå og hun måtte hjælpe med at helbrede hende, indtil videre havde ingen af deres egne helbredere været gode nok, så nu var hun deres eneste håb.

"Godt du kom." Sagde Liam da hun endelig stod i stuen i det store hus i markedskvarteret. "Vi har ingen tid at spilde. Din mor er syg. Du må prøve at hjælpe hende." Sagde han mens han rejste sig op fra sin stol og gik et skridt tættere på hende.
"Kom med mig op i soveværelset." Sagde han og begyndte at gå, uden at vente på hendes svar. Oppe i soveværelset lå moderen med høj feber og var næsten på dødens rand, mens hun vred sig som et uhyggelig hvidt genfærd. Liam blev stående mod væggen, han ønskede ikke at få, hvad det var hans kone havde fanget.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie ville aldrig have troet, at hendes far ville sende bud efter hende i sin funktion som helbreder, men det afslørede også for hende, at det måtte være alvor. Det afspejlede hendes udtryk, da hun dukkede op og blev vist ovenpå.

"Maman," sagde hun dæmpet til den vidende skikkelse, men tøvede ikke med at nærmere sig. Allerede på forhånd kunne hun se, at det var et tabt sag, men en del af hende nægtede at anerkende det.

Derfor forsøgte hun også, men som tiden gik og sveden haglede af hende i takt med at hendes egen livsenergi blev drænet, skete der ingen forbedring.

[Liam af Tource]

Liam anede ikke sine levende råd. Hans desperation var tydelig i at han havde hidkaldt datteren. Han kunne se hun gjorde sit bedste, men da hun også så ud til at blive træt gik han hen og trak hende væk fra hendes mor.

"Stop. Det er spild." Sagde han og stirrede på den døende kvinde foran dem. Hvad skulle de gøre? Nogle gange var livet ondt. Liam var bleg i sit ansigt og overvejede hvad han skulle stille op. Han kunne ikke være alene. På trods af at han aldrig havde brugt så meget tid med hende, var tanken om at være alene nu ved at æde ham op.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie protesterede naturligvis, da hendes far trak hende væk fra moderen. Også selvom hun godt kunne se, at det var håbløst og at det eneste hun ville opnå, var at dræne af sin egen livskraft. Efter få øjeblikke sank hun dog lidt sammen og åndede tungt ud. Hendes blik var på moderens skikkelse og hun vidste, at han havde ret.

Det brændte lidt i næsen, men hun græd ikke. Langsomt fik hun rettet sig op og klarede halsen. Stemmen var en anelse hæs, men det var delvist af udmattelse. Og netop som hun accepterede det, tog den døende kvinde sit sidste åndedrag. Sylvie åndede ud.

"Hun er væk."

[Liam af Tource]

Liam havde aldrig set sin datter på denne måde, han var ikke rigtig interesseret i hendes arbejde, så senere ville han nok tænke over dette. Men lige nu, var han mest optaget af den intense situation og det at hans kone langsomt åndede ud. Fra det ene øjeblik til det andet, blev han alene og han sukkede dybt, mens han irriteret strøg fingrene gennem sit hår.
"Kom." Sagde han og rakte ud efter hende og trak hende ind i et tæt kram, det var en sjælden, men tiltrængt udtryk for intimitet.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie lod sig omfavne af sin far, skønt det kunne tælles på to hænder, hvor mange gange, det var sket før. Et øjeblik dvælede blikket dog ved moderen, før hun tvang det væk og lagde panden mod sin fars skulder.

Hun sagde ikke noget, men omfavnede ham bare i nogle lange øjeblikke, før hun trak vejret overfladisk ind og rettede sig. Blikket var mod hans bryst, før hun samlede sig og mødte hans blik.

"Skal jeg tilkalde en Mortempræstinde?"

[Liam af Tource]

Det var ærgeligt at en så stærk og kompetent datter som hende, var blevet spildt på en mand som Liam. Han var ikke ligefrem den opbakkende faderfigur som man kunne have ønsket. Han nikkede en enkelt gang og så hende i øjnene.
"Ja. Vi må vist lægge en plan." Sagde han, selvom en ceremoni ville blive hård, så var det nødvendigt.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie tog en indånding og nikkede. En præstinde kunne også give hendes mor en velsignelse og vise hende vejen til dødsriget. Hun rettede sig og glattede sin kjole.

"Jeg går med det samme," sagde hun dæmpet. Hellere få det klaret end at blive der, hvor døden var tung i luften.

[Liam af Tource]

Liam havde brug for noget stærkt at drikke, men nikkede kort til sin datter inden hun gik. Da præstinden dukkede op, lod han hende udføre arbejdet og de lavede de øvrige planer for det der skulle ske.

Senere på aftenen, sad han i stuen og drak af sin læderflaske med stærk alkohol. Han var ikke klar over om Sylvie stadig var der, tingene var gået så hurtigt, at han følte sig en smule ude af den.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie havde ikke for alvor siddet siden hun var ankommet for flere timer siden, men på et tidspunkt var der slet og ret ikke mere at gøre. Derfor gik hun mod pejsestuen og sukkede tungt, før hun åbnede døren. Der fandt hun sin far og brynene rynkede sig lidt ved synet af ham. Hun krydsede dog afstanden, tog en skammel og satte den ved siden af hans stol.

Så satte hun sig selv på den og i stedet for at sige noget, lagde hun blot hånden over hans og lukkede fingrene sammen, mens hendes eget blik fandt flammerne.

[Liam af Tource]

Liam rakte sin datte den lille læderflaske, i tilfælde af hun havde brug for noget stærkt at drikke. Hun var trods alt intet barn mere.

"Vi må snart have fundet en mand til dig, det er hvad din mor ville have ønsket. At du blev gift." Sagde han, selvom hans blik var fjernt.
"Har du en i tankerne?" Spurgte han, mest fordi han så slap for at finde en til hende.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie havde netop nået at tage imod flasken og det var et held, at hun strammede fingrene sammen, frem for at tabe den på gulvet. Hun var komplet uforberedt på emnet og det blev lettere mekanisk, at hun fik taget en tår. Den var dog tiltrængt. Det var ikke en samtale, hun havde troet, at hun skulle have med sin far. Nogensinde.

"Nej," svarede hun, sandt nok. Det var længe siden, at hun sidst havde haft så meget som en flirt og lige for tiden så hun mest til riddere med såret stolthed, såsom Michel af Louzy. Ikke ligefrem nogen, der ledte hendes tanker mod ægteskab. "Jeg har ikke haft tankerne på det," erkendte hun, en kende anspændt, men ikke så meget, som hun ville have været, hvis hun ikke lige havde mistet sin mor.

[Liam af Tource]

Liam vidste egentlig godt at det nok ikke var tidspunktet til det, men han vidste ikke hvad han ellers skulle sige til sin datter. Hun var jo en kvinde, så man kunne jo ikke snakke om ting, som han gjorde med de andre mænd. Han pressede dog alligevel ikke yderligere på, men nøjedes med at meddele:
"Når sorgperioden er ovre, må vi finde en til dig." Sagde han.

"Din mor var stolt af dig." Sagde han og blinkede hårdt med sine øjne, mens han forsøgte at finde på et eller andet at sige.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie var ikke vanvittigt chokeret over det. Hun havde jo vidst, at det var på vej, men hun måtte alligevel synke en enkelt gang over nu at se et sluttidspunkt i øjnene. Så nikkede hun dog og tog en tår mere, før hun rakte flasken tilbage til sin far. Hånden gik dog lidt i stå på vejen og ordene fik hende kort til at bøje nakken lidt frem.

"Måske burde jeg have besøgt hende oftere," konstaterede hun, en kende hul. Men det passede til resten af stemningen i rummet. "Har du... Har Andryr og Jacqueline fået besked?"

[Liam af Tource]

Liam følte også han havde været en dårlig mand. Generelt, så følte han at han havde været dårlig på mange måder, både som fader og som husbond. Han havde aldrig været særlig interesseret i andet, end hvad hans familie kunne give ham. Han tog imod flasken og tog en slurk, uden at svare hendes første ord.

"Nej. Jeg må sige det til dem." Sagde han. De måtte ikke få besked via et simpelt brev, der var bedre måder at gøre den slags på.