Stormens øje

[Sylvie af Louzy]

Sylvie nikkede lidt, men undte også sine yngre søskende at leve videre i lykkelig uvidenhed lidt endnu. Hun åndede tungt ud, og så ind i ilden igen. Mat og udkørt.

"Hvis du vil have det, vil jeg gerne tilbyde også at være der, når du fortæller dem det," sagde hun. Hun var den ældste kvinde nu.

[Liam af Tource]

"Det ville være dejligt." Sagde han og nikkede langsomt. Hun ville blive mere betydningsfuld i familien nu. I hvert fald indtil Liam havde giftet sig igen og der ville nok gå lidt tid. Han ville nyde sin frihed lidt tid, inden han bandt sig igen. Næste gang kunne han jo vælge helt frit.
Liam gav sin datters hånd et klem og smilede svagt.
"Tak for hjælpen." Sagde han.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie smilede svagt over hans ord, selvom det var med let blanke øjne. Hun græd dog ikke. Ikke mere. Til gengæld var det som om, at det hele havde bragt hende lidt tættere på sin far.

Hun kyssede ham da også på kinden, da hun rejste sig. "Jeg bliver og sover her i nat," konstaterede hun dæmpet. "Jeg fortæller tjenestefolkene, at de skal gøre et værelse klar."

[Liam af Tource]

Det var nok meget godt at Sylvie ville blive og sove, for Liam var helt ude af den, alt for meget til at han kunne tage stilling til hvad der skulle ske. Han smilede svagt til hende, stadig med han havde et lidt fraværende blik i sine øjne.

Da han gik i seng, valgte han naturligvis også at sove i det værelse han havde sovet i siden hans kone blev syg, men det var alligevel en skræmmende tanke, at hun var død inde i et af værelserne ved siden af. Han fik ikke meget søvn og endte med at sidde og arbejde hele natten lang.

Afsluttet