Aftaler skal laves

[Lucien af Rouvry]

Til: Veronique af Sangy
Sted: Sangys byhus
Tid: Formiddag
Vejr: Småskyet og med et svagt strejf af forår i luften

Lucien stoppede op foran døren til slægtens Sangys byhus. For et øjeblik kunne man se et ukarakteristisk usikkert udtryk på hans ansigt, noget der fik hans pande til at krølle og hans øjne til at se lidt større ud. Selvom dette besøg var til gavn for både ham og hans familie, ja, også Sangy-familien, så havde han i det øjeblik ikke lyst til at melde sin ankomst. Tanken om, hvorfor han var her, fik det til at føle som om, at nogen havde bundet et reb om brystkassen på ham. Giftermål. Noget han havde prøvet før, og hvor galt var det ikke gået. Han fik stadig stik af savn og sorg, når han tænkte på Iseldis og den dødfødte søn, han måtte holde mellem sine hænder, mens Iseldis trak sit sidste åndedrag. Han havde ikke lyst til at prøve igen. Men der var ikke andre børn, og han skulle producere arvinger. Og endeligt var den perfekte hustru dukket op. På papiret i hvert fald.

Han trak vejret helt ned i maven i et dybt suk, og hans udtryk faldt tilbage i mere alvorlige folder. Han vidste, at der ikke var nogen vej udenom. Det hele var sat i værk, og her var han og skulle spørge efter ungmøens hånd. I det mindste havde han haft muligheden for at mødes med Aelin Mélanie af Sangy, og han havde syntes om hende. Og mere var der vel ikke, han kunne forlange, ud over børn.

En tjener åbnede op og ledte ham til familiens kvindelige overhoved, Grevinde Veronique af Sangy. En kvinde, han selvfølgelig havde haft et par høflige samtaler med igennem tiden, andet ville være underligt, siden han var søn af en lensgreve, og de færdes på paladset og i de samme kredse. Men han havde ikke gjort sig de store tanker om kvinden, han nu blev præsenteret for.
Han bukkede stift og korrekt for hende.
”Deres Excellence. Jeg er taknemmelig for, at De vil se mig.” Han rakte en lille lærredspose og en blomst på stilk frem. I posen var der en teblanding, han ad omveje havde hørt, at Grevinden ville kunne lide. Han håbede, at det passede. Blomsten havde han som eftertanke snuppet fra en af dagens friske buketter til vaserne i Den Hvide Due. Det var en høflighedsgave, han håbede ville blive taget vel imod.
Den alvorlige mine var blevet blødet en smule op af et venligt smil, der gav ham lidt charmerende rynker om øjnene. Han viste det ikke, men skulle han være ærlig, var han ganske nervøs over situationen.

[Veronique af Sangy]

Veronique af Sangy var i sig selv en styrke, men ikke skulle undervurdere og hun forekom nærmest regal, da hun rejste sig og tog imod den unge Lucien af Rouvry. Værdigheden strålede ud af alt fra hendes holdning til det høflige smil under det evigt skarpe blik, som ikke overså den mindste detalje. "Herre Rouvry," hilste hun og knejsede ganske let, men ikke til gulvet, som unge piger uden sin egen position, måske havde gjort. Hun rangerede over ham.

"De er velkommen," konstaterede hun og lod blikket falde til hans medbragte gave. Et forsøg på smiger, uden tvivl, men hun holdt det ikke imod ham og tog naturligt imod det med en tak. Lige så naturligt blev det kort efter overladt til en tjenestepige, der kunne sørge for at bringe teen ned i køkkenet og sætte blomsten i vand. "Tag plads," bød hun og satte sig selv, så han kunne gøre det samme. Der blev skænket vin til dem og hun lod blikket glide over ham. "Jeg har set frem til at mødes med Dem. Jeg ved jo, hvorfor De er her."

[Lucien af Rouvry]

Det var en stærk kvinde, der stod overfor Lucien, det var han ikke i tvivl om. Det skræmte ham dog ikke, selvom han respekterede det. Kvinder kunne han for det meste håndtere. Han var bevidst nok om sigs elv til at vide, at han havde noget charmerende over sig, de fleste, selv de ældre hjerteløse, damer ikke kunne stå for. Men han var her ikke for at charmere hende, ikke på den måde. Det var en handel, og det vidste de begge to.

Gaven blev taget i mod, og han kunne nu samle sig om at sætte sig til rette efter at have nikket accepterende – stadig ret i ryggen og med en naturlig stolthed i sin udstråling. Han var søn af en lensgreve fra guldbogen, og han vidste det.
Han gengældte hendes blik med sine mørkebrune øjne, der havde et fast udtryk, selvom han stadig kunne mærke sit hjerte banke ubehageligt hårdt i brystet af sig.
”Jeg har set frem til at komme,” startede han høfligt ud. ”Og det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er i søgen efter en hustru. Deres datter er en smuk ung kvinde, og vi virker til at nyde hinanden selskab.”

Han havde gennemtænkt ordene så mange gange, men alligevel følte han, at han havde svært ved at få dem frem. Sidst han havde bedt om en kvindes hånd, havde det været af kærlighed. Denne gang var det af nødvendighed, og det føltes … beskidt. En tanke, der overraskede ham selv, for normalt gik han ikke så meget op i den slags. Han havde trods alt et horehus, ved guderne. Han rømmede sig let, inden han fortsatte.
”Begge vores familier ville nyde godt af en forening, og min fader er ganske begejstret ved tanken.” Han smilede en anelse forsigtigt, inden han valgte at skylle halsen med en lille slurk vin. Han sad her og solgte sig selv. Uff.