Røgslør

[Célie af Vigny]

Forbeholdt | Aleron af Varoy

Omgivelser | Markedspladen

---

Det grå blik bevægede sig flygtigt over de frem lagte vare ved den lille markedsbod. På afstand havde boden set langt mere interessant ud end da Célie først var kommet på nært hold af den, men pli forhindrede hende i at vende om på hælen lige med det samme. Selvbilledet skulle opretholdes, også i de vinter grå omgivelser. Dagen havde passeret middag, men solen havde stadig ikke haft succes i at bryde gennem skydækket der varslede om snefald. 
Som en anden ådselæder der havde lugtet et kadaver ved synet af den pelsede kåbe lagde bodejeren an til, at holde sit livs salgstale i håbet om at lokke den unge komtesse til at købe den halve bod. Célie bed til mandens fortrydelse ikke på, men takkede i stedet for pænt for kigget med en indlært høflighed. 

Hun var omkring halvvejs mod den næste bod, da en skikkelse fangede hendes øje ude i perferien og fik hende til at dreje hovedet. Det var ikke mere end et glimt hun fik af den forhenværende svoger, men ansigtet blev genkendt med det samme. Jagten på en ny børste eller ringnål kunne vente lidt endnu. Bæringen var som altid rank som Célie nærmede sig Aleron af Varoy skråt bag fra.
"Hold hellere Deres mønter i lommen." Kommenterede hun, referende til de små duftposer af bommuld. Sendte sælgeren et sidesvært skarpt blik, hvorefter hun uddybede "Halvdelen af fyldet er byttet ud med savsmuld. En af de andre komtesser på pigeskolen købte et halvt dusin. Duften holdt ingen gang to uger ud."

[Aleron af Varoy]

Aleron var netop hjemvendt til Levagny efter godt og vel to ugers ridt. Han havde haft en mindre opgave i at skabe ro i en nærliggende landsby, hvor en lille bande blev ved med at lave ballade, men det var der nu sat en stopper for. Aleron havde sine egne måder at sikre, at der ikke opstod gentagelser af unoder. Handlinger havde konsekvenser, og at lade sværdet hugge den halve arm af den mest kække af ballademagere havde været effektivt. Han havde været sød ved dem. 

Nu var hans fokus på at gøre noget godt for den hustru, der måtte have kedet sig i sin ensomhed og han vidste, at hun nød, når sengetøjet var velduftende, og han havde lært selv at holde af det. Han var begyndt en forhandling, og havde presset sælgeren væsentligt ned i pris, men anede ikke uråd om den svindel, som befandt sig indeni de små duftposer. Den blev han dog gjort opmærksom på af en velkendt stemme, som han genkendte, før han havde drejet hovedet mod hende. Celié af Vigny. Det trak lidt i den ene mundvige.
"I så fald er det en overpris, jeg ikke er villig til at betale," konkluderende han afmålt til sælgeren og sendte ham et gennemborende, intenst blik, før han vendte blikket mod Celié. "Celié. Det er længe siden - men du kunne alligevel genkende mig. Er det skægget, der afslører mig?" spøgte han muntert. Så lagde han en lille indikerede hånd på hendes albue, og nikkede i en retning som en tavs invitation til at gå med ham.
"Du ser ud til at have det godt. Har du det? Behandler de dig ordentligt på pigeskolen?" Opmærksom var han i sit blik, og selvom det kunne virke som almen høflighed, der drev ham, så var hans interesse forholdsvis oprigtig. Han havde godt kunne lide Celiés væsen, selvom hun mest havde været et stort barn, da han giftede sig med hendes storesøster. 

[Célie af Vigny]

Omkring dem vendte andre handlende sig bort, enkelt efter at have ventet på at komme til boden og andre efter at have stået med næsen i duftposerne.
Et slet skjult vredesblik blev vendt mod komtessen, men Célie tog sig ikke videre af det. Svindlen var tyveri, og tyveri blev bedst straffet en lillefinger fattigere. Han skulle i stedet prise sig lykkelig for hun, velvidende hvilket knæk hans troværdighed i fremtiden ville lide, havde nøjes med at påtale svindlen højt nok til at den ikke kun kom den tidligere svoger for øre, men også de omkring stående.
Aleron’s gennemborende blik fik dog hastigt sælgeren på bedre tanker og med dyb beklagelse lod hans sit blik sænkes.

Der var ganske få mennesker som Célie af egen fri vilje og et ægte smil trækkende i mundvigene opsøgte, Aleron var en af de få. Sidst de havde været omkring hinanden havde hun ikke været meget mere end en ung pige, den gang havde han været gift med hendes søster. Siden da var Célie trådt ind i livet som en giftemoden ung kvinde og Aleron trådt ud af tilværelsen som enkemand.
”Med mindre du er begyndt at gro skæg i nakken, så er det ikke skæget der afslører dig.” Bemærkede lattermildt og fulgte ham eftergivende væk fra boden. ”Det var din stemme. Den autoritative tone er ikke sådan at tage fejl af.” Forklarede hun for at have genkendt ham.
Et mørkt glimt fik de lyse øjne til at spille ildevarslende ved spørgsmålet om pigeskolen. Bandhandlede de hende godt? Ja, men det var også kun fordi Célie ikke gav dem meget grund til andet. Hun havde succesfuldt opretholdt illusionen om den perfekte elev overfor både undervisere og største delen af de andre komtesser.
”Jeg har haft lidt problemer med en af de andre komtesser, men det har heldigvis løst sig igen.” Det var imponerende hvad et lille aflukket rum som en dragkiste kunne gøre.

[Aleron af Varoy]

Andre handlende reagerede på udtalelsen; de vendte sig bort, eller slap en duftpose, som deres kyndige hænder ellers havde grebet om med vellyst i blikket. Han bemærkede det glimt af vrede, der lynede i sælgerens blik, henvendt mod Celié af Vigny, og det var det, der fik hans blik til at få en mere intens og nærmest faretruende karakter end vanligt, da han fangede sælgerens blik. Et blik der hurtigt veg bort, og han så både beklagende og delvist skamfuld ud, da han krympede sig til Alerons tilfredshed. Svindlere som ham måtte betale prisen - i dette tilfælde mangel på salg. Det kunne have været værre. Meget værre. Men de lod ham slippe med dét.

Alerons smil trak let underholdt skævt over hendes bemærkning. "Forhåbentligt er jeg ikke begyndt at gro skæg i nakken," indskød han roligt. "Og det er godt at vide, at min stemme har en vis ... gennemslagskraft." Hans intense øjne spillede lidt tilfredst over dén tanke, mens han flygtigt så på Celié. Celié som nu var en giftemoden kvinde snarere end en 'uskyldig' ung pige. Hvis han huskede rigtigt måtte hun også snart være færdig på pigeskolen og klar til at tiltræde ved hoffet og gøre sin tjeneste dér. Præcis som søsteren, han havde giftet sig med. Den ældste i deres søskendeflok.
Hans bryn skød lidt op over hendes bemærkning.
"Jaså? Hvad var hendes problem?" spurgte han ind. Straks antog han, at det var den anden pige, der måtte være problemet - ikke Celié selv. Således var han fortsat loyal overfor den tidligere svigerfamilie. Deres ord ville stå højere end andres, og det var der flere grunde til. Den mest vægtige var, at han ikke ønskede nogensinde at give dem grund til at tro, at der havde været mere til Cathreas død i barselssengen end rent uheld. 

"Jeg er netop vendt tilbage til Levagny. Der var en flok ungkarle, der var lidt for høje i hatten. Og havde lidt for lange fingre. Nu har den ene af dem mistet dem. Problemer behøver ikke være så svære at løse, gør de vel, Celié?"
Hans øjne glimtede med en lille munter indforståethed, for han var slet ikke i tvivl om, at Celié og han var ens på dét punkt. Man måtte gøre, hvad der skulle til for at vise andre, at man ikke bed skeer med dem. Og at de selv kendte deres plads i verden, selvom andre indimellem glemte, hvor den var.

[Célie af Vigny]

I stedet for at se på ham med forargelse over fortællingen om afskårne legemsdele voksede et maliciøs smil frem ”Dem alle sammen?” Spurgte hun dæmpet med en morbid nysgerrighed. Det måtte have været nemmere at tage hele hånden, men det ville naturligvis kun være et enkelt snit eller hug endte hun med at tænke uden at være sikker på, hvor meget det krævede at tage en finger eller en hånd for den sagsskyld.

”Hun havde beklagligvis lidt besvær med sin motorik, jeg hjalp hende med at få en bedre kropsforståelse.” Forklarede hun fredelig uden den at føle sig den mindste smule skyldbetynget. Célie havde gjort den anden komtesse en tjeneste ved at spærre hende inde og for det burde hun være taknemmelig. Hun kunne trods alt have betalt med en knust fod der ville forhindrede hende i nogensinde at danse igen.
”Desværre har hun ridset min dragkiste.” Célie havde absolut ingen betænkeligheder ved at sætte sig selv i offerrollen, selv når det egentligt var hende der var skurken i fortællingen. Kunsten lå i at forfatte et narrativ der var overbevisende nok, men det var ikke et behov Célie følte hun havde overfor den forhenværende svoger. Aleron virkede stadig til at være den fornuftens mand som hun huskede ham. En der både forstod sig på selvretfærdighed og loyalitet, men endnu vigtigere lod til at være hendes ligesindet.
Det var i sandhed en stor skam, at Cathrea havde vist sig uduelig i barselsengen, så han havde måttet gifte udenfor familien.