Som en Drøm

[Florine Laure Købmand]

Det var en fredag aften og Florine havde spillet til stykket Drømmen. Et stykke Lucca var gået vældigt op i. Som altid. I ugevis havde Florine anstrengt sig for at få følelsen med ind i musikken, og i aften havde været en succes for hende. Klapsalverne havde også føltes som hendes, da hun oprigtigt stolt og tilfreds kunne neje efter endt stykke, før tæppet gik ned. I mængden havde en af Florines tætteste veninder befundet sig. Peronelle af Bonville.

Det var hende, hun trippede efter at se, da hun kunne få lov, og det var derfor småløbende, at hun begav sig ned fra scenen på den lille trappe og ned på gulvet for at gå Perrie i møde. Nicolaus var der måske også et sted, men ham tænkte hun ikke stort på lige nu.
"Perrie!" lød det muntert, før hun ufortrødent svang armene om hende med et bredt smil. "Kunne du lide det? Var det spændende?"

[Peronelle af Bonville]

Perrie væltede også frem efter Florine og trak hende ind til sig i sine arme. Hun knugede hende lidt. "Du var så god," mumlede hun tæt på hendes øre, før hun slap hende lidt og så på hende med stjerner i øjnene. Hun var så dygtig og det var så godt for hende, at nogen forstod at sætte pris på det og fremvise hendes talent.

"Jeg kunne allerbedst lide musikken, men stykket var også helt fint," svarede hun ærligt. "Var det svært?"

[Florine Laure Købmand]

Det var næsten som at komme hjem, da venindens arme slyngede sig om hende, og den hjertebanken hun havde følt før forestillingen var nu forsvundet, og hun følte hun kunne trække vejret igen. Rosen ramte et særligt ømt punkt; det samme sted, hvor hun ydmygt tog imod de komplimenter, som alle følte Florine var berettiget til, men som hun sjældent selv var klar over var berettigede og ikke bare søde ord. 
"Det er jeg glad for, du synes," mumlede hun, før hun slap hende. 

Perries øjne glimtede, og Florines gjorde det samme, for hun havde det reelt rigtig godt med sin præstation. "Og det siger du ikke bare, fordi du kender en af musikerne?" drillede hun veninden med et grin. Hun nikkede bekræftende. "Solostykket var svært. Ikke så meget teknisk, for det handler bare om at øve sig, men ... timingen. Og at få den rette stemning frem."

[Peronelle af Bonville]

Perrie strøg Florine over skulderen og tog hendes hænder i sine og rystede på hovedet af spørgsmålet, før hun lyttede til forklaringen om hvor svært det var. Ærlig talt var Perries påskønnelse af kunst og kultur måske ikke den største, men hun nød at se sin bedste veninde nyde det og stråle.

"Hvis ikke jeg kendte den bedste af musikerne ville jeg jo ikke være her, men jeg synes du klarede det virkelig flot, Flor. Du skal være så stolt af dig selv."

[Florine Laure Købmand]

Venindeskabet med Perrie var noget af det dyrebareste i Florines liv. Hun huskede ikke længere, hvordan det var startet, men hun følte sig nærmest hjemme, når venindens hånd strøg hende over skulderen som nu eller hvilede i hendes.
Florine strålende sjældent, ydmyg som hun var, men lige i denne stund... Så skinnede hendes øjne og glitrede. Hendes hud var fin og let rødlig i kinderne.

"Det er sandt. Jeg er glad for, at du synes jeg klarede mig så godt. Jeg var meget nervøs. Men jeg synes faktisk også selv, at jeg klarede det rigtig godt i dag. Mastroe Voeland var også næsten helt ekstatisk." Florine grinede lidt ved tanken, og klemte om venindens hænder.
"Skal vi finde et glas vin?" 

[Peronelle af Bonville]

Perrie var glad på Florines vegne. Hun lagde armen omkring hende og brummede sin enighed. "Vin, nu. Vi skal skåle for dig," erklærede hun muntert og trak veninden med sig.

"Du kommer til at skulle spille til så mange forestillinger fra nu af. Jeg kan nok ikke komme til dem alle sammen, men jeg er glad for at jeg var med i dag."

[Florine Laure Købmand]

Florine var ikke god til den opmærksomhed, der unægteligt tilfaldt hende i både Perries varme omfavnelse og ord, Fleur af Aren 's evige heppende natur og Talon Våbensmed's hørbare klap. For slet ikke at tale om begge brødres glimtende øjne og hørbare stolthed, når de talte til hende om Teateret og hendes plads som musikant. 
"Så lad os finde et glas, eller to."

"Perrie... Jeg har ingen forventning om, at du skal komme og se mig mange gange. Jeg er glad for, at du var her i dag. Det hjalp en del på min nervøsitet - og gjorde den også lidt værre. Jeg ville jo ikke så gerne gøre det skidt, når det virkeligt gjaldt, og alle så på. Også dig."

[Peronelle af Bonville]

Perrie fandt to krus og stak det ene i armene på Florine, før hendes bryn blev sammentrukne. Hun rystede på hovedet. "Hey. Nej. Selv hvis du lavede en fejl, så ville det jo bare være det: En fejl. Alle ved at du er god, men du kommer jo til at lave fejl på et eller andet tidspunkt. Så gælder det bare om at fortsætte derfra."

Hun smilede opmuntrende og løftede kruset. "Skål for dig, Flor. Du er genial. Du skal aldrig være nervøs overfor mig."

[Florine Laure Købmand]

Der var forskel på at lave fejl, og at gøre sig selv til et fjog foran alle. Og der var ikke plads til mange fejl i hendes Maestros verden. Hun havde set folk blive truet med fyring for dårligt skuespil; hvad ville der så ikke ske med en musikant, der ikke kunne mestre sit solostykke til en premiere? Nej, det måtte være forholdsvis fejlfrit, ellers gik det ikke an.
"Selvfølgelig, men du forstår ikke, Perrie. En fejl er ikke bare... en fejl. Der er folk, der holder nøje øje med én, og mange, der gerne vil tage ens plads, hvis de fik lov." Hun sukkede lidt tungt over dén tanke.

Et smil formede sig ved venindens ord. Ægte og et der nåede øjnene. "Du er alt for sød ved mig, Perrie," indskød hun med et varmt smil, før hun løftede kruset i en skål og så tog en tår.

[Peronelle af Bonville]

Perrie ville true af dem, der stod på spring, men hun vidste godt at det var formålsløst. Hun nøjedes med at drikke en tår og smile til Florine.

"Er der nogen søde drenge på teateret, så?"

[Florine Laure Købmand]

Florine havde nær fået sin tår galt i halsen, da Perries spørgsmål faldt og hun nåede heldigvis at afværge et hosteanfald ved at synke.
"Ja, altså... Nogle af dem er da meget søde. I hvert fald flinke," svarede Florine lidt diplomatisk, men uden at gå i detaljer, for hun troede, at hun forstod hvad Perrie fiskede efter, men der var ikke noget at komme efter. Det var dog lige udenfor Teateret at hun havde mødt Theuderic af Sangy. 

[Peronelle af Bonville]

Perrie hævede et bryn og betragtede venindens reaktion. "Skal jeg fiske nu eller lade det være?"

Hun tiltede hovedet en smule. "Eller fortælle dig en hemmelighed?"

[Florine Laure Købmand]

Florine så hendes hævede bryn, og hun trak på skuldrene. "Der er ikke meget at fiske efter, søde Perrie. Jeg tror det er bedst ikke at have den slags interesser her," konstaterede hun roligt, og udover at ingen af de ellers søde og pæne fyre her havde fanget hendes interesse på dén måde, så følte hun også det var en sandhed. Det var bedst ikke at kaste lange blikke efter en kollega, for knuste han hendes hjerte, skulle hun stadig se ham og abejde sammen med ham under både øvning til stykkerne og alle spilaftenerne.

"En hemmelighed?" gentog hun med et skævt smil, opfordrende. "Fortæl dog!"

[Peronelle af Bonville]

Perrie accepterede, selvom det ikke var et princip hun selv havde fulgt. Heldigvis var det længe siden Sébastien af Monteres havde ophørt med at gøre hende skør af kulret forelskelse. Det tilfaldt nu i stedet Matthieu af Grinayles. Og kulret, det var hun. Et dumt smil skilte hendes læber og hun så væk lidt, før hun trak på skuldrene.

"Jeg tror jeg lidt har en kæreste. Måske. Og han er sød. Så sød. Også lidt irriterende, men mest sød."

[Florine Laure Købmand]

Perrie så forandret ud, bemærkede Florine, hemmelighedsfuld og næsten lidt fjoget, som hun kortvarigt så væk, inden hun så trak på skuldrene. Hun så lidt indgående på veninden og mærkede en næsten utålmodig spænding, som næsten gav hende lyst til at skynde lidt på hende for svar, men så kom det, og det kom uventet. Hun troede måske, at hun havde en kæreste. En sød en. Lidt irriterende, men mest sød.
Florine så lidt overrasket på veninden, men flækkede ansigtet i et bredt, muntert smil. "Virkeligt? En kæreste? Jeg troede ikke, at du gad den slags," drillede hun kærligt. "Fortæl dog om ham! Han er sød, men hvem er han? Hvordan ser han ud? Hvor kender du ham fra?"