Min forglemmigej

[Chantal Rêve]

Forbeholdt | Matiot Rêveur

Omgivelser | Efterfest på La Théâtre de Rêves, afholdt for sponsorer og andre relevante personer

---

Endnu et nyt stykke havde udspillet sig i teaterets hjerte og at bedømme ud fra hvor mange gange Sefa "l' aurore" Camargo og Matiot, sammen med de resterende skuespillere, var blevet klappet tilbage på scenen, så havde det i den grad været en succes. Begejstringen fra publikum gjorde Chantal sikker på at næste mange spilleaftner ville forgå for fuldt hus, når først ordet kom omkring.

Teateret var længe tømt for den almene borger og tilbage var de finere af gæsterne sammen med teaterets egne folk. Vin og andre stærkere drikke havde flydt i rigelige mængder under fejringen af den vellykkede præmier. Som altid havde der været rift om at få et øjeblik med begge første skuespillerne. Flere gange havde Chantal fundet sig selv i samtalerne af endeløse ros. Ros hun kun havde kunne tilslutte sig.
Menneskemængden var dog så småt ved at tynde ud, som aften skredet frem og gledet nærmere de tidlige nattetimer. Det betød også at hun mere aktivt havde måttet gøre sit for ikke at lade sit blik fanges af Matiot. En gerning der blev umuliggjort efter det fjerde krys med sødlig vin.

”Mester Rêveur er De ledig et øjeblik?" Lød stemmen fint bag første elskeren og fratog hende en hver mulighed for at fortryde sit mod, der fik hende til at bryde ind i samtalen med en ganske køn jurist datter, der fik et beklagende smil på på vejen.

[Matiot Rêveur]

Matiot var altid i en rus efter en succesfuld spilleaften. Det brusede i hans blod og blev holdt oppe af gavmilde mængder krydret vin. Han var ikke bare en elsker på scenen, men også efterfølgende, når adrenalinen pumpede gennem ham, og han havde utvivlsomt draget mere end én ny sponsor til, som aftenen gik på hæld. Han forekom utrættelig, selvom han burde være udmattet og skønt hans mørke blik flere gange dvælede ved teatrets direktør, opsøgte han hende ikke.

Han drak blot, lod sig forføre af stemningen og var også klar til at lade sig forføre af den unge kvinde med mørke øjne og mørkt hår, der tydeligt havde forelsket sig i ham. Hendes hånd lå mod hans bryst og han havde bøjet hovedet lidt ned mod hende, mens de talte. Hans finger havde netop fanget en fri hårlok, da en velkendt stemme lød bag ham. Han for ikke sammen, men rettede sig nonchalant og lod den silkebløde lok glide roligt ud mellem sine fingre. Han blinkede med det ene øje til den unge kvinde, før han snoede overkroppen mod Chantal.

Det mørke blik funklede, ikke upåvirket af vinen, der strømmede gennem ham og han bøjede ganske let i overkroppen. "Hvad end, De beder om, Madame," svarede han selvfølgeligt, men det funklende blik satte i brand, som han drejede sig helt mod hende og fulgte med, hvorhen hun førte.

[Chantal Rêve]

En sorgfuld ærgrelse over at være blevet afbrudt kunne spores i den unge kvindes ansigt, men Chantal tog sig ikke af det. For få uger siden ville hun end ikke have tænkt tanken at bryde ind i noget, der potentielt kunne være gavnligt for teateret, men med færre mennesker til at skjule brunettens forgabelse i Matiot havde fødderne ledt.
Nu stod hun dér, uden grund til at få aftens ene hovedattraktion på tomandshånd og endnu minde lyst til at trække i land, idet han drejede omkring med et blik der med ét trak hende tilbage til hans værelse og fik hjertet til at takte hurtigere.
Smagfuldt takkede Chantal for den unge kvindes bidrag og ønskede hende en sikker tur hjem, med ønsket om snarligt at se hende til de kommende forestillinger før hun ledte Matiot mod det lille kontor på første salen bag sceneriet.

Døren ind til kontoret blev holdt åben. Selve rummet lignede næsten sig selv fra da hendes far havde været den til at sidde bag det blæk plettede skrivebord. Den største forskel kom sig af mængden af vinflasker, der var blevet reduceret til en enkelt, hvor der før havde stået mindst fem.
”Må jeg byde på lidt vin?” Spurgte hun forsøgsvis på at købe sig selv yderligere med tid til at komme op med en dybere årsag, som ikke ville virke for mistænksom eller vag, til at de nu befandt sig på hendes kontor, alene. En anden grund end den egentlige.

[Matiot Rêveur]

Det var nærmest uhørt, at Matiot blev ført væk fra festlighederne og han kunne ikke forestille sig, hvilken godt grund der kunne være til, at det var nødvendigt med et besøg på direktørens kontor nu - måske fordi der ganske enkelt ikke var nogen god grund. Det fik hans blik til at funkle lidt og et djævelsk smil at strejfe hans læber, selvom han gik bag hende. Derfor kunne hun heller ikke se, at smilet havde en svagt sardonisk kant.

Han trådte ind i rummet, der var bekendt for ham, men som ikke holdt hans opmærksomhed nu. Fingerspidserne strøg langs skrivebordets kant og blikket fulgte det, nakken bøjet. Da hun talte, så han dog op, uden at løfte hovedet helt. Læberne var let adskilte og tungespidsen strøg over den nederste af dem, mens et bryn skød en anelse op. Han lod blikket glide over hende, bevidst langsomt, før han slap en dæmpet lyd.

"Oui, Madame," svarede han og tiltede nakken let, så en hårlok faldt frem over panden. Blikket, der hvilede på hende, sagde tydeligt, at han ventede på den reelle årsag. For de vidste begge, at hun ikke kun havde inviteret ham for at drikke vin.

[Chantal Rêve]

Chantal føle sig som manden, der i en af morens fortællinger, var fløjet alt for tæt på solen med vinger lavet af træ og bivoks. Hun burde havde advaret sin datter om mænd som Matiot, der med et enkelt blik kunne sende hende i frit fald.
Han behøvede end ikke se i hendes retning. Måden hvor på Matiot’s stemme favnede hendes, ikke navn, var nok til at give den samme følelse af beruselse som havde hun drukket hver eneste vintønde i landet tør.
Vinen forblev urørt, de havde ikke brug for vin. Hun havde ikke brug for vin. Det eneste hun havde brug for var ham. Hendes drømmer, - hendes førsteelsker.

Hun registrerede knapt nok at hun gav efter for sit eget behov og sin egen lyst, før hun befandt sig med en hånd omkring den slanke nakke og den anden på vej ind under den åbenstående skjorte.
”Kys mig,” Både dikterede hun. De mørke øjne fyldt til renden med den længsel der var blevet forsøgt undertrykt siden hun havde givet efter første gang. Blikket faldt mod hans læber, forinden det løftede sig for at låse sig i hans. ”Kys mig betingelsesløs.” Bønnen lav, men ikke mindre potent af den grund.

[Matiot Rêveur]

Matiot vidste udmærket, hvad han gjorde. Hvad han udstrålede. Derfor burde det ikke endnu engang havde overrasket ham, da hun så brat tog overhånden. Og i det øjeblik var det åbenlyst for ham: Hun ejede ham. Tanken efterlod en svagt bitter smag i munden på ham og det forplumrede hans eget begær efter hende, som ellers havde været udtalt øjeblikke forinden.

Alligevel hamrede hans hjerte lidt, som hendes hånd rørte huden under skjorten, men samtalen med Blanche Rosenknop spøgte bagest i hans tanker. Og til sidst var det det der gjorde, at han ikke blot efterkom hendes ordre med det samme. Måske ville han komme til at fortryde det.

"Betingelsesløst?" gentog han dæmpet, næsten eftertænksomt, mens hans hånd gled op og skubbede en lys krølle tilbage. Han stod stadig lænet lidt ind mod bordet, men hun havde taget plads mellem hans ben og han var bevidst om, hvor tæt de stod. Hendes læber var lige ud for hans og hans fingre strøg over hendes hals. Han lænede sig lidt frem, læberne ud for hendes øre og blikket mod væggen bag hende. "Tror du virkelig, at noget er betingelsesløst, Madame?"

[Chantal Rêve]

Ville hun nogensinde genfinde den selvkontrol hun tidligere have haft når de stod alene overfor hinanden? Chantal tvivlede. I stedte for strakte hun kærkomment halsen i et let suk over den sitrende eklektiske fornemmelse, der løb gennem hende, startende ved Matiot’s fingerspidser.
Chantal burde have vidst bedre, men hun havde ikke kunnet slippe tanken om Matiot eller den beske smag ved synet af han der gjorde tilnærmelser mod andre kvinder. Den bitre smag var blevet forsøgt skyllet ned med vin, men til ingen verdens nytte. Det var ham, der var den eneste der kunne gøre en ende på den.

En lille lav fortørnet lyd forlod hende, idet han gjorde antræk til at efterkomme hendes bøn kun for at skifte mening. ”Nej,” Svarede hun uden helt at kunne holde stemmen fri af den milde frustration der blussede op. Nej, med Matiot var intet betingelsesløst uanset hvor meget Chantal forsøgte at bilde sig selv det ind. Allerede efter én nat sammen havde han hende i sin hule hånd.
”men jeg kan ikke bede dig om mere, kan jeg vel?” Hviskede hun uddybende og vendte ansigtet en smule mod hans. Fristet til at kysse det skarpe kindben, nært øret, men det ville ikke være nok.

[Matiot Rêveur]

Matiots indre var i oprør. Han huskede stadig levende, hvordan hun havde føltes mod ham og han brændte efter at mærke det igen. Og netop dét var også årsagen til hans uro. Årsagen til, at de små hår stod op i nakken, da hun svarede.

"De kunne bede mig om, hvad end De ønskede," pointerede han dæmpet og strøg det øverste led knoer ned over hendes hals. Hans hjerte hamrede, men det drævende tonefald var nonchalant, hans læber endnu ud for hendes øre. "Jeg er jo i sidste ende Deres, ikke sandt?"

[Chantal Rêve]

Uforberedt på svaret og hvilken effekt det ville have trak Chantal hørligt luft ind og holdt vejret ind til smerte satte sig i lungerne og tvang hende til at give slip. Ordene burde have talt til hendes professionalismen som ejer af teateret og hans overordnede, men fik i stedet for hjertet til at slå hårdere, så hun knapt nok var i stand til at skelne mellem blodets sussen i ørene fra lyden af varme åndedrag.

Fingrene forsvandt dybere ind under det tynde skjortestof, trak halsåbningen skævt over skulderne og fik Chantal til at læne sig frem og kysse kurven mellem hals og skulder. ”Bevis det.” Opildnede hun mellem sine kys. Ikke længere i en bøn, men derimod en kommando – en udfordring.

[Matiot Rêveur]

Noget i Matiot rykkede i sig, noget mørkt, som han havde brugt år på at undertrykke. Nu måtte han gøre det igen; gemme det bag det polerede, upåvirkede og evigt charmerende ydre.

Der var da heller ikke fordi, han ikke fysisk reagerede på hendes nærhed. Han lukkede øjnene, brynene let sammentrukne. Og han kunne gøre det. Havde gjort det før. Det var ikke anderledes nu. Var det?

Måske var det vinen i hans blod, måske var det noget andet, men til sidst kunne han ikke høre andet end blodet, der brusede for ørerne. Hænderne lukkede sig om hendes hofter, rykkede hende tilbage. Væk fra sig. Hans blik var mørkt, brændende, som tungespidsen strøg over underlæben.

"For hvilken pris?" spurgte han, ligeledes i udfordring. Men det var en udfordring han i stille sind håbede, at hun ikke ville tage.

[Chantal Rêve]

Chantal havde ikke forventet at blive flyttet andet end nærmere eller vendt rundt. Hun glippede overrasket med øjnene, hvorefter de flakkende gled over hans ansigt, ude af stand til at finde fast holdepunkt. Læberne let adskil som prøvede hun at finde et svar, men ikke en lyd kom.

En klump blev sunket ”Mig.” Kom svaret endeligt, uden større omtanke for hvor sandt eller hvor betydningsfuldt et svar det var.
”Med mindre der er noget andet De ønsker, maître Rêveur?” Mussede hun let og skrånede hovedet en smule. Blikket slog gnister mens det gled ned over ham. Tungen fugtede læberne, da hun igen søgte øjenkontakten ”Er det ikke tilfældet, så må jeg finde en anden at drikke vin med.” Hun lagde an til at træde yderigere et skridt tilbage.

[Matiot Rêveur]

Det gav et sug gennem Matiot over det ene ord, selvom han ikke vidste, hvad det betød. Hans blik brændte, som det hvilede på hende og det var rent instinkt, der fik ham til at lukke fingrene fastere sammen om hendes hofter, da hun forsøgte at træde tilbage.

"Vi ved begge," svarede han, stemmen helt dæmpet, som han trak hende tættere igen. Bøjede nakken ned mod hende, så lidt hår faldt frem over hans ansigt. Hans indre var stadig splittet, men måske kunne han ignorere det. Fokusere på begæret. "At det ikke ville give dig den samme tilfredsstillelse."

[Chantal Rêve]

Natten var stadig spæd det ville være uden større problemer at finde en anden der kunne tage han plads, men det var ikke en hver anden lysten brændte så stærkt for. En lille del hadet, hvor tæt på sandheden Matiot var.

Hun rakte op og skubbede forgæves de mørke lokker tilbage. Et drilsk smil lage sig om hendes læber ”Altid så sikker på dig selv,” Påpegede hun lavmælt, inden en fugtklam skygge af tvivl begyndte at røre på sig. Udnyttede hun virkelig sin position og den magt der fulgte med at være teaters ejer? Kunne man overhovedet udnytte noget eller nogen, der gav udtryk for selv at ville?
Chantal sank synligt ”men vil du, - finde den samme tilfredsstillelse?” Spurgte hun med tommelfingeren strygende over kindbenets skarpe kant ”Svar ærligt.” Bød hun stille og søgte endnu tættere ind mod ham.

[Matiot Rêveur]

Ærligt? Hvad var ærligt? Det kunne være så meget, men hun bad ikke om at se hans spøgelser - og han viste dem ikke. I stedet smilede han det sløve, katteagtige smil og fokuserede på, hvordan hendes fingre mod hans pande fik det til at sitre i ham.

Så han fokuserede udelukkende på sit begær og ikke alt det andet, der rodede rundt bag. Skjulte den del væk, lod alt det negative smelte væk og efterlod kun den charmerende skuespiller tilbage, sådan som alle kendte ham.

"Men naturligvis, Madame," drævede han og tiltede hovedet. Strøg spidsen af sin næse op langs den tynde hud på hendes hals, før han talte ind mod den. "Begæret er vel, hvad Guderne har skabt os til at føle stærkest, hm?"

[Chantal Rêve]

Halsen strakte sig indbydende ud mens øjnene faldt i ”Mhm.” Var han bare bevidst om hvordan han på en enkelt nat havde formået at vende op og ned på alt, hvad der tidligere havde været rigtig og forkert. Hvordan hun aldrig før havde følt så intenst og brændende et begær efter én person. Var det gudernes værk? Chantal var ikke helt så sikker, men protesterede heller ikke imod ideen.

”I så fald,” En hånd fandt igen sin vej indunder skjortens tynde stof, denne gang nedefra, hvor den lagde sig om hoften og den anden listede sig omkring hans nakke "skulle jeg have givet efter for længst." Vedkendte hun dæmpet, hvorefter hun med en insisterende bevægelse manøvrerede Matiot omkring til hun stod trykket mod bordets kant. Et mørkt glimt fik øjnene til at spille lidenskabeligt.