Påhæng

[Sarah Merchande]

Sarah hang endnu engang ud med skuespillerne og købmændsdrengenes slæng efter at have hujet i publikum over storesøster Clémence Elize Dublé. Nu sad hun på scenekanten med de lange ben dinglende ned og et krus med noget krydret blommesaft. Ikke, skuffende nok, vin. Der var til tider nogen, der huskede at hun var lillesøsteren, selvom hun selv synes hun var ret voksen.

Hun tog en tår og fik øjenkontakt med Nicolaus Itier Købmand, selvom han stod i samtale med den krøltoppede klædehandler-tvilling. For sjov, mest, fugtede hun læberne en unødvendig mængde, uden at se væk. Det var altid sjovt at se om man kunne få ham til at tabe tråden.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus var ingen snublende, rødmende bryggerdreng og derfor lod han sig heller ikke hyle ud af den, da hans blik tilfældigt strejfede forbi den evigt yndige Sarah Merchande, der sad med sine ben dinglende fra scenekanten. Han selv var ved at tage en tår fra et krus, men det hindrede ikke det drengede smil i at bryde frem på læberne eller brynene i at vippe en enkelt gang, skønt han endnu var midt i en samtale.

Den gjorde han da også færdig, selvom blikket fra tid til anden drev og til sidst klappede han kammeraten på skulderen, før han krydsede afstanden med et underholdt drag om læberne. "Hvem har dog efterladt dig siddende her helt alene?" spurgte han med et drillende blik.

[Sarah Merchande]

Sarah nød opmærksomheden, selvom Nicolaus ikke kom ud af fatning eller tabte underkæben over hende. Det kunne hun godt leve med. Hun betragtede ham, som han nærmede sig, struttende af selvtillid som en ung mand, der kendte sin egen værdi - og måske endda overvurderede den en lille smule. Det var den arrogance, som hun ikke helt kunne lade være med at finde tiltrækkende, selvom hun godt vidste at Lynon synes han var utålelig.

Et smil skilte hendes læber, da han stoppede foran hende. "Åh, det ved jeg snart ikke. Behøver man være efterladt fordi man ikke er omgivet af tilbedere?" Hun tiltede hovedet en smule. "Det kender du selvfølgelig intet til, vel?"

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus slap en munter lyd og lænede hoften ind mod scenekanten. Han tog en tår af sit krus med vin og fugtede læberne efterfølgende, som han så underholdt på hende. "Selvfølgelig ikke," bekræftede ham med et drillende blik.

"Og måske ikke," medgav han og lænede sig lidt frem. "Men så er der i hvert fald nogen, der går glip af noget."

[Sarah Merchande]

Sarah smilede skævt og blinkede til Nicolaus. Hun tog en tår af sit krus og sank, imens hun så spekulativt på ham. "Det var faktisk mig, der efterlod mine tilbedere denne gang," konstaterede hun. "De var blevet lidt klæbende. Jeg har brug for min frihed til tider. Jeg kan ikke leve hele mit liv med en hale af sukkende mænd. Man må sprede sine vinger og flyve lidt, du ved."

Hun klemte øjnene en smule sammen. "Eller sprede et eller andet, i hvert fald. Jeg synes det er sådan mundheldet lyder."

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus lo over hendes ord og kunne generelt ganske godt lide hendes bramfrihed. Modsat generel antagelse, så var det ikke de naive, uskyldige kvinder, der tiltalte ham, men snarere kvinder som Sarah, der ikke holdt sig tilbage. Derfor vendte han da også tilbage til hende gang på gang. Det var ganske befriende og han kunne kun ønske, at flere var som hende.

"Ja, det gør du sikkert," svarede han med et drillende glimt i de lyse øjne og troede ikke i et sekund på, at ordvalget var tilfældigt. Til gengæld morede han sig glimrende. "Som altid er vi i øjenhøjde, du og jeg," fortsatte han og hvilede lidt mere af sin vægt ned på scenekanten. "Hvis jeg lover hverken at sukke eller tilbede, lader du mig så blive stående et øjeblik endnu?"

[Sarah Merchande]

Hvis Sarah havde været pedantisk ville hun have sagt at de ikke var i nærheden af øjenhøjde. I stedet tog hun en tår mere af sit krus og lænede sig lidt fremad.

"Årh, en lille smule tilbedelse," svarede hun med et glimt i blikket. "Nok til at overbevise mig om at du stadig tænker på sidste gang du trykkede mig imod bagvæggen dernede." Hun fugtede læberne tænksomt.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus smilede drenget over hendes svar og glimtet i hans øjne afslørede, at han absolut ikke havde glemt deres små eventyr. "Mh," medgav han og lod blikket glide en enkelt gang over hende, som han tog en tår.

"Hvordan skulle jeg dog kunne glemme det?"

[Sarah Merchande]

Sarah smilede og fugtede læberne. "Godt," svarede hun roligt og så lidt derhen, før hendes blik vendte tilbage til Nicos.

"Men dét har jeg ikke lyst til i dag. Hvis du vil i skørterne på mig i dag, så må du diske op med noget lidt mere romantisk, Købmandssøn. En rigtig seng og et løfte om at tage dig goood tid." Hun smilede smørret. Hun havde ingen mål om at blive hans kæreste, men de havde det altid sjovt sammen.

[Nicolaus Itier Købmand]

"Så krævende, så krævende," svarede Nicolaus og så muntert på hende. Han vidste heldigvis, at Sarah ikke for alvor var ude efter ægte romantik - hvis det havde været tilfældet, havde han været mere varsom. Til gengæld ville han heller ikke takke nej til endnu engang at rode rundt under hendes skørter, men han var ikke så desperat, at de ikke kunne more sig med vejen derhen.

"Jeg var ikke klar over, at vi stillede krav nu. Måske skulle jeg gøre det samme, hvis du vil i bukserne på mig," drillede han, selvom han måske nok kunne lokkes til reelt at betale for et værelse. Der var også noget over at have al tid i verden.

[Sarah Merchande]

Sarah grinede over Nicolaus' drilleri og lænede sig lidt tilbage. Hun satte kruset fra sig og hvilede sin vægt mod håndfladerne, der mødte scenens træ.

"Åh ja? Hvilke krav ville du så stille, for du ved jo, at jeg gerne vil i de bukser, charmetrold."

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus' pæne tænder blev blottet i et uvornt smil og han vippede lidt med øjenbrynene, før han svarede.

"En rigtig seng og et løfte om at tage dig god tid, såmænd," svarede han og blikket spillede tydeligt.

[Sarah Merchande]

Sarah lo og tyggede med i underlæben og så på Nicolaus med et næsten lidt sultent blik. Hun satte sig helt op igen og tog en tår af sit krus.

"Ærlig talt, hvad venter vi så på...?"

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus smilede et charmerende smil, opfordret af hendes blik og fulgte hende med sit eget, som hun satte sig op. "Det er spørgsmålet," svarede han, men var ærligt talt ikke svær at overtale til at skride. Det var altid skægt at tumle rundt med Sarah.

"Måske, at du har drukket ud," foreslog han og nikkede til hendes krus, blikket drillende.

[Sarah Merchande]

Sarah smilede og så Nicolaus direkte i øjnene, imens hun løftede kruset og tog en dyb tår. Hun nåede ikke helt til bunds, men omtrent halvvejs. Så sank hun. "Du sætter en pige på arbejde," svarede hun drillende med et levende glimt i de lyse øjne.

"Hvad synes du om stykket i dag, egentlig?"