Følg solen op af slummet

[Steva Pudser]

Til @ezekiel

Soloptoget, kongens tale og afgang fra pladsen var knapt overstået før gaderne summede af fest, musik og glade folk. Det var ikke tit at der emmede af iver lige meget hvor man trådte, men til festlighederne efter solgudens optog var det som om at alt ondt, jag og smerte ligesom blev glemt for en stund. Folk fandt glæden i de små ting og tog ekstra tid til virkelig at smage på maden og lytte til musikken. Omkring markedspladsen susede kjoler og bukser i dansende bevægelser og musikken lokkede flere snakkende folk ud på brostene i glade bevægelser. Det var næsten som at se en fortryllelse lægge sig over pladsen


Luften hun trak ind gennem næsen var ligesom renere end hun var vant til og det gjorde hende en anelse rundt på gulvet. Den tykke følelse af urinstøv i luften var der ikke og hvor end hun gik hen var bunkerne af skrald og valle ikke ret store og der var færre af dem. Sådan var det at være på markedspladsen. Så langt fra slummet var det ikke, men forskellen var stor. Faktisk var det netop luftens skyld, at hun var blevet lokket til markedspladsen, da det ikke kun var det friske, men dufte af brød og suppe der lokkede hende som en sulten myg, der kunne lugte blod. Måske knapt så ulækkert. Hun havde den lille slat ekstra mønter i hånden, som hun havde tjent på aftenenes og nattens arbejde på kroen. Hun sagde heller ikke nej til en god dans, men mad stod først på rangstigen over ting hun ville i det øjeblik. Hun var sulten og maven knurrede, da hun ikke havde fået noget hele aftenen eller natten. Desuden var brødet her meget bedre end alt man kunne finde i slumkvarteret og hun havde sparet sammen til at kunne købe et netop denne dag.


De ømme fødder skridtede hurtigt over stenen og hun snoede sig gennem dansende mennesker og travle handlende for at finde den første og bedste bagerbod, hvor hun smed alle pengene og bad om det hun kunne få for det.

[Ezekiel Abreo]

Zeke havde været med i optoget, blot en blandt alle andre. Og kun lige akurat - han havde fået ansvaret for at fragte alle deres brød og kager til markedspladsen, hvor flere bagerboder stod placeret. Alle håbede på at tjene lidt ekstra, som de plejede på festlige dage. Bagermesteren havde været med til at forberede optaget og statuen, mens Zeke havde bagt uafbrudt det sidste døgn. Meget søvn havde han ikke fået. Men han var også blot en bager, der endnu rendte rundt under sin mesters forklæde, på trods af han var udlært. Han måtte tage sig i behandlingen til han enten fik sit eget eller...Ja, hvad han nu endte med at bruge livet på. Hvis livet overhoved bød på mere interessante ting.
Det hev i hans krop for at deltage i festlighederne, men i stedet havde han skyndt sig tilbage til boden, hvor folk allerede flokkedes for at købe brød og kager. På denne travle dag stod hele bagermesterens familie bag boden og hjalp til, så Zeke agerede musklerne: Han bar de store kurve frem og tilbage, alt efter om de var tomme eller skulle fyldes op igen.

De bare fødder fandt naturligt vej over den ru jord under dem. Bukserne og trøjen var slidte, men han holdt varmen i dem. Hans fødder ville normalt også mærke kulden, men takket være hans travlhed, opfangede han det ikke lige nu. Det lange hår var bundet op oven på hovedet og på denne festlige dag havde han valgt at smide forklædet.
Under hans trøje hvilede hans halskæde, gemt væk fra omverdenen.
"Brød? Her...Ja, denne kage...En mønt for denne..."
Handlen gik stærkt, som han med den ene hånd solgte et brød og den anden en kage. Pengene gled ned i en pung, som bagerkonen holdte et vågent øje med.

Med et pust rettede han sig op og så ud over den travle markedsplads. Bagerens kone prikkede ham let på skulderen og trykkede en mønt i hånden på ham.
"Find noget lækkert og hold en pause" foreslog hun ham med et lille vink.
"Vi klarer boden så længe, her er jo masser at sælge af" påpegede hun, velvidende bagermesteren nok var ude og nyde en øl med andre håndværkere i byen - eller andre bagere.
Zeke smilte over gestussen og gik.

Han gik forbi en anden bagerbod, hvor en ung kvinde netop havde smidt en pose mønter for brød og kager. Normalt ville Zeke være ligeglad, men han havde overhørt handlen. Han burde ikke blande sig...Det burde han virkelig ikke...
Alligevel bar hans fødder ham over til boden, hen ved siden af kvinden.
"I min bod får man to af den slags kager for...Hvor mange penge var der?"
Pengene blev allerede talt op i hånden på bageren i boden, så Zeke kiggede hurtigt over dem, før han med et drillende gnist i øjet så fra bageren, til kvinden og tilbage igen.
"Jep, to. Du snyder vel ikke Claude?" bageren så en smule tvær ud, før han en anelse surt smed en ekstra lille sukkerkage oven i bestillingen før han vendte dem ryggen.
En smule tilfreds med sig selv, så han på kvinden med et smil. 

[Steva Pudser]

Det var ikke mange skillinge hun havde samlet og som nu lå og flød på bagerbodens bord, men hun vidste, at det var nok til at få lidt mere end hun plejede at have råd til. Der var også virkelig blevet sparet. Det var den ene dag om året, hvor hun ikke nøjedes med det billigste og mest mættende, men hvor hun købte noget for smagens skyld. Hun havde endda måtte skjule nogle skillinge, så hendes mor ikke tog dem for sig selv. Det var trods alt Steva der tjente pengene, så hun måtte vel også have lov at gemme dem, til det hun havde lyst til.

Nøje fulgte hun hver en mønt som den halvsure bagermand talte op, hun ville ikke snydes, men samtidig havde hun ikke en disse forstand på brød og kager eller deres pris. En meget lille pose blev sat på boden og hun kunne mærke skuffelsen knuge i maven. Hun havde virkelig sparet, bare for det. Hun var så fordybet i ikke at vise sin skuffelse, at hun ikke opdagede den mandlige skikkelse, der var dukket op ved hendes beskidte side. Han så selv lidt rodet ud, men hun kunne ikke genkende ham, så han kom nok ikke de samme steder som hun selv gjorde. Måbende, og der skulle meget til før Steva måbede, da manden rettede bageren, beskyldte ham for at snyde og derved fik ham til at give hende en hel kage mere. Venlighed var hun på ingen måder vant til og det var derfor tæt på, at hun skulle skrabe sin kæbe op fra jorden og sætte den på plads i ansigtet igen. Hun tog posen og vendte sig mod manden. “Jeg er ikke vant til venlige sjæle, så jeg ved faktisk ikke hvordan man siger tak, så det lyder som om man mener det” det var den tætteste måde hun kom på, for virkelig at vise sin overraskende taknemmelighed. “Hvordan vidste du at han snød? Var det den der lange hage? Folk med lange hager snyder tit” jokede hun kækt.

[Ezekiel Abreo]

Med en arm der blev rakt ud, spurgte han stiltiende om de skulle gå væk fra boden sammen. Folk strimlede sammen for at købe, trods alt, og de behøvede næppe forværre situationen ved at stå og fylde.
"Selv tak. Det var tilfældigt jeg overhørte jer" bemærkede han roligt. Med hans ellers generelt lange og spinkle krop, hans slidte tøj og forskellige farver øjne var det de færreste der gættede hvad han lavede til dagligt. Om det var en god eller dårlig ting vidste han ikke. Hvis man så efter var det dog ikke så mystisk endda. Der hang sikkert en svag duft af brød og mel omkring ham, hans hænder bar præg af hårdt dagligt arbejde og han var da ikke uden muskler, efter at slæbe de tunge mel-sække.
"Jeg er selv bager. Jeg ved hvad en kage er værd. Men her til højtiderne er der altid nogen der snyder. Oplagt tidspunkt, der er for mange mennesker og ingen tid til at tænke ordentlig efter, vel?" svarede han lige så venligt, som han så på hende. Så rakte han en hånd frem.
"Ezekiel, Zeke hvis det skal være kort" præsenterede han sig. I bagerbutikken kom der gerne folk fra middelklassen, men han var ikke sikker på hun hørte til den gruppe - og det betød heller ikke noget.
"Nyder du festlighederne?" han tog chancen og gik med det noget uformelle 'du'. Trods alt var der nok ingen af dem der lignede nogen af højere byrd.

[Steva Pudser]

Mest af alt havde den sultne kropige lyst til at fortærer varende med det samme, men trods en opvækst blandt folk der spiste som sultne hunde, lod hun sig distrahere og guide væk fra boden, hvor køen voksede. “Det er sikkert ikke så tit, at man hører eller ser nogen tømme sin lærredspung på bagerens bord” hun vidste egentlig godt det var en smule uansvarligt, men hun orkede faktisk ikke tænke så langt. Hun havde tjent de penge og hun ville bare have udbyttet.



Kjolens skørt var slidt i bunden og hun skulle gå rimelig ret for ikke at træde på laserne, så hun kom til at falde midt på det overfyldte marked. Hun brugte derfor det halve af sin koncentration på ikke at falde som en fuldebøtte og resten af sin koncentration på sin redningsmand. “Så skulle jeg måske være kommet til din bagerbod i stedet. Du kigger i hvert fald ikke på mig som var jeg en gårdhund fyldt med lus og lopper” det var tydeligt i denne del af byen hvem der kom hvor fra og sælgerne var aldrig ret begejstrede for slummets folk. De troede sikkert de stjal, mens der blev kigget væk, men sådan var Steva ikke. “Det er utroligt, de tror vi stjæler og snyder selv. Dobbeltmoralen er helt i top og lever i bedste velgående” hun kunne snart ikke dy sig længere. Brødet duftede og lokkede i posen, så hendes blik flakkede til den.



Hånden afskar hende fra at kaste sig over brødet som en due. Hun tog den og sendte ham et af de få oprigtige smil hun havde at gøre brug af. “Steva Pudser, men det sidste er ikke noget af være stolt af” og ingen kaldte hinanden ved efternavn hvor hun kom fra. “Ja, det er ikke så tit, at jeg ser dagens lys, men jeg har ikke nydt festligheder før jeg har været ude at danse” hun så op og ned af ham og bemærkede først nu melplamagerne. “Du ligner en der har arbejdet, du burde måske også nyde festlighederne lidt?”

[Ezekiel Abreo]

Der var mange mennesker at guide udenom. Zeke koncentrerede sig om at forblive tæt på Steva, men uden at bumpe ind i folkene omkring dem. Derfor lå også halvdelen af hans koncentration et andet sted - selv om Steva skam havde resten af den. Hans blikket flakkede mellem at se hvor han gik, og se på Steva når hun snakkede. For hans skyld kunne hun bare spise.
"Selv hvis nogen tømmer deres pung for brød, prøver de på at gøre det i skjul. Ikke at vise pungen faktisk ER tom" han trak let på skuldrene.
"Og jeg møder mange i min hverdag" tilføjede han med et smil. Der fandtes gode folk på alle lag - det var hans filosofi. Men i virkeligheden var der nok også andre grunde til at han kom fint ud af det med...Ja, den lavere ende af samfundet. Til dels fordi han arbejdede med den om natten eller i sin fritid.
"Undskyld mig...Du forventede stor morale midt i en storby som denne?" der lå ironi i stemmen, som han kommenterede på det med et smil.

Zeke så ud over pladsen, som han vurderede festlighederne omkring dem.
"en dans?"
Han kradsede sig lidt på kinden, som han overvejede det.
"Jeg er ikke van til at byde op til dans...Eller danse"
Han kunne lige så godt være ærlig omkring det. Desuden var dette heller ikke et forsøg på at lægge an på hende. Men hun havde ret i at han også var her for at nyde festlighederne lidt. Han trak vejret dybt, en blandet fornøjelse med alle lugtene - gode som dårlige - omkring dem.
"En gang skal vel være den første?"

[Steva Pudser]

Med ophøjet ro og en vis naturlighed færdedes Steva gennem menneskemængden. Det gjorde det dog lettere fordi nogle valgte at gå en stor bue om hende. Nok fordi hun lugtede og nogle mennesker var bare sarte. Dem var hun ligeglad med i dette øjeblik. Nu var mad og godt selskab trods alt meget vigtigere. Feststemningen drev alle de trælse tanker ud af hendes hoved, hvis hun havde haft noget og gjorde hende i et dejligt humør. Hun trak på skuldrende. “Jeg er ikke så vant til faktisk at have penge, så jeg er nok heller ikke så god til at skjule dem, selvom jeg burde vide alt om tyve og skravl nu jeg kommer fra slummet” hun regnede med, at han havde gættet den del og derudover lade hun ikke skjul på det. Det var en dyb del af den hun var.

“Du skal vel også kunne tale med alle. Det er ikke ligesom i en kro, hvor folk godt kan blive smidt på porten for at være for fulde” ikke, at det skete ret tit. Hvis der var noget Steva ikke fandt sig i, så gav hun igen med ord. De kunne nogle gange ramme hårdere en slag. Hun begyndte at grine af hans næste kommentar og den sarkastiske tone kunne ikke undgå at dykke ind i hendes stemme. “Ja da. Jeg forventede dyd og orden hos alle. Ingen tyve og ikke snyd. Er det da ikke sådan?” det drev af hende, at ikke et ord var noget hun mente den mindste smule alvorligt.

Hun tog hans hånd, da der blev budt op og han selv indrømmede, at det ikke var hans stærke side. “Det handler bare om at have det sjovt, så det skal du ikke tænke så hårdt over”