Torden og lynild

[Lanval af Suilleaux]

Fleur af Aren

Det var ikke den bedste dag Lanval havde valgt at få sat nye hestesko på sin hests hove. Han blev dog nødt til at få det gjort, vinteren havde været hård og slidt dem ned. Sneen, salten og den hårde frost havde skabt behovet for de nye sko. Derfor havde han efterladt sin hest i gode hænder og var nu på vej ud på gåben, for at drikke et par øl med sine venner, som allerede var godt berusede. Regnen og tordenvejret fangede dem dog inde under et lille halvtag tæt på et hus, som han genkendte som Fleurs hjem. Han stod og gloede op på hendes vindue, mens regnen silede ned og hans venner lavede sjov med hinanden og forsøgte at skubbe hinanden ud i regnen.

Lanval indså hvor længe det havde været siden de havde snakket sammen sidst. Engang havde han betragtet hende som en af dem han var tættest på, nu var de gledet fra hinanden og han følte sig ikke sikker på hvem hun var længere.
Pludselig skubbede en af de andre til ham, så han endte ude i regnen. De grinede højt og han blev vred og hev også dem med ud i regnen. Så begyndte de at slå på hinanden og Lanval, der var distraheret af Fleurs hjem, endte på jorden og ramte sit hoved mod brostenene.
"For Triatos hvad laver i?" Råbte han og satte sig op, mens han tog sig til hovedet. Det blødte, men da han så op, var hans venner væk.

[Fleur af Aren]

Det havde været en af de længere dage på universitetet. Heldet havde dog tilsmilet den rødhåret komtesse, der var nået hjem til det varme byhus før de første dråber var faldet fra den gråsorte himmel. Ikke længe efter havde sluserne åbnet sig og de regntunge skyer flækkede i blåhvide og tordenskrald der gik ruderne til at vibrer.

Fleur var endt med at døse en smule hen på sengen, idet lyden af råb blandede sig med regnen og tvang hende ud over sengekanten. Udtværet mørke skikkelser i kunne anes gennem den våde rude, men det var umuligt at se hvem de tilhørte eller om der reelt var tale om et overfald.
Trappen blev taget to trin ad gangen, hvorefter Fleur farede ud i regnen med en ildrager i hænderne og et mål for øje, at jage de potentielle bøller væk fra den faldne.

Ballademagerne var væk, idet hun nåede ud ad huset, men det holdt hende ikke fra at løbe nærmere den siddende skikkelse. 
"Lanval?" Gispede hun, da det gik op for hende hvem den siddende skikkelse tilhørte. Ligeglad med det beskidte vand kjolen sugede til sig knælede Fleur ved siden af ham ”Er du okay?” Spurgte hun og lagde en forsigtig hånd mod hans kind, så hun kunne dreje hans ansigt mod hende. Regnen fik blødningen til at se mere drabelig ud og gjorde blikket tungt af bekymring.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval havde ikke regnet med at han ville se Fleur igen, han havde planlagt at han ville undgå hende, så det var ret problematisk at han var blevet slået ned foran hendes hus.
Da hun dukkede op i regnen, var han allerede på vej til at forsøge at rejse sig op. Han gad ikke bruge sin tid på hende.
"Ja." Sagde han og trak sig væk fra hende. Derefter forsøgte han at komme på benene, selvom han svajede en anelse.
"Jeg tager hjem." Sagde han og strøg sine fingre gennem det våde hår.

[Fleur af Aren]

Fleur rakte ud for at støtte Lanval mens han fik fundet fodfæste igen, men hun nåede knapt nok at lægge en støttende hånd på ham før Lanval selv fik rejst sig og i samme ombæring trak sig tilbage, som havde hun været en åbenflamme der truede med at brænde ham. Hun lagde ikke meget i det til at begynde med. Hun var mere bekymret for den lette svaje, der kunne tyde på slaget mod hovedet havde været langt hårdere end han måske selv var klar over.

Hun rystede på hovedet og trådte nærmere for igen at forsøge med at støtte ham ”Lad mig i det mindste tilse dit sår først, inde i varmen? Min familie er i teateret med min onkel, så der er kun mig i huset.” og tjenestefolkene tilføjede hjernen automatisk. Under ingen omstændigheder ville hun lade ham gå blødende gennem byen.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval vidste godt et eller andet sted, at hun ikke ville lade ham gå tilbage mens han blødte. Samtidig følte han sig stadig såret over det han havde hørt den aften, at hun var sammen med en anden. Han vidste godt at han i princippet ikke kunne tillade sig at føle hvad han følte, at han havde taget nogle ting på forskud, men derfor følte han stadig hun havde ført ham bag lyset.
Derfor blev han stående i regnen og kiggede på hende, mens han ventede på at hun blev færdig med det hun ville gøre. Han følte sig apatisk. Om et par måneder skulle han tage sin prøve og han var ligeglad med alting.
"Så lad os gå ind." Sagde han, mens regnen piblede ned over hans ansigt.

[Fleur af Aren]

Regnen var begyndt at trænge ind til de inderste lag og Fleur måtte glippe med øjnene i et forsøg på at skærme dem for vandet. Lige nu bekymrede hun sig langt mere om at få ham ind i varmen, inden sygdom satte sig i dem begge, end hun bed mærke i hans indolente fremtoning. Han havde trods alt lige slået hovedet mod jorden, Fleur tænkte endnu ikke nærmere over hvor ved siden af sig selv Lanval var.
Et lille dæmpet lettelsens suk lød, som han lod sig overtale i stedet for at protesterer.

Kontrasten mellem ude og inde var mærkbar, da de kom indenfor i varmen skønt den kolde regn forsat havde hold i de gennemblødte klæder.
”Nådigfrøken hvad render De ude i reg-” En gråhåret tjenestekone kom til syne nærmest som hoveddøren lukkede bag dem, men brød sig selv af ved synet af den blodige unge mand ved komtessens side ”Ved alle guder.” De lyse øjne flakkede skiftevis mellem de to unge mennesker.
”Det er okay Bernadette, han er en ven af mine.” Skyndte Fleur at forsikre, velvidende hvordan det måtte se ud for den ældre kvinde. Bernadette nikkede tavst og trådte nærmere for at tage den vandmættede kåbe fra Lanval ”Jeg bringer lidt varmt at drikke, til pejsestuen.” Under ingen omstændigheder ville hun lade dem være alene i Fleur’s kammer. Ven eller ej, så var Lanval stadig en ung mand og Arendatteren ugift.

To af stolene var blevet trukket så tæt mod den knitrende ild som det var muligt, uden at være i risiko for at antænde og dampende varm te var skænket til at give dem varmen indefra.
Fleur tog den ene af de bragte stofklude og foldede den sammen et par gange før hun nænsomt begyndte at duppede den mod flængen ”Den gode nyhed er at det ikke er så slemt som det ser ud, men jeg tror ikke du slipper for et lille ar.” Sagde hun med øjnene fikseret på den brudte hud, mens hun forsøgte ikke at stå alt for meget i vejen for at varmestrålerne, så de kunne nå Lanval.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval sagde ikke så meget under hele turen ind til pejsen. Det overraskede ham ikke at tjenestepigen var mistænksom overfor ham, det ville han nok også være hvis han havde været i hendes sted. Hans mørke øjne nedstirrede hende uden nogen form for blufærdighed, mens regndråberne trillede ned ad hans ansigt.

Da stolene blev sat frem mod ilden, satte han sig ned og lagde sine arme på armlænene, mens han fulgte hende mistænksomt med blikket. Følelsen af kluden mod det åbne sår fik ham til at bide tænderne sammen af smerte, men han ville ikke sidde og hyle foran Fleur.
"Godt så." Sagde han blot, mens han hvilede sit blik i pejsen og ventede på at hun var færdig, så han kunne gå sin vej.

"Du er virkelig god til at lade som om Fleur, man tror man kan være sårbar overfor dig og fortælle dig hvad der foregår i ens liv og at du ville gøre det samme, men så får man at vide af en af sine venner at du ser flere mænd. Du forstår virkelig, at lede en bag lyset Fleur, det må jeg give dig." Sagde han og så hende i øjnene.
"Men skindet bedrager." Bemærkede han og skar en grimasse.

[Fleur af Aren]

Selvom hun var forsigtig, så var det svært at forskåne ham helt for smerten. Hun undskyldte, ved fornemmelsen af spændingerne i tindingen fra de sammenbidte tænder.

Lanval’s svar var kort og med en kulde der fik selv regnen til at virke varm, men Fleur nåede kun lige at rynke brynene og tage blikket fra såret for at søge hans, da han kom hende i forkøbet. Det ene ord tog hurtigt det forrige og blikket der til en start havde været uforstående for de begyndende anklager blev langsomt mere hårdt. Fleur fjernede kluden og måtte beherske sig gevaldigt for ikke at lægge en hånd over hans mund.
Hvad var det han sad og beskyldte hende for?

”Hvad skulle min grund være for at lyve for dig? Du er min ven og jeg holder af dig, dybt. Vil du vide om din ven har ret? Ja, jeg ser en anden mand. Én mand, ikke flere og jeg ville have fortalt dig det havde du spurgt i stedet for nu at forsøge at pege fingre af mig.” Hun forblev stående foran ham. Nægtede at flytte sig for at give ham plads til at rejse sig ”Må jeg minde dig om at jeg aldrig har bedt dig om et eneste løfte? Lige såvel som du aldrig har bedt mig om nogle. Jeg har aldrig ledt dig bag lyset, Lanval.” Pointerede hun små skarpt, imens hun så ham direkte i øjnene.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval bed sin kæbe sammen, derefter rejste han sig hurtigt op så stolen blev rykket tilbage med en høj lyd og strøg sine fingre gennem sit hår i en langsom bevægelse. Han kiggede hende i øjnene og smilede så en anelse, det var sødt at hun havde så stort et behov for at opretholde sit eget selvbillede og ikke lytte til hans opfattelse af situationen.

"Fleur. Altid så uskyldig." Sagde han, hvorefter han skubbede stolen tilbage med det ene ben og gik mod udgangen til døren, uden at se sig tilbage. De var færdige med hinanden nu, hvilket vel kun var for det bedste. De ville tydeligvis aldrig have haft det godt sammen, sådan som hun opfattede verden og andre mennesker.

[Fleur af Aren]

Smilet fik nakkehårene til at rejse sig i et koldt gys. Der var ingen varme eller venlighed at spore i det og det fik hende til at føle en utilpashed. Alligevel forsøgte hun at blokere vejen mod døren for ham.
Der var ingen chance for at Fleur fysisk kunne holde Lanval tilbage. Han var både højere, bredder og stærkere, men det forhindrede hende ikke i at prøve.

Han var vred, såret endda og selvom hun til dels forstod vækkede det stadig en lille harme i hende, da han forsøgte at male hende som både skurk og helgen i et penselstrøg. Hvad bildte han sig egentligt ind?

”Jeg er særdeles ikke uskyldig, hvilket du også ville opdage hvis du ikke have så travlt med at opføre dig som en røv med øre.” Vrissede og sørgede for at flytte sig med ham, hvis han forsøgte at vige udenom.
”Hvad ville du have haft, Lanval? Skulle jeg have sagt det til dig da du kravlede ind gennem mit vindue?” Spurgte hun ikke mindre hårdt og slog små frustreret ud med den ene arm ”Fordi det var også rette tidspunkt at bringe det op, mens du havde krise over at have ligget med en andens kone, hm?” Et øjenbryn hævede sig lige dele provokerende som spørgende. Hun var dog hensynsfuld nok til at sænke stemmen, ved pånævnelsen af kvinden.

[Lanval af Suilleaux]

Der var mange ting Lanval havde troet om Fleur, men han havde ikke regnet med at hun ville bruge hans åbenhed som et våben mod ham. Han stirrede en smule såret på hende, hvorefter han rystede på hovedet og sukkede dybt. Det havde han godt nok fortrudt at han havde fortalt det til hende.

"Hvis du nogensinde nævner det til nogen, så er det ikke sikkert jeg lever meget længere." Sagde han og gik derefter mod døren, for at forlade huset og hende for sidste gang.

[Fleur af Aren]

Da først realiteten af egne ord ramte Fleur var det med en instinktiv fortrydelse over at have bagt den gifte kvinde på banen, der brusede frem. Læberne trykkede sig fast sammen. Undskyld syntes pludselig som et fattigt ord og ikke som et Lanval var i stand til at tage imod. Det forhindrede dog ikke Fleur i at prøve alligevel.

”Lanval…” Lød det bag ham mens hun forsøgte at holde trit med ham. For hvert skridt han tog måtte hun tage halvandet bare for at kunne følge med, men uden udsigt til at kunne nå døren først, og forhindre ham i at fare såret og støt ud i regnen.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval havde lyst til at skridt og aldrig se hende igen, men da han nåede døren, stoppede han alligevel brat op. Han vendte sig mod hende, mens han bed sine tænder sammen og stirrede direkte ind i hendes øjne. Så lagde han hånden bag hendes hoved og bøjede sig ned for at kysse hendes læber grådigt og uden at spørge hende om lov først, selvom han ville stoppe hvis hun skubbede ham væk.

[Fleur af Aren]

Intet havde kunnet forberede Fleur på Lanval’s pludselige skifte væk fra døren. Hun var centimeter fra kolliderer med ham, idet han drejede omkring og med munden druknede den overraskede strubelyd, der havde været i færd med at kravle fri af halsen.
Første indskydelse var at skubbe ham væk, men hænderne nåede aldrig længer end at lægge faldt i mod hans bryst, før de lukkede sig om hver sin håndfuld af den våde skjorte og trak ham nærmere i gengældelsen af kysset. Realiseringen om hvor de opholdte sig ramte næsten omgående.
”Vi kan ikke...” Kom det dæmpet fra hende, læberne knapt nok frigjort af hans ”Ikke hér.” Pointerede hun og åbnede langsomt øjnene. Trak hovedet en anelse længere tilbage.

[Lanval af Suilleaux]

Det overraskede næsten også ham selv, men han kunne ikke modstå hende, bare en sidste gang inden han lukkede den dør for evigt. Han kyssede hende grådigt og længe og veg modstræbende fra hendes læber, da hun slap ham.
Lanval så hende i øjnene med et mørkt og intenst blik, et splitsekund overvejede han at blive, være sammen med hende og gå hele vejen. Smerten var dog for stor. "Farvel, Fleur." Sagde han.

Udenfor rumlede tordenvejret og et øjeblik efter havde Lanval åbnet døren og forladt Aren huset. Det ville være en dårlig idé at gå længere, så det gjorde han ikke, i stedet valgte han at afslutte det. På en dårlig måde, men dog med et klart punktum.

Forlader tråd.