En undskyldning

[Olivia af Bois]

Édouard af Bois

Det var noget tid siden de havde haft deres brevudveksling og Olivia havde allerede været forbi Bois byhuset et par gange uden held. Tjenestefolkene havde informeret hende om at han var blevet forsinket på grund af hastesager tilbage på lensborgen. Alligevel var Olivia kommet forbi i hvert fald en gang om ugen for at være sikker.

Nu havde hun så fået en besked fra tjenestefolkene om at han var vendt tilbage og hun kunne komme i aften. Olivias mor sendte en tjenestepige med hende på vej gennem gaderne og da det begyndte at regne, satte de begge farten op for at nå hen til teaterkvarteret inden de blev gennemblødte, men regnen viste sig at være tung. Selvom Olivia havde en kappe på, kunne hun mærke at hun ville blive gennemblødt.

Da hun bankede på Boishusets dør, var hun drivvåd og det samme var tjenestepigen. Olivia nøs en enkelt gang, inden hun tørrede regndråberne væk fra sit ansigt. Tjenestepigen blev sendt ned i køkkenet til tjenerne og Olivia fik taget sin kappe af og blev ført ind i stuen, hvor hun var ventet. Et lynnedslag fra tordenvejret fik den mørke stue til at lyse op et kort øjeblik og afslørede hvor våd hun var blevet.
"Beklager. Vi blev fanget i regnen." Hviskede hun og så ned på trægulvet, som hun stod og dryppede på.

[Édouard af Bois]

Ad flere omgange havde Édouard forsøgt at tage rejsen, men havde hver gang måttet se sig bremset af nye problemer, der måtte tages hånd omgående. Samvittigheden var ikke fuldkommen pletfri, da det endelig var lykkes ham at nå Levagny og han blev meldt at Olivia af Tource flere gange havde måttet gå forgæves. En tjenestepige var strakt blevet sendt ud i tordenvejret for at melde komtessen hans ankomst.

Ildstedet var blevet forsømt og tilbage lå kun varme gløder og henlagde næsten stuen i totalt mørke. Kun oplyst af fjerne lyn. Édouard sad foroverbøjet i færd med at løsne de våde sko, da Olivia kom til syne i et lysglimt. Blikket søgte hendes våde skikkelse og fik baronsønnen til at fortryde, at han ikke havde fået tændt op før fokusset var gået til skoene.
”Det er mig der skal beklage for at få Dem til at tage turen gennem regnen, men jeg måtte se Dem inden andet igen ville komme i vejen.” Svarede han og rejste sig med en slået påbydende ud mod en stol nær pejsestedet  ”Kom, sæt Dem mens jeg får tændt op, så De ikke bliver syg. Jeg kan få en af tjenestepigerne til at se efter om mine søstre skulle have gemt en kjole her, som De kan låne mens Deres egen tørre?”

[Olivia af Bois]

Olivia havde ikke været sikker på om det var en god idé at gå ud i regnvejret, men hun måtte se baronarvingen og hun kunne ikke vente længere. Da hun så ham sidde i færd med at tage sine sko af, mærkede hun sit hjerte banke en smule hurtigere. Det var længe siden de havde set hinanden og sidste gang var de ikke endt på god fod. Et øjeblik var hun nervøs for hvordan han ville behandle hende, men han så ikke vred ud, måske havde han allerede forstået at hun var ked af det hun havde sagt. Hun knuede sine fingre om sit våde skørt og nikkede kort, inden hun satte sig på stolen og vendte sit ansigt og blik mod ham.

Tanken om at låne en kjole af ham fik hendes blod til at løbe op i hendes kinder. Hun nikkede dog alligevel og følte at hun næsten havde mistet sin stemme.
"Det er betænksomt af Dem." Sagde hun afdæmpet med en spinkel stemme og skubbede samtidig sine små lædersko af, som var blevet gennemblødt af regnen. Indenunder havde hun et par strømper på, som gik til knæene, som også var våde. De var efterhånden gledet ned ad hendes ben, så hun skubbede også dem af, så hun sad med barre fødder foran den varme pejs.
"Tak fordi jeg måtte komme." Sagde hun og bed ned i sin underlæbe. Hun havde øvet det hun skulle sige så mange gange, men nu hun sad overfor ham, havde hun glemt alt hun ville sige. Frygten for at han hadede hende, var overvældende og hun blev så nervøs at hun ikke lagde mærke til at hun konstant sad og pillede ved sin kjole.

[Édouard af Bois]

Det hørte sig måske ikke til at en mand af hans position tænde op i egen pejs, men det var ikke en opgave fremmed for Édouard. Mens han intet havde imod at tjenestefolkene holdt liv i ilden, så fortrak han selv at styre varmen i sit kammer og det tog da heller ikke mange forsøg for at få pustet nyt liv i gløderne.

”Jeg kan nødigt tillade mig at afvise en forespørgelse på en undskyldning.” Bemærkede han høfligt, men ikke uden en lille varme i stemmen. Med ilden som baggrund vendte Édouard sig mod Olivia’s spinkle skikkelse med en trækning i mundvigene, da først den ene våde strømpe og dernæst den anden landede i den begyndende vandpyt for hendes fødder. Han havde været i færd med at træde nærmere, men standsede som en af husets tjenestepiger kom til med en te bakke mellem hænderne og mindede ridderen om afstand var påkrævet.

”Vil De være venlig at tjekke om en af mine søstre har en kjole liggende som den Nådigfrøken kan låne, mens hendes egen kjole tørres. Hun skulle nødigt ende op med lungebetændelse eller forkølelse.” Beordrede han, da pigen havde sat bakken fra sig og skulle til at hælde den varme væske op ”Naturligvis, Nådigherre.” Hun gjorde tegn til Olivia at følge med. 

[Olivia af Bois]

Olivia kunne godt lide at Edouard selv tændte op i pejsen, det fik ham til at se kompetent ud, i forhold til de mange adelige der ikke kunne finde ud af bare en lille bitte ting selv. Hun smilede svagt over hans ord og bemærkede at han kom lidt tættere på, men i samme øjeblik kom tjenestepigen ind og Olivia blev distraheret af lyden af raslen fra teen på bakken.

Da tjenestepigen bad hende om at komme med, rejste Olivia sig og gik med hende op til et lille kammer, hvor gæsterne nogle gange sov. Olivia klædte sig om i en af kjolenerne som tjenestepigen fandt i en kiste. Hun kunne ikke undgå at se at den var meget flottere end hendes egen. Derefter hjalp tjenestepigen hende med at sætte håret en smule og fandt en rosa læbefarve som hun puttede på hendes læber. De to piger fnes afdæmpet, inden hun igen smuttede nedenunder til Eduoard.

"Så er jeg tilbage." Sagde hun og strøg fingrene hen over sin kjole. "Den passer mig nogenlunde, gør den ikke?" Spurgte hun og så ned ad sig selv. Hun havde stadig bare fødder, men det havde hun egentlig intet imod.
Derefter gik hun hen og satte sig på stolen igen foran ilden og strakte sine fødder mod de varme flammer og vrikkede lidt med sine tæer. Hun lignede en der lod som om hun var hjemme, da hun rakte ud efter en af kopperne med te og tog en tår af den varme velduftende drik.

[Édouard af Bois]

Sekunder gled over i minutter, der langsomt begyndte at føltes som hele og halve timer også selvom det langt fra var tilfældet, før Oliva atter dukke op. Et bedømmende blik arbejdede sig ned over hende, og kjolen. Édouard genkendte den som en af Lyra "Emony" af Aren 's fra før hendes ægteskab med svogeren, Geralt Yvain af Aren . Mest overrasket var han over at se kjolen, næsten, passede hende.

"Du ser nydelig ud." Indrømmede han og mærkede hvordan et smil trak frem. Smilet blev kun bredere, da hun som havde hun altid trådt fod i huset indtog både stol og tekrus. Édouard der endnu ikke havde sat sig trak en skammel hen foran Olivia, hvorpå han satte sig. Skamløst strakte han sig frem, førte en hånd under hendes ankel nær hælen og løftede foden op i sit skød. Håbede på hun ikke var kilden, idet tommelfingeren massagerende trykkede mod fodsålen, mens de andre fingre arbejde oppe fra på at øge blodtilstrømningen og hurtigere få varme i fødderne.
"Så, talte kun med mig for at være høflig?" Indledte ham og løftede det ene øjenbryn, da blikket rettede sig mod hendes. 

[Olivia af Bois]

Komplimetet fik Olivia til at smile en anelse, men ikke for meget, for hun havde hørt fra lærerinderne på skolen at man ikke måtte smile for meget når folk gav en komplimenter. Da han trak en skammel hen foran hende, rynkede hun lidt på sine øjenbryn, mest af overraskelse. Da han rakte hånden frem og tog en af hendes fødder i sine, stirrede hun på ham med store, forskrækkede øjne, men følelsen af varmen der kom fra hans massage var alligevel så god at hun ikke trak foden til sig. Imellemtiden var hun dog blevet ildrød i sit ansigt, som en tomat der var ved at springe.

"Øhm." Sagde hun, selvom det var svært at fokusere, når han sad og masserede sin fod. Hun forsøgte dog at samle sine tanker og lagde hænderne i sit skød, mens hun strammede grebet om sit skørt.
"Jeg vil gerne undskylde for det jeg sagde. Jeg mente det ikke. Jeg stod i en situation, hvor jeg ikke havde lyst til at sige sandheden, jeg ville ikke ydmyge mig selv og jeg tænkte ikke at du ville høre det." Sagde hun, stadig rød i kinderne.
"Men jeg ved godt, at det ikke er godt at lyve, bare fordi sandheden gør ondt." Sagde hun og så ham i øjnene, mens hendes blik skinnede af fortrydelse.

[Édouard af Bois]

Farve trak til hendes kinder, men hun trak ikke foden fri og Édouard forsatte ufortrødent med at masserer den første af fødderne til den ikke længer føltes kold ved berøring, hvorefter han videreførte behandlingen på den anden fod. Alt mens der nøje blev lyttet. Ikke til hendes ord, men derimod tonen og de små kropslige signaler der måtte afsløre om hun talte sandt eller ej. Konkluderede det var første snarer end det sidste, som gjorde sig gældende.
”Fordi du er bange for hvad din veninde måtte tænke om dig, hvis hun fandt ud af du havde haft en god aften?” Han sukkede hørligt, men hverken af skuffelse eller irritation over hende ”Olivia. Jeg skal ikke gøre mig til herre over hvem du kalder din veninde, men hvis den unge Aren ville ydmyge dig for det er hun så i virkeligheden en du burde anse som en veninde?” Han lod spørgsmålet summe lidt hos hende, og fulgte sine fingres bevægelser. Édouard forstod behovet for at værne om dem tættest på en, men hvis Josephine af Aren kunne unde Olivia bare lidt godt i livet burde hun så overhovedet være en del af det?

[Olivia af Bois]

Olivias ansigt var efterhånden så rødt som hendes hår. Både fordi han gav hende fodmassage og fordi hun følte sig så flov over at snakke om det som de talte om. I virkeligheden havde hun ikke lyst til at åbne sig op for ham på den måde, men det blev hun nødt til, hvis hun skulle gøre sig noget håb om at redde deres venskab.

Edouards første ord fik hende til at nikke langsomt mens hun slog blikket ned og forsatte med at pille lidt ved sin kjoles skørt. Det var åbenbart nemmere at forholde sig til stoffet end Edouards indgående blik.
"Hun bryder sig ikke om dig. Hun sagde at du er en dårlig mand og jeg ikke burde kunne lide dig." Sagde hun, selvom veninden ikke ligefrem havde brugt de ord, var det den mening som Olivia havde forstået.

"Ydmyge mig ville hun ikke gøre. Det ville jeg selv, hvis jeg stod og indrømmede mine følelser foran alle." Sagde hun og bed ned i sin underlæbe. Det overraskede hende at hun var faldet for ridderen af Bois så hurtigt, men hun blev nødt til at prøve at være ærlig, nu hvor deres venskab var på spil. Hun ville ikke have han blev vred på hende igen, det eneste hun ønskede var at han kunne lide hende, ligesom hun kunne lide ham.

[Édouard af Bois]

Blikket forblev roligt og med den sædvanlige kølige natur, der tidligere havde ledt til rygter om baronsønnens evne til at se ind i folks sjæle. For det blotte øje synede Édouard ganske upåvirket af sine hænders arbejde, at mærke den silkebløde hud under sine fingre. Selv var han forfærdig selvbevidst om, hvor meget pulsen var steget.

En lille trækning dannede sig i mundvigen. Ikke spor overrasket over at gulspurven ikke havde talt varmt om ham. Med stor forsigtighed, som var hun lavet af det fineste glas, førte han foden til gulvet. Édouard rettede sig ikke op lige med det samme, men rakte derimod ud efter den nederste del af hendes ansigt. To fingre placeret sig under hagen forsøgte med et blidt pres at få deres blikke til at mødes. ”Kan du huske vores snak i haverne, hvorfor jeg havde budt dig til dans og ikke en af de andre komtesser?” Olivia havde ikke været mærkbart desperat, selvom hun af alle burde havde været mest sulten efter hans opmærksomhed. ”Der er intet ydmygende i at bekende følelser for en person, som har mødt dig med respekt og anerkendelse for dig som person. Det gør dig ikke desperat, men menneskelig...”

[Olivia af Bois]

Olivia havde følt sig nogenlunde i kontrol, men nu han var begyndt på fodmassage og tilmed løftede hendes hage, følte hun sig efterhånden på dybt vand. Hun huskede sig selv på, at hendes mor ville have hun skulle være hjemme inden det blev for mørkt. Edouard var dog ikke en man blot rejste sig op og forlod, han var indladende og hun følte sig ofte overvældet i hans selskab. På trods af det, løftede hun sit blik og så ham i øjnene, selvom hun følte sig vanvittig sårbar. Det føltes som om han kunne læse hende som en åben bog.

Forsigtig nikkede hun, selvom han nok ikke reelt havde behov for hendes svar. Selvfølgelig huskede hun det. Det var klart. På dette tidspunkt kunne hun ikke lade som om, at han ikke havde rørt hende.
"Nej, men følelser er ikke alt." Sagde hun.
"Jeg er godt klar over, at jeg ikke er noget værdigt match til en som dig." Bemærkede hun. Desuden vidste han ikke engang om han havde følelser for hende, eller bare brugte hende som lidt underholdning. Måske følte han slet ike det samme som hun. I hendes øjne var han dog blevet hendes et og alt, men han var måske også det første menneske i hendes liv, der ikke havde behandlet hende som luft.

[Édouard af Bois]

Édouard vidste bedre end at være på tomandshånd med unge komtesser, indtage deres intimsfære som var den hans og i særdeleshed ikke at masserer deres fødder. Alle tre ting svære at håndhæve når først han befandt sig i hendes selskab. Lidt mådehold formåede han dog at have. Hænderne havde aldrig søgt forbi anklen og nu med fingrene under hendes hage lænede Édouard sig ikke nærmere end han allerede sad. Nok var han mere hæmningsløs i det private, men bar intet ønske om at overskride Olivia’s grænser fuldkomment og gøre hende ilde tilpas.

Fingrene fjernede sig fra under hagen ”Korrekt,” Medgav han, men ikke uden at fjerne sit blik, der havde fået en gnist af alvor, fra hendes ”men de kan være en ganske virkningsfuld faktor.” Det vidste han bedre end de fleste. Der var engang, hvor han havde ladet dem sløre sin fornuft så meget, at han havde været klar til at blive viet med en skøge med månen som deres vidne. Han havde endda været ældre end hun var nu. Alligevel var Olivia allerede dét kløgtigere end han havde været.
Han rankede sig på skamlen ”En som mig. En arving?” Hovedet skrånede sig før han rystede det en anelse "Olivia. Vi har kvindelige riddere til at tjene kronen inden længe, at holde fast i ideen om at kun guldskjold eller hovedgrene kan giftes med hinanden burde ikke længere være en ting. Men jeg forstår hvad du siger."

[Olivia af Bois]

Olivia havde svært ved at se hvor det bar hen. De sad og talte om følelser, men der var vel endnu intet løfte mellem dem. Hun havde stort set bekendt sig til ham, men hun var stadig usikker på hans følelser for hende og hvad hans intentioner var. En del af hende havde lyst til at spørge, men hun var også bange for at blive afvist. Hellere leve i uvidenhed, end at mærke ydmygelsens hårde slag.

Hun nikkede en enkelt gang som svar på hans spørgsmål og smilede så svagt over hans ord. Hun kunne ikke lade være med at blive lidt glad over at han åbenbart ikke havde noget imod kvindelige riddere. Hun var ikke selv en af slagsen, men det var rart at vide, at han ikke ønskede at begrænse en kvindes frihed.
"Godt." Sagde hun afdæmpet. "Men jeg må nok hellere se at komme hjem snart. Min moder bliver bekymret." Sagde hun og strøg sin røde fletning hen foran sin skulder.
"Jeg ville gerne været blevet længere." Bemærkede hun og smilede svagt. "Har du lyst til at komme på besøg en dag? Vi laver en glimrende kalkunsteg." Sagde hun.

[Édouard af Bois]

Når det kom til stykket var Édouard at sammenligne med et brændt barn, der skyede den ild han tidligere havde brændt ham og efterladt hjertet knudret med ar. Desværre, til hans egen irritation, smittede det af med en manglende evne til at bekendte sine egne spirende følelser overfor Olivia. Det var ikke hvad hun fortjente, men samtidigt var det ikke en mulighed at bede om hverken tid eller forståelse uden også at skulle forklare sig og tiden var heller ikke for det. Édouard kunne kun håbe hun fangede det usagte i hans gestik.

"Åh, ja det kan vi ikke have. Bekymrede mødre er trods alt en kraft man gør kloges i ikke at undervurdere." Bemærkede han med et glimt i øjet og en lille æresfryd i stemmen.
"Lad mig følge dig til døren." Tilbød han. Det ville købe dem lidt mere tid i hinandens selskab, skønt det knapt nok var et spørgsmål om minutter.
Édouard var i færd med at rejste sig og række en arm frem mod hende. Standsede lettere overrasket midtvejs i armsstrækningen, idet invitationen om kalkunsteg lød. Hun blev modigere.  "Det ville være mig en stor glæde." Et ærligt trak smil langsomt frem under det velholdte skæg. 

"Behold kjolen. Min søster vil ikke savne den og du ser henrivende ud i den." Kommenterede han mens tjenestefolk bragte Olivia hendes kåbe, da de nåede døren. Ventede med at tråde nærmere til kåben var fastgjort om hendes smalle ramme. Édouard bukkede sig frem efter at have taget hendes hånd i sin. Et blidt kys blev sat mod håndryggen "Jeg vil se frem til at se dig bærer den igen - at se dig igen."

Opmærksomheden blev vendt mod tjeneren efter at han havde sluppet hånden og ranket sig "Sørg for at Nådigfrøken Tource kommer vel hjem."

| Afsluttet |