Ny i hoffet

[Gisella af Suilleaux]

”Her er vidunderligt,” hviskede Gisella i én udånding. Det var ikke mere end en uge siden, hun var blevet præsenteret for hoffet, og hun havde stadig ikke vendt sig til det. Festsalen var overdådig med sine slanke søjler, brændende lysekroner og høje paneler. De adelige var iført pragtfuldt tøj, de dansede og gled hjemvant rundt med hinanden for at udvekslede den seneste sladder. Det var som et eventyr, og Gisella elskede hvert sekund. Hun følte sig som en prinsesse.

Gisella greb sin søster i ærmet og lænede sig konspiratorisk ind mod hende.
”Fortæl mig om ham dér,” bad hun og pegede på en smuk ung mand med kraftige bakkenbarter og fipskæg. Hun havde svært ved lægge bånd på sin iver og måtte minde sig selv om at opføre sig anstændigt. Hun løsnede grebet og glattede i stedet sin blå velourkjole, inden hun smilede lidt for tydeligt til en forbigående mand. Farven på kjolen var et signal til alle de unge mænd om, at hun var ugift og manglede en partner.

Mirielis af Lemaux

[Mirielis af Lemaux]

Der gik altid et sug gennem maven på Mirielis når de trådte ind til selskaber som disse, og denne aften var ingen undtagelse. Hun blinkede et par gange før hun overvældet lod blikket glide rundt i den store sal hvor der allerede var både gang i dans og snak. Tonerne fra musikken fik næsten taget hold om hende og hun mærkede lysten til at løsrive sig fra søsterens greb for at blive en del af festlighederne. Men her var det ikke som fejringen af vårfesten og hun måtte vente til hun blev budt op.
"De gør altid meget ud af det" svarede Miri i et forsøg på at bevare fatningen. Let klemte hun om Gisellas arm.

Hendes mørke øjne gled hen over manden hun talte om og et lille smil viste sig på hendes læber.
"Ridder Tariq." Hun vidste ikke om hun skulle grine eller græde over at det netop var ham hendes lillesøster havde fået øje på først. Hun var enig i at han så charmerende ud, men han havde en slange som tunge og et forfærdeligt syn på mennesker der var lavere rang end ham selv.

"Hold dig fra ham Gis, han er en slange i forklædning" svarede hun stift og kneb øjnene let sammen da hun mødte ridderens blik der straks vendte ryggen til hende. Da søsteren slap grebet om hende lod Miri og sine egne slanke fingre glide ned over den smaragdgrønne kjole med de fine detaljeret guld broderinger.

"Kom, lad mig præsenterer dig for Komtesse Claudette af Rhinen, hun er fra Gestraria og rygterne om hende florerer hurtigere end en hest i gallop. Nogen mener nemlig at hun har taget en fra sin stab som elsker" hviskede hun mod Gisellas ører.

[Gisella af Suilleaux]

”Ridder Tariq,” hviskede Gisella for sig selv. Han havde yderst flotte hænder, noterede hun for sig selv. I næste øjeblik afslørede søsteren dog, at hans rygte var langt fra at stile efter. Skuffet stak hun underlæben ud, men nåede ikke at surmule længe, før Mirielis trak hende videre i et søsterligt greb.

Med en komtesses øvelse hev hun hurtigt al kendt information frem om denne Komtesse Claudette af Rhinen fra Gestraria. Hun lyttede opmærksomt til Mirielis og måtte skjule et smil bag hånden. ”Hvor skandaløst,” hviskede hun tilbage. Aldrig nogensinde ville hun nedværdige sig til at indgå i et forhold med pøbelen.

”Komtesse Claudette,” hilste hun høfligt og nejede som det sømmede sig for den lidt ændre pige iført lyserøde skørter og en fjer i hatten. De udvekslede korte høfligheder om aftenen, musikken og deres familier, inden de to Suilleaux-søstre gled videre.
”Så du fjeren? Den var på mode for flere sæsoner siden,” sladrede Gisella dæmpet til Mirielis, inden hun himlede med øjnene. Så fik hun et skælmsk lillesøster-glimt i øjet. ”Hvem har du udset dig, kæres søster? Der er jo nok at vælge imellem.” Hun slog ud med hånden mod alle de dansende.

[Mirielis af Lemaux]

Bare at sige hans navn fik et koldt gys til at rejse sig ned langs Mirielis ryg. Hun trak vejret dybt ind og forsøgte ikke at røre på sig. Hendes lillesøster kunne være naiv og et alt for let offer for mænd som ham og Miri skulle ikke vide noget om at han spandt Gisella ind i sit klamme spind. Desuden frydede hun sig ved tanken om at han blev afvist endnu engang.

Hun skævede til Gisella og kunne ikke holde et lille smil tilbage. Ja det var sandelig skandaløst, især hvis det var sandt. Hun havde dog ondt af den unge komtesse hvis det virkelig viste sig kun at være rygter spredt af ondsindede tunger. Så derfor nikkede hun bare ganske kort til konstateringen før de gik mod Claudette og hendes følge af unge piger.

Hun nejede og bøjede hovedet en smule frem da de hilste på hinanden. "Komtesse." hilste hun i et lille smil før hun trak Gisella videre til de næste. Hun skulle nå at hilse på så mange som overhovedet muligt. Ikke nok med at hun skulle vise sit ansigt, så var det altid godt vide hvem folk var så man altid kunne hilse på dem ved næste lejlighed.

Mirielis havde ikke lagt mærke til fjeren, men det undrede hende ikke at den yngre søster havde. Alligevel smilte hun lettere overbærende. "Men den går godt til hendes kjole." svarede hun i en rolig stemme uden hverken at sige fra eller til. Da de næste ord kom fangede Mirielis sig selv i at lade sit blik vandre hen over de mange gæster i håb om at finde Durant af Rouvry blandt dem.

"Ingen endnu." sukkede hun og mærkede hvordan knuden i hendes mave strammede grebet og gjorde hende helt kvalm.

[Gisella af Suilleaux]

Gisella himlede let med øjnene over Mirielis forbarmende ord. Storesøsteren var så god og vendte altid samtalen i en venligere retning, hvis tonen blev for grov, hvilket ofte havde irriteret Gisella. Hun lod det passere, var for begejstret over aftenen til at lade sig gå på.

Hun betragtede nysgerrigt Mirielis, spændt på et svar. Noget i tonen gjorde, at Gisella ikke var overbevist. ”Helt ærligt, du har været her et helt år, Mir. Der må da være nogen interessante mænd.” Hendes blik gled over de dansende og dernæst rundt på de samtalende, der stod rundt i krogene.

”Hvad med Ridder Andrion af Arge?” spurgte hun ved synet af en køn, rødhåret mand. ”Eller ridder Foucat af Martimiers? Han er ganske vist lidt klodset til at danse, men jeg har hørt, ingen kan vinde over ham i duel.” Hun blinkede mod søsteren, som et barn, der dinglede et stykke legetøj foran sin kat. Så blev ansigtet dog surmulende. "Jeg mener, hvis du ikke engang kan finde én, hvordan skal jeg så kunne?"

[Mirielis af Lemaux]

På nogen punkter mindede de to søstre overhovedet ikke om hinanden, og lige nu kunne man for alvor se hvor forskellige de var. Men Mirielis trak overbærende på smilebåndet som hun havde lært og bøjede hovedet en smule. Det var ikke tiden til at småskændes, selvom hun godt kunne mærke at kæben spændte sig.

"Hvad kan jeg sige Gis. Måske er jeg bare kræsen." Svarede Mirielis så roligt som hun overhovedet var i stand til på givende tidspunkt uden at lyde alt for træt. Alligevel lod hun sin hånd fange Gisellas for at give den et klem.

"Sludder. Du vil nemt kunne finde en." sukkede hun og så hen på de to mænd som hun netop havde beskrevet for hende. De var begge to gode kandidater og virkede udadtil som nogen der kunne passe på en. Men for Mirielis var det ikke nok. "Dit smil vil kunne charmere langt de fleste."

[Gisella af Suilleaux]

”Du kan ikke være kræsen for evigt,” påpegede Gisella snusfornuftigt. ”Tænk hvis du venter, til alle de gode er taget, så du ender somgammel og ugift!” Hun gøs, som om det var den værste skæbne, der kunne tilfalde en komtesse. Nej, hun skulle nødig ende som barnepige, når hun kunne blive en lensfrue.

Gisella lyste op ved søsterens ord og gjorde et kast med hovedet. Det var sjældent, man modtog ros i Suilleaux-familien, og når den kom fra søsteren, som på mange måder havde været en mor-skikkelse, trods hun kun var et år ældre, betød det ekstra meget.

Gisella greb et par langstilkede glas med boblende indhold fra en forbigående lakaj. Hun rakte den ene til sin søster og tog selv en tår. Det smagte himmelsk. ”Fortæl mig mere om dronningen. Al sladderen,” bad hun så. I skjul bag glasset betragtede hun den yndige dronning.

[Mirielis af Lemaux]

Nej det kunne hun vel ikke. Kommentaren fik Mirelis til at vride hendes skuldre let som var hun ukomfortable i den ellers nydelige kjole. Lige nu følte hun i hvert fald at hun ville være alle andre steder end her. Men hun var nødt til at hjælpe sin lillesøster på plads og hendes far ville desuden høre om hendes mangel på tilstedeværelse alligevel; det var umuligt at snige sig uden om.
"I dag er jeg" svarede hun og så på Gisella med et blidt smil. "Ikke alle de gode er taget" mussede hun i det blikket igen gled ud over mængden af enlige adelige mænd.

Hun tog imod glasset og tog det op mod læberne og tog et par enkle sip imens hun overvejede hendes spørgsmål. "Du kan ikke se hende, men bag de piger derover" hun stak lillefingeren ud og pegede diskret hen mod en gruppe af unge piger. ".. står hun. Jeg har kun mødt hende en enkel gang, men hun virker sød." svarede hun og nikkede let.
"Nogen siger at hun er på udgik efter endnu en hofdame, men man skal virkelig være på god fod med både hendes hofdamer og andre højtstående adelskvinder hvis man vil have noget håb om at få sladder på nogen fra den kongelige familie" bemærkede hun og så på Gisella med et hævet bryn. Det var ikke så let som nogen måske fik det til at lyde som om.

[Gisella af Suilleaux]

Gisella lagde ikke mærke til søsterens ubehag over hendes ord. Hun havde en tendens til at snakke mere end godt var og såre andre, uden hun var klar over det. Desuden var hun alt for fokuseret på sine omgivelser til at lægge mærke til Mirielis’ reaktion.

Gisellas blik fulgte Mirielis’ lillefinger hen mod en gruppe unge piger alle iført de nyeste modeskrud. Hun strakte halsen for at få øje på dronningen, men kunne ikke se hende. Gisella sukkede længselsfuldt. Tænk at være selveste dronningens hofdame.
”Og hun har en søn på vores alder,” påpegede hun med et sigende hævet øjenbryn mod søsteren. ”Det er umuligt for mig fordi jeg ikke er den førstefødte,” begyndte hun uden at kunne skjule misundelsen i stemmen, ”men du er da et godt bud. Det undrer mig, at Fader ikke allerede har insisteret på at introducere dig for kongesønnen.”
Deres ambitiøse far havde altid gjort klart for dem, at han forventede de bedste giftemål for sine døtre.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis forventede ikke at hendes lillesøster lagde mærke til den slags ting. Hun var ved at blive suget ind i festlighederne, som altid gav en et rus gennem kroppen og hvor blikket ville være alle andre steder end på ens søster.

Hun kunne godt selv huske følelsen og kunne ikke lade være med at smile over iveren hos Gisella.
"Du får hende ikke at se i dag." bemærkede hun så og tog endnu et sip af den boblende væske. Hun ville virkelig ikke ødelægge det ellers gode humør der nærmest blændede Mirielis men det var ikke særlig sundt hvis hun blev ved med at leve i dén tro; Gisella var mere romantisk end hun selv var.

"Det er også umuligt for mig, for jeg er ikke nogen prinsesse." sukkede Mirielis og satte det tomme glas fra sig hos en tjener der passerede dem.

[Gisella af Suilleaux]

Gisella druknede skuffelsen over ikke at møde dronningen i sin kop med boblende væske. Den kildede ned gennem hendes hals, og før end hun anede det, var koppen tom og en varme havde bredt sig i hendes krop. Pludselig var alting ikke lige så skræmmende længere.

Ligesom Mirielis satte hun sin tomme kop på bakken hos den forbipasserende tjener. ”Hvis jeg ikke snart bliver budt op, dør jeg af skam,” mumlede Gisella dramatisk. Nogle af komtesserne havde allerede danset to danse!
Imidlertid var det ikke ligefrem den væbner, der nu kom gående imod søstrene, hun havde håbet at se.

Gisella puffede diskret til Mirielis. ”Se Mir, der kommer vores kære fætter.” Det blev sagt med en hvis sarkasme: Gisella havde aldrig været begejstret for Lanval af Suilleaux, simpelthen fordi han stod til at arve alt det, der burde være deres.

[Lanval af Suilleaux]

Det var sjældent at Lanval egentlig følte han havde tid til at være til fester og selskaber, men på mange måder var det vel en del af det at blive ridder også - at man vidste hvordan man opførte sig i de adelige kredse. Nu han var kommet ind i lokalet og desværre allerede havde set sine kusiner, ville det være uhøftligt ikke at hilse på dem.

"Godaften kære Nådigfrøkenener." Bemærkede han og smilede. Han var iført sine blågrå adelige rober og havde håret strøget tilbage og var for engangs skyld ren.
"Nyder i festlighederne kusiner?" Spurgte han og drak lidt af det bæger vin, som han lige havde fået fyldt op af en tjener. Egentlig var han jo ikke spor interesseret i at høre noget om dem, siden de to grene i familien på nogle måder havde en smule anstrengt forhold til hinanden. Men folk snakkede i forvejen for meget om familien og han havde ikke brug for at blive aftenens omdrejningspunkt.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis var for en gang skyld glad for at se Lanval; for så behøvede hun ikke tale mere med Gisella om Kronprinsen og giftemål. Desuden kunne hun selv kaste sig over ham hvis hun mente at hun havde en chance. Hun fangede sig et nyt langstilkede glas med boblende væske og førte det op til læberne. Hvis hun skulle overleve aftenen var hun nødt til at have noget mere at styrke sig på.

"Godaften kære fætter" Mirielis gengældte hans smil og bøjede hovedet en smule i hilsen. Hun havde altid haft lidt ondt af Lanval, ikke så meget som hun ofte havde af sig selv, men nok til at hun ikke længere hadede ham som de fleste andre af familiens medlemmer gjorde. Hun var alt for optaget af hendes eget ulykkelige liv til at gå og bære nag over at have været født forkert og at hendes far aldrig skænkede hende den samme opmærksomhed.

"Deres Kongelige majestæter har gjort det yderst godt" bemærkede hun roligt og tog et par enkle sip af vinen. "Selvom gæstelisten syntes én for mange" sukkede hun og skævede i retningen af den onde Ridder Tariq.

[Gisella af Suilleaux]

De kendte alle tre deres roller og vidste, hvad der blev forventet af dem, især i en omgangskreds som denne. Alligevel fremkaldte synet af Lanval en bitter smag i Gisellas mund. I et øjeblik blev hun sendt tilbage til mange timers selskab i barndommen, hvor de havde drillet hinanden og Gisella havde brugt enhver mulighed til at ydmyge fætteren.

”Lanval,” hilste hun og bøjede hovedet i hilsen ligesom sin søster. Der var et lettere ondskabsfuldt glimt i hendes blå øjne. ”Hvor overraskende at se dig her, og så endda så … ren.” Det var en hentydning til de mange gange, søstrene havde set den kommende væbner i mudrede klæder efter hans mange fægtetimer. I dag så han ganske vidst ganske fornem ud.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval fulgte sin ene kusines blik hen mod ridderen Tariq og han løftede øjenbrynene lidt over hendes kommentar, uden at føle at han havde særlig meget at sige til det selv.
"Det sker jo til tider." Bemærkede han og trak på skuldrene, uden at føle sig særlig ramt af kusinens bemærkning.
"Har i været ude og danse endnu?" Spurgte han og så overvejende på dem, en dans mellem fætter og kusine var vel i orden, hvis de altså havde lyst. Han ville i hvert fald ikke stå som bænkevarmere en hel aften, det var han alligevel for meget en ridder til at gøre. Desuden, kunne han få øvet sig i at danse.