En undskyldning ville være på sin plads

[Elaine af Vigny]

Lige så ondt som Elaine kunne se at hun gjorde Cyran, mærkede hun også selv både skam og skyld rulle ind over hende. I årevis, havde hun spekuleret over, hvordan hun skulle få det sagt. Om hun skulle have skrevet ham et brev eller sendt ham én af de tusinde kladder hun havde forsøgt at formulere. Ikke destomindre, var de altid endt i pejsens knitrende flammer…Og nu stod de her.

Hun lod blikket falde ved hans hæse ord og forsigtigt bukkede hun sig ned for at samle uldtæppet op, som hun havde tabt. ”Fordi….Fordi min familie smuldrer allerede.” Erklærede hun, som hun åndede tungt ud og måtte rømme sig, for ikke at lade tårerne få frit løb. Hun var trods alt ikke den der var blevet ’snydt’ og selv foran Cyran, følte hun ikke at hun kunne lade sig selv tabe mere ansigt. ”Det er ikke Lucreces barn jeg bærer heller..” Forsøgte hun at forklare. ”Leonard af Mont har…forbrudt sig imod mig...”

[Cyran af Lemaux]

Cyran tænkte ikke, at der var nogen sandsynlighed for, at han kunne være mere chokeret, end han allerede var. Det skulle dog vise sig, at han tog fejl, som Elaines næste ord ramte. Det gav et ubehageligt sug gennem ham og et sjældent rødglødende raseri blændede ham momentært. Han var stille i flere sekunder, før han kunne få nok samling på sine tanker til at formulere noget.

"Ved han det?" blev det første han fik frem. "Din mand?"

[Elaine af Vigny]

Elaine foldede forsigtigt tæppet sammen, som hun stod med. Blikket var faldet og hvilede ikke længere på Cyran, før hun atter trak på skuldrene. ”Han kan ikke gøre så meget..” Konstaterede hun stille, som hun dog tydeligvis følte sig svigtet. ”Ikke at jeg har i sinde at beholde det..”

Hun lagde tæppet over kanten på lænestolen nærved og hun lagde armene lidt beskyttende over kors, som hun betragtede manden foran sig. 

[Cyran af Lemaux]

Cyran var forfærdet. Han var ikke hendes mand, men selv han havde et desperat behov for at gøre noget. Hvad som helst. Helt noget, der involverede at adskille Leonards hoved fra resten af hans krop - og han var ellers ikke tilbøjelig til unødig vold. I dette tilfælde var det ikke unødigt.

"Hvad..." sagde han og hans stemme var hæs. Som kunne han næsten ikke finde den. "Hvad kan jeg gøre?"

[Elaine af Vigny]

Cyrans ord kom bag på en eller anden måde bag på hende. Ikke så meget fordi han tydeligvis ønskede at yde hende omsorg eller hjælp.- Men fordi han gav udtryk der for, til trods for at hun syntes at gøre ham intet andet end ondt.

”Ikke noget Cyran. Du hverken kan, eller skal gøre noget...” Lød det stille, som hun fugtede læberne tænksomt.

[Cyran af Lemaux]

Det var ikke det svar, han havde brug for. Han havde brug for at gøre et eller andet. Mest af alt havde han brug for at sørge for, at den frygtelige ting aldrig var sket for hende, men det var åbenlyst ikke muligt. Hans hjerte blødte og raseriet mod hærføreren var rødglødende.

"Jeg ville slå ham ihjel," konstaterde han dæmpet. Ikke en trussel, men et faktum og han lød reelt sørgmodig omkring det. "For at gøre det mod dig. Jeg... Jeg er ked af det."

[Elaine af Vigny]

Hun åndede tungt. Lod de blå øjne hvile på ham, som hun var trådt lidt tilbage, for ikke at intimidere og krænke hans Intimsfære mere end hun allerede havde gjort. Hun placerede dog atter en hånd på armlænet af sofaen, som hun stod og lænede sig lidt op af kanten på den. "Jeg ville så gerne have forsvaret mig.....Han...Han truede med at tage børnene fra mig, Cyran. Jeg kunne ikke have gjort noget anderledes.."

En tåre piblede atter ned af den blege kind og skamfuldt, lod hun blikket glide væk, som hun sank en klump, der havde sat sig i halsen.

[Cyran af Lemaux]

Cyran blødte. Han havde knapt nået at forholde sig til informationen om, at han havde en søn, før noget andet pludselig havde overskygget det. Hvor umuligt det så end lød. Ikke desto mindre var det sandt og ved hendes ord, kunne han intet andet end at træde frem. Ikke for fremfarende, men langsomt og med et blik, der var fyldt med modstridende følelser.

"Det er ikke din skyld," slog han fast, dæmpet og omsorgsfuldt, selvom han var vred. Ikke på hende. "Der var ikke noget, du skulle have gjort. Han skulle aldrig have sat dig i den position."

[Elaine af Vigny]

Elaine følte sig pludseligt lillebitte. Ynkelig, som en lus eller loppe, man næppe havde lyst til andet end at træde på. Hun følte sig fortsat beskidt, selv nu, overfor det ene menneske hun aldrig havde troet hun ville føle sig forkert eller skamfuld overfor. ”Jeg beholder det naturligvis ikke…” Erklærede hun så. ”….Jeg ville ikke kunne leve med en sådan konstant påmindelse. Hvor umenneskelig det så end gør mig overfor et uskyldigt barn..”