En undskyldning ville være på sin plads

[Cyran af Lemaux]

Cyran slap hende, fordi han var nødt til det. Hvis ikke han gjorde, ville han bare være fristet til aldrig igen at give slip. Han slog kort blikket ned. "Hvad ville formålet være?" spurgte han dæmpet, selvom det var en helt ny smerte at vide, at hun reelt havde ønsket det. Den del havde han aldrig været sikker på. Han havde altid vidst, at hans følelser måske var stærkere end hendes.

"Det ville ikke ændre sig af, at jeg fortalte det, så jeg besluttede at spare dig."

[Elaine af Vigny]

Elaine følte det for et øjeblik som om al luft var blevet slået ud af hende. Trods alt, havde hun længe nu gået med forestillingen om at han blot havde været for meget kujon til at spørge. At han ikke havde villet hende nok. At sandheden så ganske øjensynligt var en anden, chokerede hende.

Hun rystede stiltiende på hovedet for sig selv, som hun kod øjnene hvile på deres hænder, sammenflettede, før han atter brød kontakten. Hun søgte hans blik, som hun greb efter den igen og hun trådte helt tæt på ham, som hun lod sin anden hånd give slip på tæppet så det faldt til gulvet. Hun lod fingrene søge hans kind og ru skægtubbe i et kærtegn og forsigtigt mumlede hun så; ”…Der er så meget der kunne have været anderledes.”

[Cyran af Lemaux]

Cyran kunne ikke holde det ud. Hun vidste det måske ikke, men hun knuste hans hjerte i tusind stumper og stykker med sine ord. Flåede det gamle sår helt op igen og han kunne næsten mærke sit indre bløde ud på gulvet. Han holdt vejret, da hendes hånd lagde sig mod hendes kind og instinktivt rakte han op og lukkede hånden om hendes håndled.

Han trak den dog ikke væk med det samme, selvom han holdt den fast nok til, at han kunne have gjort det. "Elaine," sagde han dæmpet, men åbenlyst forpint.

[Elaine af Vigny]

Hun lod de slanke fingre stryge over hans kæbe for et kortvarigt øjeblik. Kærtegne hans kind i et ømt øjeblik af fortabelse, som hun lod de isblå øjne hvile i hans. Hun lod atter hånden falde en smule, som han greb fat om den og tungt åndede hun ud, som de nu stod millimeter-tæt. ”Hvis du havde spurgt mig, havde jeg forladt Lucréce..” Mumlede hun stille, uvidende om, hvor ordene egentlig kom fra. Ikke destomindre, mente hun, hvad hun sagde.

[Cyran af Lemaux]

Cyran var ikke klar over, om hun vidste, hvor meget hun ødelagde ham med sine ord. Hvordan det knækkede noget dybt inde i ham og gjorde det vanskeligt at trække vejret.

"Lad være," bad han forpint, som alt i ham skreg efter det. Efter hende. Men det kunne han ikke gøre mod hende. Mod hendes børn. Hendes ufødte barn. "Bed mig ikke om tage dig fra din familie. Hvordan skulle jeg kunne leve med mig selv?"

[Elaine af Vigny]

Hun lod de isblå øjne fæstne sig i hans. Indfange hans forpinte blik, på trods af at det fyldte hende med dårlig samvittighed og tungsindighed at se, hvorledes hun sårede ham. Hun rakte forsigtigt ud efter hans skjorte i et forsøg på at placere sin pacificerede hånd på hans bryst, men som hans ord fremtonede, lod hun blot ganske blidt fingrene strejfe stoffet. ”Cyran…” Kom det spagt. – Næsten bedende,..Og dog med tænksom undertone…Som om hun ønskede at sige noget der dog ikke kunne passere de bævrende læber.

[Cyran af Lemaux]

Hun var alt, hvad han nogensinde havde ønsket sig, men han havde altid vidst, at hans følelser ikke havde været gengældt. Ikke i samme grad. Det troede han i hvert fald, at han havde vidst. Nu var virkeligheden tilsyneladende en anden.

Alt i ham brændte efter at række ud i hende, men han havde været svag før. Han kunne ikke byde hende det igen. Så han trådte instinktivt et skridt bagud, selvom han havde lyst til det modsatte.

"Jeg burde gå," sagde han hæst.

[Elaine af Vigny]

Det var som om at det næste skridt han tog, pirrede noget i hende. En lyst..Eller måske rettere en trang til at kæmpe for ham. Det prikkede til tanken om, at tog hun ikke skridtet nu, ville han måske forsvinde imellem fingrene på hende igen.

Hun lod de slanke hænder finde hans kinder og ømt, men også krævende lod hun sine læber møde hans i et længselsfuldt kys.

[Cyran af Lemaux]

Cyran havde virkelig tænkt sig at gøre det rette. Bakke ud, som han burde. Holde sig fra en anden mands gravide hustru og selvom det ville rive ham fra hinanden igen, så vidste han, at han kunne gøre det. Men han nåede aldrig så langt. Ikke før Elaine var trådt frem og hendes bløde læber ramte hans.

Han stivnede. Vidste, at han burde trække sig væk. Og alligevel blev han stående. Næsten uden at trække vejret og til en start næsten uden at bevæge sig. Som om han ikke kunne beslutte sig for, om han skulle gengælde kysset.

[Elaine af Vigny]

Hun lod en tommelfinger stryge ganske let henover hans kind i et blødt kærtegn. Hun pressede forsigtigt de rosa læber imod hans og i et lokkende forsøg, lod hun sin anden hånd glide om omkring Cyrans nakke. Hun ville så gerne lokke ham til. Hun ville så gerne mærke oprigtigheden af den længsel han havde påstået, at han havde haft efter hende.

[Cyran af Lemaux]

I flere øjeblikke stod han og lod det ske. Lod hende gøre det. Og han havde brændende lyst til at give efter. Men noget føltes forkert og hans bryn krøb sammen, før han til sidst fangede hendes hånd. Grebet var blidt, men alligevel bestemt og han trak sig lidt tilbage, så han kunne se på hende. Rynken på hans pande virkede uendeligt dyb.

"Elaine," sagde han hæst og afsøgte hendes blik med sit. Hans hjerte hamrede afsted og alt i hans indre var i oprør. "Hvorfor?"

[Elaine af Vigny]

Hun fik ikke noget igen. Ikke den mindste snert af et kærtegn…Men ej heller noget oprør eller nogen afvisning. Ikke direkte i hvert fald, før Kaptajnen atter trak sig en smule. Hun holdt næsten vejret, da han greb om hendes hånd.

De blå øjne mødte fortvivlet hans og for et øjeblik var der stille, som hun stod og overvejede, hvorvidt hun skulle fortælle ham sandheden eller ej. ”Fordi Oudinet er din..” Kom det spagt.

[Cyran af Lemaux]

Cyran var kendt som ærefuld og det var sandt. Han havde dog én svaghed, én gang han havde givet efter og forbrudt sig mod alt, der var ærefuldt. Han skammede sig over det, havde tænkt sig at gøre det rigtige nu, da Elaine vendte alt på hovedet.

Hans øjne spærrede sig lidt op og han kunne have svoret, at hjertet stoppede med at slå. Rummet snurrede en omgang, før han fik stillet skarpt på hende igen.

"Hvad?" nærmest hviskede han, som han så drengen fra markedspladsen for sit indre blik. Drengen med det lyse hår og den lange næse...

[Elaine af Vigny]

En knuget næve fandt vej ti de rosa læber, som Elaine med ængstelige øjne betragtede Cyran. Hemmeligheden, som hun havde holdt på i snart et årti, så nu dagens lys, bag stuens fire vægge og hun sank en klump, som hun atter lod hånden falde. ”.…Jeg ville have fortalt dig det..” Hviskede hun lige så sagte.

[Cyran af Lemaux]

Det sortnede lidt for ham og han afsøgte hendes ansigt for ethvert tegn på løgn. Men hun ville ikke lyde om det her. Hvem ville gøre det? Hjertet hamrede smertefuldt hårdt og hans syn snævrede sig lidt ind, som hendes ord ramte ham som et slag i maven.

"Du ville have..." gentog han og selvom han for det meste var mildheden selv, sprang der en gnist frem i hans blik. "Du har hele tiden vidst det," konstaterede han. Han var hæs. "Men du har ikke fortalt mig det. Hvorfor nu, Elaine? Hvorfor?"