Et diskret besøg

[Blanche Rosenknop]

Blanche strøg sin bror over håret og betragtede ham med den største omsorg og indlevelse. Hun nikkede.

"Så fortæl mig om det," bad hun stille. Alt for at tænke på noget andet og leve sig ind i Mats liv, som hun ville ønske hun kunne gøre meget mere.

[Matiot Rêveur]

Matiot slækkede grebet om Blanche og gled ned at sidde på sengen. Han løftede ansigtet mod hende, en mørk prins, som han sad der i sit kostume og med verdens vægt på sine skuldre. Han smilede en kende bittert, rettet mod sin egen idioti. Både for hvad han havde gjort, men også fordi, han havde svært ved at føle fortrydelse over det. Men det kunne tidsnok komme.

"Jeg gik i seng med Madame Rêve," svarede han og kunne selv høre, hvor tåbeligt et valg, det havde været. Chantal Rêve holdt trods alt hans skæbne i sine hænder.

[Blanche Rosenknop]

Blanche blev stående. Hun hævede begge bryn markant over Matiots svar og blinkede. "Mat," mumlede hun forbløffet, men kunne alligevel ikke holde kødets fristelser imod ham. Hun rømmede sig.

"Fordi du er tiltrukket af hende eller fordi hun krævede det? Har du følelser for hende?"

[Matiot Rêveur]

Det var spørgsmålet til en guldnobel. "Følelser," fnøs han dæmpet og så op på Blanche. Så åndede han ud. Det var ærligt længe siden, at han havde spekuleret så meget i, hvad han reelt følte og ikke bare fulgt det, der var mest gavnligt. Modsat hende kunne han naturligvis sige nej, men han gjorde det sjældent - og fortrydelsen indfandt sig også ofte først bagefter.

Han lænede sig frem med albuen på knæet og lod tungen glide over underlæben. De lange fingre strøg over kæben. "Udelukker det ene det andet?" spurgte han endelig. Han huskede, hvordan Chantal var trådt ind på hans kammer og havde krævet hans læber, krop og alt, hvad han havde at give, men han havde ikke været afvisende. Tværtimod. I sidste ende var det dog ligegyldigt, hvad han følte, for hun, som alle andre end søsteren, havde et helt andet billede af, hvem han var.

"Jeg var lettilgængelig for hende, og hun ved utvivlsomt, at det ville være et valg uden betydning for mig. Jeg er jo Drømmeren. Den forbifarende elsker, der snart er videre til den næste." Han smil havde en lidt skarp kant og selvom han vidste, at hans problemer var vand ved siden af søsterens, så var der stadig et glimt af lidelse i de mørke øjne. Han trængte til et krus vin.

[Blanche Rosenknop]

Blanche trådte et skridt frem, men stoppede foran Mat og lagde sine hænder på hver side af hans hoved, så hun holdt det op og strøg tommelfingrene ømt over hans kinder. Hun rystede på hovedet.

"Ingen valg er helt uden betydning," svarede hun. "Har du følelser for hende, Mat? Har hun følelser for dig?"

For andre var han måske drømmeren, men for hende var han et anker i en storm og han kunne ikke ruste væk.

[Matiot Rêveur]

Ingen andre ville nogensinde tro, at der var sårbarhed at finde hos teatrets stjerne, men for hans tvillingesøster var den åbenlys. Han løftede hovedet efter hendes opfordring, men det forhindrede ham også effektivt i at se væk. Lige med Blanche accepterede han det dog og så hende i stedet i øjnene. Hans bryn var let sammentrukne.

"Hvis hun har, hvilken version af mig, har hun det så for?" spurgte han dæmpet. Chantal havde aldrig for alvor set hans mørke sider. Uanset troede han ikke, at det var mere end noget fysisk. Selvom dét stadig hjemsøgte ham. Han svarede ikke på spørgsmålet angående sine egne følelser. Anede ikke, hvad svaret var.

[Blanche Rosenknop]

Blanche holdt fast i sin brors hoved, også længere tid end andre ville. Hun lænede sig frem og hvilede sin pande imod hans. "Den version du har ladet hende se," svarede hun dæmpet. "Men den version har også dele af dig. Alle versioner har dele af dig."

Hun tog en dyb indånding. "Og du ved at jeg elsker dig. Så man kan elske dig. Den rigtige dig. Desuden svarede du mig ikke på om du har følelser for hende."

[Matiot Rêveur]

Blanche var uden tvivl det eneste, der kendte alle sider af Matiot - og også de mørke. Han mødte hendes blik og hvis det havde været alle andre, havde han forsøgt at undgå. Det betød dog ikke, at han havde noget klart svar til hende.

"Måske," sagde han derfor, dæmpet og dét var sandt nok. "Det er... Anderledes," var det bedste ord, han kunne beskrive det med. "Netop derfor bør jeg også holde mig langt væk."

[Blanche Rosenknop]

Blanche holdt sin brors ansigt i sine hænder og det var tæt, men også familiært. Hun strøg ham let over kinden med sin tommel og smilede svagt, en smule bittert. Hendes kærlighed havde hun selv ødelagt, men Edouard var aldrig blevet hendes alligevel.

"Måske. Det kan være det er for det bedste. Men du skal tænke dig godt om."

[Matiot Rêveur]

Matiot smilede selv svagt og der var et selvironisk glimt i blikket, selvom der også var en ømhed, som kun fik lov at se dagens lys, når han var i selskab med tvillingesøsteren.

"Gør jeg ikke altid det?" spurgte han retorisk, velvidende, at det abolut ikke var tilfældet. Tværtimod. Han noterede sig dog hendes ord, sukkede og tog hendes hænder. "Fortæl mig noget godt, der er hændt dig," bad han i stedet. Håbede, at der var noget. Et eller andet, der gjorde det til at holde ud.

Lukket