Et diskret besøg

[Matiot Rêveur]

Blanche Rosenknop

Det var en aften uden forestilling, men det betød blot at dagen i langt højere grad bød på arbejde for alle på teatret, herunder naturligvis Matiot, der måtte mestre sin rolle til perfektion.

Det voldte ham dog hidtil ikke de store problemer; faktisk huskede han rollen bemærkelsesværdigt bedre end sin modpart, hvilket han havde anet.

Det gav ham dog blot selv rum til flere pauser, mens den anden skuespiller måtte terpe og han stod nu, for sig selv, og drak lidt af et krus, da han fangede en kappeklædt skikkelse ud af øjenkrogen.

[Blanche Rosenknop]

Blanche havde ikke tit muligheden for at komme forbi teateret, selvom det var tæt på i samme del af Levagny som Rosen.

Når hun kunne, så skyndte hun sig dog derned. Hun havde stået og betragtet ham en lille stund, men hun gik ikke frem imod ham. I stedet blev hun stående med hætten oppe og bakkede lidt ind i skyggerne, da han havde lagt mærke til hende.

[Matiot Rêveur]

Der var ingen på teatret, der vidste, at Matiot havde en tvillingesøster. End ikke Chantal Rêve, som han nu bad om lov til en kort pause. Ikke et stort ønske, nu hvor hans medspiller tydeligvis var uforberedt og havde brug for mere tid.

Han bukkede nonchalant, da han fik lov og hvis nogen så ham forsvinde med en kappeklædt kvinde, ville han uden tøven lade dem tro, at det var en elsker.

Hans blik mødte Blanches og spøgelset af et smil rørte hans læber, men han sagde intet. Ikke før de var sikkert på hans kammer og han havde lukket døren. Da vendte han sig mod hende og skuldrene sank, som blev en vægt løftet af.

"Blanche."

[Blanche Rosenknop]

Blanche gik med Matiot, indhyllet i kappen, der også skjulte hendes ansigt halvt. Hun slog først hætten ned, da de stod på hans kammer. Hun tog synet af ham ind i et langt øjeblik, før hun krydsede afstanden i få skridt og kastede armene omkring sin bror. Hun holdt ham tæt og hårdt og kunne dufte ham. Træ, pomade, røg. Hun trak sig kun langsomt tilbage og tog en dyb indånding. Så stod de igen overfor hinanden.

"Han har gjort det igen," kom det hæst over hendes læber. "Mindet mig om hvem jeg... Hvem jeg tilhører." Hun spyttede det sidste ord ud med foragt.

[Matiot Rêveur]

Matiot var ukarakteristisk tavs, da de gik sammen og vejret sad lidt fast i halsen på ham, da hun slog armene om ham inde på værelset. Han tøvede ikke, men omfavnede hende og så alvorligt på hende, da hun trak sig tilbage.

Et monster brølede i hans indre og vrede brændte synligt i hans blik. "Det kan ikke blive ved," svarede han, fyldt af indestængt raseri. "Det vil jeg ikke lade ham."

[Blanche Rosenknop]

Blanche genkendte vreden hos sin tvilling og følte den selv brænde som en ild, der slugte alting på sin vej, men hun stoppede op, inden den fik hende, for hun kunne ikke blot lade sig forblænde af raseri. Hun havde et liv at leve og det skulle Matiot også. Så hun lagde en hånd på hans arm.

"Du ved godt at ingen af os kan stoppe det. Den eneste måde at få det til at ophøre er hvis jeg kan komme væk derfra og det har de ingen interesse i at lade os."

Hun sank, hårdt. "Jeg vil ikke kun tale om lidelse. Har du det godt, min kæreste bror?"

[Matiot Rêveur]

Matiots næsefløje udvidede sig lidt og for en gangs skyld var hans ansigt helt ærligt. Væk fra den upåvirkede attitude, der i stedet var erstattet med dyb frustration og vrede. Vrede mod den mand, der holdt hende trælbunden og vrede mod sig selv for ikke at gøre mere.

Klogeligt kom hun ham dog i forkøbet, før han kunne nå at komme med løfter, som det ville smerte ham at afholde. Han tog en dyb indånding.

"Jeg kan ikke klage," konstaterede han, for i sammenligning med hende, var det sandt. "Men du er meget i mine tanker. En dag, forhåbentligt snart, har jeg nok til at købe dig fri. Så kan du komme her, med mig," konstaterede han, selvom det nok endnu blot var en drøm. Kun adelige havde summer nok, men han havde sin sum af dem. Der kunne blive flere.

[Blanche Rosenknop]

Hendes øjne blev blanke og hun skyndte sig at blinke og snøfte let ind. Blanche knugede sin hånd om Matiots og nikkede lidt. Det var hvad de begge ønskede, men det var næsten umuligt at spare op og uværgerligt kom Guiburgis forbi, når de havde en lille smule, for at tigge om at få enhver mønt hun kunne klemme ud af dem. Det virkede som en drøm, der aldrig ville blive til virkelighed. Alligevel klyngede hun sig til den.

"Det er hvad der holder mig oppe, Mat," svarede hun og strøg en hånd over hans skulder. "Alt jeg drømmer om er at komme væk derfra og leve sammen med dig, frie."

[Matiot Rêveur]

Matiots indre vred sig, men til sidst trådte han frem og trak hende ind i en fast omfavnelse igen. Hvis han var mindre egotistik, ville han stjæle hende med det samme og tage hende med over havet, men han formåede ikke at slippe teatret. Det efterlod en sort plet på hans samvittighed.

"En dag," sagde han dog alligevel. "Snart. Det lover jeg. Uanset, hvad det så koster." Uanset. Var det sådan? Måske ville det blive nødt til at være det.

[Blanche Rosenknop]

Matiot slog nær luften ud af hende, men Blanche klyngede sig til ham. De to tvillinger havde altid været sådan. Tætte, klyngende sig til hinanden for den omsorg de manglede andre steder fra. Hun trådte ikke væk igen, men blev stående i den tætte omfavnelse.

"Edouard af Bois kom forbi Rosen forleden," mumlede hun lavmælt. Selvfølgelig havde hun fortalt Matiot om adelsmanden, som hun engang havde elsket og som havde lovet guld og grønne skove. "Han købte mig. Tog mig hjem til sig. Jeg troede nær han ville slå mig ihjel."

[Matiot Rêveur]

Matiot elskede Blanche virkelig højt, men samtidig var det også en lang lidelse for ham, hver gang hun kom forbi, fordi det indebar, at hun fortalte de grumme ting, der var hændt hende siden de sidst havde set hinanden. Han drak altid meget mere de aftener, hvor hun havde været der og det lod ikke til, at denne ville blive anderledes.

"Hvorfor?" spurgte han hæst, selvom han ikke ville have svaret. Men hun havde tydeligvis brug for at tale om det, og det var det mindste, han kunne gøre for hende. I øjeblikket det eneste.

[Blanche Rosenknop]

Blanche rynkede brynene tæt og så op på Matiot. Hun trak på skuldrene og blikket var rådvildt. "Fordi jeg ikke kom, dengang jeg lovede det. Fordi han følte sig afvist, selvom han havde lovet at redde mig. Jeg ved at det ikke passede, at han ikke kunne redde mig, men han var vred, da han købte mig og tog mig med hjem til ham. Jeg var så bange, Mat..." Hun tog en hørlig indånding.

"Men så lod han mig bare gå. Pludselig sagde han, at jeg skulle tage tilbage. Han kom ikke og bad om sine penge igen, så jeg gik bare rundt udenfor Rosen, før jeg kom indenfor igen. Han har ikke været der siden."

[Matiot Rêveur]

Matiot hadede Blanches fortællinger af den simple årsag, at han var totalt magtesløs i dem. Han kunne intet gøre. Han kunne råde hende til at holde sig fra ham, men hun kunne ikke sige nej, så hvad var der tilbage? Han tog en indånding og undertrykte endnu mere af den indetrængte frustration.

"Pas på ham," advarede han dog dæmpet. Hun kunne måske ikke sige nej, men hun kunne passe på sit eget indre. "Fortæl mig, hvis jeg kan gøre noget, Blanche. Hvad end det så er."

[Blanche Rosenknop]

Blanche strøg en hånd over Matiots ryg og brummede bekræftende. Hun ville ikke have, at han en dag skulle finde hende i en grøft eller endnu værre: Aldrig finde hende igen. Hun elskede sin bror og selvom han havde lovet at redde hende, så ville hun også gerne redde ham igen.

"Fortæl mig noget rart. Er der sket noget godt for dig, som jeg kan tænke på?"

[Matiot Rêveur]

Matiot ville aldrig ikke være bekymret, men det var kun sammen med Blanche, at det fik lov at være åbenlyst. Alle andre fik blot lov at se den selvsikre, ubekymrede skuespiller, der tilsyneladende ikke havde et eneste problem. Det var langt fra sandheden og han slap et dæmpet, lettere mismodigt fnys, men tog imod opfordringen. Skønt alt hun havde sagt, endnu summede rundt i hans tanker.

"Godt er så nuanceret et ord," svarede han og så lidt ind i væggen, mens han endnu havde armene om sin søster. "Jeg har vist snarere gjort noget ganske tåbeligt."