Uforudsigelige hændelser

[Aurea af Treillery]

Støjniveauet i lokalet var så højt at man knapt nok kunne tale med hinanden. En masse mænd i snusket tøj stod og hujede af to hunde, der var ved at flå hinanden til plukfisk. Det var et spil om penge og nogle af mændene havde satset højt. Det havde væbnerne også, selv med de begrænsede midler de havde. Aurea var gået med i et forsøg på at virke sej, hun havde dog ikke deltaget i spillet, mest fordi hun ingen penge havde. Nu stod hun bare ved indgangen til huset hvor kampen foregik, lænede sig op ad døren og betragtede scenen. Hun havde ikke lyst til at være her, men hun kunne dårligt gå hjem alene.

Pludselig sprang de to hunde mod hinanden og den ene bed den andens strube, men samtidig bed den sårede hund den anden i maven. Det var ikke til at holde ud at se på og Aurea lukkede sine øjne. Skænderierne begyndte blandt mændene. Hvem havde egentlig vundet? Folk kunne ikke blive enige og stemningen blev mere intens. Aurea åbnede sine øjne igen, blot for at møde en ung herres blik, ved et uheld. Hun sank en klump og gik udenfor i kulden, hvor hun blev stående, glad for at komme væk fra larmen men også bevidst om hvor sårbar hun var alene, uden de andre væbnere.

Luc af Martimiers

[Luc af Martimiers]

Deres øjne havde mødtes i et flygtigt sekund mellem flokken af øredøvende, diskuterende gamblere. Kontakten havde været kortvarigt, men alligevel så fangede denne fremmede kvinde Lucs interesse. Havde det været de mørke øjne, den mørke glød og hendes feminine ansigtstræk, der havde skilt hende ud fra mængden? Bestemt. Desuden var hun en ung kvinde, hvilket ikke lige passede det vante klientel. Mens at diskussion højlydt fortsatte, forsvandt hun som dug for solen da en mand bevægede sig ubevidst ind foran deres synsfelt. Da han flyttede sig igen var hun væk.

Luc fugtede let sine læber, da han tog sig selv i at forsøge på at få øje på den fremmede pige endnu engang. Ved et tilfælde så han to herrer tydeligvis interesseret i noget udenfor lokalet, for så derefter at forsvinde ud ad døren. Der var noget i gære; noget der fik ridderen til at skubbe sig vej imellem den store flok.

____

"Er du faret vild, min pige?" En bredskuldret, snusket herre smilede bredt til Aurea. Kort tid efter stod en anden herre med fedtet hår ved hans side og smilede diskret. De løftede nærmest deres øjenbryn synkront, alt imens at de nærmede sig yderligere. "Skal vi ikke følge dig hjem?" hvislede den anden.

[Aurea af Treillery]

De var dumme hvis de troede at Aurea var en normal pige, en som de kunne kue og få til at gøre hvad de ønskede. Hun havde allerede hørt deres skridt komme imod hende og havde været forberedt på at forsvare sig selv, skulle uheldet være ude. De ville dog bare være klamme. I løbet af et øjeblik, havde Aurea sparket den ene i nosserne og forsøgt at give den anden en blodtud, men manden med det fedtede hår tog fat i hendes arm og vred den rundt om hende bag på hendes ryg. Aurea stønnede anstrengt og stirrede ud i luften med en vred glød i sine øjne.

"Slip mig!" Sagde hun højt. Hun forsøgte at rykke sig fri, men han var stærk.
"Hvorfor det?" Sagde han. "Vi har det jo lige så hyggeligt." Bemærkede han og lod sin hånd glide ned over hendes krop. Aurea forsøgte at sparke til ham, men kunne ikke ramme der hvor hun stod.

[Luc af Martimiers]

De to sleske herrer havde allerede fået sit tag i den unge kvinde, der forsøgte at slippe fri. Så så de på hinanden med et grin, hvortil at den ene gjorde tegn til en gyde ikke langt derfra. Og som de begyndte at trække hende med sig, lød der et pludseligt højt pift.

Luc var netop kommet ud i den mørke natteluft, da han så ryggen af dem. "De herrer.. De har noget, der tilhører mig.." sagde Luc kort for hovedet,  badende i flabethed ved den formelle tone til et par beskidte typer. De to mænd stoppede op og så sig over skulderen, tydeligvis noget overraskede over den pludselige henvendelse.

"Hvad?" brummede den ene.

"Den mørkhårede. Hun er min. Jeg har ledt efter hende." Luc slentrede ganske roligt imod dem, alt imens at han fortsatte sin talestrøm, "Hvilken skam ville det ikke være, hvis jeg gik til en drabant og fortalte, at De stjal fra en ridder?" Ganske flygtigt fangede Luc den mørkhårede kvindes blik for en stund.

"Hvad fanden er det for noget pis, du lukker ud? Hvad er du, hendes slaveejer?" lød det skarpt fra den anden, tydeligvis præget af den smukke mørke glød, den unge kvinde havde.

"Hendes forlovede.." Løj Luc ganske let, uden at foretrække en mine.

[Aurea af Treillery]

Aurea kæmpede desperat og ville ikke gå ned uden kamp. Hun vred sig som en kattekilling der skulle til at blive druknet og vreden i hendes øjne var så tydelig, at det næsten lynede. Hun forsøgte at skrige, men de lagde en hånd over hendes mund og selvom hun forsøgte at bide dem, var det umuligt for hende at slippe fri. Det gjorde hende dog bare mere hidsig, men hendes temperament så ikke ud til at kue dem.

Da manden fra før dukkede op, rynkede Aurea overraskende øjenbrynene og overvejede om han mon havde tænkt sig at forsøge at deltage. Det viste sig dog ikke var tilfældet, i stedet så han ud til at prøve at forsvare hende, men Aurea var dog stadig på vagt overfor ham, måske havde han bare samme dårlige intentioner som de andre.

De racistiske bemærkninger fik det til at vende sig i hende og det var kun endnu mere ydmygende, men dog ikke noget der var nyt for hende at opleve. Den mand der holdt Aurea fast blev så overrasket at han slap hånden fra hendes mund og så ud til at overveje at lade hende gå. Den anden var dog ikke så nem at overtale.

"Din forlovede?" Sagde den ene og grinede højt. "Med hende der? Det er løgn." Sagde han og trak en kniv og løb direkte mod Luc og forsøgte at stikke ham i benet.

Imens fik Aurea skubbet sig fri, trak sin egen kniv og hele situationen havde åbenbart skræmt hendes overfaldsmand nok til, at han blot gav op og løb sin vej.

[Luc af Martimiers]

Pludselig gik det hele stærkt. Luc nåede at undvige den knivgale mand, der i sit forsøg langede ud efter ham. Med nød og næppe, dog med en ganske atletisk og ubesværet bevægelse, sprang Luc til siden, hvilket resulterede i, at herren mistede sit fokus og snublede et par skridt fremad.

Alt dette gav Luc det korte forspring, som det krævede for, at han kunne løbe til manden og kontrolleret få styr på situationen. Luc svang en arm om mandens hals, alt imens at han trak en daggert fra dets skjul i ryggen under den mørke bluse. Den sylespidse ende pressede tydeligt mod mandens side.

"Hvad så nu?" mumlede Luc irriteret ind i øret på overfaldsmanden, "Var det en del af jeres plan?"

Mandens vejrtrækning var hævet, som han med store øjne så frem for sig, hvilende på den mørkhårede kvinde, der stod lidt længere fra dem, "Det var en fejltagelse.. Jeg beder jer.."

[Aurea af Treillery]

Aurea havde intet til overs for manden der havde truet hende med at tvinge hende til noget hun ikke ønskede at gøre. Samtidig, var hun væbner og ikke typen der dræbte folk i øst og vest, det skulle være ærefuldt af tage en andens liv og i denne situation ville det kun føles sølle.

Hun kiggede flygtigt på sin redningsmand og gik så hen og stillede sig lige foran sin overfaldsmand.
"Hvis vi lader dig gå og du prøver på noget, er du død." Sagde hun og trak en lille kniv hun havde siddende i et bælte. En del af hende havde lyst til at skubbe kniven ind i hans krop, men hun havde aldrig myrdet nogen med vilje før og denne gang ville ikke blive hendes første.

Da det så ud som om manden forstod budskabet, nikkede Aurea en enkelt gang, som for at sige at de kunne lade ham gå. Hun var ikke sikker på hvad manden ville gøre, men hun havde sin kniv parat hvis han prøvede på noget igen.