Kaptajnen og Nådigfruen [P]

[Elaine af Vigny]

Tilegnet Cyran af Lemaux

Markedspladsen

Formiddag

Mildt vejr

Det var en dag lig så mange andre. Ligeså grå, kedelig og ikke mindst fyldt med pligter og ærinder. Ganske vist, kunne nådigfruen af Vigny have bedt husets tyende om tage sig af disse ærinder….Men når tiden tillod hende det og vejret tilmed var mildt som denne formiddag, mente hun selv, at hun kun nød godt af en mindre spadseretur til markedspladsen og dermed også lidt frisk luft.

Det lyse hår var opsat ganske let under pelskåbens hætte, men enkelte vilde lokker hang hende dog atter løst omkring, som hun stod og bøjede sig over bordet ved en bod, hvor hun havde forelsket sig i et mindre smykke.

Tumult og larm var hverdagskost på markedspladsen, men ikke destomindre var Nådigfruens opmærksomhed atter skærpet over det seneste stykke tid. Særligt gjaldt den hendes børn, hvoraf Oudinet i særdeleshed blev pylret om, som hendes nu eneste hjemmeboende barn efter at Emelyne var blevet sendt afsted på pigeskolen.

Det var da også Oudinet, der formåede at fange hendes opmærksomhed og løsrive hendes fokus, som han vristede sig fri fra hendes hånd. ”Oudinet!” Hun fulgte ham gennem tumulten og letterede forpustet, lagde hun atter en hånd på hans skulder, som han ligesom alskens andre børn var blevet fængslet af synet af en større vallak og en tilhørende kaptajn. 'Jeg tror han er kaptajn' - 'Han er sikkert på vej ud og dræbe Hasneanere...'! 'Nøj...Se lige hvor stor hesten er...', Lød det blandt børnene....For Elaines vedkommende, var det dog nu mere kaptajnen end hesten, som hendes blik faldt på, da hun genkendte den lyshårede.

[Cyran af Lemaux]

Cyran havde været ude af byen en enkelt dag sammen med en af delingerne, og da de var ankommet til Levagny igen, havde han gjort tegn til deres sergent om, at de blot kunne fortsætte til paladset. Han selv havde et ærinde på vejen og derfor førte han sin vallak gennem markedspladsen, et fast greb om tøjlerne, for der var mange mennesker her, der nemt kunne komme i vejen; børn især, nysgerrige, som de var.

De stimlede da også sammen og selvom han nemt kunne have ignoreret dem og bare være redet videre, holdt han hesten lidt an og så ned på de måbende ansigter med store øjne. Et svagt smil rørte hans læber. “Ganske stor, og navnligt for unge herrer og frøkener,” svarede han det sidste barn, der havde talt. Blikket spillede let, men der var også alvor i det. “Løvfald her er opmærksom, men små størrelser forsvinder let for andre hestes blik, så kom ikke for nær, hvis ikke dens rytter har blik på jer.”

Han blinkede med det ene øje og de mange o-formede munde, blev til smil. Han gengældte det og kastede et blik på hver af dem, før det standsede ved ét, der havde en slank hånd hvilende mod sin skulder. Uden at tænke gled blikket op, men da det uforvarende fæstnede sig på Elaine af Vigny, svandt smilet ind, som overraskelse overtog hans træk og bare for et øjeblik efterlod ham uden ord.

[Elaine af Vigny]

Det var længe siden hun havde set ham sidst. Ja, velsagtens ti år efterhånden – og dog lignede Cyran fuldstændig, helt og aldeles sig selv. Ikke en tomme syntes han at være vokset i hverken højde eller drøjde. Tværtimod, syntes det eneste anderledes at være den smule skæg han yderligere havde tillagt sig.

Nådigfruens overraskede mine fortog sig og blev i stedet en kende mere alvorlig, som hendes greb fæstnede sig om sønnens skulder. Hun rømmede sig så og nikkede blot høfligt til Kaptajnen i en gedigen hilsen. ”Kaptajn Lemaux…” Mere kom der ikke fra hende. Trods alt, gnavede der allerede uro og dårlig fornemmelse i kroppen på hende, ene og alene ved synet af den gamle ven. Ganske vist, havde de altid stået hinanden nær…Men sidst de havde set hinanden, havde de delt seng…Og konsekvensen deraf, havde hun ikke i sinde at fremføre hverken nu eller nogensinde, kunne hun blive fri, med de problemer hun allerede havde.

Blikket rettede sig imod Oudinet, som hun rakte ham sin hånd og ganske let, gjorde hun mine til at ville hive ham med væk, om end han var dybt betaget af både Kaptajnen og den store hest. ”Kom skat…Vi skal hjem..” Lød det fra hende.

[Cyran af Lemaux]

Cyran havde ikke anet, at det ville blive dagen, hvor han igen blev konfronteret med Elaine af Vigny og han mærkede gamle revner rykke på sig, selvom han ville have troet, at det for længst var helet. Hendes ord bragte ham tilbage til verden og han fik forsinket bøjet nakken i respektfuld hilsen, selvom blikket uvilkårligt søgte hende igen.

"Nådigfrue Vigny," hilste han, en anelse tør i halsen og med et udtryk i de blå øjne, der afslørede den følelsesmæssige påvirkning bag det autoritære ydre. Kun med besvær løsrev han sit blik, men fik det rettet mod hendes søn, der stod med store øjne og så op på ham. Han var rystet, men han formåede alligevel et mildt smil.

"De bør hellere lytte til Deres mor, unge Nådigherre," svarede han dæmpet, men opfordrende. Blikket strejfede Elaine igen.

[Elaine af Vigny]

”Men mooooar…Jeg står lige og kigger…” Lød det beklagende fra Oudinet, et par bedende øjne så op på hende.

Et vagt suk gled over hendes læber, men hun slap da atter taget i den lille drengs skulder, som hun gav efter for hans bøn og i stedet trak hun sit sjal en anelse tættere, lettere ukomfortabel over at mærke hvordan Cyrans evigt stålfaste blik hvilede på hende.

De havde været tætte. Ja, velsagtens tættere og mere fortrolige, end Elaine ellers havde været med nogen anden. - Og dog, var Cyran i sin tid forsvundet uden forklaring, blot for at efterlade hende med et stort tomrum i brystet, den aften de havde delt hendes seng. - Bebrejde ham kunne hun dog næppe, som hun allerede dengang havde været gift med Lucréce. Det havde været en fejltagelse og Elaine vidste nu, at det dengang havde været naivt af hende at tro, at han skulle have elsket hende, som hun ham. Tværtimod, havde han måske blot set muligheden for at udnytte hende, fordi hun havde været svag for hans tilnærmelser et øjeblik.- Det var i hvert fald hvad Nådigfruen havde bildt sig selv ind. For den alternative og ellers umiddelbare forklaring, af at hendes følelser dengang havde været gengældte og at han i stedet skulle være stukket af som en fej hund med halen mellem benene, syntes at falde hende både langt værre og mere hjerteknusende.

Således, betragtede den lyshårede Nådigfrue sin knægt lidt på afstand, som han stod og hviskede med én af de andre drenge.

”Det overrasker mig at se dig her..” Lød det så, lettere spidst, som hun atter henvendte sig til Kaptajnen.

[Cyran af Lemaux]

Cyrans indre var lidt i oprør over at se hende og hans blik gled uundgåeligt tilbage til hende, da hun gav efter for drengens ønske og lod ham tale med de andre børn. Blikket gled lidt til siden over hendes ord, for han overhørte ikke det spidse tonefald og det fik ham til at ranke sig en anelse. Han klarede halsen og lod blikket glide mod hende igen. Hendes tiltale afslørede måske, at de kendte hinanden, men det var ikke nødvendigvis mistænkeligt for nogen.

"Livgarden har trods alt hovedkvarter i Levagny," svarede han. Brynene trak sig let sammen, som blikket hvilede på hende. Han var ikke døv for, at hendes tonefald antydede, at han havde svigtet tidligere. Måske havde han også. Han sank, før han talte igen. "Selvom det er sandt, at jeg ikke ofte er på markedet. Jeg var på vej for at besøge min familie."

[Elaine af Vigny]

For en stund var det som om at Nådigfruen havde glemt alt om livgarden og deres daglige færden i hovedstaden. Som om Kaptajnens legitime grundlag for sin færden kom bag på hende. Ikke detstomindre, nikkede hun anerkendende og en vag brummen forlod hende, som hun trak sit sjal en smule tættere. ”Ah..Ja så..” Tydeligt en smule beklemt over situationen af at stå overfor den gamle ven, forholdt hun sig relativt tavs.  

Elaine lod de lyse øjne glide over kaptajnen og eftertænksomt stod hun et øjeblik blot og fumlede ved kanten af sjalet. Hun havde trods alt ikke meget at sige til ham. For hvad i alverden skulle hun dog sige?

[Cyran af Lemaux]

Det var åbenlyst for Cyran, at hun ikke ønskede at tale med ham og det gjorde ondt, for selv nu, havde han det modsat. Han burde acceptere det og tage afsked, men i stedet så han på hende et par øjeblikke, før han rømmede sig og sadlede ned.

Det var mindre åbenlyst at tale, når han ikke var på hesteryg, men han holdt et fast greb i seletøjet, som hans blik fandt Elaine igen.

"Din søn er blevet stor," bemærkede han, fordi han ikke vidste, hvad han ellers skulle sig. I hvert fald ikke, hvad han kunne sige her, offentligt. "Han er snart en mand."

[Elaine af Vigny]

Elaines blik veg bort fra Kaptajnen for en stund, som hun i stedet lod de lyse øjne glide hen på Oudinet, som stod og snakkede med de andre drenge. Armene blev lagt let over kors, som hun stod med sjalet tæt om sig og for en stund gled hun næste ind i sin egen verden, men blev dog atter afbrudt af kaptajnen, da han rømmede sig go sadlede ned fra den høje hest.

Hendes blik mødte hans igen og hun nikkede lidt forsigtigt. ”Ja…Oudinet er en god dreng…Men meget stille.” Bemærkede hun tænksomt, som en lille bekymret trækning dannede en enkelt lille rynke mellem Nådigfrøkenens bryn.

Hun rankede sig så atter. ”Har du børn?” Spurgte hun så, nysgerrig på om Kaptajnen mon havde slået sig ned…Og dog alligevel nervøs for svaret.

[Cyran af Lemaux]

Cyrans blik gled diskret over Elaine, mens hun betragtede sin søn. Hun var ældre, men om muligt kun smukkere og det gav et lille sug i hans mave. Ved hendes ord fik han dog trukket blikket væk og rettede det også mod drengen.

"Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting," musede han dæmpet. Han havde selv været sådan. Spørgsmålet fik ham til at se tilbage og hans indre stak igen. Han rystede på hovedet.

"Nej. Jeg er aldrig blevet gift," svarede han, uden helt at vide, hvad formålet med at tilføje det sidste var. Sandt at sige var det da også langt fra for sent for ham, og han kunne måske ikke undgå det for altid, men ønskede han at blive det?

[Elaine af Vigny]

”Måske ikke.” Et lille suk gled over Nådigfruens læber og tænksomt betragtede hun blot drengen for en stund. Med tænksomheden fulgte dog også bekymring og uro, hvilket afspejlede sig i kropssproget. Fingrene fumlede uroligt ved sjalet og holdingen var sunket sammen, på trods af at hun ellers altid havde stået rank og stolt. Som en skygge af sig selv, stod hun tilbage.

Overrasket blev hun dog tydeligvis ved hans ord. ”Ikke det?” Brynene hævdedes, som hun lod øjnene vandre over ham og ublufærdigt, tog hun synet af ham ind, før hun atter vendte blikket bort. Antydningen af et diskret smil var at spore i hendes mundvige. ”Det forstår man ellers ikke.”

Tættere på et kompliment kom man sjældent fra Elaine.

[Cyran af Lemaux]

Hårene stod op i nakken, da hendes blik vandrede over ham og instinktivt rettede han sig lidt. Ordene var som en syl i hjertet, selv nu og det flakkede kort over hans blik, selvom han hurtigt slog det ned for at skjule det, som havde han blot bøjet nakken i taknemmelighed over hendes kompliment.

Det var det øjeblik han havde brug for for at kontrollere det og han så op på hende igen. "Jeg skal indrømme, at jeg ikke selv har eftersøgt det de seneste år," svarede han. Der havde uanset kun været én kvinde, han havde ønsket at gifte sig med, og det var længe for sent.

[Elaine af Vigny]

Det overraskede hende mildest talt, at ingen kvinde endnu havde sat kløerne i kaptajnen. – Trods alt, var Cyran en flot mand..Om hun ville stå ved det eller ej…- Og ikke mindst en god én også. Han havde hjertet på rette sted og havde altid haft det. At han til gengæld ikke havde været mand nok til at jagte hende eller gøre indsatsen for at vinde hendes hjerte, forblev hende en evig skuffelse.

”Jeg kan ellers ikke forestille mig at du har manglet opmærksomhed…” Det var sandt. Pigerne havde altid kigget langt efter Cyran. Hvisket i krogene og smilet sødt af, når han gik forbi. Elaine have altid taget sig selv i at finde dem dumme. Nu vidste hun dog at følelserne dengang nok havde bundet andetsteds. Ikke at hun var stolt deraf..For jalousi var en grim ting.

Smilet falmede igen og hun strammede grebet om sit sjal en smule, som kulden syntes at blive mere intens, som skyerne gled over den smule sol der havde oplyst markedspladsen.

[Cyran af Lemaux]

Cyran vidste ikke, hvordan han skulle forstå hendes ord og han rykkede lidt ubekvemt på sig. Det var måske sandt, selvom han aldrig havde opsøgt den, men han havde ingen impuls til at fortælle hende om det.

Hans blik drev lidt til siden igen og selvom han vidste, at han burde holde tand for tunge, formåede han det ikke. "Kun den, jeg har ønsket," sagde han dæmpet og klarede halsen lidt.

[Elaine af Vigny]

Som Elaine stod der, midt på markedspladsen, kunne hun mærke, hvordan hendes hoved syntes at drive gæk med hende. Det var så absolut ikke stedet at stå og have en samtale som denne og det slog hende med ét at hun måske var ved at sætte en diskussion i gang hun ikke havde lyst til at tage op. Og hvor ville det ikke ende?

Således lod hun blot de lyse øjne glide lidt væk fra ham og afmålt mumlede hun: ”Du er altid velkommen til en kop te, Kaptajn…Men nu må jeg hjemad med min søn.”

Elaine lod blikket flakke videre imod Oudinet og hun rakte ham hånden. ”Kom skat…Vi skal hjem nu..” Bad hun.