En dag som mange andre

[Panteleon af Coullere]

Panteleon var ærligt ikke sikker på, om hun var en dum lille unge, men han kunne godt lide at holde sine muligheder åbne og for nu var han fint underholdt, selvom han kunne gøre det hurtigere selv.

"Hm," slap det ham, påtaget eftertænksomt, og han lagde midlertidigt sin egen børste fra sig. Han stillede sig halvt bag Gennevote og rakte ind over hende. Fingrene lukkede sig over hendes hånd, ansigtet tæt på ud for hendes, selvom han var lidt højere. Tæt, men ikke upassende tæt. Langt nok til at det virkede tilfældigt og ubevidst fra hans side.

"Sådan her."

[Gennevote af Falanie]

Gennevote blev endnu engang rød i hovedet da han stillede sig tættere på hende, men samtidig kom hun til at smile en anelse. Det føltes rart at være tæt på ham, ligesom når hun havde været ude i den kolde regn og kom indenfor og satte sig ved en varm ild.
"Er det bedre?" Spurgte hun og lod ham guide sine bevægelser, mens hun så på ham med et stort smil.

[Panteleon af Coullere]

Panteleon vidste ikke helt, hvad hans formål var endnu. Han havde som sådan ikke noget ønske om at komme under prinsessens skørter, hun var trods alt ung, men måske var det en investering i fremtiden. Uanset skadede det næppe at være på god fod med hende. Eller mere til.

"Et rent naturtalent," svarede han let drillende og med et blik der spillede, som han lod sin hånd hvile over hendes bare et øjeblik længere end han strengt taget havde behøvet.

[Gennevote af Falanie]

Gennevote smilede stort til ham, hun følte sig en smule stolt af sig selv, selvom det egentlig var let nok at strigle en hest.
"Hvordan er det at være væbner?" Spurgte hun nysgerrigt og skævede mod ham. Det var ikke så tit hun havde muligheden for at snakke med drenge som ham, så hun ville nødig give slip på ham endnu.

[Panteleon af Coullere]

Panteleon dvælede lidt, men da hun tydeligvis havde fattet det, kunne han ikke så godt blive hængende. Derfor slap han også og trådte lidt tilbage med et smørret smil på læberne. Han greb sin egen børste igen.

“Hvordan forestiller du dig, at det er?” spurgte han, frem for at svare direkte, mere nysgerrig på, hvilket billede hun havde i hovedet af det.

[Gennevote af Falanie]

Gennevote så på ham med et tænksomt blik. "Hårdt." Sagde hun først. "Jeg forestiller mig, at man skal være pligtopfyldende og vedholdende. Men at det også kan være berigende, fordi man føler man gør en forskel." Sagde hun og så på ham med et smil.

[Panteleon af Coullere]

Det var meget mere interessant at høre hendes bud og han smilede lidt over det, selvom det med at gøre en forskel ærligt ikke var den primære motivation for hans vedkommende. Folk med heltekomplekser endte ofte med at dø først.

"Man skulle tro, at du selv underviste på væbnerskolen," svarede han drillende, men ikke uden anerkendelse. "Du har ret, dog. Det er også ærefuldt."

[Gennevote af Falanie]

Gennevote havde lært i en tidlig alder hvordan man talte på en poltisk måde og hendes meninger var næsten altid så blandede og hensynsfulde og veltalte at hun sjældent egentlig havde en mening.
"Hvis bare det var så vel. Undervisning er en værdig beskæftigelse for et menneske." Sagde hun.
"Men jeg skal giftes med Kronprinsen af Odriara og det er sådan mit liv kommer til at blive." Bemærkede hun og følte næsten hun forsøgte at overbevise sig selv om at det ville blive godt. Det var underligt at skulle giftes med en man aldrig havde mødt.

[Panteleon af Coullere]

Pan hævede brynene over hendes ord og bjæffede så en latter. Brynene hævede sig, som han så på hende, helt uenig.

"Hvis det i dine øjne ikke er en værdig beskæftigelse at være dronning, så ville jeg nødig være dine undersåtter, prinsesse," drillede han, selvom han mente det.

[Gennevote af Falanie]

Gennevote så lidt chokeret på ham. Det var sjældent folk turde grine af noget hun sagde. Hun blev helt flov og rød i hovedet.
"Åh, jeg mente det jo ikke på den måde." Sagde hun. "Selvfølgelig er det værdigt." Bemærkede hun og slog blikket ned, hvorefter hun lagde børsten fra sig.
"Jeg må hellere gå tilbage." Sagde hun.

[Panteleon af Coullere]

Pan lo lavmælt igen, men reelt ikke ondskabsfuldt. "Lad nu være. Jeg driller dig bare, prinsesse," svarede han muntert, som sådan set også ærligt nok. Han brugte hendes titel, men det lød mere som et kælenavn.

"Fortæl mig i stedet, hvad du rigtigt mente."

[Gennevote af Falanie]

Der var ikke mange der forstod Gennevote. De fleste troede hun havde alt, hun måtte være lykkelig og ikke kunne brokke sig. Sandheden var at hun misundte mange mennesker deres frihed. Gennevote blev stående og snøftede en anelse, hun var blevet ked af det.
"Hele mit liv er blevet bestemt for mig. Jeg skal afsted til et fremmed land en dag og giftes med en fremmed, sammen med en masse fremmede mennesker." Sagde hun.
"Jeg kommer til at være alene." Sagde hun og så ned. "Jeg har ikke lyst til det."

[Panteleon af Coullere]

Altså, Pan var ikke en skulder at græde ud på, men han var da nysgerrig og så virkede det bedst for ham, at hun ikke skred på en negativ måde. Han sagde da heller ikke højt, at de var sådan verden var, og han kunne da ærligt godt forstå, at det måtte føles lidt strengt.

“Sådan var det vel også for din mor,” konstaterede han, halvt spørgende og skottede ned på hende, mens han børstede hesten ned. “Har hun ikke klaret det meget godt?”

[Gennevote af Falanie]

"Ja, det har du ret i." Sagde hun, men mærkede stadig et stik i hjertet ved tanken om at skulle forlade sit hjem og sin familie. Normalt havde hun det ikke på denne måde, men der var et eller andet frisættende ved at tale med Pan. Han var ikke en komtesse hun skulle lade som om overfor. Han føltes stærk, som om hun kunne læne sig op ad ham.
"Du tænker nok det er fjollet." Sagde hun og smilede svagt. Hun måtte snart gå, men først ville hun lige være sikker på at hun ikke lignede en der var ved at knække sammen.

[Panteleon af Coullere]

Pan tænkte at det var en grad af fjollet, men ikke fuldt ud. Han ville ikke takke nej til en magtfuld position, men han havde også selvindsigt nok til at vide, at han ville have det svært med at blive adskilt fra alle sine relationer.

"Nah," svarede han derfor. "Jeg forstår det godt. Men om tyve år ser det sikkert helt anderledes ud for dig."