Det er mit brød!

[Ezekiel Abreo]

Aalis Langekniv

Bagerens lille hus og forretning lå på en af de travle gader i håndværkerkvarteret. Butikken var som regel godt besøgt, og det var ikke sjældent der var en lille kø. Zekes dage lignede meget hinanden, hvis man så bort fra de mere...Lyssky...Aktiviteter om aftenen. Ellers var det tidligt op, bage brød - til tider også visse kager - for så at stå og sælge dem det meste af dagen. Mesterbageren selv var en stolt mand, som gerne stod inde i butikken og solgte. Men han havde også et par borde ude foran butikken, hvor det billigere brød blev vist frem og solgt til de travle folk, der ikke havde tid eller lyst til at vandre ind i butikken. Det var efterhånden blevet Zekes ansvarsområde. 
Zeke løftede kurven med brød, som han hvilede på hoften, da han begav sig igennem den velduftende butik og ud på gaden. Med en vant bevægelse satte han brødene på plads, stablet fint, eftersom den slags nemt kunne betyde noget for kunderne. Friskbagte i morges, tilmed. Da kurven på hans hofte var tom, vendte han på hovedet og tømte krummerne ud på jorden foran sig, før han i en hurtig bevægelse skubbede den tomme kurv ind under det ene bord, så den ikke var i vejen. Med hænderne i siden rettede han sig op og så ud over gaden foran sig. En hestevogn blev roligt trukket forbi, andre skubbede en tung vogn foran sig. Små grupper af kvinder, eller enlige mænd der ilede rundt. Byen var livlig, som altid. 

Zeke havde bare fødder, iklædt et par slidte bukser og en trøje uden ærmer. Det lange sorte hår var bundet op, og normalt ville han have bageren hvide hue på, men han lagde den som regel fra sig når han kunne. Han havde et forklæde på, støvet til af mel og sod fra at bage brød hele morgenen. Jorden under ham var ru og ujævn, men hans hud var hård og van til det. Han kløede sig let i skægget, da en kvinde stoppede op for at kigge på udvalget. Zeke var der med det samme - i en lille elegant spring stod han ved siden af kvinden, som han trak et af brødene op af kurven med et smil. 
"Ønsker De et brød, Frue? Friskbagt og billigt! Eller måske kan De lokkes indenfor? Der har vi et langt større udvalg!" lovede han i et let tonefald. Det var ikke til at høre på ham, at han et eller andet sted ikke gad stå i en bagerbutik hele sit liv. Eller at hver dag lignede hinanden. På trods af det inderst inde nok var netop sådan han havde det. Ikke at han slet ikke brød sig om at bage. Men halskæden om hans hals, gemt under den slidte trøje og forklædet, mindede ham konstant om hvad der ellers gemte sig i verdenen omkring ham. 

[Aalis Langekniv]

Dagen i dag anså Aalis egentlig lidt som sin fridag. Ugens eneste godt nok, men den syntes også nødvendig. Af og til var det hårdt at leve på gaden sådan som hun gjorde det og trætheden havde i dag atter for alvor meldt sig. Således, tulrede hun også blot en smule dovent rundt omkring i byens gader og stræder for at gå og lure. For at se sig omkring og ikke mindst spotte gode gemmesteder, sidegader med videre. – Efterhånden kendte den unge pige Levagny som sin egen bukselomme. Dette på trods af at de færreste syntes at lægge mærke til hende, som hun gerne holdt sig lidt i skyggerne.

Det mørke hår hang hende løst ned over ryggen og beklædningen var simpel, som en almen bydrengs. Det eneste hun adskildte sig på, var at hun var en pige. – Men således, kunne hun lige så vel være en pige af mindre kår. Lidt tøj havde hun dog trods alt at skifte imellem, så hun ikke tog sig påfaldende ud hverken i sit dagligdags tøj eller når hun som nu, egentlig var mere i forklædning, end når hun arbejdede.

Spist havde hun dog ikke endnu og som hun nærmede sig bagerens butik, ramte duften af nybagt brød hendes næsebord. Et lille suk lød fra hende og vagtsomt lod hun øjnene glide omkring, som hun tog sig notits af borgerne omkring hende. De fleste snakkede, handlede eller slæbte varer og alskens ting og sager ind og ud af butikkerne. Aalis lod blikket glide kortvarigt hen på bageren. Dette før hun snuppede en enkelt bolle i forbifarten forbi boden og lod den glide ind i kappens inderlomme. Hurtigt og fingernemt, så den forsvandt på mindre en blot et enkelt sekund.

[Ezekiel Abreo]

Kvinden smilte og nikkede svagt for sig selv, før hun så op fra brødene. Ezekiel var blot en simpel bager...Det meste af tiden, om ikke andet. Men der var en ting ved ham, der til tider fik folk til at gispe eller tro han var enten forbandet eller velsignet...
Hans øjne have forskellige farver. Det ene var brunt, det andet grå-grønt. Om det havde forbindelse til hans magi var han ikke sikker på, uanset hvad ville han somme tider ønske han slet ikke havde denne deformitet. Kvinden her var tydeligvis ikke forberedt på det, så det brød hun egentlig havde i hånden, tabte hun. Ned i kurven, heldigvis, før hun med et par blikke i hans retning, trådte væk fra ham og skyndte sig videre.
Med et suk kiggede han ind af et vindue, ind i butikken. Hvis hans mester lærte at Zeke kostede ham indtægter ville der ikke gå lang tid før han endte på gaden. På trods af han ikke helt vidste hvad han egentlig ville med sig selv, så det ud til at livet gjorde sit for at tage et valg for ham.

Han lukkede øjnene et kort øjeblik og trak vejret dybt. Han måtte ryste det af sig og arbejde videre. Som han vendte sig, bemærkede han en skikkelse der gik forbi. En ung bydreng, intet nyt. Zekes blik gled over brødene foran ham, da han fik en fornemmelse af noget var galt.
"Hey...HEY!"
Han vendte sig om. Drengen...Hvor var drengen? Sådan en skikkelse var nem at miste i mængden. Men han var næsten - næsten - sikker på drengen havde taget noget. Eller gjort noget.
Han vinkede med hånden foran sig et øjeblik. En bevægelse han brugte for at aktivere sin magi. En måde at skabe fokus. Folks farver, deres helbred, deres skjulte følelser...Det hele trådte frem. Men han ignorerede det. Det eneste han ledte efter var en bestemt skikkelse...Der!
"HEY!"
Han lukkede ned for sin magi igen, da han i samme øjeblik sprang fremefter. Med den ene arm i vejret, som for at tilkalde sig opmærksomheden fra den skyldige, skubbede han sig forbi folk.
"Stop! Vent!"

[Aalis Langekniv]

Som Aalis havde stoppet bollen ind i kappens inderfór, fortsatte hun stille og roligt ned igennem den smalle sidegade. For en kort stund gik hun og smilede lidt over sin gevinst, men dér…Netop dér, hørte hun så atter en stemme kalde bag sig, hvilket fik hende til at sukke og bide tænderne indædt sammen. - Fandens også!

Uden at gøre mine til så meget som at se sig over skulderen, fortsatte hun ufortrødent op igennem gaden. Hun var nødt til at sætte tempoet op. Trods alt, kunne hun jo bare lade som om hun ikke havde hørt den unge bager. - Værre ville det næsten kun blive, hvis hun stoppede op. For ville han så ikke netop tro at hun stoppede fordi hun vidste hun havde gjort noget dumt? Hastigt smuttede hun omkring det næste hushjørne i håbet om derpå at ryste ham af.