Komtesse på afveje

[Kaylein Af Aren]

Til: Matiot Rêveur

Det var et af de få tidspunkter, hvor Kaylein af Aren havde fået lov at forlade pigeskolen ifølge af sin familie. De skulle have årets kulturelle oplevelse og havde været i teatret for at se en forestilling. Det var meningen, at Kitty derefter skulle lige luks tilbage til skolen, men sådan gik det ikke. Under forestillingen havde hun set den mandlige skuespiller se hendes vej. Ordene var talt til medspilleren, men det var som om, at han alligevel så imod lille Kitty, mens han gav sin kærlighedserklæring. Et sug havde dannet sig i komtessens mave og hun kunne mærke følelserne boble i kroppen på hende. Han var så smuk, så mandig, lige til at skrive uendelige digte til. Faktisk havde hun en side fra sin notesbog i lommen og kærlighedsdigtede passede perfekt til ham.

Dette digt var grunden til at planen om at bringe Kitty tilbage pigeskolen med det samme, var gået i vasken. Så snart hun havde set sit snit, var hun stukket af fra familien. I hendes optik, var hun bare på eventyr. Intet andet. Mellem fremmede havde hun mast sig og smuttet igennem, indtil hun på næsten magisk vis havde forvildet sig om til skuespillernes private gemakker. Hun måtte ikke være der, det vidste hun godt, men hun ville bare give ham digtet også gå igen. Det føltes som prinsessen i eventyret, der gik gennem den forheksede skov for at finde sin prins, men ikke kunne se ham nogle steder. Hvor var han?

[Matiot Rêveur]

Adrenalinen brusede altid gennem blodet på Matiot, når først han havde forladt scenen. Om en time ville den måske dampe af og efterlade ham træt, hvis ikke han fulgte rusen op med krydret vin og selskab, som fik ham til at leve højt og længe på succesen. Han havde da også tænkt sig at gøre netop det nu, som han befandt sig bag scenen og lod fingrene glide gennem håret, der endnu var let fugtigt efter indsatsen på scenen.

Han var trukket af kostumets overdel og havde endnu ikke erstattet den med en løs skjorte, da han blev opmærksom på, at han ikke var så alene, som han havde troet. Blikket gled til siden og et mørkt bryn skød let op, som hans blik faldt på en fin ung frøken med store øjne. Et langsomt, charmerende smil gled frem over læberne.

“Hvad skuer mit øje?” sagde han, stemmen fløjlsblød, som han i en langsom, kattelignende bevægelse vendte sig mod hende. Han kunne nemt skælde hende ud for at være der, men sådan var Drømmeren ikke. I stedet spillede hans blik i skæret fra de enkelte, levende lys. “En lille spurv på afveje?”

[Kaylein Af Aren]

Hjertet fløj op i halsen på komtessen, da hun så den smukke skuespiller, som var det et fanget dyr, der ihærdigt prøvede at undslippe sit fangenskab. Manden foran hende var endnu smukkere end da han stod på scenen og i et øjeblik kunne den lille Kitty ikke få rigtige ord over læberne. Faktisk havde hun bare tænkt sig at lægge brevet et sted, hvor han ville finde det, men nu kunne hun faktisk give ham det direkte.

At blive kaldt en lille spurv fik blot den unge Aren pige til at blive endnu mere betaget af manden foran hende. Nok var han meget ældre end hende og ikke af samme status, men i det øjeblik betød det intet for hende. Et lyksageligt smil fandt. “Jeg ledte faktisk efter dem.. Eller deres dør mener jeg” hun rakte det lille stykke papir frem med digtet. “De var mægtig dygtig i aften. Jeg nød virkelig at se dem spille” at hun huskede den rette tiltale var et mirakel. Det måtte være ham, der bragte det frem i hende.

[Matiot Rêveur]

Matiots blik hvilede nysgerrigt på den unge komtesse, men hun var ikke den første unge eventyrer, da havde forvildet sig bag kulisserne. Hendes forældre ville sikkert vånde sig, men problemet var ikke hans, så længe han intet utilstedeligt gjorde. Ikke, at han var fristet til det med så ung en kvinde, men det indtryk behøvede hun ikke vide.

Hans lange fingre greb en skjorte og trak den på i en glidende bevægelse, men den ændrede ikke meget, eftersom brystet forblev synligt. Et bryn skød let op, som han nærmede sig med svævende skridt.

"Deres smiger gør mig stor ære, Nådigfrøken," svarede han og bukkede let, som havde han stået på scenen. Graciøst, selvom håret faldt lidt frem, da han rettede sig igen. Hagen var løftet og det mørke blik spillede, som han rakte ud og tog imod det sammenfoldede papir. Strejfede hendes fingre. "Og De bringer mig en lille hemmelighed? Hvad mon?"

[Kaylein Af Aren]

De blå øjne fulgte enhver af hans bevægelser, da han desværre dækkede noget af overkroppen. Heldigvis, var den ikke skjult og hun kunne stadig drømme om at røre den. Da han kom tættere på sprang hendes hjerte et helt slag over og derefter satte det sig fast i halsen på hende, så det næsten var svært at tale. I stedet rakte hun bare det sammenfoldede papir frem mod ham. Selvom det blot var poesi, havde hun brugt tid på at få skrevet alle sine inderste følelser ned, så en ægte poet som ham kunne forstå det. Han var jo vant til ord, replikker, derfor regnede hun med, at han var en af de få, der virkelig kunne forstå den poesi hun skrev.

“Ja.. Jeg.. Jeg har skrevet dem et digt. Inspireret af deres smukke optræden og væsen” hun lagde forsigtigt papiret i hans hånd, så fingerspidserne lige præcis strejfede hans håndflade. “Min familie ville grine, hvis de så det, så det kan være vores lille hemmelighed?” hun så bedende op på ham, så de blå øjne strålede.

[Matiot Rêveur]

Hun var naturligvis alt for ung til at have nogen midler selv, men hendes interesse kunne måske lokke hendes familie tilbage, hvem end de så var. Bag denne overfladiske tanke, var der da også en reel del af ham, der nød, at hans arbejde var værdsat og den dominerede da også nu.

Han tog papiret, men foldede det ikke ud. I stedet dvælede blikket i hendes, uden at vige og hans mundvige trak blødt op mod et smil. "Betragt det som vores lille hemmelighed," lovede han og gjorde ikke afstanden mellem dem større. "Det samme kunne det være, hvis De gav mig Deres navn?"

[Kaylein Af Aren]

Hvis man så godt efter, mente Kitty nok, at man kunne se hvordan hendes hjerte sad og bankede i hendes hals. Hun var overbevist om, hvor synligt det var, at alt i hende kogte af en blanding af fryd og frygt. Fryd fordi et så smukt menneske gerne ville tale med hende og ærefrygt over at så dygtig en skuespiller brugte sin tid på lille Kitty af Aren. -Indersiden af underlæben var ved at blive til at krater, da hun kom til af bide i den bløde hud bag læben i bare nervøsitet og iver.

“Kaylein af Aren” fløj det så hurtigt over hendes læber, at han næsten ikke havde stillet spørgsmålet færdigt. “Og de er Matiot Rêveur” det vidste hun, da det var alment kendt, hvem dette smukke talent var. Desuden havde hendes far talt om teatret en del. Han kunne godt lide underholdningen, for det meste. “Hvis de kan lide det, vil jeg gerne sende flere digt... jeg kan virkelig godt lide at skrive” en af de få ting hun var god til på pigeskolen. Hun fik dog ofte skædud for de ting hun skrev, fordi de ikke passede sig.

[Matiot Rêveur]

Matiot noterede sig navnet og holdt en hånd mod brystet, der gav samme udtryk som et buk, uden at det var, hvad han gjorde. "Selv samme, Nådigfrøken," svarede han.

"Jeg er sikker på, at De er en dygtig poet," svarede han og blinkede med det ene øje, selvom han naturligvis ikke kunne vide det. "Hvem ved, måske bliver det en dag Dem, der skriver stykker til os ydmyge skuespillere."

[Kaylein Af Aren]

Et øjeblik føltes det som om, at Kitty skulle dåne. Han gav hendes drømme og håb, der var så lette at nå som at række ud efter stjernerne, men når idéen kom fra ham, virkede det ikke den mindste smule umuligt. Hun kunne måske skrive de smukkeste monologer til teatret, men ikke om hendes far ville lade hende. Det at skrive var ikke et job for en kvinde, medmindre det var breve. Desuden var hun komtesse og måtte ikke arbejde på andre måder end at holde hus og føde børn. Hvilket hun også glædede sig til.

“Tror de virkelig?” spurgte hun måbende. “Jeg kunne ikke forestille mig noget mere magisk end at skrive tekster, der blev læst op af nogen så dygtig som dem” indrømmede hun med svagt rosa æblekinder.

[Matiot Rêveur]

"Jeg tror, at alle drømme kan blive til virkelighed," svarede han med et konspiratorisk blik og et enkelt, lille blink med det ene øje. Han var jo Drømmeren. Det var underordnet, om han reelt troede det. Han smilede blot til den unge pige, der havde stjerner i øjnene og gav hende gerne denne lille bid af fantasien til hende.

I mellemtiden var der lyd fra andre dele af teatret, der afslørede, at flere folk var på vej. Matiot bukkede let for hende, men det spillende blik forblev på hende. Brændte af en intensitet, som aldrig var helt udslukt. "Hvis De vil undskylde mig, Nådigfrøken Kaylein."

[Kaylein Af Aren]

Det varmede den lille sol af et hjerte, at han mente drømme var lette at opnår. Det var ikke så tit at nogen var enige med hende. Der lød lyde længere henne ad gangen og Kaylein vidste, at hun måtte tilbage til sin familie. Han var blot svært at slippe. “Må jeg skrive til dem?” spurgte hun håbefuldt, men nåede ikke at høre svaret, da der kom folk i deres retning og den lille komtesse flygtede tilbage til sin familie.

/Lukket?