Alt ødelagt

[Svari Våbensmed]

Tråd tilegnet Eirik Våbensmed
Familien Våbensmeds køkken

Mortem tage Talon Våbensmed . Magen til tarvelig, luset og ufølsomt menneske. Svari emmede af raseri. Ja, hun brændte næsten, som kernen af smedens esse havde gjort det, da den havde opslugt hendes mesterstykke.

Hun havde netop taget plads på bænken i køkkenet. Tudende, med tårerne trillende ned af kinderne og hånden knyttet om det snavsede klæde hun havde fået overrakt af onklen nede i smedjen. Nu afventede hun blot sin faders tilbagevenden og dertilhørende skideballe.

[Eirik Våbensmed]

Eirik var bjørnefar, hvilket han til dels også var nu. Men der var en hårfin grænse som var svær at se. Hans ældste datter havde overtrådt den og derfor var det ekstra svært for ham da han kom tilbage til køkkenet efter at have taget afsked med sin bror.

Han var både vred og bekymret og det kunne komme til udtryk på forskellige måder. Til en start gik han dog blot hen til hende og lagde armene om hende. Uden at sige noget holdte han bare roligt om hende.

[Svari Våbensmed]

En halvkvalt hulkende lyd forlod Svari, da faderen lagde armene om hende og trak hende ind i dyb omfavnelse. Hikstende, lagde hun hovedet lidt ind imod ham og hun tørrede derpå øjnene lidt i hans skjorte, som hun havde gjort før, dog sidst som ganske lille pige.
”Jeg…Jeg tilgiver ham aldrig..” Kom det halvkvalt fra hende.

[Eirik Våbensmed]

Eirik vidste om nogen hvor lang tid det tog om at nå bare et godt stykke ind med sit mesterstykke. Han havde selv brugt en del tid, men evnen havde også siddet solidt i ham. - og Svari var langt mere detaljeret end han selv var.

Blidt strøg han hende over håret. "Mitt Krútt*" mumlede han stille. "Når du ikke længere er så ked af det som nu, vil du vide at din onkel kun gjorde det fordi han elsker dig. Men derfor var hans metode at straffe dig på forkert" Han trak ansigtet en smule tilbage så han bedre kunne se hendes ansigt.


Krútt (mitt) = Sweetie, cutie (used for children

[Svari Våbensmed]

Svari huskede ikke, hvornår hun sidst havde siddet sådan med sin far. Hvornår hun sidst havde siddet og tudet øjnene ud og følt sig så ynkelig og lille som nu. Hun skammede sig…Og alligevel fortrød hun intet.

”Jeg hader ham..” Kom det fra hende, som hun tørrede øjnene lidt, da faderen trak sig. ”Jeg taler ikke til ham igen..” - "Jeg var næsten færdig.."

[Eirik Våbensmed]

Eirik var en mand af få ord, og andre følelser end vrede havde han svært ved at udtrykke. Derfor stod han også blot primært med armene om hende og strøg hende over håret. Situationer som denne var den bedste lytter i stedet for at komme med en masse trøstende ord.

"Jeg hjælper dig" mumlede han blidt.

[Svari Våbensmed]

Svari åndede tungt ud imod faderens skulder. Lidt hikstende forsøgte hun at få gråden under kontrol og som hun atter trak sig, tørrede hun øjnene en smule i sit ærme.

En klump blev sunket og blikket vandrede atter op til faderens lyse øjne.

[Eirik Våbensmed]

Eirik smilte til sin datter. Han ville ikke glemme hvad der var sket, men han var ikke den eneste forældre og han regnede stærk med at det var en samtale hvor både han og Celeste Våbensmed skulle være til stede.

"Gå op og hvil dig lidt Svari" Det ville under alle omstændigheder gøre hende godt.

[Svari Våbensmed]

Svari nikkede. Hun åndede tungt ud, som hun et øjeblik betragtede faderen, men hun kravlede så atter ud fra bænken. "Ja...Godnat papa.." Mumlede hun stille, før hun bevægede sig op af trapperne til sovekammeret.

//Out