Delt hemmelighed

[Magnus Våbensmed]

På en måde var det en lettelse af fortælle Flora sandheden, selvom det også føltes farligt. Det betød dog, at han ikke længere behøvede at undvige hendes forsøg på at sætte ham sammen med halvdelen af håndværkerkvarterets piger og det i sig selv gjorde måske det hele værd. Altså, udover at han ikke længere havde så stor en hemmelighed for hende.

Han åndede ud og trak lidt på skuldrene. “Det ved jeg ikke. Jeg vidste det bare, tror jeg?” konstaterede han og kløede sig lidt i nakken med den frie hånd. Han smilede svagt. “Det er vist ikke så hjælpsomt.”

[Flora Brygger]

Hun var ikke længere vred på ham, og i stedet syntes Flora kun at det bragte dem tættere sammen. Som den manglende brik i deres allerede forsejlede venskab. Hvor måtte han have følt sig træt alle de fester hvor hun havde spurgt om den ene og den anden pige. Hun blev helt led ved tanken; at have udsat ham for det.

Flora rystede på hovedet. "Ikke rigtigt" Hun smilte let. Hun ville nok finde ud af det på et tidspunkt. Desuden havde hun jo Minette at tænke på og det gav bare ikke særlig meget tid til fremtiden.

[Magnus Våbensmed]

Magnus smilede svagt beklagende, men følte sig også stadig lettet og gav hendes hånd et lille klem. I et par øjeblikke var der stille, men det var ikke akavet.

"Fortæl mig om hende," bad han til sidst.

[Flora Brygger]

Der var en dejlig ro, en ro de nok begge havde manglet. For Flora syntes det hele lidt lettere og det var rart at de havde fundet hinanden igen som det før havde været.

"Hun er drabant, og har det har tykke mørke hår som krøller let ude i enderne af og til." Kom det fra Flora der mærkede smilet sitre. "Brune øjne.. De der rigtig dybe"

[Magnus Våbensmed]

Magnus smilede en anelse over Floras ord. Hun var måske i tvivl selv, men man skulle være ret dum for ikke at se, at hun var ret betaget. Hugon Kammertjener tegnede sig for hans indre blik og alene tanken gjorde ham varm indvendig.

"Har hun det på samme måde?" spurgte han dæmpet, et svagt smil på læberne.

[Flora Brygger]

De lignede måske hinanden på det punkt. De kunne gennemskue hinanden før de selv havde en chance for at sætte ord på hvad der foregik og Flora kunne mærke at det hjalp at lukke lidt op for det hele nu hun ingen havde haft at dele det med.

"Jeg håber det? Jeg føler at jeg kan mærke noget fra hende, men jeg ved det ikke. Jeg ved ikke om det bare var for sjov, eller noget der bare skulle prøves. Desuden.." hun sank en enkel gang.

"Der er jo ikke noget i det Magnus. Hvorfor søge efter noget der ingen fremtid er i? Mine forældre håber jeg gifter mig igen" hun rystede lidt på hovedet. Selvom bryggerforældrende var forstående så ville de gerne se deres børn glade og trygge og det var naturligvis at de blev gift.

[Magnus Våbensmed]

Magnus lyttede tavst, men opmærksomt og smilede ganske svagt, omend en kende trist, da hun nåede frem til det sidste.

"Det er spørgsmål, jeg har stillet mig selv et utal af gange," indrømmede han og åndede ud. "Jeg ved godt, at det ikke kan undgås forevigt, men jeg ved også, at jeg ikke kunne blive ved med at narre mig selv. Jeg vil dog heller ikke narre en kvinde, der ikke ved, hvad hun... Går ind til."

[Flora Brygger]

Selvom Flora havde været gift, og haft det godt som hustru så vidste hun ikke hvor meget hun ville ønske det for fremtiden. En mand der ikke forstod hvis hun ikke havde lyst, eller hvorfor hun virkede uinteresseret. Marius havde været en helt anden og der havde havde hun levet et helt andet liv. Nu var der en anden.

Hun blinkede et par gange og greb ud efter Magnus' hånd igen.

"Det er synd at vi ikke kan gifte os med hinanden" småsmilte hun.

[Magnus Våbensmed]

Magnus så lidt forundret på Flora. Tanken havde ikke strejfet ham før og selvom hun sagde, at de ikke kunne, kunne han ikke helt slippe tanken igen.

"Ville du overveje det, ellers?" kunne han ikke lade være at spørge, rent hypotetisk, blikket nysgerrigt. "Jeg mener. Velvidende at jeg ikke..."

[Flora Brygger]

Hun havde ikke for alvor overvejet det da det var gået op for hende hvem Magnus så efter, og da slet ikke da hun selv ikke længere så efter ham. Hænderne gned om hinanden, og hun vendte blikket bort. Tænderne pressede mod underlæben imens tankerne kørte.

Planen var ikke umulig. Ingen ville fatte mistanke og hun var sikker på at begge deres familie ville bifalde det. Så så hun på ham igen. De nøddebrune øjne var store som de flakkede let hen over vennens ansigt.

"Ja." svarede hun derfor uden at lyde hverken tøvende eller afvisende. "Ville du? Jeg har jo Minette, og hun har brug for en far" Det var nok den allervigtigste faktor i hele deres hypotetiske leg.

[Magnus Våbensmed]

Magnus var en lille smule rundt på gulvet over aftenens udvikling og han havde svært ved at tro på, at Flora rent faktisk ville gå med til det. Omvendt stod han pludselig overfor muligheden for at få et barn; noget, som han ærligt altid havde tænkt, der ikke ville ske for ham. I hvert fald ikke med god vilje.

"Minette og jeg er jo allerede gode venner, ikke?" svarede han med et lille, skævt smil, før han tilføjede, mere alvorligt: "Jeg holder meget af hende. Og af dig," han tog en indånding. "Du er sikker på, at du ikke ville stå om et par år og hade mig for, at jeg ikke giver dig... Mere?"

[Flora Brygger]

Flora havde været forelsket i Magnus op til flere gange gennem sin barndom og starten af voksenlivet. Men han havde aldrig reageret på det, og hun var ikke typen der aggressivt ville påpege det. Det løb ud i sandet og så var der jo Marius.

Magnus og hende var et godt sted. Hun havde ikke længere de slags følelser for ham. Men hun ville altid elske ham, og ville altid betyde meget for hende. Det hele blev nemmere ved at han allerede var en del af hendes indergruppe og at han kendte Minette. Hun blinkede et par gange og mærkede hvordan tårerne pludselig pressede på.

"Jeg.." Hun vred hænderne mod hinanden. "Jeg holder også så meget af dig, og jeg ville kun være beæret over hvis du ville kalde mig din kone" Ægteskab kunne være mange ting, men det var først og fremmest et partnerskab.

"Så længe du respektere mig. Så længe vi er en familie først og fremmest og at vi altid vil støtte hinanden.." Hun skævede til ham.
"Men jeg håber at du vil holde om mig om natten når det er koldt.." Hun stak en albue i hans side i et forsøg på at lette stemningen.

[Magnus Våbensmed]

Magnus så, at hun blev berørt og han tøvede ikke, før han rakte ud og tog hendes hånd. Han gav den en klem og kom til at le en anelse over hendes sidste ord, selvom han nikkede til det første. Små smilerynker var ud for øjnene.

"Ellers kan jeg altid sørge for et par gløder til en glødekasse," drillede han, men holdt lidt fastere om hendes hånd. "Jeg ville gøre alt det bedste, jeg kan for dig. Det håber jeg, at du ved. Men du må også gerne tænke over det, Flora. Jeg bliver ikke sur, hvis det ikke er det du vil."

[Flora Brygger]

Flora kom også til at le en smule og tørrede tårerne væk med håndfladen. Hun trak vejret dybt ind et par gange og mærkede at roen langsomt sænkede sig over hende igen.

Alene tanken om at de ville tilbringe tid sammen om aftenen, hygge sig ved ilden. Læse og bare give hinanden tryghed varmede for fremtiden, og kunne give dem begge den ro de havde brug for.

Hun rystede på hovedet. "Jeg er ikke i tvivl" hun grinte igen og holdte hans blik med sit eget. "Fri til mig Magnus" bad hun med et svagt drillende glimt i de brune øjne.

[Magnus Våbensmed]

Magnus håbede virkelig, at Flora var sikker. Hans hjerte tilhørte Hugon Kammertjener, men han ville oprigtigt gerne tage sig godt af veninden og hendes datter, men han vidste også, at han ikke kunne tilbyde mere end det.

Derfor så han også lidt beklemt ud over hendes ord, selvom han forstod, at de var spøgende. "Flora," bad han alligevel dæmpet, en anelse ubekvem.