Delt hemmelighed

[Flora Brygger]

Fejringen af lystfesten var godt i gang; mange mennesker blandede sig på kroen og myldrede ud op gaden og videre. Et nogenlunde stort træ stod i midten og var omringet af varme lys og småpynt. Flora var iført en af sine pænere kjoler med et forklæde for så hun stadig kunne betjene kunderne.

Ved et bord, alene sad en velkendt ung mand, som kun fik Floras smil til at vokse sig stort. Hun nærmede sig Magnus Våbensmed med lette skridt og satte et nyt krus med krydret øl foran ham.

"Fik du fejret lyset med din familie?" spurgte hun og slog sig ned på den ledige stol.

[Magnus Våbensmed]

Magnus sad diskret og kastede lidt lange blikke efter Hugon Kammertjener, da en velkendt stemme brød ind i hans boble og fik ham til at dreje hovedet. Blikket landede på veninden og et lille smil gled frem over læberne, som han tog taknemmeligt imod kruset.

“Som det sig hør og bør,” svarede han og fulgte hende med blikket. Hans eget spillede lidt. “Hvad har jeg gjort for at fortjene det her?” Han så sigende på kruset.

[Flora Brygger]

Magnus kunne ikke skjule noget for hende, og hun kastede også selv et blik mod Hugon ganske diskret før hendes opmærksomhed tilhørte vennen. Hun havde stået på fødderne længe og fingrene gjorde ondt efter en times strengespil.

"Du så ud som om du kunne trænge til det." svarede hun stille og lagde sin hånd mod hans frie. Fingrene gled let over håndryggen.

"Du ser ynkelig ud"

[Magnus Våbensmed]

Magnus havde formået at holde sit forhold til Hugon skjult for alle andre end sin mor i snart et helt år, men han burde måske have forudset, at det var et spørgsmål om tid. Det havde han dog ikke, og af samme grund forstod han ikke, hvad Flora hentydede til.

Blikket gled til hendes fingre over hans, hvilket forekom ham mærkværdigt, men ikke lige så meget som ordene, som trak et muntert fnys fra ham. "Jamen, tak for det, da," svarede han og hævede brynene af hende. "Hvad skal det sige?"

[Flora Brygger]

Flora slap hans hånd og tog i stedet om sit eget krus og tog en let tår. Hendes blik forblev dog på Magnus i stedet som et smil sneg sig.

"Du drikker alene. - og hvem er ham du sender lange blikke?" spurgte hun direkte, men i en let hvisken.

[Magnus Våbensmed]

Magnus følte sig pludselig varm om nakken. Han anede ikke, hvor længe Flora havde mistænkt ham; om det var en ny idé, eller noget, der var vokset over længere tid. Han svedte pludselig lidt under hendes blik, selvom det ikke var varmt og tog en god tår af kruset, der sparede ham nogle sekunder.

"Aner ikke, hvad du mener," mumlede han ned i det og så svagt advarende på veninden.

[Flora Brygger]

"Han ser sød ud" svarede Flora roligt med et lille smil. "Vi behøver ikke tale mere om det" afsluttede hun stedet for også at vise at hun hørte hans advarsel.

"Jeg har noget jeg skal vise dig" mumlede hun og mærkede selv varmen i kinderne da hun skubbede et lille papir hen over bordet af en skitseret kvinde.

[Magnus Våbensmed]

Flora havde altid haft en evne til at prikke til de ting, som Magnus helst ikke ville tale om. Måske var det ærligt talt en af grundene til, at de var så gode venner, selvom han heller ikke ville indrømme dét. Hans skuldre faldt dog lidt, da hun lod emnet falde, selvom det blev ved med at nage i hans tanker, at hun vidste noget.

Det kunne da også ses et sted i hans blik, men han tog villigt imod emneskiftet. Det hindrede dog ikke brynene i at trække sig undrende sammen, da hans blik faldt på den aftegning af kvindekroppen, som hun gav ham. Hvilket tvetydigt signal at sende. Han skævede op på hende, spørgende. Han kunne dårligt sige ordene hvad skal jeg med det, for mange mænd på hans alder ville sikkert være glade for et sådant, men spørgsmålet lå i blikket.

[Flora Brygger]

Calanthe Pottemager var ikke afklædt eller fuldt afbilledet. Kun hendes ansigt og dele af hendes skuldre var vist. Det var tegnet i sløv hånd så hun ikke var alt for genkendelig. Floras kinder blev endnu mere varme.

"Lad os bare sige at jeg forstår dig" bemærkede hun sigende før hun trak papiret tilbage og pakkede det væk ind under hendes kjole.

"Kom, følg mig" bad hun og rejste sig. Uden at vente på svar trak hun Magnus afsted gennem krostuen og ud bag ved hvor køkkenet og de private rum mødte hinanden. Selvom hun delte værelse med sine søskende var de alene nu.

[Magnus Våbensmed]

Det var først, da hun forklarede, at Magnus fattede, hvad hun mente. Han nåede ikke mere end at se komplet forbløffet ud, før hun var på benene og havde grebet fat i hans skjorteærme. Af samme grund havde han intet andet valg end at følge med, selvom det var en lidt klodset affære for ham, fordi han knapt nåede at få fodfæste.

Han lod hende dog, stadig overrasket, og det var tydeligt på hans ansigt, som han så ned på sin veninde. “Hvad…?” måtte han dog alligevel spørge, bare for at være helt sikker.

[Flora Brygger]

Da de endelig var alene, væk fra larm og nysgerrige blikke kunne Flora endelig få luft. Måske håbede hun også at Magnus så ville være ærlig med hende. De havde kendt hinanden for længe til andet.

Hun satte sig på sengen og strøg en rød lok om bag øret, før blikket søgte ham. "Vi har kysset lidt" lagde hun ud. Calanthe Pottemager var drabant og selvom de begge var fra gode borgerlige familier så var de begge kvinder og selvom Floras mor måske nok ville kunne se igennem fingrene med det, ville hendes far have svært ved at sætte sig ind i det. Særligt fordi hun allerede havde været gift; med en mand.

[Magnus Våbensmed]

Magnus burde helt sikkert ikke være på Floras soveværelse, selvom han udmærket vidste, at der ikke ville ske noget fordækt der. Det gjorde resten af verden dog ikke, men det hun fortalte ham var så overraskende, at han end ikke kunne tænke på det. Til gengæld gled han ned at sidde ved siden af hende, blikket på hende.

"Oh," sagde han dæmpet, før han så lidt frem og vendte den nye information i hovedet. Så så han på hendes ansigt igen, der antydede, at det ikke kun var for sjov. "Er du...?"

Han vidste ikke, hvorfor han kun formåede at tale i uafsluttede sætninger, men ikke desto mindre.

[Flora Brygger]

"J-jeg. Jeg ved det ikke. Det var aldrig sådan med Marius, det var jo næsten skrevet i stjernerne og mine forældre så det så gerne ske" sukkede hun og vred sine hænder let mod hinanden. Hendes mand havde med sikkerhed elsket hende, og hun ham. Men sammen med Calanthe var det noget fuldstændig andet.

"Men du er. Ikke?" hun greb ud efter hans hånd og knugede den tæt.

[Magnus Våbensmed]

Magnus kunne godt forstå det. Det havde selv taget en del år, før han helt havde indset og accepteret det, for han var jo opfostret til at tænke andet. På trods af det var det ikke nemt at sige højt og han tøvede også nu.

"Jo," endte han dog med at svare, hvilket gjorde Flora til det tredje menneske, der kendte sandheden. Han måtte stole på, at hun holdt det for sig selv. "Jeg har... Ikke rigtigt været i tvivl de sidste år."

[Flora Brygger]

Det lettede endelig at få det bekræftet. Flora havde haft sine antagelser i et par år. Særligt fordi de aldrig var blevet kærester, og fordi Magnus aldrig var interesseret i at finde en sød pige, der ikke var hende. Det hele faldt på plads og et let smil samlede sig om hendes læber.

Hun trykkede hans hånd igen. "Hvad gjorde, at du følte dig helt sikker?"