Varme ved ilden

[Veronique af Sangy]

Veronique var ikke sladdervorn, men hun betragtede heller ikke snakken med Hugubert som sladder. Han var en af hendes nærmeste venner, trods aldersforskellen og hun anså ikke hans spørgsmål for mere end almindelig interesse.

"En sygdom i brystet, så vidt jeg husker. En ubehagelig affære, uden tvivl," genkaldte hun sig, tydeligvis ikke helt sikker, men absolut ikke uden sympati. Adelsfrøknerne var familie, omend længere ude. "Du har dog nok ret i, at det skulle kunne lade sig gøre at finde en mand af en nogenlunde familie, der kan lette den økonomiske byrde for dem."

[Hugubert af Morgis]

Hugubert så bedrøvet ud da han hørte hendes ord. Lette den økonomiske byrde. Han drak lidt af sin te og sukkede dybt.
"Det er et under for mig, at kvinder ikke kan leve et selvstændigt liv." Sagde han. Et problem han først havde lagt mærke til efter han havde fået en datter.

[Veronique af Sangy]

Veronique smilede svagt over Huguberts ord, men fandt dem også lettere utopiske. "Nogle ville påstå det samme om mænd," pointerede hun da også med et sjældent spillende blik, selvom hun ikke direkte sagde, at Pierre af Sangy ville have haft mægtigt svært ved at holde det hele kørende uden hendes hjælp.

"Men jeg er for så vidt enig i, at det kan være en udfordring for de kvinder, som ikke får lov at gå på universitetet - eller endda væbnerskolen," svarede hun og havde en lille trækning omkring kæben ved det sidste. Aelin kunne på sigt forsøge sig selv, men til hvilken pris?

"Men så vidt jeg ved, studerer den yngre, Fleur. Hvis den sti fortsætter, kan der velsagtens blive et behov for nogen til at se efter børnene. Det er ikke et uhørt hverv for en ugift kvinde," musede hun, måske lidt ekstra interesseret, hvis det skulle ende med, at det var hendes egne børnebørn, der blev tale om. Ikke, at hun var sikker på, at det ville være godt at have begge de rødhårede søstre under samme tag som Theuderic af Sangy.

[Hugubert af Morgis]

Hugubert smilede skævt over hendes ord og grinede endda lettere afdæmpet. Han syntes dog stadig, at det var ærgeligt at det bedste han kunne håbe for sin datter var at hun blev godt gift. Det var på mange måder, at smide sin skæbne i hænderne på andre. Han brød sig ikke om det.


"Javel." Bemærkede han måske en smule uinteresseret. Fleur af Aren havde allerede skuffet ham bravt, ikke at han var typen der ønskede kvinder forblev jomfruelige, men han brød sig ikke om at man legede med folks følelser sådan som han syntes hun gjorde det.
"Ønsker du at hun bliver gift med din søn?" Spurgte han så.

[Veronique af Sangy]

Veronique tog sig ikke så meget af det begrænsede svar, for hun udnyttede det lige så meget som en mulighed for at vende sine egne tanker. Derfor slap hun også en hørlig udånding og satte tekruset fra sig. "Det er et spørgsmål med et meget kompliceret svar," sandede hun.

"Hun, eller hendes søster, havde været et mere passende parti for Tómas, men hvis Theuderic viser sig at have en reel interesse..." Hun pressede læberne lidt sammen. "Det er ikke, hvad jeg ville have valgt for ham," konkluderede hun til sidst.

[Hugubert af Morgis]

"Det ville måske være problematisk at gifte nogen af dem med Tomas." Sagde han. "Hvis Theud har haft en affære med Fleur af Aren." Sagde han.
"I så fald ville det nok være bedre, at gifte de to med hinanden. Også selvom det måske ikke er et match der er bygget på kærlighed." Bemærkede han. Han kunne i hvert fald ikke forestille sig at de elskede hinanden, siden Theud behandlede hende med så lidt respekt.

[Veronique af Sangy]

Veronique slap en medgivende lyd med en trækning ved munden. “Nu er kærlighed heller ikke det vigtigste i det henseende,” pointerede hun. Der havde i hvert fald ikke været kærlighed mellem hende og Pierre af Sangy, da de blev gift, men de havde alligevel fået fire børn og samarbejdede nogenlunde, når Pierre formåede at slippe sit andet arbejde.

“Problemet er, at Theuderic allerede har lovet Tómas væk til Josephine af Aren, og efter hvad jeg hører, er det et tvivlsomt match. Vi kan dog dårligt trække os uden at fornærme Arenslægten, hvilket vi da heller ikke ønsker, men det kan hænde, at det må blive Theuderic selv, der ender med at bære byrden.” Hun sukkede og tog sig lidt til den ene tinding. Der var hovedpiner nok at komme efter i Levagny, viste det sig. “Men ærligt talt, Hugubert, så er hun ikke et oplagt parti for en fremtidig greve, familie eller ej.”

[Hugubert af Morgis]

Hugubert trak sine øjenbryn sammen og lænede sig til den ene side i stolen, mens han hvilede sin ene arm på armlænet og kløede sig lidt på hagen.
"Sandt." Bemærkede han afdæmpet. "Måske burde i finde en helt anden til ham. Ikke en Aren pige, men en fra en familie hvor der er lidt mindre.. Kaos." Bemærkede han. Han følte i hvert fald selv at det han havde set var ret dramatisk og ikke særlig tiltalende at få som svigerfamilie.

[Veronique af Sangy]

Veronique var glad for, at Hugubert forstod hendes kattepine. Hun åndede tungt ud. "Du har nok ret, men det ville potentielt sætte vores forhold til Reginalde over styr. Måske må jeg genbesøge Laudine som et potentielt parti til Tómas," tænkte hun lidt højt, før hun viftede lidt med hånden.

"Men nok om det. Jeg skal ikke belemre dig med alle mine hovedpiner," konstaterede hun. "Fortæl mig i stedet, hvordan det går dig."

[Hugubert af Morgis]

Hugubert bemærkede at han fik et lille, besynderligt stik i sit hjerte, da hun sagde at hun ville overveje at gå efter Laudine. Han tænkte at han bare havde sympati for kvinden, siden hun havde det så svært.
"Der er ikke meget at sige desværre." Sagde han og drak lidt af sin te.
"Her går det som det plejer." Bemærkede han og så ned i sin te. Han havde forlængst opgivet at blive lykkelig, nej, han var tilfreds med tilværelsen, på en lettere skuffet men realistisk måde.

[Veronique af Sangy]

Veroniques skarpe blik så Hugubert lidt an og selvom der stadig var mildhed i hendes træk, så holdt hun sig ikke tilbage fra at komme med sin velmenende mening.

"Jeg ved, at du var glad for Ermina," begyndte hun. Det var elleve år siden nu. "Men du kan vel næppe blive ved at udskyde det uundgåelige?" prikkede hun blidt. Ikke, medmindre han ønskede, at hans bror skulle arve Morgis.

[Hugubert af Morgis]

Hugubert burde måske ikke være overrasket over emnet, men det kom alligevel bag på ham. Han smilede en anelse.
"Det har ikke været i tankerne, men du har ret i, at jeg bør finde en hustru snart." Sagde han.
"Måske vil jeg bruge min tid her i Levagny til at finde en, hvis der er en ung kvinde, der kan holde mig ud." Han sukkede dybt ved tanken om hvor skuffede kvinderne ville se ud, når det gik op for dem at han ville danse med dem.

[Veronique af Sangy]

Veronique havde nok at gøre med at hundse med sine egne børn og se at få dem gift, men hun kerede sig for Hugubert og her var hendes interesse af venskabelig karakter. Hun smilede da også over hans ord. "Åh, nu må du ikke sætte dit eget lys under en skæppe," skændede hun mildt. I hendes øjne var Hugubert et glimrende parti at få.

"Jeg tilbyder gerne min assistance, hvis du ønsker det," tilføjede hun, skønt hun allerede havde meget at se til. Sandt at sige ville han være et godt bud på et parti til Aelin Mélanie af Sangy og hun kunne ikke lade være med at muse lidt over det i stille sind.

[Hugubert af Morgis]

Hugubert smilede en anelse over hendes ord. Hun var en venlig kvinde, det måtte man sige, men han vidste også at hvis han involverede hende, ville det gå stærkt og han var ikke helt klar endnu.
"Det skal jeg huske, det er venligt af dig." Sagde han og drak en tår af sin te. Derefter ledte han samtalen hen på Morgis lenets tilstand og økonomi og hørte også lidt om hvordan det stod til med Sangy, inden de begge sagde farvel og på gensyn. Hugubert havde dog alle planer om at høre om hvad der ville ske efterfølgende med Veronique og hendes børns dramaer.

Afsluttet.