Varme ved ilden

[Hugubert af Morgis]

Veronique af Sangy

Det havde været koldt længe og pejsen var derfor tændt næsten konstant fra morgen til aften. Hugubert var rykket ind i stuen og sad ved det lille arbejdsbord og skrev på et brev. Han havde inviteret Veronique til at komme over til te, han håbede på at hun ville blive indtil Sibonie dukkede op efter skole. Han havde i hvert faldt sendt en soldat og en kammerpige afsted for at hente hende, så de kunne bruge noget mere tid sammen mens han var i Levagny.

Da en af tjenerne dukkede op og anmeldte hendes ankomst, rejste Hugubert sig op og ventede på at hun trådte ind i lokalet. Tjenerne var allerede gået for at få køkkenet til at lave te og han satte sig ned i en af de polstrede træstole og lavede en gestus mod den anden, så hun kunne varme sig ved pejsen.
"Veronique." Sagde han. "Tjeneren er gået for at hente te, er der noget andet du vil have?" Spurgte han, som altid interesseret i at hun følte sig hjemme hos dem, da hun havde været en stor hjælp efter Sibonies mor døde og hans egen mor havde været for gammel til at hjælpe med datteren.

[Veronique af Sangy]

Der var en del gode ting ved at være rykket til Levagny, herunder at hun kunne se sin familie, men i særdeleshed også, at det bragte hende tættere på Hugubert og Sibonie. Derfor glædede hun sig også til dagens besøg og var i godt humør allerede, da hun blev vist ind i stuen.

"Hugubert," hilste hun varmt og med et smil, der afspejlede det, før hun taknemmeligt tog imod invitationen og gled ned at sidde. "Te er udmærket," bekræftede hun og så ikke efter tjeneren, der forsvandt for at videregive Grevindens ønske. Hendes blik forblev på ridderen. "Fortæl mig, hvordan går det med jer?"

[Hugubert af Morgis]

"Det går udemærket." Sagde han og smilede en anelse til hende. Han havde aldrig været en mand, der talte meget, men Veronique havde en evne til at få det frem i ham.
"Sibonie klarer sig godt i skolen. Og jeg har besluttet at bruge lidt tid i Levagny, så jeg er tæt på hende." Sagde han.
"Det betyder også at folk forventer jeg dukker op til deres selskaber og fester, desværre." Bemærkede han og skar en diskret grimasse.

[Veronique af Sangy]

Veronique smilede over hans ord. Det var glædelige nyheder for hende, at hun fin muligheden for at se de to mere end hun havde den seneste tid.

En munter, overbærende lyd undslap hende. "Det er svært at få det ene uden det andet," medgav hun, selvom hun selv var glad for at være tilbage i selskab. "Men jeg er sikker på, at Sibonie bliver glad for det."

[Hugubert af Morgis]

Hugubert smilede en anelse og nikkede. Det håbede han også, til sommer kunne det være at de kunne komme tilbage til Levagny. Han foretrak i hvert fald at holde sine somre på landet, hvor man kunne hoppe i floden og bade.
"Og hvordan går det med dig?" Spurgte han. "Har din familie det godt?" Spurgte han.
Derefter kom tjeneren ind med teen og satte det på et lille bord imellem de to stole, Hugubert takkede ham og gav ham lov til at gå, hvorefter han selv skænkede teen op.

[Veronique af Sangy]

Veronique smilede overbærende og tog en indånding ved spørgsmålet. "Det er godt at se dem igen," begyndte hun og mente det såmænd også.

"Men jeg er utvivlsomt også en uro for dem. Der lader til at være mange tråde at rede ud, og hidtil har det fået lov at stå til."

[Hugubert af Morgis]

"Du kan da aldrig skabe uro." Sagde han og blev fornærmet over hvordan hun talte om sig selv på hendes vegne.
"Hvilke tråde er der at rede ud? Er der problemer?" Spurgte han og rynkede øjenbrynene en smule bekymret. Han ønskede hende kun det bedste, siden hun altid havde været så god ved dem.

[Veronique af Sangy]

Veronique viftede let med en hånd af hans ord og smilede svagt. Hun vidste, at det var sandt, men rollen var ikke ny for hende og hun havde påtaget sig den.

"Så mange, som tre ugifte børn og en mand, der helst foretrak at være sig sit ansvar foruden, nu kan give," svarede hun ærligt og kun fordi, det var Hugubert. Andre ville hun aldrig tale så åbent til, men han var en af hendes meget få fortrolige. Det var også kun derfor, at hun fortalte det næste:

"Tómas, min yngste, er forlovet med Josephine af Aren, men var hellere fri og hans storebror deler tilsyneladende seng med en af min brors rødhårede børnebørn, som ellers kunne være hans lillebrors redning fra et på forhånd kuldsejlet ægteskab."

Nu vidste hun, at det nok havde været Theuderics grund til at foreslå den ældre Laudine som et match til sønnen, frem for den yngre Fleur af Aren. Nu var hun da også tilbøjelig til at følge det, hvis den ældste datter endnu ikke var lovet bort.

[Hugubert af Morgis]

Huguberts ansigtsudtryk blev tænksomt, mens hun talte. Det lød som om, at det var kompliceret. Det var selvfølgelig også nemt for ham at sige, han skulle jo kun tage stilling til sin datter. Hans forældre var for gamle til at skabe problemer og hans søskende havde deres egne liv.

"Rødhårede? Det skulle vel ikke være Fleur af Aren eller Laudine af Morgis ?" Spurgte han og løftede overrasket sine øjenbryn. Han kunne ikke tro at Laudine ville lægge i med nogen udenfor ægteskab, men hans søster kendte han ikke noget til.

"Jeg troede Fleur af Aren var glad for Lanval af Suilleaux ." Sagde han og fik et bekymret blik i sine øjne. Måske var hun bare ude efter en flot titel, hvis han blev lensarving. Det var noget han blev nødt til at fortælle ham, han ønskede ikke at nogen ung mand tog en forkert beslutning, specielt ikke en som var hans vens nevø.

[Veronique af Sangy]

Veronique hævede et bryn let over Huguberts overraskelse, men nikkede. "Ganske så," medgav hun og rynkede lidt på brynene af den nye information.

"Jeg kender intet til hendes relation til væbner Suilleaux," indrømmede hun. "Blot at jeg nu forstår, hvorfor min ældste søn havde indvendinger mod et partnerskab mellem hende og hans lillebror."

Hun tog imod en kop med te og slap en udånding. "Kender du frøknerne? Jeg gjorde selv, da de var meget yngre, men der er mange år siden nu."

[Hugubert af Morgis]

Hugubert trak øjenbrynene sammen, mens han rakte ud efter sin kop med te og tog en tår af den. Han overvejede hvad han skulle gøre nu, men han burde nok i virkeligheden tale med væbneren om det. Ægteskab var en alvorlig sag og han ønskede ikke at hans ven nevø, ville starte sit kærlighedsliv ud med en kvinde der elskede en anden.

"Jeg har haft fornøjelsen af at tale med Nådigfrøken Laudine et par gange, Fleur har jeg kun set til selskaberne kortvarigt." Bemærkede han.
"Det virker som om deres moder er meget ivrig efter at få dem gift væk." Sagde han med et anstrengt smil.

[Veronique af Sangy]

Veronique trak medgivende på den ene skulder. “Jeg kan ikke sige, at jeg bebrejder min kære niece det,” konstaterede hun, selvom Emony af Aren kunne være mere yndefuld omkring det, hvis Veronique selv skulle sige det. Desperation var ikke en klædelig farve, men måske hun ville være på samme måde, hvis hun havde tre døtre, der endnu ikke var lovet væk. Det var slemt nok at have fire ugifte børn selv, skønt tre af dem var sønner.

“Hendes døtre er trods alt blot børn af Reginaldes lillebror, og den ældste af dem, Laudine, er ikke længere helt ung. Så vidt jeg husker, er hun på alder med Aelin, som ærligt også er ældre, end jeg ville have foretrukket før ægteskab, men hun har i det mindste Pierres faderskab til sin fordel.”

[Hugubert af Morgis]

Hugubert nikkede langsomt, hun havde nok ret. Han havde jo også kun en datter selv og hun var så ung, at han ikke engang tænkte på ægteskab endnu. Han håbede faktisk, at hun ville blive så dygtig at hun ikke nødvendigvis behøvede at gifte sig men kunne tage en profession.

"Laudine virkede også ældre på mig." Sagde han og drak lidt af sin te. Laudine var dog stadig smuk, selvom hun ikke var så ung som mange af de andre ugifte komtesser. Han havde dog aldrig rigtig brudt sig om tanken om at gifte sig med en, der lige var kommet ud af pigeskolen. Det var for tæt på hans datters alder.
"Så Laudine eller Fleur har aldrig været forlovede?" Spurgte han. "Jeg fandt aldrig ud af om de var afsat andet steds." Bemærkede han så henkastet som muligt.

[Veronique af Sangy]

Veronique nikkede, ikke uden sympati for sin nieces situation. Alle vidste, at det ikke blev nemmere at afsætte døtre til gode partier, når først de havde passeret de tyve og hun kunne kun forestille sig det økonomiske pres, som baronens lillebror efterhånden måtte føle. Hun tog en tår te, før hun slap en dæmpet lyd.

"Ikke efter mit vidende," konstaterede hun, og det i sig selv var en rimelig garanti. Selvom hun havde været i Sangy det meste af tiden, havde hun altid holdt sig opdateret. "Ikke, at det udelukkende har været i deres hænder. Laudine var, som jeg husker min bror fortælle, et pragteksemplar fra pigeskolen og hun ville utvivlsom have været gift for længst, hvis ikke den frygtelige sygdom havde slået kløerne i hende og forhindret den resterende uddannelse."

[Hugubert af Morgis]

"Sygdom?" Udbrød han overrasket og rynkede sine øjenbryn sammen i en alvorlig mine. Han huskede hvordan hun stædigt havde ville gå resten af vejen hjem. Det var da dumt, hvis hun var svagelig.
"Hvilken sygdom? Hun virkede rask til lysfesten." Bemærkede han tænksomt og drak lidt mere af sin te.
"Mon ikke hun finder et passende parti alligevel." Tilføjede han derefter og så ned i sin tekop.