En skønhed fortjener det skønneste

[Zacherie Dome]

Kaylein Af Aren

Det var altid en fornøjelse at være hos Aren pigerne, der altid fik lavet kjoler der var af den højeste kvalitet. Zacherie var kommet med sit måleudstyr, en kostbar snor med streger på samt andre dingenoter. Pigerne voksede jo i denne alder, så han kunne ikke regne med at deres mål var det samme som tidligere. Derfor var der ingen skade sket, ved at sige at de skulle måles op igen inden de fik lavet nyt tøj. Det var noget andet med de ældre komtesser, der skammede sig over at lægge sig ud og blive ældre, dem skulle man være mere forsigtig med.

Zacherie trådte ind i stuen hvor Kitty allerede var klar. Han smilede en anelse høfligt til hende og hendes moder, planen var at han ville tage hen til de andre piger efterfølgende og måle Laudine af Morgis og Fleur af Aren op også.
"Godeftermiddag Nådigfrue og Nådigfrøken." Hilste han og bukkede dybt.
"Det er en glæde at møde Dem igen, jeg kan se at Kitty er vokset en helt del siden vi sidst målte op til en ny kjole." Sagde han og rettede sig op, mens han lagde armene på sin ryg.
"Hvis De vil tage plads på en af stolene, så vil jeg måle Deres datter op." Bemærkede han og moren smilede en anelse, inden hun satte sig ned på stolen.

Zacherie slog hånden ud mod den udfoldede skærm, der sørgede for at Kitty ville få en smule privatliv, mens hun klædte om.
"Hvis De vil være så venlig Nådigfrøken, jeg kan desværre ikke få de rigtige mål hvis De beholder tøjet på. De kan dog beholde Deres underklæder på ligesom sidste gang." Sagde han og smilede venligt til hende, mens han blev stående og gav hende den tid hun havde brug for.
"Når De er klar, kommer jeg og måler Dem op." Bemærkede han og bukkede hovedet i en høflig gestus.

[Kaylein Af Aren]

En ny kjole var altid noget som den yngste Arenpige så frem til. At hun ikke var særligt god til at passe på sine kjoler, var en helt anden sag. Hun glemte tit at passe på dem og vadede ud i vejr, vind og søer uden at tænke sig om. Det gode ved at få en ny kjole var, at skrædderen kom på besøg. Han var en flot mand, selvom han var meget ældre end Kitty selv og var langt under hendes status. Hun nød bare altid hans selskab. Manden fik hende til at føle sig som en moden og smuk kvinde, hvilket hun nød, da de fleste andre behandlede som en dum lille pige.

Kaylein trippede som en forventningsfuld hund og ventede på sin tur. Hun rødmede da også let, da han påpegede, at hun var vokset. Trods alt var hun blevet 15 år og det var hun stolt af. I virkeligheden så hun ikke sig selv som en lille pige mere, men mere som en ung kvinde. “Hvad har de med i dag hr. Dome?” spurgte hun nysgerrigt i håb om, at han ville trylle hende om til en ægte prinsesse.

Med smårøde kinder trådte hun om bag skærmen og klædte overdelen af kjolen af. Det føltes helt bart uden den, trods undertøjet alligevel var ret dækkende. “Jeg er klar” næsten hviskede hun mens hun prøvede at se rundt om skærmen. Kaylein havde næsten glemt sin mors tilstedeværelse, fordi al hendes opmærksomhed var på Zacherie. “De må se mange adelsdamer på en dag” påpegede hun med et smil.

[Zacherie Dome]

Zacherie elskede sit arbejde lige netop på grund af piger som Kitty. Julelyset i deres øjne, de smukke klæder som fik dem til at stråle, han solgte en drøm til dem. En drøm om at de kunne få det bedste liv, en drøm om at de ville blive lykkelige.

"Alle de nyeste stoffer og ideer passende til en ung kvinde, der snart skal ud og vises frem." Erklærede han med et smil og ventede tålmodigt på at hun gik ind bag skærmen.

Zacherie fulgte efter hende med langsomme skridt og tog plads bag skærmen, hvor han gik igang med at måle hende med præcise, erfarne hænder. Hans fingre gled af og til mod hendes sarte hud, et lille fingerstrejf her og der, der var så diskret det knapt kunne ses.
"De er så sandelig ved at blomstre." Sagde han og smilede en anelse.

Da han var færdig med at måle hende op, lagde han målebåndet op af skærmen og fremtryllede i stedet en lille rose fra sit ærme.

"En gave til den smukkeste rose." Sagde han og rakte den til hende.

[Kaylein Af Aren]

Som Gennevotes veninde havde Kaylein ikke set, hvordan hun egentlig blev behandlet som prinsesse, men hun forestillede sig, at når veninden var på paladset, var det præcis som Zacherie behandlede hende nu, at Gen blev forkælet. Hun nød opmærksomheden til fulde, da det ikke var så tit, at en rigtig mand virkelig så hendes vej. Hun vidste måske inderst inde godt, at det var hans arbejde at få hende til at føle sig sådan, men den romantiske side af hende lappede det i sig.

“Jeg er blevet 15 år” mumlede hun i mangel af bedre, men for at vise ham at det var rigtig, at hun snart skulle vises frem. Der var ikke lang tid tilbage på pigeskolen, selvom nogle af underviserne sikkert gerne ville beholde hende lidt endnu. Der var mange ting hun ikke var så god til som de andre unge komtesser. “Tak” hun blev fuldkommen rød i kinderne, da han påpegede at hun blomstrede. Det fik hende faktisk til at rette ryggen og generelt glatte sig selv ud, så hun føltes sig højere og ældre på en gang.

“De er vel nok en ægte gentelmand” svarede hun med et stort strålende smil, da hun modtog rosen. “Tak” hun snusede til den smukke rose, mens hun så hen over dens røde kjole på manden på den anden side. Hun kunne næsten mærke sin mors blik bore sig ind gennem skærmen, da hun spurgte, hvor lan tid det ville tage.

[Zacherie Dome]

Sandheden var nok nærmere, at de færreste behandlede Gennevote således, da alle var så opmærksomme på lige præcis ikke at behandle hende som en prinsesse så de fleste behandlede hende ringere end Zach gjorde lige nu. Zacherie var dog helt bevidst om hvad han gjorde, han var dygtig til at gøre unge komtesser glade, i hvert fald på den korte bane - ikke så meget på den lange.

Zacherie løftede imponeret sine øjenbryn over hendes bemærkning, men han sagde ikke noget, da han var lidt optaget af sit arbejde. Komplimenterne havde han nok af og åbenbart også en rose, på trods af det var vinter og ingen roser levede på dette tidspunkt.

Zacherie havde skjult rosen godt og smilede en anelse skævt til hende, mens han blinkede med det ene øje som for at sige at det var deres lille hemmelighed.

"Ikke længe." Sagde han til moren og gik ned på knæ, for at måle længden fra hendes hofte til hendes ankel. Forsigtig hvilede han hånden på hendes hofte og lod den lille snor glide ned fra hoften til anklen.
"Jeg havde ret, mindst et par centimeter mere. Imponerende." Sagde han og rejste sig op igen, mens han rettede lidt på sit tøj.

"Så hvordan havde De forestillet Deres nye kjole?" Spurgte han og gik et par skridt tilbage, for at hente nogle stoffer han havde lagt på et bord.
"Det her er grønt med gyldne broderier. Det er meget moderne. Der er også det røde her, men det er mere kostbart." Sagde han med et sigende blik, som for at sige at hun måtte plage sin mor hvis det skulle være dette.

[Kaylein Af Aren]

Med små gyldne stjerne i de blå øjne, så hun på skrædderen, da det var så sjældent at hun faktisk fik den fulde opmærksomhed fra en voksen og der nød hun. Hendes forældre så hun ikke så tit og når hun gjorde var det fordi de skulle alt muligt, som de var distraheret af. Selvfølgelig fik hun opmærksomheden fra underviserne på pigeskolen, men i andre fag en sang og dans, var det er negative årsager. Rosen blev derfor et symbol på, at nogen så hende og hun havde lyst til at gemme den for evigt.

Kitty måtte virkelig gøre sig umage for ikke at vende øjne af sin utålmodige moder. Det var samme anstrengelse, der skulle til for ikke at lukke øjnene, da han begyndte at måle og lige akkurat ikke rørte hende. “Så er det godt at de er her mester skrædder” smilte hun ned til kom, da hun konstaterede, at hun var vokset.

“Mmh” Kaylein begyndte at tænke og indersiden af hendes hoved eksploderede med ideer. Der var dog en enkelt der stak ud. “Som et stjerneskud” fløj det ud af munden på hende. “Altså jeg mener” prøvede hun at rette sig selv en smule forlegent. “Sådan som man forestiller sig et stjerneskud. Pludselig, sjældent og smukt” drømte hun sig væk og glemte alt om realisme. Han havde fået hende til at drømme og så var det en anelse svært, at bringe hende tilbage i virkeligheden. Det var det hun godt kunne lide ved skrædderen. Hans blik og ord gav hende lov til at drømme stort.

Kitty så på det grønne stof med de gyldne mærkninger og strakte hånden frem for at røre det. “Næsten som en stjernehimmel” mumlede hun og så op på ham med et blik der tydeligt sagde, at hun var helt forelsket i det grønne stof.

[Zacherie Dome]

Det ville nok være lidt svært for Zacherie at tage mål af hende uden at røre ved hende, for at få de præcise mål, blev han nød til at holde hænderne tæt på hendes krop. I det mindste havde hun stadig særken på og var dækket af klædeskærmen, som skjulte hende fra andres blikke.
"Et stjerneskud, jamen dog." Bemærkede han og lod hende drømme videre. Det virkede som om han ville kunne lokke hendes moder til at betale for en meget dyr kjole, hvis han var heldig. Derfor rakte han ned i sin pose med stof og trak i stedet et mørkeblåt stof op med sølvfarvede små broderier, der lignede stjerner.
"Hvad med dette Nådigfrøken?" Spurgte han og bøjede hovedet for at vise at han respekterede hendes ønsker.

[Kaylein Af Aren]

Den unge komtesse, men helt lyserød i kinderne over hans kommentar til ønsket. “Er det for meget?” spurgte hun undskyldende. Hun kunne bare ikke lade være med at drømme stort. De blå øjne så ned på ham, som han var knælet foran hende for at tage mål. De lyste af nysgerrighed og glæde over den opmærksomhed hun fik, som så sjældent tilkom hende.

Lyset i hendes øjne var ikke til at overse, da det mærkelå stof blev trukket frem. Det var lige før, man kunne se drømmende flakke i de blå øjne, mens man så på. “Det ligner jo en ægte stjernehimmel” udbrød hun lykkeligt. Det fik en kommentar fra hendes mor til at falde. Hun skulle holde sin iver nede. Aldrig havde det ligget let til Kaylein at holde sin følelser under kontrol. “Det er jo perfekt” hun kastede sine arme om hans skuldre i et kæmpe kram, der på ingen måde passede sig til en komtesse. “Undskyld” hviskede hun, så moderen ikke opdagede, hvad hun havde gjort. Hun trak sig hurtigt.

[Zacherie Dome]

Zacherie kunne se hendes drømmende blik og han tænkte at stoffet havde givet pote. Krammet kom bag på ham, men han lod sig ikke mærke af det. Hun var jo bare en sød ung pige, der var glad for at hendes drømme ville blive opfyldt.
"Jeg skaber en kjole til Dem af dette stof så Nådigfrøken." Sagde han med et smil og gav hendes hånd et klem mens han sørgede for at skjule den lille gestus.

"Men nu må jeg smutte." Sagde han og sørgede for at en lille seddel endte i hendes hånd. Han hviskede hurtigt i hendes øre. "Læs den når du er alene." Sagde han og forlod så lokalet med sine stoffer.

Forlader tråd.