Skjulte motiver

[Hugubert af Morgis]

Lysfesten havde aldrig været en aften som Hugubert brød sig om. Det var typisk en af den slags fester, hvor mødre gjorde deres bedste for at introducere deres døtre. Det var anstrengende og næsten komplet umuligt at slappe af eller have det sjovt, ikke at han ville have haft det sjovt ellers men risikoen var da kun endnu mindre.

Skuffet over, at Lancelin af Suilleaux havde valgt at rejse væk til lysfesten, stod han nu i et hjørne og betragtede de dansende mennesker mens han overvejede hvad han skulle gøre. Det valg blev dog hurtigt taget for ham, da hans vens nevæ så ud til at have brug for hjælp med en kvinde der helt sikkert pynsede på at forlove ham med en af sine døtre. De var begge to rødhårede. Det lå åbenbart til familien.

Hugubert skulle til at lave en intervention, men straks havde Lanval taget Fleur af Aren hånd og det var forsent. Hugubert stoppede ved siden af de resterende i gruppen, men sagde dog ikke mere. Det behøvede han heller ikke, fordi de rødhårede pigers mor var allerede i fuld gang.

"Og De må være Lensgreve Hugubert af Morgis." Sagde hun.

"Dette er min datter Laudine af Morgis - måske De ville danse med hende?" Spurgte hun og Huguberts blik hvilede på hende et øjeblik og derefter på Laudine.

"Min fader lever heldigvis stadig endnu, så det er blot Ridder indtil videre og desværre, så er jeg ikke typen der danser. Men det er en fornøjelse at møde Dem, Nådigfrøken Laudine." Bemærkede han og bukkede, mest af etikette end lyst.

"Laudine, fortæl Ridderen om hvor skønt der er hos os i Aren og at han bare må komme på besøg." Bemærkede hun og lagde en hånd på hendes datters skulder, inden hun tog et bæger med vin og gik videre hen til nogle veninder, for at lade elskoven blomstre mellem det gode match.

[Laudine af Morgis]

Laudine ville utvivlsomt nyde lysfesten, havde det ikke været for hendes mor, der som sædvanlig gav udtryk for sin desperation på en måde, der fik datteren til at krumme tæer i de bløde sko. Især, da hun landede foran en bistert udseende ridder, som dog i det mindste var overbærende nok til ikke at afvise moderens galskab fuldt ud.

Laudine selv så da også en anelse beklagende ud, da hendes mor efterlod hende og rettede blikket op mod den høje ridder. "Jeg håber ikke, at De er alt for uvant med bagholdsangreb, ridder Morgis, for det her kan vist bedst betegnes som et sådant," svarede hun, beklagende, men med et lille smil.

[Hugubert af Morgis]

Det var ret tydeligt at Laudine ikke brød sig om hans selskab. Hugubert kiggede dog ikke på hende, men lod sit blik hvile på et uspecifikt sted ude i luften.

"Bestemt ikke Nådigfrøken." Sagde han og blev stående, mens han overvejede hvad han nu skulle gøre. Han kunne dårligt gå sin vej endnu.
"Dans er desværre ikke min styrke." Bemærkede han afdæmpet og trak sine øjenbryn sammen. Han havde ikke danset med en kvinde siden hans hustru døde. Det ville ikke ændre sig i aften.

[Laudine af Morgis]

Laudine prøvede at lette stemningen, men det faldt tungt til jorden, som han end ikke værdigede hende et blik og talte som om, at hun i virkeligheden havde de samme bagtanker som sin mor.

Det fik smilet til at falme lidt og hun rettede sig op. En del af hende havde nu bare lyst til at gå. "Det er der utvivlsomt de, der er kede af," svarede hun, men inkluderede bevidst ikke sig selv. Hun var dog tålmodig, tog en indånding og gav ham en chance.

"Hvad gør De så, hvis ikke De danser?"

[Hugubert af Morgis]

Spørgsmålet kom bag på ham, han vidste ikke hvad han skulle sige. Det var som om det hele faldt til jorden, selvom han ikke var interesseret i hende, sårede det hans ego at se hende tage sig sådan sammen.

"Jeg foretrækker mine bøger." Sagde han og lod blikket møde hendes øjne. Hun var smuk, men han tog sig ikke af det. Hendes familie var jo tydeligvis skør. Han så hurtigt væk.
"De foretrækker måske at danse?" Spurgte han.

[Laudine af Morgis]

Modsat ham, så hvilede Laudines blik på den alvorligt udseende ridder og hun fandt det svagt fornærmende, at han knapt kunne værdige hende et blik. Måske var det derfor en snert af stædighed, der fik hende til at blive stående, selvom hun fortsat var høflig.

"Det er min holdning, at begge dele har sin ret," svarede hun, kun med en lille snert af udfordring i stemmen. "Bøger er trofaste følgesvende, men ikke på en aften som i aften."

[Hugubert af Morgis]

Hugubert var enig med hende, men han ønskede ikke at virke kedsommelig så i et forsøg på at gøre samtalen mere spændende, sagde han dette:
"Aftener som denne er ikke min kop te."

Derefter lod han blikket glide rundt og så på de dansende mennesker og landede tilsidst på Laudines mor der lige var kommet til at spilde vin på en komtesses skørt.

[Laudine af Morgis]

Laudine mente nok, at hun var meget tilgivende, men der var grænser for, hvor længe hun ville forsøge at tale med en mand, der tydeligvis ikke var interesseret i hendes selskab. Det var da også den overlegne attide, der fik et glimt af noget skarpt frem i de lyse øjne.

"I så fald skal jeg ikke fastholde Dem i noget så uvilligt, Ridder Morgis," svarede hun, hagen løftet let og en anelse provokeret af hans arrogance; som var hun desperat efter at tale med ham.

Blikket forblev fast på ham, som hun nejede let og ellers talte høfligt. Måske med en meget svag irettesættende undertone. "Jeg ville sige god aften til Dem, men måske den ikke bliver bedre, før De er sluppet herfra."

[Hugubert af Morgis]

Det var den reaktion de fleste havde på ham. Han vidste at hun på et tidspunkt ville give op og gå sin vej. Derfor var han ikk vred over hendes ord eller handling, men smilede blot høfligt inden hun gik sin vej.
"God aften til Dem også Nådigfrøken." Sagde han og bukkede en anelse, dog ikke særlig dybt. Hendes spottende tone tog han sig ikke af, han var vant til folk blev trætte af ham. Hugubert blev stående alene og betragtede de dansende, da hun gik.

---

Senere på aftenen gik han en lille tur rundt blandt gæsterne med en ældre herre. Da han spurgte til samtalen med Nådigfrøken Laudine af Aren, havde Hugubert ikke lagt mærke til at hun var indefor rækkevidde.

"Ja, Aren frøknerne er smukke. Men ikke nok til at jeg lader mig friste." Sagde han og lod blikket glide rundt i salen, uden at lægge mærke til Laudine.

[Laudine af Morgis]

Laudine vidste udmærket, at hun ikke var det mest attraktive parti, men det var ingen undskyldning for at ignorere almen høflighed og hun var ikke ked af at forlade ridderens selskab, selvom det også betød at skulle undvige sin mors høgeblik. Det lykkedes, til nogen grad, men ikke ubegrænset og hun var da netop sluppet væk fra en meget gammel lensherre, som havde børn, der længe var voksne og blot manglede en hustru for underholdningens skyld.

Hun stod i ly af et ildfad, som både oplyste og opvarmede salen og som fungerede som et udmærket skjul fra den rigtige vinkel, skønt ilden ellers fik håret til at synes mere flammende end ellers. Tilsyneladende stadig ikke bemærkelsesværdig nok til, at det fangede Hugubert af Morgis' blik - og det til hans uheld. Selvom han sikkert var ligeglad.

Laudine overhørte ham dog og fnøs dæmpet for sig selv. Hun tog en tår af sit glas med vin, men kunne ikke lade være med at lytte diskret til samtalen, selvom hun nok ikke burde.

[Hugubert af Morgis]

Samtalen mellem ham og bekendtskabet døde efterhånden ud, ligesom resten af hans samtaler. Han var igen alene, efterladt af endnu et menneske der blev træt af hans trælse selskab. Efter en dyb indånding, bevægede han sig videre, den modsatte vej af Laudine og gik rundt i lokalet.

Det var først fra den anden side af lokalet at han bemærkede Laudine igen, men han tænkte dog ikke at hun havde stået der da de havde talt om hende. Tilsidst fik han selskab af en hertuginde og hendes ugifte søster på hans alder.

De havde også lagt mærke til at Laudine, moren og Hugubert havde talt sammen og med store smil kiggede de på Laudine.
"Så hvad syntes De om de rødhårede piger? Det ser ud til at være alt de avler i den familie." Sagde hun til Hugubert og grinede højlydt.
"Skal De ikke danse med hende Hugubert?" Spurgte den anden komtesse og puffede ham med albuen.

"Som sagt, så danser jeg ikke." Bemærkede han, hvilket fik dem begge til at grine højt.
"Nej, hvem ville også danse med hende?" Spurgte hun mens de begge sendte Laudine nedladende blikke.
"Der er sikkert mange, der ville danse med hende." Sagde han afdæmpet, hvilket overraskende nok fik de to komtesser til at grine endnu højere. Hugubert betragtede Laudine og hadede sig selv lidt for hvordan aftenen var gået. Der var dog ikke noget at gøre ved det. Hun syntes alt for dårligt om ham nu.

[Laudine af Morgis]

Laudine havde fulgt de to diskret med blikket, men blev snart distraheret, da hun blev opsøgt af sin bedstefars søster, der netop var vendt tilbage til hovedstaden efter flere år tilbragt i Sangylenet. Hun talte med grevinden lidt, men selvsamme undskyldte sig snart igen og Laudine fandt sig momentært alene.

Selvfølgelig var det da også netop i det ensomme øjeblik, at hendes blik tilfældigt drev og landede på ridderen af Morgis igen. Hvad der overraskede hende, var dog, at hans blik - og to kvinders - også var rettet mod hende. Hun så deres hånlige smil og overraskelsen over dét, var nok til at få blodet til at stige op i kinderne.

Hun slog hastigt blikket væk, men fingrene strammede sig lidt om stilken på glasset. Havde hendes mor fremstillet hende så ynkelig og desperat, at hun offentligt måtte gøres til grin på den måde?

[Hugubert af Morgis]

Hugubert havde sympati for Laudine, det var tydeligt selv i den store afstand i lokalet, at hun blev ramt af kvindernes spottende energi. Han vidste dog ikke rigtig hvad han skulle stille op. Han betragtede hende i stedet og overvejede hvorfor hun egentlig ikke var gift endnu.

"De virker næsten betaget af den unge Aren?" Sagde den ene af komtesserne, men han nåede ikke at kommentere før den anden hoppede ind.
"Nu ved jeg det, det ville være betænksomt af os at holde et selskab og invitere Aren pigerne på besøg. De har brug for lidt hjælp til at finde en passende mand, ikke sandt?" Sagde hun. Den anden hvinede højt af spænding og de kiggede derefter på Hugubert.

"De er selvfølgelig også nødt til at komme Ridder." Sagde hun. "De skal da ikke gå glip af en aften i selskab med de rødhårede." Hun grinede højlydt.
"Vi kan sætte hende ved siden af ham der, der altid taler om hvor mange grise de har i hans len!" Bemærkede hun og grinede højt.

Hugubert havde lidt lyst til at skyde sig selv og undskyldte sig flygtigt, hvilket fik de unge komtesser til at se meget fornærmede ud og derefter vendte han sig om og gik beslutsomt ud af salen.

[Laudine af Morgis]

Hårene stod lidt op i nakken på Laudine over fornemmelsen af at blive betragtet og hun rankede ryggen lidt, mens hun nægtede at lade sig påvirke alt for meget. Det betød dog ikke, at hun ikke godt kunne ønske, at et genkendeligt ansigt ville dukke op, men alle omkring hende lod til at være dybt optagede.

Til sidst kunne hun dog ikke dy sig for at alligevel at lade blikket fare, men da det gjorde, var det kun de to kvinder, der stod tilbage. Hun anede ryggen af ridderen og blikket fulgte ham i det korteste øjeblik, før hun slog det væk.

Det var fint, at han gik. Så kunne hendes aften måske alligevel nå at blive bedre, uden at hun hele tiden skulle konfronteres med sin egen utilstrækkelighed. Eller i hvert fald andres opfattelse af, at det var, hvad hun var. Så hun tog en indånding, tømte sit glas og søgte selv andet selskab.

Lukket