Ridser i lakken [S]

[Veronique af Sangy]

Veroniques læber snerpede sig lidt sammen og blikket var mere hårdt end varmt; Grevinden, mere end hans mor og hun forventede et ordentligt svar.

"Sikke et belejligt tidspunkt at ordene undslipper dig," svarede hun tørt, velvidende, at han altid havde rigeligt af dem. "Er det ikke faldet dig ind, hvad skade det kan gøre for Sangys ry, hvis det rygtes, at du bringer ugifte komtesser hertil?"

[Theuderic af Sangy]

Et sukkende fnys forlod ham, ved hendes irettesættende ord. Ja han havde nok lidt svært ved at smoothtalke sig ud af den her... Men det skulle ikke afstå ham for at prøve at opmildne Grevinden.

Kæberne spændtes lidt, som hendes tilstødende sætning kom. Modvilligt, men alligevel overgivende, så han mod hende. "Ja, du har ret." Mumlede han lidt, "Det ser ikke kønt ud." Indrømmede han, skønt det sårede stædigheden og stoltheden lidt.

[Veronique af Sangy]

I det mindste havde Theud fornuften til at anerkende sin egen skødesløshed og det var formildende, selvom Veronique naturligvis ikke bare blødt op uden videre. “Nej, det gør det ikke,” slog hun fast, stadig alvorlig, men lidt mindre rasende nu.

“Derfor må du hellere sørge for, at den unge Arenfrøken,” blikket blev skarpt, for hun havde såmænd erfaret, hvem der var tale om. “Finder ud uden at nogen ser hende, og at hendes fremtoning absolut ikke kan anspore nogle rygter. Og så regner jeg med, at det er sidste gang, at noget lignende finder sted her.”

[Theuderic af Sangy]

Han hævede et bryn ganske let, da hun nærmest kunne navnsætte komtessen, udfra det glimt hun havde fået af hende. Vidste hun, hvem hun var? Veronique havde ikke sat sine ben i Levagny i to år og så vidste hun det med et enkelt øjekast? Ak ja, det var ikke for sjov Veronique var en respekteret kvinde. En ting han var stolt af at være kommet fra, men mindst lige så irriterende at være oppe imod. Theuderic lyttede til hendes ord, stadig lidt surt hængende i at hendes ord næsten var rettet mod en fjortenårig og ikke en voksen mand i sine trediver. Det huede ham ikke, skønt han godt var klar over sin skødesløshed.

Han lod armene falde og istedet hvile på armlænene, som han så vendte et bedende blik mod sin mor. "Maman, jeg bliver nødt til at bede om din diskretion." Han trak på en skæv mine, "- For hendes skyld." tilføjede han så og lænede sig lidt fremad. "Jeg lover dig tilgengæld, at du aldrig kommer til at vidne dette igen."

[Veronique af Sangy]

Veronique vidste ikke alt, men det gjorde tjenestefolk til gengæld ofte og det havde ikke taget lang tid for hende at få hevet et navn ud af en af tjenestepigerne, mens hun alligevel havde ventet utålmodigt på sin søn. Nu sad hun blot myndigt, ryggen rank, og betragtede sin søn, fortsat mere i rollen som Grevinde end som mor. Balancegangen var dog fin, som han tiltalte hende med ærlighed i stemmen.

“Det håber jeg så sandelig heller ikke,” slog hun fast, indledende, men dog tilfreds med, at tydeligvis havde forstået sin egen idioti nu. Det gjorde hende mere tilgivende. “Og hvad angår min diskretion, så skal jeg lade være med at tage det som en fornærmelse, at du antager, at jeg ville sætte Sangys ry over styr eller vores relation til Arenslægten, og blot efterkomme din bøn. Men så forventer jeg så sandelig også mere fornuftig opførsel i fremtiden, Theuderic.”

Hun holdt en pause, men tøvede ikke for alvor. “Til gengæld kan du nu gå op og bede den unge frøken om at komme herned, hvis hun endnu ikke har forladt huset. Jeg ønsker selv at tale med hende,” konkluderede hun, uden at gøre anstalter til diskussion. Theuderic og Fleur af Aren var måske ikke lige så enige i, at det var en god idé, men det tog hun sig ikke af.

[Theuderic af Sangy]

Han betragtede hende for en stund, som hun talte. Mærkede den indre utålmodighed langsomt sive frem. Han antog intet, men ønskede blot at sikre sig diskretionen omkring det - netop fordi det ville volde en fandens masse problemer, skulle det ryge ud til det offentlige. De mange år uden hendes tilstedeværelse og det bårne ansvar, gjorde at Theuderic havde det svært med at hun nu øste autoritet på ham. En autoritet han vidste hun havde i kraft af sin titel, men som han ikke umiddelbart mente var hendes mere. Respekten led under denne opfattelse.

Da hun nu sendte ham afsted for at hente Fleur, som var han en staldknægt der skulle hente hendes hest, da kneb han øjnene lidt sammen. Protest var at finde i det grå blik. "Nej." Svarede han blankt og lænede sig tilbage i stolen igen. "Jeg spørger hende om det er en audiens hun har lyst til at tage med dig og viser hende ud, såfremt hun ikke ønsker den." Svarede han køligt resolut. Sådan blev det. "Må jeg minde dig om, maman, at Fleur stadig er af adelen og ikke en simpel, lavbåren køkkenpige."

Han rejste sig så, uden videre, uden at lade hende respondere og vandrede ovenpå til sit kammer.

[Veronique af Sangy]

Veronique havde ordret bedt Theuderic om at bede Fleur om at komme derned, fordi hun ønskede at tale med hende. Hans svar var en grov mistolkning af hendes ord, og hun kunne intet andet end tro, at det udelukkende var for at gøre hende til skurken og for forsøge at skabe en illusion af at være i kontrol, at han skabte sig sådan.

Det var en respektløs måde at tale til sin mor på, men fuldstændig uacceptabel måde at tale til sin Grevinde og der var torden og lynild i hendes blik, da Theuderic blot vendte hende ryggen og gik. Hvis hun havde været tilbøjelig til at tilgive ham før, så forsvandt alle den slags tilbøjeligheder som dug for solen. Nu var hun nemlig rasende.

[Fleur af Aren]

Fleur lå på alle fire og hovedet stukket halvt ind under sengen i jagten på det forsvundne hovedlin, da døren ind til værelset gik op. Baghovedet ramte sengerammen med et hårdt dunk og der affødte et sammenbidt ”Av.” Med hånden holdt ømmende mod det forslået punkt satte hun sig op, hælene hvilende mod baglårene.
Det kastanjefarvede blik vendte sig mod døren og til Fleur’s store overraskelse, og endnu større lettelse, tilhørte den indtrædende skikkelse Theuderic. De røde øjenbryn trak sig underne sammen. Var han allerede færdig med at snakke med Grevinden? Hvor længe havde hun lige brugt på at lede efter det åndssvage hovedklæde?
”Jeg kan ikke finde mit hovedlin.” Forklarede hun inden han kunne nå at komme til orde, i forsøget på at undskylde for endnu ikke at være ude af værelset. I det hele taget byhuset.

[Theuderic af Sangy]

Brynene skød sig lidt til vejrs da han trådte ind ad døren og så Fleur på alle fire foran sengerammen. Han kunne ikke undgå at trække lidt på et lummert smil, som han ellers forsøgte at holde fra sine læber. "Hvad laver du?" Spurgte han, med antydningen af drilleri i stemmen. Idet samme han sagde disse ord, forskrækkedes hun og slog hovedet op i sengerammen. Han gik over mod hende. "Kom du til skade?" Spurgte han med lidt bekymring, skønt han ej heller kunne undgå at smile af hendes klodsethed. Han bukkede sig dog lidt ned for tilbyde hende en hånd til at komme op fra gulvet.

Hans blik gled lidt søgende rundt i rummet, da hun nævnte sit manglende hovedlin. Han spottede det et stykke fra dem og gik blot over for at samle det op og bringe det tilbage. Med sig selv atter placeret foran hende, rakte han om for at lægge linet over hendes hoved. "Hun vil gerne tale med dig." Sagde han, med blikket på sine fingre, der én for én fastgjorde stoffet til håret. Han holdt en kort pause, inden han tilføjede; "Men du skal ikke, hvis du ikke vil, Fleur. Det er næppe noget positivt."

[Fleur af Aren]

Theuderic var ikke den eneste hos hvem syndige tanker spirede. Fleur sad forsat rejst på sine knæ, da han trådte nærmere for at tilbyde en hjælpende hånd til at komme fri fra gulvet. Skam og skyld burde sat så stærkt og tæt et rodnet om en hver ugudeligtanke, at ingen uren tanke burde havet kunnet dannes liggende på knæ foran Sangyarvingen, men det var dog ikke den fremstrakte hånd, der først drog hendes blik mod sig.
Læberne gled let fra hinanden, før de klemte sig sammen i en rømmen og hun tog den budte hånd ”Jeg er okay.” Forsikrede hun smilende.

Fleur følte selv at hun havde endevendt værelset i jagten på det sidste anstændige klæde og kunne have forsvoret allerede at havde kigget, hvor Theuderic fandt sløret. Sandheden var da også hun havde kigget der, men mens hendes hjerne forsat havde været i en rodet tilstand af panik og chok over at været blevet på tagen af hans mor.
Mens han fastgjorde det tynde stof låste hendes blik sig på det skæggede ansigt. Han tilbød hende en vej ud og Fleur overvejede da også momentært at gribe den og stikke af som en lommetyv på åben gade. En hånd strakte sig op og lagde sig mod hans kind ”Jeg er en stor pige, Theud.” Tommelfingeren strøg blidt over grænsen mellem kind og skæg ”Vi tog et valg sammen og du skal ikke stå med ansvaret for det alene.” Stemmen var blid, men fast nok til at det ikke var op til diskussion. Hun havde taget sit valg og sådan blev det, også selvom hjertet bankede nervøst ved tanken om at kunne se Grevinden i øjnene.

[Theuderic af Sangy]

Theuderic havde bemærket hendes blik vandre bag den tilbudte hånd, hvilket absolut ikke gjorde noget for at holde det de i forvejen syndige tanker borte. En fælles tanke blev tænkt og i samme ombæring kastet bort, skønt det var med modvilje efter at allerede have mærket en vag stigning i pulsen.

Måske var det tanken om den rasende Grevinde nedenunder, måske var det af pli overfor den uheldige situation forinden, der gjorde at ingen alvor blev draget af fantasien og en tunge tiltrækning mellem dem. Ihvertfald kunne Theuderic betragte hendes mørke øjne med alvor, skønt hun forsøgte at berolige ham med ord og berøring. "Det ved jeg, men.." Sporede han af, da hun afbrød ham. Han brugte et øjeblik på at granske hendes udtryk for det mindste tegn på ikke at tale sandt. Men hun var overbevisende og antydede med sin stemme, at han ikke skulle stille spørgsmål. "Hm." Brummede han blot i respons, delvist utilfreds med at han ikke kunne afholde hende fra det, men også delvist tilfreds med at hun kunne villigt ville imødegå en skideballe.

Theuderic slap hende, da linet sad ordenligt og så efter hende, som hun bevægede sig ud af døren. Han lod den bare stå åben, da han istedet satte sig på sengekanten med et tungt suk.

[Fleur af Aren]

Han var uenig og med god grund. Hun burde havde ladet sig føre ud ad køkkendøren, men det ville kun forskubbe det uundgåelige og var der bare den mindste chance for at Fleur kunne forhindre Grevinden i at banke på døren hjemme hos hendes forældre, så tog hun den med oprejst pande. 
”Der er opvisning på teateret i morgen aften.” Ikke tøvende standsede hun op i døråbningen ind til værelset og lod blikket finde tilbage på Theuderic ”Kom.” Bad hun velvidende hvor risikabelt det ville være for dem at ses fremadrettet, men uviljen i lade deres veje skilles under disse vilkår var for stor til at kæmpe imod. 

Det var med tunge skridt at Fleur bevægede sig væk fra det eneste sted, der lige nu føltes trygt. Hver skridt tungere end det forrige og fik gangen til at virke uden ende, på vej mod pejsestuen. Måske skulle hun havde taget kujonvejen ud? Hun kunne benægte at have kenskab til Theuderic, hvis Veronique en dag trak hende eller hendes forældre til siden. Der fandtes også rødhåret skøger...

Fleur måtte synke tydeligt og modstå trangen for at gnide de svedige håndflader mod det grønne kjolestof, da hun nåede den åbne dør indtil stuen. Med ryggen rakt trådte hun ind i hvad der føltes som løvens hule. ”Deres Excellence.” Hilste hun ærbødigt med et tilsvarende nej.

[Veronique af Sangy]

Veronique gjorde en imponerende figur, som hun sad rank som en stenstøtte og ventede. Hendes indre kogte stadig over Theuderics opførsel, men hendes ydre var nøje kontrolleret, da den rødhårede kvinde trådte ind. Hvis man ikke vidste det, skulle man ikke tro, at Grevinden havde været vidne til hende i en meget kompromitterende situation kort forinden.

"Nådigfrøken Aren," hilste hun og rejste sig langsomt. "Ikke sandt?" søgte hun bekræftelse, selvom hun ikke regnede med, at hun tog fejl. "Hvis De vil være så venlig at tage plads."

[Fleur af Aren]

Med en slående ro sad Veronique og lignede en der kunne have holdt hele verden i kontrol, uden så meget som at få sved på panden. Fleur mærkede hvordan pulsen steg i takt med ikke at kunne finde noget, der afslørede hvilket tanker Grevinden gjorde sig. Hun måtte anstrenge sig langt mere end forventet for ikke at slå blikket skamfuldt i gulvet, som et lille barn der var taget med fingrene i kagedåsen og nu måtte stå skoleret for det.

Tavst trykkede Fleur læberne sammen til de blev farveløse, da hun tavst bekræftede slægtsnavnet med et nik. Hun tog plads som budt, men ikke kun af høflighed. Knæene føltes allerede som om de ville give efter for hvert sekund hun forblev stående foran den ældre kvinde.
Nervøsiteten satte sig i fingrene, der gned sig mod hinanden ”Jeg beklager dybt at De måtte overvære det scenebillede De trådte indtil.” Undskyldte hun ægtefølt og slog kort blikket ned.

[Veronique af Sangy]

Veronique tog sin nieces datter i øjesyn, som hun sad der og hun så kun ægte fortrydelse på den unge kvindes ansigt. Ikke hovmod eller andet utiltalende og hun slap en dæmpet lyd. “Mh,” lød det, som hun foldede hænderne i skødet. “Ja, jeg gør selv det samme,” konstaterede hun, og mente det så absolut. Billedet var indprentet for hendes indre blik og hun ville ønske, at hun kunne forvise det.

“Og alligevel vil jeg gerne spørge Dem, Nådigfrøken,” indledte hun og selvom det måske ville være en irettesættelse, der var forventeligt, så var det i stedet, lidt overraskende, mild bekymring, der var at finde i hendes blik. “Har min søn afgivet Dem nogle løfter?”