Ridser i lakken [S]

[Fleur af Aren]

Forbeholdt | Theuderic af Sangy & Veronique af Sangy

Omgivelser | Sangy familiens byhus.

---

"Theud." Sukkede hun begærligt og lod en hånd gribe omkring de mørke krøller i hans nakke. Brysterne vuggede i takt til hofternes rytmiske rul, der lod hende tage ham helt ind. Støn af vellyst gav genlyd i værelset tilhørende Theuderic. Fleur mærkede hvordan varmen voksede stødt og spredte sig ud fra skødet. Sikker på ingen andre end de vanlige tjenestefolk, der allerede var bekendt med Aren datterens efterhånden yppige besøg i ridderens kammer, ville få nys om hvad der fandt sted bag den lukkede dør. Faldt hovedet tilbage mod  i et dybt støn. 

[Theuderic af Sangy]

Hans egne lyde af nydelse blandede sig med hendes sukken, som han tog hende i en sidelejret position. Lagt tæt opad hende, med sit bryst mod hendes ryg, holdt han hende ved hoften, idet hendes forud førte ben havde budt ham en plads mellem dem. Vejrtrækningen var tung, hastig som det øgede tempo bragte ham tættere på forløsningen. Der kom, ikke lang tid efter at Fleurs stemme fyldte rummet med tilkendegivelsen af hendes.

[Veronique af Sangy]

Veronique havde været vant til at være mestendels alene på lensborgen i Sangy, hvorfor hun endnu ikke helt havde vænnet sig til, at der var noget mere liv i byhuset. I hvert fald antog hun, at hun på sådan en almindelig dag ville være alene, mens både Pierre af Sangy og børnene var optagede af deres respektive pligter. Netop ankommet hjem efter egne ærinder, havde hun derfor igangsæt en større gennemgang af huset sammen med et par af tjenestefolkene for at se, hvad der trængte til en kærlig hånd.

Det inkluderede naturligvis alle værelserne og hun havde ikke hørt lydene fra Theuderics værelse, som ellers kunne have varskoet den forestående affære. Hun gav blot tegn til tjenestepigen om at åbne døren og trådte således direkte ind til synet af sin ældste søn i færd med at forulempe en ung kvinde, der så absolut ikke havde det mindste at gøre i grevearvingens seng.

Øjnene spærrede sig op i chok og hun var hurtig til at gøre omkring, skønt synet nu for alvor ville være ætset ind i hendes hukommelse. Det var da også dét, der fik hende til at tale øjeblikkeligt, før hun overhovedet kunne nå at overveje, hvordan situationen skulle håndteres: "Theuderic Piers af Sangy, hvad i alverden foregår der her?"

[Theuderic af Sangy]

Han havde ikke hørt døren gå op. Ikke kærret sig om andet end den rødhårede, der vred sig af nydelse ind mod ham. Sin egen nydelse, der fik kroppen til at føles sitrende, som han stakåndet, til sidst, faldt lidt sammen. End nåede han kun at sænke læberne til hulningen mellem hendes hals og skulder, inden en udskældende stemme flængede rummet og punkterede stemningen. Velkommen tilbage til virkeligheden.

Theuderics blik fløj op på den nu spilåbne dør, hvor skikkelsen af en velkendt person stod med ryggen vendt til dem. "Maman?" Lød det undrende i et øjeblik, hvor den slørrede, elskovsdrukne hjerne pludseligt synes at arbejde langsomt. Så spilede han øjnene op da han fik øje på tjenestepersonalets overraskede blikke og røde kinder. Så faldt det til Fleur, der lå komplet blottet for deres åsyn og da de selvfølglig lå ovenpå både dyner og tæpper, efterlod det ham ikke med ret mange andre valg end at gribe fat om et par puder og placerede to af dem foran hende. "Er konceptet med at banke på, blevet en forældet ting i Sangy?" Lød det skarpt fra ham. Han knipsede en gang med fingrene af personalet der havde åbnet kammeret for hans mor, "Luk døren." Lød det lidt autoritært fra ham. Tydeligvis utilfreds med krænkelsen af privatlivet. Normalt benyttede han sig absolut ikke af så nedværdigende gestusser, men ærligt talt var det lidt over grænsen. "Jeg taler med dig om lidt." Bekendtgjorde han, med al intention om at være klædt inden han havde dette i sinde.

[Fleur af Aren]

Indhyllet i deres egen lille intime lomme af fysisk eksistens, havde Fleur som sin elsker ikke registeret den åbne dør og endnu mindre den ranke kvindeskikkelse, der trådte ind ad den. Stemmen var skarp og klar idet den skar gennem den varmede luft og frarøvede den rødhåret hendes fulde forløsning.

Det var nogle lange sekunder før hjernen brød fri af dopamintågerne og bemærkede publikummet. Hvor tilpas i eget skind den unge komtesse så end normalt følte sig, så var det noget helt andet at ligge så blotte for alle de øjne, værre blev følelsen da Theuderic’ stemme lød bag hende. Maman? Alt farve der før havde været forsvandt ved realiseringen af hvem ryggen tilhørte. Handlingslammet lå hun, sikker på at Mortem ville åbne sine porte og trække hende med sig, da Theuderic’ ridderligt sørgede for dække bag puderne.
Knipset fik det til at glippe i Fleur og det var med en anstrengt lyd hun vendte de store øjne mod lensarvingen mens han autoritært kommenterede tjenestefolkene væk ”Theud?” Peb hun skingert. Blikket desperat. Det måtte ikke, det kunne ikke være hans mor.

[Veronique af Sangy]

Veronique havde naturligvis vendt sig, for hun havde intet ønske om nogensinde at se nogen af sine børn i den position. Hun hørte dog sin søns ord tydeligt og selvom hun absolut var enig i, at den nødvendige samtale kunne vente til han var ordentligt påklædt og hans frille var sendt ud, så huede det hende ikke at blive talt til på den måde.

Så meget afslørede hendes ansigt og det tordenvejrsramte blik da også. Tjenestefolkene så da også en enkelt gang mod hende, som for at spørge om lov. Hvem turde de bedst trodse? "Sig til min søn, at jeg forventer at se ham nedenunder, fuldt påklædt, om to minutter," kommanderede hun til dem, trods det, at Theud selv sikkert udmærket kunne høre hende, før hun forlod gangen med rungende skridt. Ikke på vilkår. Ikke i hendes hus.

[Theuderic af Sangy]

Theuderic førte en hånd over ansigtet da, veronique havde afstedkommet sin kommando og ellers var marcheret bort. Døren var dernæst blevet lukket, som befalet. Han sukkede lidt, satte sig lidt op og så så ned på Fleur der var blegere end et lagen. En hånd lagde sig på hendes underarm og gled ned over hånden, som han samlede op og placerede et kys på. "Jeg løser det med hende." Forsikrede Han hende med et varmt smil, som han forsøgte at berolige hende.

[Fleur af Aren]

Kysset mod hånden var en ringe trøst. Grevinden af Sangy, hans mor, havde lige i ordets bogstaveligste forstand taget dem på sengen. Intet kunne formilde den stigende panik eller det var i hvert fald sådan det føltes med hændelsen stadig frisk i hukommelsen.

Fleur satte sig op, forsat med puderne holdt foran sig ”Mine familie må ikke finde ud af det. Tómas af Sangy må ikke finde ud af det.” Stemmen var spag og øjnene blanke, da hun. mødte hans. De var sluppet af sted med det så længe, at det naturligvis måtte gå galt, men Fleur havde aldrig skænket det tanken og nu frygtede hun konsekvensen af tiden brugt i ridderens seng. Frygtede hun havde set det sidste til Theuderic. Tanken fik hjertet til at trække sig smerteligt sammen. Der var ingen chance for at grevinden ikke vidste hvem ildhåret tilhørte. For første forbandede Fleur det kobberrøde hår langt bort.

[Theuderic af Sangy]

Blikket fulgte hende som hun satte sig op. Opmuntringen prallede tydeligvis af hende, for der var intet andet end bekymring, frygt, at se i de mørke øjne. Hornhinden klædte sig blankt, som tårene trak sig op i hendes blik. Det trak i theuderics bryst, at se hende sådan. Men han forstod også godt hendes tårer. Hun havde meget mere på spil end han, skulle ordet komme ud, at komtessen havde spenderet sin tid lidt for intimt med ham.
Han rakte ud efter hende for at trække hende ind til sig. "Jeg ved ved det." Svaredw han dæmpet, sympatisk, "Jeg kan nok godt forsikre hende om at holde tæt til offentligheden, men.. jeg tror det er et spørgsmål om tid, inden Tomas finder ud af det." Tilføjede han ærligt. "Jeg tror ikke hun har tænkt sig at tale om det ved middagsbordet, men... det er år siden jeg sidst har set hende, jeg ved ikke helt hvor jeg har hende."

[Fleur af Aren]

Hovedet var tungt med panik tanker og total sortsyn, da Theuderic trak hende ind til sig. Vandspejlet flød over og de første tårer trillede udover vippekanten. Puderne blev sluppet til fordel for hans favn der paradoksalt føltes som det eneste sikre sted at være.
Inderst inde vidste Fleur godt, at han havde ret. Tómas var ikke ubegavet og selvom Grevinden næppe ville bringe storebrorens ugerninger op over næste familie middag, så kunne den slags hemmeligheder kun forblive hemmelige så og så længe. Hun nikkede indforstået ”Jeg fortæller ham det selv.” Proklamerede Fleur fast, langt mere selvsikker and hun følte sig.
Armene løsnede sig, modvilligt fri af Theuderic. Fingrene gled over kinderne og fjernede sporene efter de tårerne der var faldet, da hun rettede sig op ”Du må heller få tøj på.” Pointerede hun og satte et forsigtigt kys i hans mundvig "Jeg finder selv ud, når jeg har klædt mig på." Med lidt held ville hun selv kunne snige sig ud, før hans mor ville kunne nå at kalde hende til stuen for at stå skoleret ved siden af Theuderic. Ikke fordi Fleur glædeligt lod ham stå med balden alene, men hun kunne ikke se Veronique i øjne uden at sive ned gennem gulvbrædderne af skam.

[Theuderic af Sangy]

Han strøg det røde hår over hendes nøgne skulder, som han holdt hende ind til sig. Tårene havde sluppet hendes øjne og løb nu fra hendes kind og nedad hans bryst. "Hvis det er det du vil." Svarede han så, velvidende at broderens formegentlige raseri, primært ville være rettet mod ham. Theuderic vidste jo at Fleur og Tómas var gode venner. At Fleur og han havde fundet fascination i hinanden, ville uden tvivl havne et dårligt sted indeni lillebroderen.

Han så lod mod hende, da hun løsnede sig igen og tørrede øjnene. "Du har ret." Medgav han, Veronique var ingen tålmodig kvinde. En egenskab som Theuderic langt henad vejen tillige havde arvet fra hende. Han vidste derfor, at uret gik. Men han havde det skidt med at efterlade hende her, på denne måde. Det vattede kys fra hende, var slet ikke nok til ham. Han lænede sig derfor ind og indtog hendes læber, på en måde så hun kunne forstå, hvorfor hun i første omgang var her, hos ham. Så trak han sig lidt væk, med et lidt skævt smil. "Jeg kan nu bedst lide dig uden." Drillede han og rejste sig så fra sengen for at samle sig tøj op fra gulvet og iklæde sig det.

Da han var anstændig igen, førte han en hånd gennem de nu viltre krøller, for at få lidt styr på dem, inden han kastede et sidste på blik mod Fleur og stak hende et smil, inden han forsvandt ud af kammeret for at imødegå den knurrende løvinde.

[Veronique af Sangy]

Veronique var endnu ikke kommet sig over den temmelig bratte konfrontation med sin søn i et øjeblik, som ingen mor burde overvære og hun travede gulvet tyndt i stuen nedenunder, mens hun ventede utålmodigt.

Da døren endelig gik, standsede hun og vendte sig mod sin søn med et skarpt blik, der forventede en forklaring.

[Theuderic af Sangy]

Theuderic vandrede ind i rummet langt mere selvsikkert, end han nok burde, men han følte faktisk ikke den skam, som hans mor sikkert ønskede at han gjorde. Han tog blot en plads på en stol i rummet og ventede på at hendes helvedes flammer ville regne nedover ham. Ikke at han synes det var berettiget. Han var trods alt en granvoksen mand og ikke en uvoren teenager. I teorien kom hans privatliv ikke hende ved.

Hun øjnede ham olmt, på den der tavse måde, som bare bidrog til en pinlig og akavet tavshed imellem dem og da Theuderic ikke kunne holde den ud mere, brød han så stilheden. "Det ville være rart for os alle, hvis du bankede på næste gang." Kommenterede han så roligt.

[Veronique af Sangy]

Theuderic var måske nok viljefast, men det var hans mor så sandelig også og det blev ikke hende, der gav sig først. Frækheden, han mødte hende med, faldt dog virkelig ikke på et tørt sted og det mørke blik lynede lidt; som var han netop et uvornt barn og ikke en granvoksen mand. En voksen mand vidste utvivlsomt bedre end at tale til sin mor, og Grevinde, på så respektløs en måde.

"Spar mig for dine morsomheder, Theuderic," svarede hun i et tonefald, der understregede alvoren. "Og fortæl mig så, hvor længe du har benyttet familiens byhus til personlige eskapader?"

[Theuderic af Sangy]

Han rynkede brynene lidt ved hendes ord. Morsomheder? Han mente det skam ganske alvorligt. Hvem braste ind i andre folks kamre? Selvom det tilhørte ens børn. Theuderic var ikke ti år mere. Han holdt dog sin bøtte for nu. Istedet sukkede han blot og så halvt opgivende på hende, halvt i irritation. "Personlige eskapader?" - "Jeg ved ikke hvad jeg skal svare til dét." eller rettere... han gad ikke svare på det. Nok mest fordi det ikke tjente hans sag at fortælle hende det. Visse ting var bedst, ladt alene.