Ikke alle der vandrer er tabte

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus havde fået den dårligst mulige gave inden lystfesten. Han elskede Igraine af Charenoy og havde indset det på samme tidspunkt som nyheden om hendes afdøde mand kom frem. Hubard var slet ikke afdød alligevel. Det havde revet og slidt i hans indre at se hende forlade paladset den morgen, men der var intet andet for. Nu var han alene. Han havde ikke besøgt Den Blide Rose siden før han blev gift, men hvad skulle han ellers bruge aftenen på? Sidde og have ondt af sig selv?

Så han sad på Den Blide Rose og havde ondt af sig selv.

Stolen var ikke polstret, men der lå et skind på den og dens armlæn var store nok til at han kunne hvile sin vægt imod dem, som han sad og stirrede lidt ud i luften med et glas rødvin fra Reblainnes i hånden. Der havde været én rose henne for at tilbyde sit selskab, men han havde hurtigt fået udtrykt, at han ikke ville tage hende med i seng og så var Audette Rosenbinder lige så hurtig til at sende hende videre til en, der ville betale bedre for hendes tid på sigt. 

Det generede ham ikke. Han ville måske have godt af at lade sine frustrationer komme ud på den måde, men han var der ikke helt lige nu. Lige nu drak han blot sin vin og lyttede til den blide klimpren fra en rose i den anden ende af rummet. Hans blik blev fanget af Maleah Rosenknop , dog, og han sad og betragtede hende med en dyb rynke i panden. Mest af alt funderede han over hvor unge roserne var ved at blive. Havde det altid været sådan eller var det ham, der var ved at blive gammel?

[Maleah Rosenknop]

Blikke som hans var svære at undgå. De syntes altid at bryde igennem hver en barriere der nu måtte stå i vejen, som en sigtet pil, sluttet fra et stærkt spænd. Det var som sådan ikke noget ubehageligt. Det var blot en smule invaderende. Maleah virkede til at reagere helt automatisk på det, så snart den direkte opmærksomhed havde fæstnet sig på hende. En smule forbavset, havde hun drejet kroppen således, at hun kunne skimme sig i retningen af fornemmelsen, og hendes øjne behøvede da heller ikke at søge længe, før at de mødtes med nådigherrens. Et simpelt sekund gik, hvor hun blot holdte øjenkontakten, men inden det næste var ovre, så blødte hendes ansigt op og præsenterede ham for et blidt smil. Et kun for ham.
Lige modsat, hvordan den baske mand utvivlsomt fremstod, siddende der for sig selv og med en kløft så dyb mellem hans bryn, så bragte det i stedet tanker om hvad han mon måtte sidde og gruble sådan over. Så intenst. Hvilke bekymringer og hvilke ansvar der måtte ligge ved hans fødder.

Kortvarigt vendte den uplukkede rose sig bort fra ham, dog kun for at samle en fyldt kande op i sine nænsomme hænder - den ene hændende støttende under hældekanten og den anden blidt omkring hanken - hvorefter hun gjorde vej hen imod hans bord med kjoleskørt flagende let og flyvsk omkring hendes ankler. Det gyldne mørkeblonde hår havde kun det øverste lag bundet op i en fin samling i bagi, mens de nederste lokker havde fået lov til at hænge frit ned langt hendes ryg. Herinde var der ingen skam i at ikke være tildækket. Tværtimod.

”Det knuser mit hjerte, at sådan se Nådigherren sidde her for Dem selv,” ytrede hun sig som hun nåede hans selskab. Hun holdt blikket på ham i en ydmyg og respekterende tid, inden hun roligt slog det ned. ”Og så på en aften som denne.” Hun sænkede op i hans kalk for ikke at lade den tømme ud.
Måske var det ikke underligt at se adelen tage efterfornøjelserne til La Rose Tendre. Det var festlige tider og festlige tider bragte lyst til fejring og fornøjelser. Ting som der da bestemt kunne findes sådan et sted. Hvad det sjældent var, var et sted man søgte hen i stunder med ønsker om at være ene. Men var det virkelig, hvad han ønskede?

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus vidste ikke hvad han ønskede. Han var dog sikker på hvad han ikke ønskede, da rosen stoppede foran ham og skænkede noget op i hans glas, uden at han havde bedt om det. Kendte han stedet godt nok, så var det dog præcis den samme vin som han havde siddet og drukket. De var jo ikke idioter her. Han tog en tår og kunne konstatere at det stemte.

Blikket gled over pigen, yngre end tyve, hvis han vidste noget. Han rynkede panden dybt.

"Jeg har fortalt din søster, at jeg ikke køber nogen af jeres personlige ydelser i aften," konstaterede han. "Og ikke dine, uanset, før om mindst fem år."