I løvens hule

[Theuderic af Sangy]

Han nikkede lidt til hendes udsagn. "Så er det vel ganske foreneligt med en relativ hurtig forlovelse?" Understregede han nok mere, end han spurgte, og med omtanke for det faktum at Reginalde ville forvente et ægteskab inden året udløb.

Han havde såmend lige ført vinglasset til læberne da Veronique pludselig drejede emnet ind på et ægteskabsprospekt til ham selv. For et kort øjeblik frøs han lidt fast i sin bevægelse, da hendes spørgsmål kom lidt som en overraskelse. Så fortsatte han og stillede roligt glasset tilbage på bordet og brugte tiden til at synke vinen, på at formulere sine ord inde i hovedet. "Jeg påtænker at tage Adelaide Af Zorete til ægte." Sagde han uden at sige mere, men lod hende blot tage informationen ind.

[Veronique af Sangy]

Veronique nikkede let, som hun noterede sig, at hun måtte tale med den ældste Arenkusine og se hende an som en mulighed til Tómas af Sangy. For nu rettede hendes opmærksomhed sig dog mod den mere presserende faktor.

Hun antog på forhånd, at Theuderic ikke havde forbigået sig selv, men hun forventede ikke at høre Migranenkens navn. Brynene trak sig lidt sammen.

"Og hvad er dine bevæggrunde for den beslutning?" spurgte hun, tonefaldet nøje modificeret, for i hendes ører lød det allerede nu som et tåbeligt påfald - men hun lod tvivlen komme ham til gode. For nu. Migran var, trods alt, i Guldskjoldenes bog, men det ændrede ikke på, at enken var ved at være gammel.

[Theuderic af Sangy]

Og krydsforhøret fortsatte. Theuderics mærkede den manglende tålmodighed rumstere lidt, over de konstante spørgsmål der ledte efter skudhuller i hans beslutninger. Måske var det nok faktisk fordi, at grunden for et ægteskab til enken af Zorete var lidt spagt og primært rodfæstet i at den mørkhårede skønhed, mudrede hans sind fra at kunne tænke klart. Men det kunne han aldrig indrømme. Ej heller vidste han det nok selv. Istedet smedede tungen forsølvede, praktiske ord, tiltænkt at opmildne grevinden af Sangy på baggrund af fornuft... få hende til at tænke at det var en god ide. "Adelaide har rødder i Migran, som vi ærligt talt kunne have et bedre forhold til siden den dag." Hentydede han, til han og Henri af Migran's sammenstød der lagde grund til den efterfølgende, årelange, animositet der herskede mellem dem. "Lensgreven kan måske opmildnes gennem en alliance, så vi kan få bedre handel og rent faktisk regne med opbakning fra dem, skulle det en dag blive nødvendigt." Tilføjede han, "Henri er udenfor rækkevidde, når han først overtager efter Greven, men forhåbentlig holder familiebåndene ham i skak." Ræsonnerede han kort, efterfulgt af en kort tænkepause.

"Desuden..", Theuderics blik glimtede lidt køligt beregnende, "Så er Zoretes adelighed ved at være ældre. Det ville kræve hjælp fra guderne hvis Milisendis skulle nedkomme med endnu en arving.. som der kun er én af." Pointerede han med et sigende blik, "Adelaides sønner står næste i rækken."

[Veronique af Sangy]

Veronique var som sådan ikke ude på at udfordre hver en beslutning, han havde taget, men hun var selv en kvinde, der overvejede alle vinkler nøje og hun nød at se den side af sig selv spejlet i sønnen. Det var da også rart at høre, at han ikke gjorde noget med hovedet helt under armen, men rent faktisk havde Sangys interesser for øje. Måske var Theuderic ikke født og opfostret som arving, men han gjorde et mageløst arbejde med at komme efter det på egen hånd.

Tanken fik hende til at synke en enkelt gang, men hun viste ikke den korte, følelsesmæssige påvirkning. I stedet rankede hun sig lidt og nikkede en enkelt gang. "Jeg er så absolut enig i, at det ville klæde Sangy og Migran at indgå en alliance, foruden at begrave stridsøksen." Ved det sidste kastede hun et enkelt, irettesættende blik på sin søn, men virkede ellers tilfreds.

Han slap dog ikke helt uden tiltale, for hun fortsatte: "Men uagtet potentialet i at vinde indflydelse i Zorete, så er og bliver Sangy det vigtigste. Adelaide er alt andet end ung længere og har født to børn. Chancerne for, at hun kan give dig selv talrige arvinger, er begrænsede allerede nu."

[Theuderic af Sangy]

Theuderic havde samvittighed nok til at se lidt akavet ud, under moderens irettesættende blik. Men stædigheden var stålfast og ville ikke rokke ved den nemesis-prægede relation han havde til Lensarvingen af Migran. Skønt han agtede at ægte hans søster..

Da Veroniques pointerede Adelaides alder og dermed Sangys fremtid uden en potentiel arving, trak Theuderic lidt på brynene. En eftertænksom mine sænkede sig over ham, som han overvejede hendes ord. "Det bliver et sats." ræsonnerede han, men så så undrende op på Veronique, "Men er det så utænkeligt, at det sats ikke skulle kunne virke til vores fordel?" Spurgte han. Ja, for faldt frugtbarheden så drastisk på i en alder af blot niogtyve?

[Veronique af Sangy]

Det var ganske rigtigt et sats og et unødvendigt et af slagsen i Veroniques øjne, uanset hvilke fordele, der så kom med et ægteskab med Adelaide af Zorete. Hun så nøje på Theuderic.

“Der er endnu ingen arvinger til Sangy efter dig og Tómas, så vi er ikke just i en position til at stole blindt på, at lykken står os bi,” pounterede hun og kneb øjnene sammen. “Har du personlige årsager til at ønske et ægteskab med Adelaide Af Zorete?”

[Theuderic af Sangy]

Han tav lidt, som han forsøgte at læse hende. Velvidende at hans mor, næppe godtog sentimentale forklaringer, fremfor fornuftige argumenter. Han valgte derfor ikke at omtale sin ømhed for den mørkhårede Enkefrue, men istedet dreje samtalen væk derfra. "Jeg fornemmer ikke din begejstring." Kommenterede han lidt tørt. Han så lidt på hende, inden han så lænede sig lidt mere tilbage i stolen, "Hvad ønsker du, maman?" Spurgte han istedet lidt gennemskuende. Han vidste at hun allerede havde gjort sig tanker, skønt han endnu ikke kendte til dem.

[Veronique af Sangy]

Veroniques øjne kneb sig lidt sammen og det sitrede en anelse ved hendes ene mundvige, som hun så sig selv så tydeligt afspejlet i sin nu ældste søn. Men hun var ældre end han og havde spillet spillet længere.

“Du er listig nok, Theuderic, men det var intet svar på mit spørgsmål,” poinerede hun derfor med et sigende blik og hævede brynene, selvom blikket spillede lidt.

[Theuderic af Sangy]

Antydningen af et ufrivilligt smil brød gennem hans ellers kontrollerede ansigts udtryk. Kæmpede med pokeransigtet om at vinde indpas under moderens afsløring af ham. "Ikke listig nok, åbenbart." Musede han, som han betragtede hende lidt sigende. Han førte vinen til læberne og stillede så glasset på bordet uden at slippe det. "Der er muligvis udoverliggende årsag." Indrømmede han så.

[Veronique af Sangy]

Veroniques skarpe blik fangede smilede og hendes bryn hævede sig lidt, mens der krusede noget ved hendes egne læber, som åbenlyst afslørede familieligheden mellem de to. Hendes blik spillede over hans ord, men hun ventede tålmodigt, indtil han selv kom frem til det, hun gerne ville høre. Brynene hævede sig i interesse og hun lænede sig lidt frem.

"Lad høre," opfordrede hun.

[Theuderic af Sangy]

Theuderic morede sig en smule over hendes nysgerrighed, som hun bare forsøgte at virke afmålt og kontrolleret, men alligevel ikke kunne lade være med at læne sig lidt frem da hun ønskede at høre mere. Han vippede hovedet en anelse på skrå, idet et lidt hemmelighedskræmmende blik lagde sig i de grå øjne, skønt det også var lidt appellerende til forståelse for hans behov for privatliv. "Maman.. lidt har man vel lov at have for sig selv? Nej?".

[Veronique af Sangy]

Veronique forsøge såmænd ikke at skjule sin interesse. Tværtimod skulle hun mene, at hun havde givet ganske klart udtryk for den og hun fnøs dæmpet over sønnens svar, skønt lyden var tilnærmelsesvis munter.

"Ikke, hvis Sangys fremtid beror på det," svarede hun henkastet og med let hævede bryn.

[Theuderic af Sangy]

Han trak på et muntert smil ved hendes ord. "Jeg tvivler på at det har en større betydning for Lenet." Svarede han dog ganske ærligt, inden han lænede sig lidt frem i stolen igen. Interesseret. "Jeg synes også vi har talt nok om mig." - "Hvad med dig, Maman? Det er længe siden vi har set eller hørt fra dig. Hvordan har du det?" Hans bryn var trukket lidt sammen. Lidt bekymring var at spotte i de grå øjne.

[Veronique af Sangy]

Veronique lod ikke så let Theuderic få det sidste ord og indskød: "Hvem end du gifter dig med, bliver grevinde af Sangy en dag, så det skulle jeg mene, at det har."

Det blev dog også en afsluttende bemærkning, for nu, for hun brugte det som opvarmning til at svare på det næste spørgsmål. Hun tog en indånding.

"Bedre, nu," konstaterede hun. Rynkede lidt på brynene. "Jeg er klar over, at jeg har været væk meget længere end jeg burde."

[Theuderic af Sangy]

Theuderic valgte ikke at svare på hendes affærdigende sætning. Alene fordi det ville fordre en fortsættelse af debatten. En snak han ikke gad tage nu. Han kunne fornemme at de ikke ville være enige.

Han studsede over de efterfølgende ord og hendes rynkede bryn. Hvilket fik ham til selv at rynke brynene. "Der er ingen bebrejdelse." Løj han flot og overbevisende, "Kun bekymring." Tilføjede han så, da han trods alt kærrede sig meget om sin familie. "Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at tanken om at du sad alene tilbage i Sangy, imens vi andre havde hinanden her, ikke har hjemsøgt mig."