I løvens hule

[Veronique af Sangy]

Det var dagen efter, at hun var ankommet til Sangybyhuset i Levagny og Grevinden havde allerede sat Pierre af Sangy i stævne og mødtes med Tómas af Sangy. Tilbage var Aelin Mélanie af Sangy, men især også Theuderic af Sangy og det var sidstnævntes ankomst, der netop var blevet annonceret af en tjener.

Veronique, der havde siddet og skrevet breve til Sangy med praktikaliteter, rejste sig fra skrivebordet, netop som hendes ældste levende søn blev vist ind. Utvivlsomt lige så uvidende, som alle andre.

"Theuderic," hilste hun, som altid statelig at se på, men med ægte varme i det mådeholdne smil.

[Theuderic af Sangy]

Theuderic værfede tjeneren væk, som af en eller anden mærkværdig grund følte behovet for at vise ham ind i sin egen stue, skønt han kom og gik som det passede ham og havde gjort det længe nu. Han var da ved guderne ingen gæst i eget hus.

Hans opmærksomhed vendte tilbage og brynene måtte rynkede sig sammen i en undrende mine, skønt ansigtet tydeligt bar mest præg af overraskelse, da han blev mødt af en kvindestemme, som han kendte ganske godt, men som han ikke havde hørt meget længe. Et smil tegnede sig på læberne, og groede varmere med gensynsglæden, "Maman?"

Theuderic trådte hen til hende og omfavnede hende, kun som en søn kan omfavne sin mor. Ligeglad med hvor regal og distanceret hun end kunne fremstå, så var og havde Theuderic aldrig bleg for at vise hende, at han holdt af hende. Han slap hende således igen. "Hvorfor har du ikke sagt at du kom? Jeg kunne have sørget for at der var nogen klar til at tage imod dig?"

[Veronique af Sangy]

Veroniques hjerte voksede lidt med hvert af sine børn, som hun så og lægede det sår, der havde blødt de sidste to år. Synet af Theuderic, kun mere en mand nu end for to år siden, var kærkomment og ved hans hilsen kom tænderne til syne i et sjældent, fuldt smil.

Det var svært at sige, hvornår det sidst var sket og det samme med den latter, der undslap hende nu. Hun tog imod omfavnelsen, gengældte den og tog blidt fat om hans arme, da han trak sig tilbage. "Nonsens," slog hun det hen, selvom hun tydeligt satte pris på tanken. "I har alle travlt. Jeg kan sagtens finde mig selv til rette," konstaterede hun og så ham lidt an.

Varmen i smilet fik smilerynker omkring øjnene til at trække sig sammen og hun gav hans arme et klem, før hun endelig gav slip. "Det er vidunderligt at se dig, min søn. Fortæl mig, hvordan det står til."

[Theuderic af Sangy]

Han så lidt på Veronique og skød brynene kort i panden, som han drog en indånding, holdt den idet han overvejede hendes spørgsmål, inden han så åndede tungt ud igen. "Godt." Fik han så sagt, lidt i afmagt over alle de hændelser der faktisk var sket i hendes fravær. Men som han ikke lige var sikker på at han ønskede at dele med hende. "Der er sket lidt siden sidst, men ellers ligner det hele mere eller mindre sig selv." Svarede han så med et smil, og vandrede over til et mindre bord med en karaffel med vin, som stod ved siden af Tómas' ækle whisky. Han skænkede sig selv et glas og så sig over skulderne til sin mor. "Vin?" Spurgte han og hældte så et glas op, såfremt hun ønskede det. "Og dog.." Sagde han med lidt alvor i stemmen, "Du gik glip af Aelin Mélanie af Sangy der, uden ydre tvang vel og mærke, trak i en kjole.." - "...og viste sig offentligt med den."

[Veronique af Sangy]

Veronique stolede på, at Theuderic ville sætte hende ind i, hvad der var foregået - men hvis ikke, så havde hun heldigvis flere kilder. Herunder Tómas af Sangy, der allerede havde givet hende en kort gennemgang. Hun nikkede og tog gladeligt imod glasset, som hun nippede let til.

Et bryn skød op ved hans indledende ord, men fortsættelsen trak en munter lyd fra hende. Hun sendte sin søn et svagt irettesættende blik, men morede sig tydeligvis. "Så er der trods kommet noget godt ud af mit fravær," konstaterede hun og satte sig. "Tómas fortalte sig om sin forlovelse - og udfordringerne med selv samme."

[Theuderic af Sangy]

Theuderic smilte bare sit gavtyveagtige smil, under moderens halvhjertede irettesættende blik. Han havde altid haft en form for charme der havde kunnet redde ham ud af af mange fedtefade, skønt det ikke var alle. Og han brugte det nådesløst. Hvilket Veronique sikkert også var ganske bevidst om.

Han satte sig roligt ned på en stol over for hende og lænede sig tilbage i den, med det ene underben hvilende på knæet. Minen trak sig mere alvorlig, da hun bragte Tómas på banen. Theuderic nikkede lidt. "Ja. Han er lovet til Josephine af Aren." Bekræftede han, "Skønt det er med megen modvilje, fra hans side af." Tilføjede han ærligt.

[Veronique af Sangy]

Veronique kendte så absolut dét smil, men lige i dette tilfælde lod hun sig underholde af det. Formildet af, at hun knapt havde set sin ældste søn de sidste par år. Det i sig selv kunne blødgøre meget. Til gengæld spildte hun heller ikke tiden og lyttede interesseret til, hvordan han fremlagde sagen. Hun slap en tænksom lyd.

"Jeg er sandt at sige også nysgerrig på, om hans beskrivelse af hende stemmer overens med sandheden, eller om den afspejler hans egen modvilje," indrømmede hun. "Ifølge hans udsagn, er hun komplet uregerlig." Det var ikke formuleret som et spørgsmål, men hun forventede tydeligvis et svar på, om Theuderic kunne genkende det.

[Theuderic af Sangy]

Han stødte lidt luft ude gennem næsen, som et halvhjertet fnys ved moderens beskrivelse af lillebroderens ord. Han nippede en gang til vinen. Han stillede glasset tilbage mod bordet, som han sank. "Hun er.." Han ledte lidt efter et passende ord, "Viljefast." Lød det så, "Hun har nogle skøre ideer, vil jeg sige... og temperament. Fuldstændig ligesom Tómas." Tilføjede han, idet han mindedes den dag hun og broderen havde mødtes første gang. "Deres første møde kostede en af dine keramik skåle." Forklarede han, bare for at male hende et billede af situationen. "Men Tómas gør absolut heller intet for at hjælpe situationen. End hørte jeg ham kun fornærme komtessen imens hun var her." Tilføjede han lidt udtryksløst. "Jeg indrømmer at de, på et personligt plan, virkelig ikke passer sammen." - "Men alliancen til Aren, kommer tilgengæld os til gode. Reginalde vil gerne have Josephine afsat."

[Veronique af Sangy]

Veronique kneb øjnene lidt sammen, som hun lyttede til Theuderics beskrivelse. Der var overensstemmelser, men hendes mundvige sitrede også ganske svagt ved beskrivelsen af Tómas' reaktion. Hvorfor havde Guderne mon skænket hendes så viljefaste børn? Nogen ville påpege, at det formentlig kom fra hende selv og ikke fra Pierre af Sangy. Det undlod hun at medtage.

"Spørgsmålet er, hvor meget en sådan alliance er værd, hvis ægteskabet er forgiftet fra start," pointerede hun fornuftigt og slog fingerspidserne let mod vinglasset. "Jeg agter selv at mødes med Josephine af Aren, så jeg kan danne mig mit eget indtryk, men hvis ikke min hukommelse fejler mig, så er hun ikke Reginaldes eneste datter. For ikke at tale om hans niecer," konstaterede hun og sendte en tanke mod sin brors børnebørn. Dét var trods alt en familie, hun vidste, hvor kom fra. "Hvis det er en alliance med Aren vi ønsker, og det gør vi, er en udannet komtesse ikke den eneste mulighed."

[Theuderic af Sangy]

Han rynkede brynene lidt og fandt det lidt hyklerisk af hende, at pointere vigtigheden af følelserne mellem hustru og husbond. End havde hun og faderen intet forbillede været herom. Han holdt dog klogeligt sin bøtte og istedet fokuserede på de efterfølgende ord. "Reginalde har lagt en handelskontrakt oveni Josephines medgift, som giver os en procentvis ejerandel af kødeksporten fra Aren." Sagde han med alvor i stemmen. Det ville sige, at det bragte Sangy en lille, men vedvarende og fast økonomisk tilskud år efter år. "Jeg kunne ikke afslå." Sagde han og trak lidt på skulderen. "Desuden er pigen jo hverken deform, spedalsk eller hæslig at se på." Tilføjede han,.. omend hendes personlighed nok godt kunne være det.

Da moderen nævnte de øvrige gifteklare døtre og niecer, viftede han lidt afvisende med hånden. "Nej, Maman. Ingen niecer, når vi kan binde os tæt på kilden." Lød det lidt forhandlende, ".. og Baronens eneste anden datter er kun fjorten." Argumenterede han.

[Veronique af Sangy]

Det var absolut klogt af Theuderic ikke at dele sine tanker, og hans mor forblev lykkeligt uvidende. Til gengæld lyttede hun med reel interesse til hans ord, øjnene let sammenknebne. Hun var tavs lidt, før hun nikkede ganske let. "Ja, det lyder jo alt sammen meget fordelagtigt," medgav hun, selvom hun ikke kunne lade være med at overveje, om der mon var en grund til det. Uanset havde hun tænkt sig at mødes med pigebarnet.

"Men hvis du er så fast besluttet, hvorfor fortæller Tómas mig så, at du har givet tilladelse til, at han selv kan finde et parti?" spurgte hun roligt og skød et bryn let op.

[Theuderic af Sangy]

Moderens modargument punkterede Theuderic lidt, og han vippede hovedet lidt bagover og sendte blikket mod himmelen. Ja, det var jo problemet. Han sukkede og flyttede så blikket tilbage på hende. "Fordi jeg ikke kunne holde ud at høre på hans hyleri mere." Forklarede han, "Tómas mener selv at han er miserabel og føler sig dårligt behandlet." Han holdt en kort pause, "Da han mere end én gang nævnte at ville gøre en ende på sig selv, så begyndte jeg at blive lidt bekymret." - "Omend jeg stadig ikke kan finde ud af om det er skaberi eller om han mener det." Theuderic sukkede atter en gang, "En god alliance er ikke min brors liv værd." Sagde han så og spændte kæberne lidt ved tanken om at Tómas måske kunne finde på at gøre alvor af sine trusler om en galgendød.. og Theuderic derpå kom til at miste endnu en bror. Han tog derpå en mundfuld af sin vin. "Så jeg gav ham muligheden for selv at finde et match, indenfor de næste kommende måneder, for det er så længe jeg kan holde Reginalde hen." - ".. og så må jeg rede trådene ud, på en eller anden måde derefter."

[Veronique af Sangy]

Måske ville Veronique for et par år siden have anset den form for melodramatik for komisk, men nu ramte det på et ubehageligt sted og rev i det sår, der stadig blødte fra Cédrics død. "Tómas ved forhåbentligt bedre end at spøge med den slags," svarede hun derfor alvorligt, men denne gang var alvoren ikke rettet mod Theuderic.

Hun nikkede dog også forstående til sin søns beslutning, brynene endnu trukket lidt tænksomt sammen, som hun rystede ubehaget af sig. "I så fald bør vi genbesøge Reginaldes niecer," konkluderede hun, gav tydeligvis ikke så meget for den yngste søns frie valg. "Det er en vej ud, uden at vende baronen ryggen helt. Den ældste af dem er måske ældre end Tómas ville foretrække, men jeg husker den yngre som en yndig, ung kvinde."

[Theuderic af Sangy]

"Jeg håber det." .. for hvis Theuderic nogensinde fandt ud af at lillebroderen havde brugt det som et trumf kort til at få sin vilje, så skulle han få lov at høre hvor højt Theuderic var i stand til at råbe.

Han så lidt op fra sit vinglas, på sin mor, da hun vendte tilbage til niecerne. En skæv grimasse lagde sig i hans ansigt, da hun ikke blot fokuserede på den ældste, Laudine af Morgis, men især på Fleur af Aren, som han forstod var 'den yngre'. En lidt stram følelse lagde sig i hans mellemgulv. For skønt Fleur ikke var hans eget ægteskabsprospekt, så var hun inde i hans liv, og varmede ikke blot hans seng, men også så småt, lidt om hjertet. Tanken om at broderen skulle have hende, huede ham ikke helt, selvom han vidste at han ingen umiddelbar grund havde for at stikke en kæp i hjulet, hvis ikke det skulle virke for suspekt. Alligevel forsøgte han. "Laudine er vel kun enogtyve? Jeg tror det er en bedre alder for Tómas." Nævnte han, "Jeg mindedes tilogmed at han sagde, at han ikke ønskede at være 'barnepige' for Josephine, der er på samme alder som den yngre rødhårede."

[Veronique af Sangy]

Veronique bed mærke i grimassen, men kunne umuligt gætte, hvad den betød og skænkede den derfor ikke yderligere tanker. Ærligt nød hun blot at diskutere den slags med sin søn. Det burde være noget, hun diskuterede med sin mand, men Theuderic var et glimrende alternativ og modsat sin far, så havde han reelt en interesse i det.

Hun så Theuderic lidt an, slap en tænksom lyd og nikkede så lidt. "Det er en værdig pointe," medgav hun, nok til sønnens lettelse. Hun havde ikke den samme fornemmelse af den ældste pige, velvidende, at hun havde været isoleret i Aren i en del år, men så vidt hun vidste, var hendes brors børnebørn alle velopdragne. "Det ville dog ikke kunne vente længe. Ikke med den alder," konkluderede hun, men lod ikke til for alvor at anse det for et problem. Tydeligvis lød det fornuftigt for hende. Blikket rettede sig mod sønnen, et bryn let hævet.

"Retteligt bør du, som den ældste, dog giftes først, Theuderic. Har du mon set lige så nøje på dine egne muligheder, som du har på din brors?"