En lysende fest

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus så en klædelig rødmen farve hendes kinder og det fik kun hans eget smil til at vokse. Han nød da også helt reelt deres samtale, og ikke mindst hendes bramfri ord. Hans blik spillede. "Der tager De fejl af mig," svarede han, blikket muntert og tonefaldet det samme, omend det fortsat havde en udfordrende undertone.

"Hvorfor skulle jeg søge andet selskab, når De er så meget mere interessant at tale med?" spurgte han. Det var ikke løgn. Han fandt hende absolut tiltalende. Også, at hun ikke bare gjorde det nemt. Det blev hurtigt kedeligt og han kunne altid finde nogen til at varme sin seng, hvis det blot var det han ville.

[Svea Købmand]

Svea kneb øjnene sammen igen og havde helt glemt alt om kroværten, som var igang med at bevæge sig ned mod bordet med de øl hun havde bestilt.
"Det siger du vel til alle damerne. Åh, du er så spændende og smuk og anderledes." Sagde hun og skar en grimasse.
"Jeg kender godt din slags, i siger hvad som helst for at komme under ens kjole." Bemærkede hun og løftede sine øjenbryn, mens hun spidsede sine læber.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus var ikke skræmt væk af hendes bramfrihed. Tværtimod fandt han den underholdende, og han havde ikke meget imod, at det åbnede op for, at han selv kunne være mere ærlig.

Han trak nonchalant på den ene skulder. "Det kan vel godt være et ønske, uden at noget af det nævnte er en løgn," konstaterede han og hævede et bryn let. Han havde tydeligvis ikke tænkt sig at benægte, at han havde en motivation.

Blikket spillede uvornt og han smilede charmerende, men han talte også selv uden at lægge fingre mellem nu. "Hvorfor skulle et kvikt hoved ikke blot gøre lysten til at komme under skørtet større?"

[Svea Købmand]

Svea begyndte efterhånden at finde ham mere irriterende end charmerende, måske fordi han hele tiden havde et svar på hendes bemærkning. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til ham. Der gik derefter et lille øjeblik, inden hun sukkede opgivende og prikkede ham på brystkassen.
"Men det kommer du ikke." Sagde hun og rynkede på næsen.
"Jeg er meget kræsen når det kommer til mænd." Sagde hun og løftede hagen i en lettere stolt mine.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus morede sig lidt over hende, og noget som hun ærligt talt selv havde talt sig op til. Det var hende, der havde lagt ud med at bringe det på bane og han fandt sig underholdt af, at hun fortsatte, som om det var ham, der havde spurgt.

Blikket gled ned til fingeren mod brystet og han hævede et bryn let, før han så op på hende igen. "De tager sandelig sorgerne på forskud, gør De ikke?" spurgte han med et blik, der spillede let.

[Svea Købmand]

Svea blev lidt overrasket ovwr hans ord. Hun så på ham med forbløffelse i øjnene og skar så en grimasse, mens hun blev rød i kinderne. Hun følte sig lidt flov over sin opførsel.
"Mig? Nej. Hvorfor skulle jeg gøre det?" Sagde hun og vendte blikket væk og forsøgte at se ud som om hun havde fået øje på et eller andet meget spændende.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus så hendes udtryk ændre sig og hans morskab blev ikke mindre. Ikke, at han var tilbøjelig til at gøre grin med det. Han kunne måske virke overlegen, men aldrig på dén måde.

"Ja, det ved jeg da sandelig heller ikke, Frøken Svea," konstaterede han i stedet og så på hende med et glimt i øjet. "I mine øjne morede vi os ellers lige så glimrende."

[Svea Købmand]

Morede os. Svea tænkte på ordet, hun tænkte på en anden gang hun havde haft det sjovt med en mand og hvordan hele situationen pludselig havde ændret sig. Hun smilede en anelse, det var ikke fordi hun ikke ville forsætte med at have en sjov aften med Nicolaus, men lige nu følte hun bare at mindet om smerten var for stort.

"Ja, det gjorde vi." Sagde hun afdæmpet og slog blikket ned, mens hun strøg en lok af sit hår bag øret.
"Men jeg må hellere gå." Bemærkede hun. "Det var hyggeligt at møde dig Nico." Sagde hun og lagde en hånd på hans arm, som for at sige undskyld. Hun kunne ikke det her, ikke nu. Derefter vendte hun sig en anelse, med intentionen om at bevæge sig tilbage til sit bord.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus havde øjne i hovedet og selvom han var kæk, så bemærkede han også, at noget spøgte bag hendes blik. Han så lidt undersøgende på ham, men han kunne ikke vide, hvilke skeletter hun havde i skabet og det var næppe heller hans plads at spørge om det. Så han bøjede nakken let, accepterende. Blikket nåede dog at dvæle ved hendes hånd mod sin arm og gled op mod hende, som hun gik.

"Svea," sagde han impulsivt og droppede selv for første gang den formelle tiltale. Blikket glimtede lidt, som han smilede svagt, men skævt. "Tak for snakken. Det var en fornøjelse."

[Svea Købmand]

Svea følte sig lidt modløs og følte ikke rigtig at det var det rigtige tidspunkt at starte noget nyt ud. Det ville hun hellere, når hun følte sig glad og i humør til det. Hun skulle til at gå, men så talte han igen. Da han sagde hendes navn smeltede hun en anelse og følte sig helt varm indeni. Han var virkelig god til det her, en type, der helt sikkert ville knuse hendes hjerte.

Alligevel tog pokker ved hende og hun trådte et skridt frem, lagde en hånd på hans skulder og plantede et kys på hans læber, ved mindre han trak sig væk. Hendes hjerte bankede hurtigere, men samtidig følte hun al smerten rumstere i hendes krop. Hun trak sig væk og blinkede lidt med sine øjne.
"Undskyld, jeg ved ikke hvad der skete." Bemærkede hun.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus vidste ikke, hvad der var hændt hende, og han havde heller ikke tænkt sig at spørge. De kendte trods alt ikke hinanden og han havde stillet sig tilfreds med at den kønne våbensmedsdatter ville forsvinde ud i mængden igen og han selv ville vende tilbage til sit eget selskab.

Netop derfor havde han da absolut heller ikke forventet, at hun pludselig ville fortryde og da slet ikke, at det var i sådan en grad, at varme læber ramte hans egne. Han nåede knapt at reagere, før hun trak sig tilbage igen og han blinkede lidt forundret.

Så kom han til at le dæmpet, men latteren var ærligt talt mere overrasket end noget andet. Fingrene gned lidt over hagen, som spøgelset af hendes læber endnu kunne mærkes mod hans. "Nej, det," musede han, før han lige fik hjernen tilbage på rette spor og et svagt drillende, men ikke hånligt, smil gled frem over hans læber. "Det er nok bare fordi, jeg er så spændende, smuk og anderledes," konkluderede han med et spillende blik, som han gentog de ord, hun selv havde brugt tidligere.

[Svea Købmand]

Svea bemærkede at hans latter var trillende og varm, som varm krydret vin på en vinternat. Den smittede af på hende og hun kom også til at le en anelse. Det hele virkede så fjollet nu, måske skulle hun bare give sig hen og lade være med at spekulere så meget?

"Det er nok det." Sagde hun med et skævt smil og rakte ud og gav hans hånd et klem. I det mindste vidste hun hvordan det var at kysse ham, men det måtte være nok for i aften. Hun havde heller ikke sin amulet med og hun ville nødig ende med at gå i to måneder og være bange for at være gravid.

"Vi ses." Sagde hun derefter og lagde an til at vende sig for at gå, denne gang med intentionen om rent faktisk at smutte og ikke give ham flere kys. Selvom det var svært, for hun havde virkelig lyst til at kysse ham igen.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus var evigt fortaler for at give sig hen og ikke spekulere for meget. Alt var lettest sådan og han havde måske sagt det, hvis han havde været i stand til at læse tanker. Det var han immervæk ikke, så han smilede blot sit skæve, drengede smil og hævede hagen lidt i et nik.

"Pas på dig selv, Svea Våbensmed," svarede han og blinkede en enkelt gang med det ene øje.

[Svea Købmand]

Svea kiggede ikke bagud, hun var bange for at hun ville springe på ham hvis hun gjorde. Derfor blev hun ved med at gå og regnede ikke med at se ham igen nogensinde. Det var nok også for det bedste, nu ville han bare være en sød fyr hun mødte på en kro en aften. Intet andet.

Afsluttet.