Fortrolighed [lysfest]

[Agata Af Coullere]

Til Orielle af Falanie  
Aftenen havde skredet sig frem med velkendte ansigter og en dejlig velkomst tilbage i Levagny efter lang tid i Coullere. Agatha havde sådan savnet de sociale arrangementer i hovedstaden og nød at tale med alle omkring sig til den festlige lysfest på paladset. Hun prøvede samtidig at få et overblik over, hvad der var sket mens hende og Pancras havde været nødsaget til at forblive i lennet. Nok havde hun hørt om kronprinsen trolovelse til en prinsesse fra Hasnea, men det var noget andet at kunne høre sladderen og andres mening om sagen. Den mening var delt og Agatha høstede derfor brugbar information om de forskellige lenshoveders mening om trolovelsen. Der dannede sig et mønster.

Med elegance afsluttede hun en samtale med en anden adelskvinde og gik til den nærmeste tjener for at få fyldt op i glasset inden hun bevægede sig mod den nok mest interessante samtale hun ville få denne aften. En gammel veninde og ikke mindst hendes svigerinde, dronningen af Falanie. Nok var de tvunget i familie, men Agatha havde altid brudt sig ganske godt om Orielle. Hun var nysgerrig på, hvad dronningen selv mente om den trolovelse og selve pigen, som hendes søn var lovet til.

[Orielle af Falanie]

Orielle have næsten aldrig et øjeblik for sig selv. Særligt til selskaber som disse afløste den ene adelige efter den anden der ønskede et drøfte noget med deres dronning. Men hun var tålmodig og hun lod aldrig andre mærke at hun var misfornøjet eller træt. Det var vigtigt at sætte sig i god fod med alle i deres kongerige, hvor lidt hun end kunne lide nogen af dem.

Blødt bøjede hun kort hoved i en hilsen, da en Baron forlod hendes side for at gå videre. Hendes lyse blik mødte Agathas og et smil bredte sig over hendes læber.

"Kæreste." svarede hun blidt og strakte let sine hænder frem så hun kunne modtage svigerinden i et ømt klem.

[Agata Af Coullere]

Alle formaliteter skulle til ved et møde med dronningen trods de to var svigerinder og på samme alder. ‘Agatha nejede, før Orielle tog hende hånd. Hun gengældte klemmet, glad for at se sin svigerinde. Trods de var i familie og, at Agatha holdte meget af Dronningen var de begge travle kvinder og ikke mindst travle mødre, så de så ikke så ofte som de måske ønskede sig. “Nydelig kjole min kære dronning” påpegede hun. For som altid var Orielle klædt til absolut perfektion. Ikke et hår sad forkert.

“Hvordan har de det?” spurgte hun nysgerrig efter at høre mere om livet på paladset. Efter så lang tid kun i Coullere, var det rart at være tilbagevendt. De observerende øjne gled ned over den anden kvinde, men der var ikke noget som ikke var, som det skulle være. Desuden havde Agatha lært at dronningen var svære at læse end de fleste, når der var så mange andre til stede. Det var de fleste højadelige kvinder for den sags skyld. Inklusiv hende selv. Det var farligt at lade andre kunne se ens oprigtige følelser.

[Orielle af Falanie]

Orielle havde let ved at sænke formaliteterne blandt familie og gode venner. Når den rette hilsen var afsluttet havde hun det bedst med at de blot kunne nyde hinandens selskab uden at alle skulle huske sig selv på hvordan der blev talt. Man skulle ikke misforstå denne del ved Orielle og det var langt fra alle der kunne tillade sig det.

"De er alt for sød, Agatha." smilte Orielle der dog stadig tog komplimenten til sig og trak let ud i hver side så mønstrene kom til deres ret. "Hendes kongelige højhed, Prinsesse Frieda lånte mig en af hendes kammerpiger, som udmærker sig inden for deres måde at flette på. Jeg må sige at jeg nok kommer til at få til vane at have håret mere synligt"

Orielle bar denne aften en maske. En maske hun ikke havde haft på længe, og selvom hun så glad og smilende ud var alt sjældent som det så ud. Agatha kunne med nemhed se det, og i stedet for at svare sandfærdigt på hendes spørgsmål lagde hun i stedet sin hånd på hendes og klemte den sigende.

[Agata Af Coullere]

Hertuginden fornemmede, at noget ikke helt var som det skulle være ved hos dronningen, men vægende, skyggerne og luften havde ører, hvor de befandt sig, så dybe samtaler ville det aldrig blive til. Dog havde adelsfolk og royale som dem lært at kommunikerer lydløst med udtryk og små sigende handlinger. Deres verden var fyldt med et usynligt spil som udefrakommende aldrig ville kende til. Der skulle være balance i alt ting og man kunne aldrig være eller opføre sig præcis som man ville. Det havde Agatha erfaret for længst. Selv om det formelle blev lagt lidt væk, når det galt nære relationer, var der en balance i, at de ikke forsvandt helt.

Agatha smilte til, hvad hun først og fremmest opfattede som en veninde. “Komplimentet er skam på sin plads” smilte hun før emnet faldt på Prinsesse Frieda. “Er det sandt?” Agathas øjne betragtede Orielles smukt opsatte hår. “Det må jeg sige. Det er de ganske dygtige til” medgav hun efter at have studeret frisurens detaljer. “Hvem der dog blot var så heldig at have en Hasneansk kammerpige til den slags” hun smilede for at understrege at misundelsen i kommentaren ikke var ondsindet. “Det var vel nok pænt af Hendes kongelige højhed at låne dig en af dem”

Klemmet i Agathas hånd fortalte hende, hvad hun skulle vide. Derfor brugte hun et øjeblik på at stille et spørgsmål, der kunne besvaret i disse omgivelser. Hun ønskede det bedste for Orielle og hvis hun kunne hjælpe ville hun det, men det var ikke altid til at spørge direkte ind til. “Hvordan går det med familie? Hvad siger Gennevote til pigeskolen?” det var stadig det samme emne, men lettere at snakke rundt om det, der egentlig rørte sig.

[Orielle af Falanie]

Orielle havde altid værdsat venskabet hun havde med Agatha, det kunne umuligt erstattet og havde de blot mulighed for det vidste hun at de hemmeligheder hun bar rundt på ikke ville blive dømt, og at hun ikke ville gå videre med det. Men muligheden ville ikke byde sig, og det var for risikabelt. Så derfor satte hun pris på de klem og de blik de i stedet kunne sende hinanden. Skulle det ske, at hun ikke havde andre steder at gå hen, vidste hun hvor døren altid ville stå åbent, såfald hun skulle forblive i Falanie.

Lidt stolt var hun, da Orielle let drejede hovedet for at vise endnu mere af de flotte snoninger og perler da var at finde i det lyse hår. "Men hvis vi skal rejse, eller når jeg opholder mig nede i byen vil jeg nok stadig have noget af det dækket" svarede hun blidt. Uden at komme ind på de vilkår der gjorde at man havde bedst ved at gemme håret af vejen. "Men måske jeg i stedet vil gå over til de perlenet der findes"

"Særdeles. Den stakkels pige turde næsten ikke røre ved mit hår" svarede Orielle med et glimt i øjet. Sprogbarrieren var der, og selvom det til en start havde været svært for de to at nå frem til hvad der skulles gøres, havde dronningen ikke andet end ros.

"Det går." Svarede Orielle roligt, som det lyse blik igen fæstede sig direkte hos Agatha. "Gennevote har det svært for tiden, og hun vil ikke rigtig tale med mig om det. For noget tid siden fangede jeg hende i en løgn."

[Agata Af Coullere]

For Agatha betød venskabet med Orielle en god del. De havde nogle af de samme oplevelser med sig. Begge havde de prominente mænd, dog var kongen selvfølgelig langt mere magtfuld en Pancras, men der var ligheder ved at ægtemænd som dem. De to kvinder havde også vigtige forskellige, som gjorde venskabet interessant. Orielle var en af de få, som Agatha opretholdte venskabet til af lyst og ikke fordi det var vigtigt og det rigtige at gøre. Hun kunne oprigtigt godt lide dronningen.

De brune øjne betragtede tydeligt beundrende de smukke fletninger, da Orielle vendte og drejede hovedet så lyset faldt rigtigt på de snørklede mønstre. “Det kan man jo desværre ikke komme udenom, men idéen med et perlenet kunne ganske givet fungere. Ellers må vi jo blot nyde det til begivenheder som denne” påpegede hun med et let, oprigtigt smil.

Agatha undertrykte et grin, der i stedet fik de brune øjne til at smile. “I det mindste har hun respekt for dig kære Orielle” pointerede hun med en anstændig tone, trods humoren kunne høres lige under den.

“I en løgn?” Agatha rynkede kortvarigt brynene. “Det ligner da ikke Gennevote” det lå mere til Agathas egne børn mod deres moders vilje. “Problemer med pigerne på skolen måske?” funderede hun inden hun tilføjede. “Hvis jeg kan gøre noget for at hjælpe hende må du sige til” men Agatha var blot Gennevote af Falanie slægtning. Hvis ikke hun ville tale med sin egen mor om det, tvivlede Agatha på, at hun kunne få noget ud af hende.

[Orielle af Falanie]

Når man var dronning vidste man aldrig hvem der var ens rigtige venner, og selvom hun altid var kommet godt ud af det med Agatha var hun nødsaget til også at holde hende bare en smule på afstand. Derfor kunne hun ikke fortælle hende hele sandheden men kun gøre mine til hvordan det gik. Så kunne veninden ikke bruge noget imod hende. Det var synd, men nødvendigt.
“Så længe jeg er indedøre agter jeg i hvertfald at gøre brug af de nye ideer” smilte hun og rankede sig let da et par adelsdamer kom forbi og nejede. Let bukkede hun hovedet i hilsen.

Hendes blik blev igen alvorligt, og det smertede hende at hun måske var på vej væk fra sin ældste datter. “Noget må være sket siden hun ikke har ville fortælle mig det. Nogen.” Hun rystede let på hovedet. Det nyttede heller ikke at grave for meget i det, hvis Gennevote ikke havde lyst. Men derfor huede det hende ikke at hun valgte ikke at sige noget.

“Måske det ville gøre hende godt at tilbringe lidt tid med din familie, Agatha. Komme lidt væk fra hovedbyen”

[Agata Af Coullere]

En forsigtig hånd lagde sig blidt og kortvarigt på dronningens skulder, som støtte og trøst på en diskret måde. Kunne hun gøre noget for at hjælpe landet mest magtfulde kvinde, ville hun gøre det. Ikke fordi hun var dronningen, men fordi hun var Orielle, hendes veninde. Der skete så meget i adlen og få var til at stole på, så når man endelig stolede på nogen, var vigtigt at sætte pris på venskabet, hvor end man kunne. “Sådan er det desværre med børn. Vi vil altid være deres mødre, men det er de ikke altid klar over, at det betyder evig bekymring. Især når de bliver ældre. Jeg savner nogle gange, at have små børn” sukkede hun tankefuldt. Hendes drøm havde altid været at få en masse børn, men Pancras ville ikke have flere end tre. “Så længe vi viser, dem at vi altid vil være der, skal de nok komme tilbage, når de er klar til at fortælle os, det der går dem på” håbede hun højt for dem begge.

“Hun skal være meget velkommen. Hende og Clothilde kan måske besøge os i byhuset” tilbød hun. Egentlig vidste hun ikke om de to piger var venner, men hun håbede det, eftersom de næsten var vokset op sammen. I hvert fald i nærheden af hinanden.

/lukket