Mens sneen faldt bragte jeg dig med

[Maleah Rosenknop]

Forbeholdt til Matiot Rêveur

│Dato & tidspunkt│

15. december 842 - Et fint stykke ud på natten (01:11)

│Lokation│

La Rose Tendre bordellet i Teaterkvarteret, Levagny, Falanie

---

Hun burde ikke stirre. Men det var nu alligevel sket adskillige gange allerede, at hun havde fanget sit blik i at dvale på hans sovende ansigt, som han lå over i sengen. Det var egentlig en ganske stor seng, ligesom at værelset, hun havde formået at slæbe ham til, også var ganske rummeligt, dog det på daværende tidspunkt kun lige var lyst op af et enkelt flakkende stearinlys, hun havde placeret på en taburet ved sengen. Men med tre væger, så gav det forbløffende godt lys i mørket af den nu meget sene nat. Og mangel på vinduer. Uønskede tilskuere udefra var trods alt en sjælden anmodning her på Le Rose Tendre..

Det havde været turen hjem, der havde bragt manden i Maleah’s arme. Ikke langt fra bogstaveligtalt faktisk. Vaklende i en linje foran hende - mod hende, havde hun måtte været usynlig i hans dybt berusede syn og selvom hun da havde gjort sit forsøg på at vige til siden, så snart dét var gået op for hende, så havde hendes reflekser ikke været finpudsede nok til, at hun havde kunne undgå sammenstødet. Det havde heller ikke hjulpet, at han blot to sølle skridt fra hende, havde fået snøret sine lange, ranglede ben ind i hinanden og væltede så lang han var. Tvunget hende til at stoppe midt i sin undvigelse til fordel for at på automatisk vis prøve at gribe ham. Det havde ikke været en smuk opført forestilling for nogen af dem, så meget var sikkert. Hvor den ene havde faldet som var han ikke andet end en knogleløs kludedukke, havde den anden glemt alt om, hvor lidt oprigtig styrke der lå i hendes spinkle arm. Guderne måtte dog have vovet over dem bare lidt, for i det mindste havde de ikke endt i gruset.
Lignende velsignelser dem givet, at Rosen havde måtte snige ham indenfor. Huset sov aldrig helt, men aftenen var stadigvæk en tid, hvor der var færrest omkring i gangene eller de fællesrum, hvor kundestablen ikke var tilladt. Natten var oftest den travleste tid i rosenhaven.

Forsigtigt for ikke at lave for meget lyd, lagde hun den vædede klud på kanten af messing bassinet, inden hun drejede sig tilbage mod sengen. Der var gået, hvad? En time? Måske to? Hun havde ikke nogen fornemmelse af tid, men han måtte have virkelig haft brug for at sove rusen ud. Det havde ikke været svært at forstå, hvad der havde fået ham til at vakle sådan tidligere. Han havde lugtet heftigt af alkohol, da hun havde haft støttet - og til tider; båret - ham med sig. Og han havde føltes meget varm selv igennem den tykke kappe og indre lag af beklædning, hvilket i det snedækkede vinterkulde, havde været velkomment.
Roligt trådte hun nærmere og som hun nåede helt hen til siden, lod hun sig selv dumpe ned at sidde på sine knæ på trægulvet. Armene hvilende på den bløde madras, mens hasselbrune øjne betragtede ham endnu en gang. Det sorte om hans øjne - der nu var falmet betydeligt efter, hun havde forsøgt at vaske det lidt af - havde fascineret hende, så det var ikke så meget fordi, hun fandt ham guddommeligt smuk, at hun ikke kunne tage øjnene fra ham. Men Maleah var nysgerrig som et barn. Hans næse stod frem og gav hende tilbageholdt lyst til at følge dens kurver med fingerspidsen. Noget ved ham mindede hende om Stéphane d'Rose Tendre , måske det var de kraftige bryn, bare manglende den intimiderende atmosfære. Dét kunne selvfølgelig hurtig ændre sig, skulle ham her vågne op til dåd.
Hun foldede sine arme på madrassen, lagde dem ned, således hun behageligt kunne lægge sit hoved oven på dem.

[Matiot Rêveur]

Det var ikke hver eneste aften, at Matiot mistede kontrollen over sit indtag, men det skete sommetider. Oftest, når det gjorde, formåede han dog at holde sig inde på teatret, men i dag havde han været drevet ud; lokket med på kro af de andre skuespillere og resten var en saga blot. Han måtte på et tidspunkt været gået sine egne veje, men han huskede ikke, hvad der havde fået ham ud i kulden. Eller mærket den, for den slags skyld. Alt havde været tåget, og han havde ikke for alvor været ved bevidsthed, da nogen havde reddet ham fra enten at blive berøvet eller fryse ihjel på gaden.

For nu var han da også helt tabt for omverden, tungt i en alkoholbetynget døs og endnu uden nogen anelse om, at noget var galt. Da han endelig, efter flere timer, langsomt mærkede tågen lette, var det første han registrerede, den knastørre fornemmelse i svælget og den dundrende hovedpine. Det fik ham til at rykke på sig, men ikke til at genvinde bevidsthed med det samme. Det var først, som han langsomt indså, at det duftede anderledes og at den bløde seng under ham, absolut ikke var hans egen, at virkeligheden begyndte at vise sit ansigt.

Øjnene var små sprækker først, truede kun langsomt med at åbne sig, og ubehaget tog til, da det langsomt gik op for ham, at han var klam af sved. Eller var det fugt udefra? Han huskede intet, og da han endelig kunne se, genkendte han ikke loftet over sig. Forvirringen aftegnede sig på hans ansigt, varede i et splitsekund, før en instinktiv panik satte ind og hans krop forsøgte at sætte sig. Straffen for dét kom til gengæld prompte og han tog sig til hovedet med en smertefuld lyd, mens indholdet i hans mave vendte sig faretruende. Alt sortnede igen, uden at han endnu havde erfaret, hvor han var eller at han ikke var alene.

[Maleah Rosenknop]

Der var en chance for, at Maleah havde zonet en smule ud for hun mærkede hans minimale rumstering, inden hun så ham begynde at bevæge mere på sig. Der var noget forventningsfuldt i hendes øjne, da hun roligt løftede hovedet fra sine arme og både rejste sig bedre på sine knæ og strakte hals for at kunne få et lidt bedre vinkel af ham. Han havde ikke ligefrem lægget på langs som var han livløs; der havde været tydelige tegn på liv foruden hans vejrtrækninger, så det kunne være, at han blot rullede lidt rundt i søvn. Men samtidig så havde han ikke gjort det tidligere, og hun havde da holdt et godt øje med ham, selvom hun havde gjort sit for ikke at være alt for overvågende, så der var god bund for tro om, at bevidstheden var på vej tilbage til ham.
Og rigtigt nok. Hans øjenlåg dirrede og- .. Hun havde kun lige akkurat ladet lettelse glide henover hende, da den meget brat blev stoppet igen af, at han nærmest sprang op i sengen og forskrækkede hende voldsomt. Straks havde hun gjort en lignende handling og kommet på benene med et noget uvilligt gisp, der nemt kunne have udviklet sig til et hvin, havde hun ikke hurtigt nået at klappe en hånd henover sin mund for at stoppe, hvad end lyd der tvang sig igennem. Hun havde naivt forestillet ham vågne lige så fredeligt, som han havde set ud, mens han ikke havde været ved bevidstheden.

Derefter syntes ting pludselig at gå en del hurtigere, end tiden hidtil havde gået, for godt nok føltes det i øjeblikket som om, at hendes eget hjerte var på vej ud af hendes brystkasse, så gjorde det hende ikke blind for den fremmedes tilstand, som hun nu så på med meget opspilede øjne. Hans silhuet afslørede meget hurtigt, hvor skidt hans abrupte spræl og os havde efterladt ham, og selvom hun ikke sprang til det med det samme, så gik der knap et par sekunder, før hun greb om en lille halvtønde, som dem de brugte i badehuset til at samle vand til at hælde ud over sig selv med. Den havde stået mere eller mindre parat til det præcise erhverv, som den blev givet øjeblikket efter, idét hun skyndte sig de få skridt hen til den mave-forrådte skuespiller og møvede spanden ind foran ham i håb om at gribe brækket, skulle han ikke have haft nået at stoppe det fra at blive sendt retur. Han ville ikke være den første, der tømte mavesækken i hendes selskab.

Så med spanden i position, kravlede Maleah op i sengen for at sætte sig lidt mere foran ham. Sin frie han havde hun også hurtigt grebet hans ene skulder med for at afholde ham fra at falde tilbage ned at ligge igen. En ting var, at hun ikke ønskede han skulle risikere at slå hovedet på hovedgærdet. Det andet var, at hun helst ville have ham krøllet lidt henover halvtønden. At blive siddende oppe ville måske også hjælpe med at holde ham fra at miste bevidstheden igen. ”Mester?” prøvede hun, sin stemme lidt sagte for ikke at have for mange lyde trænge igennem døren. Hun drejede hovedet for at prøve at få udsyn til hans ansigt, hvortil hun slap spanden for at blidt stryge en vildfaren tæt hår en tand til siden.

[Matiot Rêveur]

Matiots hoved føltes som om, at det netop var blevet kløvet i to og han ænsede knapt, at han fik en spand mellem hænderne, før han allerede havde brækket sig i den. Den mørkerøde masse stank af gammel vin og mavesyre, hvilket blot tjente ham endnu en omgang og han spyttede i væmmelse. Hans hjerne havde ikke registreret lyden af et hvin, eller i det hele taget, hvor spanden var kommet fra. Først da slanke fingre nærmede sig hans synsfelt, fór han en anelse sammen i overraskelse og drejede først da hovedet mod en ung kvinde med langt, gyldent hår, som han ikke genkendte.

Blikket var i et øjeblik en anelse vildt, understreget af det udtværede mørke omkring øjnene. "Hv-," begyndte han, men stemmen var så hæs, at han måtte hoste, før han kunne tale. Med sin raspende stemme, det ligblege ansigt og de næsten sorte øjne, måtte han ligne noget, der var på gravens rand. Det føltes i hvert fald sådan. "Hvem er du?" fik han frem, stemmen slidt. "Hvor er jeg?"

[Maleah Rosenknop]

Med ét trak Maleah sin hånd til sig, som havde hun fået stød af hans reaktion til hendes ellers uendelig blide berøring, dog havde hun da været bare en smule mere forbedret denne gang end før og selvom hun utvivlsomt var blevet mindst lige så overrasket som ham, så blev hun i det mindste siddende denne gang.
Det var også første gang, at hun fik lov til at se hans øjne sådan rigtigt. Hun havde da fået glimt af dem tidligere, men der havde de været glaseret og uden fokus. Som de kiggede på hende nu, var fokusset ikke til at tage fejl af. Og hun kunne da også se, at hun ikke havde gjort et lige så godt stykke arbejde med at vaske det sorte af omkring dem, som hun havde troede. ”Mit navn er ..Maleah,” svarede hun, dog hun tøvede kortvarigt, som ville hun lige sikre sig, at han faktisk var ordentligt til stede til at kunne høre hende. Og så tittede et lille, varmt smilt frem på hendes læber, da den afbrudte lettelse langsomt sivede igennem hende.
Hun løsnede en smule på taget, hun havde i hans skuldre, men hun lod da hånden blive der for stadigvæk at stabilisere ham. Den anden hånd løftede sig atter mod ham. Stille.. og roligt.. Hun ønskede ikke at forskrække ham igen. ”Du… De…” Den fremmedes brug af dus havde for en stund gjort hendes hoved i tvivl om, hvad hun selv burde bruge til ham. Normalt var det så lige til. Altid dis. Altid. At hun så nemt ville kunne blive taget tilbage, kom egentlig lidt bag på hende. ”La Rose Tendre.” lød det så i stedet inden hun skyndte sig at tilføje: ”Men misforstå endelig ikke. Jeg vidste ikke, hvor jeg ellers skulle bringe Dem.” I stedet for at stryge hår væk fra hans ansigt, førte hun sin hånd lidt tættere for at lægge bagsiden af sine afslappede fingre ind mod hans pande. Man kunne sagtens se koldsveden, også i det meget svage lys i rummet, så da hun kunne mærke den klamme fugt var det kun yderligere bekræftelse. Det eneste var, hvor kold han føltes modsat hvor varm han havde været udenfor.

”De ser ikke for godt ud. Det ser til gengæld ud til, at de fik det værste op igen.” Maleah sænkede blikket så lidt som muligt mod spanden mellem dem. Bare lige nok til at henvise til, hvad hun snakkede om, uden at hun skulle være nød til at se ned i en spand med hovedsageligt væskefyldigt opkast. Det var slemt nok med lugten, sådan som den skarp i næsen og fik hende ubevidst til at give en lille rynke på næsen. ”Sig mig, Mester; Hvad husker De? Husker De Deres navn? Jeg kan kun gætte mig til, at De har drukket siden daggry.” Og uden meget mad i maven heller, så vidt hun kunne skue. Madforgiftning ville derfor ikke være hendes første indskydning.

[Matiot Rêveur]

Matiot fremstod måske som et vildt og usoigneret dyr ved siden af denne forsigtige, fine kvinde, men han havde lige nu ikke megen fornemmelse af sin egen fremtræden. Hans blik hvilede i stedet på hende, Maleah, overraskende klart nu, taget i betragtning, hvor hårdt hans tindinger dunkede. Først da gik det også op for ham, at hun holdt ved ham og hans blik gled kort til hendes hånd mod sin skulder, før mørke øjne søgte tilbage mod hendes ansigt og brynene et stykke mod hinanden.

Det uforstående udtryk forsvandt dog med ét, da hun nåede frem til sandheden og hvis han havde været bleg før, var det intet i forhold til nu, hvor al blodet drænede fra hans ansigt. Han trak sig instinktivt et stykke tilbage fra hendes ellers blide fingre, men bevægelsen var ikke brat eller af afsky. Snarere var det blot et lille, ufrivilligt ryk af rent instinkt.

"Rosen," kvækkede han, stemmen stadig langt fra sin sædvanlige glans, hvor den kunne tryllebinde og besnære publikum. Han var utvivlsomt selv det samme. Han hørte hendes spørgsmål, men han kunne ikke samle sig om at besvare dem alle på én gang, når der var andet, der føltes mere presserende. Tanken om, at han var vågnet der, måske bare værelser fra Blanche Rosenknop , gav ham koldsved. Ja, hvad huskede han? Havde han? Havde de...? Det smagte surt, da han sank hårdt, men munden føltes som en ørken. Blikket granskede hende; gennemborede hende måske nærmest. "De bragte mig herhen?"

[Maleah Rosenknop]

Åh, ved guderne! Maleah lagde straks mærke til, hvordan han blev endnu blegere end før og hendes tanker landede med det samme på, at han nok skulle til at kaste op igen, hvilket da fik hende til at føle – og ignorere – rykket i sin egen krop om at komme på afstand. Ingen brød sig om at have en anden brække sig ud over dem, om så de, som hende, umuligt kunne have retten eller hjertet til at blive vred over det. Men han kastede ikke op igen. Han forblev bare bleg og stirrede, som havde han set selveste Mortem afspejlet i hendes ansigt, og hun ville da lyve, hvis hun skulle påstå, at det for en stund ikke bragte bekymring op i hende.

Hun gjorde det derfor lidt mere forsigtigt end normalt, da hun nikkede som bekræftelse til hans spørgsmål. Hun kunne ikke undgå at bide fat i måden han stillede det. ”Jeg kunne ikke så godt bare have efterladt Dem, kunne jeg vel?” pointerede hun først og fremmest for ham; dog var hendes toneleje på ingen måde arrogant, som følte hun, at han nu stod i gæld til hende for at have gjort en god gerning. Det var i stedet blidt som altid. Ensformigt kunne man næsten gå hen og påstå. Hun rakte ud efter spanden samtidig med, at hun begyndte at møve sig selv ud af sin plads oven på sengen og satte sine bare fødder på gulvet i sådan øvet facon, at gulvbrædder ikke gav lyd fra sig. ”De var god til at holde Dem selv ved nogenlunde bevidsthed på vejen herhen, så jeg ikke skulle slæbe Dem på min ryg, men så snart jeg fik Dem op i sengen, var De så langt væk, at selv lidt lugtesalt ikke hjalp. De ville have blevet røvet fra alt, der ikke sidder fast, hvis jeg blot havde ladet Dem tage rusen ud midt på gaden, hvor De nær havde overrumplet mig. For ikke at tale om kulden, der utvivlsomt ikke ville have ladet Dem vågne igen ved morgenens første sol.”
Denne gang ænsede hun ham ikke et ekstra lille blik i hans retning, inden hun bar spanden med det ildelugtende indhold mod det ene andet bord i rummet foruden taburetten med lyset. Mest af alt ønskede hun at tømme den med det samme. Men uden vinduer var det ikke lige til, så med sådan et ønske skulle hun vove sig ud af værelset. Og risikere at blive mødt med spørgsmål skulle hun blive opdaget på vejen. Kunne hun mon med succes påstå, at det var hende der havde været syg?

[Matiot Rêveur]

Det sad stadig forkert i ham at befinde sig på et af Rosens værelser; som en ubehagelig kriblen under huden, der ikke forsvandt, men blev ved med at nage. Det var dog midlertidigt distraherende at lytte til denne kvinde, der virkede så uskyldig, men som umuligt kunne være det. Til dels fordi, hans koncentration endnu var påvirket af den dundrende hovedpine.

"Hvorfor?" måtte han da også spørge. Hans erfaring var, at folk sjældent gjorde noget uden et formål eller ønske om udbytte, og han forholdt sig varsom. Men han var også nysgerrig. En gnist af interesse var vakt, som mørke øjne fulgte hende med en gennemborende intensitet. "Hvorfor hjalp De?"

[Maleah Rosenknop]

Hvorfor? Allerede ved det første spørgsmål drejede hun hovedet for at se sig over skulderen mod ham. Et lettere forbavset udtryk prægede dér hendes ansigt. Som han uddybede sin forvirring, søgte hendes blik flygtigt op mod loftets ene hjørne til trods for, at hun ikke fokuserede på noget men i stedet faldt i eftertænksomme folder. Fordi jeg havde lyst.. var egentlig den første tanke der strøg hende forbi, men hun kunne umuligt indrømme den slags for ham. Af en eller anden grund så smagte det allerede underligt på tungen bare at tænke det, og rigtigt nok så, da hun skilte sine læber for at forsøge sig med det, så blev ordene kvalt i hendes hals allerede inden hun fik den første lyd fri fra struben. Det var ligegyldigt, hvad hun havde lyst til, hvad hun syntes. Det var ikke en ret hun burde lade sig selv. Og dét måtte hun minde sig selv om selv nu så mange år senere.
Så hun lod blikket faldet igen mens en blidhed voksede frem i for af et smil, inden hun endelig drejede sig ordentligt mod ham. ”Jeg husker en gang, hvor jeg blev hjulpet på lignende vis,” svarede hun, dog hun på ingen måde løj. ”Desuden så faldt De bogstavelig talt ind i mine arme midt på gaden, så jeg måtte tage det som et tegn fra Guderne at jeg skulle give dig en hånd.” Smilet voksede en smule og hun rakte en arm under sit løsthængende hår i nakken for så at trække det hele over og lægge hvilende over den ene skulder. Nulrede ubevidst spidserne af det. Hun måtte være ærlig; det var en besynderlig følelse at være i et kammer på den her måde uden de typiske oplæg. Hun var godt klar over, hvor forkert det var, og hun kunne umiddelbart komme i klemme skulle hun blive opdaget. Men der var ikke rigtig noget af det der føltes… forkert. Rettere var det er sus som hun ikke var vant til. Og hun hadede det ikke.

”Men jeg må sætte fod i. De har endnu ikke svaret mig, hvad De husker,” blev der så konstateret og et noget mere bestemt udtryk flammede sig i hendes øjne og med rynkede bryn - selvom hun ikke formåede at have evnen til at virke intimiderende på nogen måde. Måtte det være hendes udstråling eller hendes fløjlsbløde udseende. ”De slog vel ikke hovedet?” Hendes eget hoved tiltede sagte på skrå mens øjne studerede hans skikkelse i det varme, bevægende lys. Han havde ingen ydre skrammer af, hvad hun kunne se.

[Matiot Rêveur]

Matiot vidste, hvordan verden hang sammen og antog ikke, at nogen gjorde noget bare for hans brune øjnes skyld. Eller, det var der måske faktisk en del der gjorde, men det her var anderledes. Hans blik gled over kvinden, der nok ikke var meget yngre end han selv og hans blik blev uværgerligt fanget af hendes måde at flytte det lyse hår. Det mindede ham unægteligt om Chantal Rêve, omend han ikke vidste, hvordan hun sneg sig ind i hans tanker nu. I et øjeblik dvælede han, reaktionerne forsinkede af den endnu øredøvende hovedpine, før han sløvt fik blinket blikket tilbage mod hende og glemte, hvad han netop havde tænkt.

En snert af overraskelse viste sig i hans blik og selvom han stadig følte sig som noget, der var blevet tygget og kastet op igen, måtte han slippe et dæmpet, men svagt muntert fnys. "Det føles unægteligt sådan," svarede han, selvom han vidste, at det næppe var tilfældet. Han havde siddet anspændt, men langsomt krøb skuldrene ned og bare i et sekund eller to lukkede han øjnene; lod hovedet glide tilbage mod sengens hovedgærde.

"Jeg husker intet," fortsatte han, mere eller mindre sandt. Han vidste, hvordan aftenen var startet, men han anede ærligt ikke, hvordan han var endt på gaden og endnu mindre, i armene på en rose. Han rettede ikke hovedet op, men åbnede øjnene ganske let, så mørket tittede ud på hende. "Jeg ville sige, at det var bedst sådan, men det må have været et syn at se Dem som ridderen på den hvide hest."

[Maleah Rosenknop]

Fnyset, trods det var så kortlivet, at det lige så godt ikke kunne have lydt, syntes at løsne op for en af enderne i den snørklede stemning, der var til stede i rummet. For hende var det en diskret lettelse det bragte med sammen med et lige så diskret løft i hendes mundvige. Det var bedre end, hvad hun havde kunne forvente, sådan som han i det mindste virkede frisk nok til morskab. Hvor lidt det så end måtte være. En morskab der til gengæld måtte have spredt sig lidt bredere derefter.

Overraskelsen i hendes kære ansigt ville nok ikke være til at gå glip af, selv for et muligt ufokuseret blik. Det varede sikkert meget kortere end, hvad der lige føltes for Maleah selv, før at det lykkedes hende at bryde igennem den idét en blid, tilbageholdt latter forsigtigt strøg ud igennem hendes læber. Hun sørgede ihærdigt for ikke at grine højlydt, hvilket stadigvæk var en risiko selvom det måske ikke ligefrem var noget der fortjente noget buldrende fra mavepartiet, men det var kommet så uventet. Hendes blik dalede og en buet pegefinger var blevet ført op foran munden, indtil hun fik slugt det sidste af sit fniseri. ”Sikke en sørgelig ridder jeg måtte ligne. Jeg ville utvivlsomt knække under den blotte vægt af en ringbrynje,” kastede hun tilbage, stadig med den nyfundne letsindige munterhed i stemmen.

Den unge rose drejede så let omkring, bare for at hurtigt lige gribe om den fugtede klud, hun allerede havde lagt klar på kanten af bassinet og trippede atter nærmere. Dog i stedet for at sætte sig på kanten af sengen, faldt hun tilbage ned på sine knæ lige ved siden af, som før han overhoved var vågnet. ”Så, De kan slet intet huske?” gentog hun lidt mere indgående, et strejf af begyndende bekymring tegnede sig som en lille rynke mellem hendes bryn og en smule opspændt i hendes glatte kinder. ”Ikke engang Deres navn? Hvis det er, så kan jeg finde Dem et navn, De kan bruge indtil Deres hukommelse kommer til værks igen.” Hun rakte ham kluden og gjorde gestus for ham at bruge den til at tørre ham om munden. Han havde indtil videre ikke reageret godt, når hun selv prøvede at røre ham, så det var bedst at lade ham selv om tingene. Selvom det da fortsat kriblede i fingerspidserne.
Uden kluden i sine hænder, lænede hun sig indover madrassen og satte albuerne i således hun kunne hvile sit hoved i sine hænder og stadig holde øje med ham. Det glædede hende, at han ikke var besvimet igen, da han havde lagt sig på langs.

[Matiot Rêveur]

Matiot fnøs dæmpet over hendes sammenligning, men lyden havde noget muntert over sig, blot kamluferet af hans generelle tilstand. Han lukkede da også øjnene, bare et sekund eller to, uden at svare med ord og åbnede dem igen, da hun bevægede sig. Han burde slet ikke sidde der, selvfølgelig, men han var ærligt i tvivl om, hvorvidt benene ville bære.

Blikket fandt hende, da hun sank ned ved siden af og det var med en lettere ydmygende følelse, at han tog imod kluden. Det lettede dog at få den kølende klud mod ansigtet og han lod den glide over selvsamme, før han så på hende igen. Så uskyldig, som hun fremstod. Men selv Rosen måtte have gode skuespillere.

"Hvilket navn ville De give mig, da?" spurgte han og skød et bryn let op, velvidende, at han ikke havde bevaret spørgsmålet om, hvorvidt han huskede sig eget navn. Stemmen var endnu hæs. "Måske er det bedre, end det jeg har."