Det, der aldrig blev [Lysfest]

[Igraine af Charenoy]

Det skulle have været den første midvinterfest, som Igraine, Delphine og Bartholomeus af Charenoy kunne fejre som familie, men skæbnen havde villet det anderledes. Nu stod Igraine i stedet overfor en rejse tilbage til Triviers og den mand, som hun troede, at hun for længst havde begravet. Planen var, at hun ville rejse højst et par dage efter festlighederne; ikke fordi, hun selv havde noget ønske om at deltage i dem, men fordi etikette bød hende at vente. Alligevel var hun der nu, efter hun havde udvekslet midvintergaver med Delphine af Triviers og sendt selv samme i seng.

Hun ankom sent, senere end de fleste. Hun var blevet iklædt en lyseblå kjole broderet med kobbertråde, og selvom det engang havde været så naturligt som noget at bære Triviers' farver, føltes det nu underligt ikke at være i de rødgyldne, der kendetegnede Charenoy. Det var kun en lille del af grunden til, at hun følte sig anspændt, da hun trådte ind i festsalen, og hun ville næsten ønske, at hun ikke var dukket op. Det var dog den eneste mulighed hun kunne se, for at komme til at tale med sin nu tidligere mand og det var også ham, hendes blik søgte efter.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus havde det elendigt og han skulle snart i seng. Så snart han gik, udsatte han dog den unge Lanval af Suilleaux for at gå og han var knapt sluppet af med den bakke han havde vadet rundt med. Han fortjente muligheden for at nå at flirte blot en smule.

Så ridderen drak mere vin og gik rundt og forsøgte at undgå for meget opmærksomhed. Hans egen blev dog draget af Igraine, da hun pludselig var i mængden. Hendes farver gav ham en klump i halsen. Sikke et signal at sende ud. Han vendte sig om for at gå, i det mindste få lidt frisk luft.

[Igraine af Charenoy]

Igraines kjole var hendes nu igen svigermors værk og det klokkeklare signal gjorde hende ubekvem. Måske var det dog det eneste rigtige for at cementere den nye virkelighed, men hun undgik alligevel de blikke, der røg i hendes retning.

Hendes eget søgte da også kun efter ét og hun genkendte ham, selvom han havde ryggen til og var på vej væk. Maven gav et vrid, men hun fulgte, så diskret som muligt, efter og nåede ham først, da han var kommet ud.

"Bartholomeus," sagde hun dæmpet.

[Bartholomeus af Charenoy]

Gangen var kølig, men ikke tom. Tjenestefolk og andre passerede ind og ud. Da Igraine indhentede ham, måtte han vende sig rundt, men sandt at sige havde han ikke vidst at hun fulgte efter ham.

Hans blik glødede af alt hvad der lå udsagt imellem dem, men han bukkede formelt. De var ikke længere i den position.

"Igraine," svarede han alligevel, næsten mildt. "Du ser... Godt ud."

[Igraine af Charenoy]

Det føltes så absurd at se ham bukke så formelt, når de blot for kort tid siden havde levet sammen som ægtefolk og hendes eget blik spejlede meget af det, der lå i hans. Ordene fik hende til at slå blikket ned i et øjeblik og det svage smil var mere trist end noget andet. Da hun så op igen, nåede det da heller ikke øjnene.

"Det er, hvad det er," medgav hun og tog en dyb indånding. Blikket gled over hans ansigt og hendes mave knugede sig sammen. "Er det muligt, at vi kan tale? Jeg skal gøre det kort," lovede hun, velvidende, at de sikkert slet ikke burde. Men det kunne ikke undgås.

[Bartholomeus af Charenoy]

Det var bestemt hvad det var. Bartholomeus så noget beklemt ud ved hendes forespørgsel, men i sidste ende kunne han ikke nægte hende det. Han ville nok gøre nærmest hvad som helst for hende. Så han slog let ud imod salen igen og gik tilbage. I massen af mennesker lagde man mindre mærke til det, hvis de havde en samtale, end hvis de forsøgte at forsvinde sammen.

Han tog en dyb indånding og tog et glas vin til dem begge fra en bakke, som en væbner kom gående med, og bød hende det ene.

[Igraine af Charenoy]

Igraine havde ingen indvendinger mod at vende tilbage, selvom hun i dén grad ville have foretrukket at tale med ham i enrum. Det var dog ikke længere en mulighed. Til gengæld tøvede hun også tydeligt, da han tilbød hende glasset, men i sidste ende tog hun mod det. Hun drak dog ikke af det, men rettede blikket fra det og op mod ham igen.

Igen tøvede hun tydeligt, selvom hun ellers ikke normalt holdt noget tilbage. "Jeg ved godt, at vi måske slet ikke burde tale," konstaterede hun, men havde også lovet ham at gøre det kort og der var intet andet for end at komme til pointen. Det gjorde det ikke mindre kompliceret, uanset hvor lang tid, hun så ventede. Blikket gled ned igen og hun så nærmest en anelse forkvalmet ud, da hun mødte hans blik igen. Stemmen var dæmpet, men udtrykket helt alvorligt.

"Jeg er gravid."

[Bartholomeus af Charenoy]

Igraine havde ret, men Bartholomeus kunne ikke nægte hende noget - heller ikke selvom det rev og flåede i ham. Han tog en solid tår rødvin, selvom hun intet drak, men var nær ved at blæse det hele ud ved hendes tre ord. Øjnene spærrede sig op og det var med nød og næppe at han sank.

Den første følelse var jubel, men selvom den hurtigt farede over hans ansigt, blev den snart erstattet af den umiddelbare rædsel over hvor det stillede barnet - og Igraine. Gift med en mand, åbenlyst gravid med en anden? Hvis slægt ville barnet tilhøre? Han rømmede sig, kastede et blik rundt i salen og tog en dyb indånding.

"Mithras," brummede han og havde lyst til at holde hende ind til sig, men krummede i stedet sin frie hånd sammen om tom luft.

[Igraine af Charenoy]

Igraine burde måske have været mere betænksom end at sige det, mens han drak og det fik hende til at se flygtigt beklagende ud, selvom den følelse var forbigående. I hvert fald, da hun så den indledende glæde i hans blik, som blot fik hendes hjerte til at synke endnu tungere i livet. Hun smilede da heller ikke, som hun også så realiteterne indfinde sig hos ham. Hun sank, slog blikket ned og nikkede en enkelt gang.

Hun tog en indånding mere, mens blikket gled til siden og hun måtte blinke et par gange, afslørende, før hun kunne se på ham igen. "Jeg ved ikke, hvad det kommer til at betyde," konstaterede hun lavmælt og så op på ham.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus' blik brændte, som han så hende i øjnene. Han havde så mange indestængte følelser, der var ved at brænde ham om. Lykke ved tanken om at hun bar hans barn, men så meget mere smerte over, at det ikke ville blive hans barn. Det ville ganske givet blive Hubard af Triviers'.

Han snappede lidt efter vejret. "Han kommer til at passe på det barn, såvel som Delphine," kvækkede han hæst. "Ifølge alt du har fortalt mig om ham."

[Igraine af Charenoy]

Igraine vidste ikke, hvad hun forventede. Hun troede ikke for alvor, at Bartholomeus havde svaret, men hendes hjerte led alligevel endnu et solidt knæk over det han kom med.

Og i sin skrøbelighed fandt hun sig pludselig i tvivl om, hvorvidt det føltes lige så ødelæggende for ham, som det gjorde for hende.

Blikket gled ned igen, for øjnene brændte og det nev i næsen. Bevidstheden om det resterende hof var stor, og hun kunne ikke lade følelserne tage over her. Hun nikkede, men mærkede også det hele presse sig på og i sidste ende var hun nødt til at handle.

"Undskyld mig," sagde hun, uden at se på ham og med en stemme, der lavede et afslørende, men absolut ukarakteristisk knæk. Og så gik hun, forbi ham, mod den nærmeste udgang. Hun måtte have luft og færre blikke.

[Bartholomeus af Charenoy]

Hvis Bartholomeus havde vidst at Igraine tvivlede på hans følelser, ville han være gået efter hende, men det ville have været en fejl. Heldigvis var han uvidende. Han blev stående, hjertet flået i tusind stykker over det liv han kunne have haft.

Hvis blot Hubard var forblevet død.

Lukket