En sart, lille sag

[Stéphane d'Rose Tendre]

Maleah Rosenknop
aften, Den blide rose

---

Fingrene gled gennem de bølgende, sorte lokker, som han strakte sig, lænende tilbage i stolen og lod armene krydses bag nakken da fingrene havde strøget sig gennem hårstråenes længder. Benet hvilede afslappet henover det andet, imens et skælmsk udtryk hvilede i de grønbrune øjne, sådan som det oftest gjorde. Med hævet hage, betragtede han Rosens yngste og mest uskyldige skud. "Leah, hvor gammel er det du er?" Spurgte han så, nysgerrigt. Pludseligt interesseret i at vide mere som den unge med-rose. Hun var efterhånden intet barn mere, så afhængig af pigens alder, så ville hun nok snart kunne auktioneres bort til en eller anden pervers adelsherre.

Stéphane havde aldrig rigtigt interesseret sig for hendes skæbne. Han havde nok i sin egen, men med tiden var hun groet lidt på ham. Hendes uskyldighed gav ham på én måde kvalme, og på en anden affødte en form for medynk for hende. En medynk han nok ikke helt ville være ved, men som han nok heller ikke helt kunne skjule altid.

[Maleah Rosenknop]

Havde madamen været til stede, ville Maleah utvivlsomt have skulle høre på strikse rettelser vedrørende, hvordan hun dog sad i sin stol. Men begge ben trukket tæt op til sig, knæene helt op under den skarpe hage, og nøgne tær krøllet afslappet omkring kanten af sædet. Det var en position der bestemt ikke gjorde noget for at stille hende i det foretrukne lys og selvom hun ikke var i selskab med kundestablen, så var det da heller ikke en vane, som hun burde samle op. For tænk hvis hun skulle glemme sit sted og trække ubevidst på vanen? Desværre var det allerede blevet til dét. Flere af roserne kunne vidne til, at det ikke bare skete en flygtig gang imellem.
Med armene hvilende på hver side af de optrukne ben, samlede hænderne sig foran dem omkringliggende et varmende krus, som hun af og til, i stilhed, løftede op til sine læber for at tage en lille, ydmyg slurk af teen - hvis man da kunne kalde det for te, det hun sad og drak. Et bedre navn for det ville nok bare være urtevand, for de beroligende og forskønnende urter, der var simret op, havde hverken været tørret inden for at trække stærkere aromaer eller indeholdt såkaldte ’teblade’. Hun havde netop været ved at sætte den for munden igen, da stilheden blev brugt, og som en hjort i skovens dybde ved en uventet lyd, drejede Rosen helt automatisk sit blik - og opmærksomhed - hen på den udenlandske sort. Lettere forbløffet over, at han talte til hende.

Hun sænkede kruset, inden hun svarede: ”Tyve. Jeg fyldte år i slutningen af sommer.” Det var ikke første gang, Stéphane havde talt til hende. Eller første gang de havde haft en samtale, men til trods for det sammenhold Maleah selv følte imellem alle Roserne, så var det ikke en ting, der skete alt for ofte. Egentlig, så intimiderede han hende en smule. Nok fordi hun så op til ham. Han var hendes senior, selvom hun have været ved Den Blide Rose længere. Det havde da heller ikke gået hendes næse helt forbi, at han før havde stået op for hende, når hun ikke selv havde været der til at gøre det selv.
”Du var omkring min alder, da du kom hertil, var du ikke?” tillod hun sig at spørge, som havde hans egen nysgerrighed smittet af på hende. Den havde i hvert fald været nok til at bryde isen.

[Stéphane d'Rose Tendre]

"Tyve, huh?" Mumlede han lidt eftertænksomt for sig selv. Let overvejende. Hun var jo faktisk ældre, end han egentligt havde regnet hende for. Det undrede ham at man ikke havde solgt hende endnu. "Tror du ikke snart du skulle til at tjene til føden?" Spurgte han så med et enkelt bryn hævet. "Det er trods alt derfor du er her." Konstaterede han og så lidt indgående på hende. Ordene var ikke hårde eller hånende, men han insinuerende dog tydeligvis også, at hun ikke ligefrem bidrog solidarisk - ikke på en måde, som Stéphane syntes var tilforladeligt af en i hendes alder.

Han tog hænderne ned og lod istedet armene hvile på armlænene. Han tiltede hovedet en anelse på sned. "Omtrent." - "Jeg fyldte tyve den dag jeg krydsede grænsen mellem Bar Van og Rouvry. Nogle dage efter kom jeg til Rosen.. og har været slave lige siden." Smilte han bredt af sarkasme og gjorde en grandiøs gestus med hænderne.

[Maleah Rosenknop]

På ingen måde havde hun tænkt sig at indrømme det højt for nogen, men Maleah spurgte ofte sig selv det præcis samme spørgsmål. Måske ikke formuleret helt på samme måde som Stéphane så uhæmmet ytrede det, men det var tæt nok på til, at hun blev mindet om, hvor mærkværdigt det var. Hun nikkede sagte - lidt forsigtigt for at ikke vise helt enig. ”Det er bare ikke mit valg at tage,” svarede hun så dog uden samme forsigtighed i stemmen og trak en smule på smilebåndet. Det var heller ikke fordi, at hun ikke ’tjente til føden’, som han så fint lagde det frem. For mens hun ikke bød kunder velkommen mellem hendes ben, så hilste hun dem da stadigvæk med bløde, åbne læber og gnidende hænder. Hvor end de så måtte være ønsket. Men hun fulgte hvor han førte. Hun sænkede blikket fra ham i takt med at de små vip i mundvigen falmede hen til almene, afslappede folder. ”Jeg må ikke være klar endnu. Der må stadig være fejl ved mig, som jeg skal have rettet op på.” Jeg må arbejde hårdere. Tingen var, at hun helhjertet troede på det. For det var så småt begyndt at være den eneste logiske forklaring tilbage på hylden. Hun drømte inderligt om dagen, hvor hun kunne betale sit højeste værdig for La Rose Tendre. For Audette Rosenbinder . For Alexandre af Monteres . Men den dag var endnu ikke kommet, så alt hun kunne, var at drømme videre.

Ubevidst havde hun begyndt at pille ved en knast i krusets side, kun stoppet af hans korte fortælling. Ikke nok med, at hans smil var smittende, så var der også opstået små glitrende hints af lysfest lys i hendes hasselbrune øjne, da hun fluks rettede dem tilbage mod ham.
”Du har været udenfor Levagny?” skyndte det sig ud af munden på hende med forundringsfuld interesse. Det havde ikke slået hende, at han ikke allerede havde været fra hovedstaden. Jo, det var tydeligt at se, at han ikke var af falanistisk oprindelse, men den kære unge kvinde havde ikke det mest udbredte af sind. End ikke bredt nok til at huske, at hun selv havde draget sydpå igennem landet. ”Hvordan er det? Jeg har hørt at korn fra Rouvry skulle være fem gange sødere end fra andre len.” Kruset blev sat fra sig for, at hun kunne sætte sig bedre til rette til, hvad hun allerede nu forventede skulle være mere spændende nyt. Hun satte blandt andet det ene ben ned men bibeholdte det andet til at knuge omkring. 

[Stéphane d'Rose Tendre]

Hans blik hvilede lidt på hende, men blev fjernere som de første to sætninger skød frem. Han gabte lidt kedsommeligt da hun ævlede om fejl ved hende og tildelte ellers ikke hendes bemærkning større interesse. Af en eller anden grund pissede hendes ord ham af. Nok mest fordi han godt kunne høre det ikke var hendes egne. Alle roserne vidste jo hvorfor Maleah var her, hvad hun skulle og hvem der stod for det. Så han havde ikke noget at kommentere, for dét han kunne hitte på, ville stride imod hendes opdragelse. Så han lod hende blot se at hendes bavl om utilstrækkelighed, ikke var noget han gad tale om.

Istedet ville han hellere fortælle hende mere om sine oplevelse udenfor Levagny. Han lænede sig fremad med et skævt smil og dog et hævet bryn, "Lille Missy, jeg kommer fra Aglium. Hvorfor tror du folk betaler så meget for mig?" Han lænede sig tilbage i stolen igen, med et selvsikkert glimt i øjnene.

Lidt undersøgende så han mod hende, da hendes ord ramte hans øregange. "Jeg aner intet om Rouvry." Sagde han, skønt han tydeligvis ræsonnerede lidt over det, "Mmh, god øl." Mindedes han, "Så det skal nok passe?" Lød det så med et lille træk på den ene skulder. "Ærligt talt, ser jeg ingen større forskelle i Falanies områder. De få jeg er rejst igennem. Men landene derimod.."