Komtessen uden invitation [Lysfest - trådroulette]

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta var overvældet af festen, varmen, lydene og lugtene. Hun var blevet assisteret med en kappe og havde sneget sig ud i haverne, tæt på borgmuren, for at få lidt luft og klare sit hoved. Det sneede og fnuggene dalede ned og gjorde det heldigt, at hun havde hætten slået op. Hun blev dog forstyrret i sine egne tanker af lyden af en diskussion mellem hvad der lød som en voksen mand og en meget ung kvinde. Let bekymret begav hun sig imod lyden, nervøs for hvad hun ville finde.

Hun var forbavset over at se en komtesse, Kaylein Af Aren i diskussion med en vagt ved en af tjenesteindgangene til paladset. Hun nærmede sig og klarede forsigtigt halsen for at spørge hvad der foregik. 

"Denne tøs påstår, at hun skal til fest, men hun har ingen invitation og dette er ikke indgangen for adelsfolk, Nådigfrøken," forklarede vagten brysk. "Hun må være en slyngel, der forsøger at tvinge sig adgang."

[Kaylein Af Aren]

En eventyrlysten komtesse, det var præcis med Kaylein af Aren var, og hun lod sig ikke stoppe af regler og normer. Derfor var den unge komtesse også undsluppet dragens hule, som hun kaldte pigeskolen ind i mellem og var nu en fri ungmø, der ville opleve fejringen af solhvervet. Ingen drage skulle stå i vejen for, at den unge Kitty måtte more sig. Der var bare et problem. De ville ikke lukke hende ind. Alle de prøvelser hun havde overvundet for at komme til indgangen til paladset og så ville de ikke lukke hende ind. Lysten til at dåne var stor, da alt virkede forgæves.

Men da kom Kittys ridder på den hvide hest. Godt nok var det ikke en rigtig ridder og der var ikke en hest involveret, faktisk var det heller ikke en mand, men en kvinde. Navnet lå lige på tungen, for hun burde jo egentlig kende de fleste af de adelige familier og deres navne, det lærte de i hvert fald på pigeskolen, fordi det var god kutyme, at vide hvem man talte med, men Kitty var ikke altid virkelig godt til at høre efter. “Se!” udbrød hun blot, da kvinde spurgte, hvad der foregik.

“Det er frygteligt, det er forfærdeligt, skal jeg sige dig. De tror ikke på, at jeg er komtesse og vil ikke lukke mig ind” hun næsten faldt for fødderne af kvinden, mens hun ytrede sig med en dramatisk tone i stemmen. “Slyngel! Adledels ikke om jeg er nogen slyngel, hvis min far hørte dette...” ville han blive absolut rasende og spærre hende inde på pigeskolen med vagter foran døren. Det behøvede vagtens jo ikke at vide.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta var ikke et velkendt ansigt for særlig mange, for hun havde ikke været på pigeskolen grundet sin sygdom og var først kommet sent til hoffet. Hun var dog klædt fra top til tå som en adelsfrøken med Tardigys rigelige midler, for hun skulle immervæk afsættes.

Den unge frøken, som stod og skændtes med vagten, havde attituden som en adelig, men hun var ikke dus med Jacquetta, som rynkede panden svagt over den meget familiære og lidt grove måde hun talte på. Hun var dog mere bekymret end afvisende.

"Hvem har jeg æren at møde?" afbrød hun diskussionen mellem de to. "Nådigfrøken?"

[Kaylein Af Aren]

Den blonde komtesse skulede ondt til vagterne, der stadig ikke ville lade hende ind. I hendes drømme havde hun et blik, der kunne få en hver mand til at bukke under for hendes vilje, men i virkeligheden lignede hun bare en 14-årig komtesse, der var mellemfornøjet. Kitty’s småirritable humør kom også til høre på måden hun tiltalte den fremmede på. Vagterne protesterede endnu mere højlydt og bad hende tale ordentligt til en adelsfrøken. Det var ikke førstegang nogen skældte hende ud for at glemme formerne.

“Undskyld Nådigfrøken?” hun satte spørgsmålstegn ved titlen frøken. Hun kunne ikke lige bestemme om hun var en frøken eller frue. I dét hun brugte de formelle titler skulede hun over på vagterne med et blik af ‘er I så tilfredse?’ inden hun vendte opmærksomheden tilbage til den fremmede. “Kaylein af Aren” præsenterede hun sig. “Og hvem er du.. Jeg mener de” hun var virkelig en dårlig komtesse, men der var altså også vigtigere ting i livet. Hun havde lyst til at række tunge af vagterne, men gjorde det dog ikke.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta fulgte det fulde optrin og dannede sig sine egne meninger. Hun havde dog hverken magten eller retten til at lukke nogen ind på paladset og da slet ikke en, som vagterne havde afvist.

"Mit navn er Jacquetta af Tardigy. Men hvis De er Kaylein af Aren, hvem fra Deres familie kan vi så tilkalde, så disse gode mænd med ro i sindet kan lade Dem gå og lade Dem have en fortryllende aften?"

[Kaylein Af Aren]

Den unge komtesse havde lyst til at trampe i jorden og skrige af vagterne som et lille, bitte barn. Alligevel lykkedes det hende bare at se bister og en smule barnligt ud. Blikket blev dog langt venligere, da hun så på den anden kvinde, der præsenterede sig.

"Hej Jacquetta. Undskyld at du.. de møder mig på den her måde. Jeg er altså langt sødere normalt" hun sendte hende et stort smil som for at overtale hende til, at Kitty ikke var så slem som hun virkede. "Ehmm" hun tænkte sig om. Hendes forældre ville blive stiktossede og det ville Thybaudin af Aren også. Josephine af Aren ville nok ikke lukke hende ind alligevel, da hun ville synes, det var åndsvagt, at Kitty var stukket af bare for at komme til fest. Så var der kun to muligheder tilbage, mente Kitty selv. "Fleur af Aren eller Laudine af Morgis" de to kusiner ville helt sikker hjælpe hende. De bar samme efternavn. Hvis ikke de ville hjælpe var der to andre kusiner, der måske ville hjælpe.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta var ikke en meget myndig komtesse, men hun samlede sig sammen, rankede ryggen og så på den ene af vagterne. "Du hørte hende. Find Fleur af Aren eller Laudine af Morgis og bring dem herhen, så den kan be- eller afkræfte, at dette er Nådigfrøken Kaylein af Aren."

Hun trak den pelsede kappe tættere omkring sig. Christofle af Tardigy ville ikke være tilfreds med at hun stod udenfor i kulden så lang tid, uden at være bedre påklædt, men han var her heldigvis ikke og det var der heller ikke rigtig andre, der var. Hun så lidt på den unge pige.

"Hvorfor er De ikke kommet sammen med Deres familie, Nådigfrøken?"

[Laudine af Morgis]

Laudine havde haft en ganske glimrende aften indtil hun var blevet efterladt af sin mor hos Hugubert af Morgis, der tydeligvis ikke anså hende for værdigt selskab. Nu havde hun efterhånden rystet det af sig og stod med et glas vin og talte med en gammel bekendt fra sine få år på pigeskolen, da en vagt kom op til hende med et beklagende udtryk.

Den rødhårede komtesse så da også forundret ud over at blive afbrudt, indtil forklaringen kom og hendes bryn trak sig sammen. Hun undskyldte sig dog med det samme, efterlod sit glas med vin og fulgte med ud.

Synet af kusinen og en jævnaldrende kvinde, hvis navn hun ikke umiddelbart kunne hidkalde, fik hendes bryn til at hæve sig lidt og hun så på førstnævnte. “Kaylein? Hvad foregår der?”

[Kaylein Af Aren]

Kaylein så taknemmeligt på den anden komtesse, der virkelig gjorde sig umage for at få de to vagter til at makke ret. Selv syntes Kitty at hun lød umådeligt myndig, men vagterne havde ignoreret hende. Det næste spørgsmål Jacquetta stillede, føltes dog lidt sværere at svare på.

“Altså..” startede hun og så ned i jorden for at få tid nok til at finde på en ordentlig historie. “De havde glemt mig på pigeskolen. De havde lovet, at jeg skulle med, men glemte mig, så jeg måtte trodse alverdens fare og forhindringerne, for at nå hertil” fortalte hun med store, levende ord.

Dog blev hendes lidt usandfærdige fortælling afbrudt af Laudine. Måske Kitty havde håbet, at ville være Fleur, da hun vidste at Fleur ville hjælpe. Hun var en anelse mere usikker på den ældre kusine, men det var bedre end en af de rigtige voksne.

Kaylein pegede anklagende på en af vagterne inden hun så tilbage på kusinen. “De tror ikke, at jeg er Kaylein af Aren og vil ikke lukke mig ind” hun vidste godt, at hun ikke måtte være der, men hun ville så gerne ind og se festen. Hun elskede lys!

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta lyttede til forklaringen, som lød ret fantasifuld, men som hun ikke havde nogen grund til ikke at tro på og derfor ikke anfægtede. Da pigens slægtning dukkede op, faldt hendes skuldre lidt og hun smilede til den rødhårede Areen, som hun ikke kendte, men så jævnaldrende ud.

Hun sagde intet, men smilede lidt og trak kåben tættere omkring sig selv.

[Laudine af Morgis]

Laudines bryn trak sig sammen og blikket strejfede kort den anden komtesse, før det fæstnede sig på kusinen igen. Hun sukkede lavmælt, men så på vagterne. “Det er sandt, at det er Nådigfrøken Kaylein af Aren,” forsikrede hun, og lovede med de ord også, at hun ville tage ansvar for hende.

“Og De er…?” spurgte hun, da blikket faldt på den ukendte kvinde.

[Kaylein Af Aren]

Kaylein måtte kæmpe med sig selv for ikke at udbryde et lykkeligt hvin og klappe begejstret i hænderne, da Laudine redegjorde for vagterne, at hun virkelig VAR Kaylein af Aren. Til med skulle hun lige til at pile forbi kusinen og ind til festen som hun forgæves var stukket af fra skolen for at opleve. Dog stoppede hun sig selv, da Laudine spurgte ind til Jacqetta. “hun hjalp mig kære kusine. Det er Jacqetta af..” hendes hullede hukommelse spillede hende endnu engang et puds, nok fordi hendes hjerne brugte al sin energi på at forestille sig indersiden af den fest hun snart skulle ind til. “Trivi.. Trel, Tardigy!” sluttede hun stolt af, fordi hun endelig kom i tanke om det rigtige len.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta rynkede panden en smule, da den meget unge, meget overivrige komtesse nærmest så ud som om hun var ved at sætte i løb op imod paladset. Hun hævede dog et bryn i stedet, da hun kom frem til hendes navn. En let rømmen forlod hende, før hun smilede en smule tøvende og blikket fandt den unge komtesses ældre slægtning.

"Deres kusine har ret. Jeg er Jacquetta af Tardigy. Jeg fik blot lidt luft, da jeg så vagterne med den unge komtesse og gik herhen for at undersøge hvad der foregik. Skal vi følges tilbage til varmen, inden vi alle får en snue?"

[Laudine af Morgis]

Laudine så lidt mellem de to, men smilede i sidste ende til sidstnævnte. "Det glæder mig at møde Dem, Nådigfrøken Tardigy. Og tak for Deres hjælp," svarede hun, før de nikkede.

"Lad os det. Også dig, Kaylein." Hun lagde en hånd på kusinens skulder. Nu, hvor hun var her, måtte hendes mor vide det. Ikke tale om, at hun skulle drage tilbage på egen hånd.

Lukket?