En åbning

[Peronelle af Bonville]

Det var en undervisning som så mange andre i universitetets have. Perrie stod med hånden oppe ved et spørgsmål og underviseren kaldte hendes fulde navn.

Hverken Perrie eller nogen andre lagde særligt mærke til at Theuderic af Sangy gik forbi i samme øjeblik. De tænkte ikke over at han standsede op eller betragtede hende rable et svar af. For hende var det en ganske almindelig dag.

Det var først langt senere, at betydningen blev klar for hende...

[Theuderic af Sangy]

Ærligt talt var Theuderics tålmodighed ved at slippe op, som han lettere marcherende trampede gennem Universitetets lange gange og korridorer i søgen på Pierre af Sangy . Overdragelsen af Lenet ville ganske vidst først ske ved faderens død, juridisk set, men Theuderic havde haft overtaget ansvar mere eller mindre, de sidste par år. Det havde dog bragt ham nogen hovedpine, at Pierre havde haft større interesse for magi og urter, end Len og hjem, da Sangy overhovedet forglemte en del detaljer, som var vigtige for arvtageren at have... F.eks. viden om hvor Sangys handelskontrakter fysisk befandt sig, når de endnu ikke var blevet ham overdraget på sin pult. Således havde Theuderic gennemsøgt paladset for skikkelsen af den ældste Sangy, hvorpå han var blevet sendt til Universitetet hvor han eftersigende skulle være i færd med at uddele intellektuelle input til de unge studerende.

Ved Mithras, altså...

Halv gnavent spankulerede den fyrige Theuderic ellers udad en tung portåbning, der ledte ud til en kolonnade, som stak igennem haverne. Han kastede et sideverst blik ud af øjenkrogen, da han registrerede tilstedeværelsen af en undervisningsseance, men havde faktisk blot lidt ligegyldigt flyttet blikket fremad igen.. indtil han overhørte et navn. Dét fik ham til at stoppe op og glo. Han blinkede et par gange, da en rødligt, krølhårede kvinde svarede. Hendes ryg var vendt mod ham, ligesom resten af forsamlingen pånær underviseren. En knude strammede til i mellemgulvet, da den fortid som han havde låst væk, pludseligt kom væltende ind ad døren.
Peronelle af Bonville, det var hvad der var blevet sagt.. det måtte jo kun kunne betyde én ting; At det var hende. En datter fra en glemt tid.

Theuderic trak sig lidt tilbage, afventende slutningen på deres undervisning, inden han gjorde mere og brugte tiden indtil da på bare at fatte at det barn som Christabelle havde født dengang og som havde kostet hende livet, faktisk stod lige foran ham i ganske levende live.

[Peronelle af Bonville]

Perrie havde ingen anelse om hvad der foregik ganske tæt på hende. Hun gik med rundt og studerede planter og sugede viden til sig.

Da de blev sluppet fri for at lede efter galler på blade, gik hun alene ned af en af havens stier og var ved at kollidere med en skikkelse, der pludselig trådte frem. Hun slap en overrasket lyd og tumlede bagud.

[Theuderic af Sangy]

Blikket fulgte hendes skikkelse lidt bedrøvet. Mange tanker banede sig vej i hans sind, blot at udskiftedes med nogle andre. Theuderic vidste at hun nok ikke vidste noget om ham - for hvem gjorde? Udover Christabelle og han selv? For hende, måtte han være en fremmed. Og for ham, var hun det på et plan og på ét plan, ikke.

Den ene mundvig gled lidt vemodigt op, da hun vendte sig rundt og afslørede sit ansigt, der mest mindede ham om hendes mor.. men krøllerne. Dem havde hun fra ham. Det trak lidt i hjertetrådene, at endelig se hende - skønt han samtidig faktisk ikke ønskede det. Det var en kompliceret situation.

Da hun vendte sig rundt og vandrede ned af de små sirligt anlagte stier mod ham, greb Theuderic chancen for at tale lidt med hende. Velvidende at han nok burde spille sine kort lidt varsomt.

Pigen blev eftersigende overrasket og virkede til at miste balancen en smule. Theuderic havde lige nået at række ud for at forsøge at gribe hende, skønt hun skulle falde. Men kunne blot lade dem falde igen, da hun selv kunne udligne den og forblev på benene. "Det beklager jeg. Det var ikke meningen at De skulle blive forskrækket."

[Peronelle af Bonville]

Perrie fandt balancen og så op på den alvorlige mand, der ikke passede ind på universitetet. Noget ved ham virkede i hvert fald slet ikke rigtigt og hun indså at det handlede om hans holdning og hans tøj. Universitetets folk klædte sig i den kåbe, der tilfaldt dem og ludede tit en smule, vandt til at bære rundt på bøger eller andre ting. De havde heller ikke sværd hængende ved siden. Hendes blik gled undrende over ham og hun rystede svagt på hovedet.

"Ingen årsag," svarede hun. "Er De faret vild?"

[Theuderic af Sangy]

Theuderic bemærkede hendes undrende blik, men lagde intet i det. Der kom nok ikke så mange riddere valsende forbi her - navnligt, sikkert fordi, at de intet havde at gøre her. Han trak på et ubeslutsom mine ved hendes spørgsmål. "Jeg leder efter Overhelbrederen fra paladset." - "Han skulle eftersigende opholde sig her, når han ikke er at finde dér." Svarede han, "Kan De hjælpe med at finde ham?".

[Peronelle af Bonville]

Overhelbrederen. Perrie så et øjeblik forvirret ud, før kobbernoblen faldt. "Magus Sangy? Jeg ved desværre ikke hvor han er henne. Hvis han er i drivhuset kan jeg godt følge Dem derhen, Nådigherre...?"

Hun havde ingen reference til at genkende ham. De fleste adelsfrøkener lærte stamtræerne over adelen udenad, men det havde Hector af Bonville heldigvis aldrig set nogen grund til. Perrie var jo også blot en eller anden anden adelsmands bastard og således ikke rigtig adelig, som hun ofte konstaterede.

[Theuderic af Sangy]

Mester Sangy? Theuderic fik et lidt skævt udtryk ved den meget.. borgerlige titel. Var det det han var, når han skubbede Greve titlen til side? Mentalt rystede han lidt på hovedet af faderen. Overbærende. For Theuderic holdt af sin familie, men af og til var deres enkelte særheder, bare.. hovedrystende, altså.

Hans fokus forlod aldrig den rødhårede. Hendes tilbud om hjælp var kærkommen, for det købte Theuderic noget tid med hende på en måde, som ikke kunne fortolkes som værende andet end en simpel vildfaren i selskabet af en hjælpende sjæl.

Han ignorerede den fejlbarlige tiltale, og nikkede istedet blot en enkelt gang og takkede ja til tilbuddet. Afventende stod han et øjeblik, indtil den unge kvinde satte i bevægelse og ledte vejen. Han overvejede kort sine ord, inden ordene så lød; "Må jeg spørge..? Hvad er Deres navn?", ville han vide. Theuderic kendte det godt, men det skadede ikke at få en bekræftelse på det.

[Peronelle af Bonville]

Ridderen ignorerede hendes underliggende spørgsmål efter hvem han var og det var Perrie som sådan ikke overrasket over. Han mente sikkert, som så mange andre adelige, at hun burde vide det. Men det gjorde hun ikke, så hun måtte bide trangen til at himle med øjnene i sig og kvalte det ved at begynde at gå. Så måtte ridder-unavngiven-vigtig jo bare følge efter.

Det gjorde han, men snart efter spurgte han om hendes navn og hun rynkede panden lidt, for hvorfor ville han vide det? Hun så tilbage på ham. "Tiro Perrie," nøjedes hun med at præsentere sig. Hun spurgte ikke en gang til hvad han hed. Hun havde lyst til bare at være ligeglad, men hun var født nysgerrig.

"Hvad skal De med Magus Sangy?"

[Theuderic af Sangy]

Han hævede det ene bryn lidt, da hun lidt iltert skridtede fremad. Som var hun blevet fornærmet over noget. Theuderic havde ikke fanget hvad det var, så han fulgte blot lidt uforstående, men ellers uanfægtet med.

Han forsøgte at tilbageholde smilet, da hun præsenterede sig som en 'Perrie'. "Så De er Tiro... Perrie." Spurgte han, med det ufrivilige smil over kaldenavnet, stadig liggende på læberne. Det var hverken hånligt eller arrogant, bare.. underholdt. "Hvilket speciale? Hvis jeg må spørge?"

Theuderic sukkede lidt da hun spurgte til hans ærinde med 'Magus Sangy'. "Familie anliggender." Bekendtgjorde han, uden at indlede hende på detaljerne.

[Peronelle af Bonville]

Perrie hævede et bryn over det ret dumme spørgsmål. Hun havde jo lige præsenteret sig. Måske var han bare lidt sløv. Der var vel også riddere, som ikke var så kvikke. Selv nogen af dem, der var godt oppe i årene. "Ja, Tiro Perrie," gentog hun lidt langsommere, hvis han virkelig ikke havde forstået det. Det kunne også være han havde fået noget tungt i hovedet. Det skulle man jo ikke lave sjov med.

"Elementerne. Vand, primært," svarede hun, lige så kortfattet som han gjorde kort efter. Hun rynkede panden lidt.

"Er Magus Sangy Deres... Bror?"

[Theuderic af Sangy]

Igen måtte han se lidt undrende på hende, ved hendes nu, ganske flabede attitude. Han havde lagt vægten i sit spørgsmål på det faktum at hun var Tiro, men den iltre rødhårede opfattede det tydeligvis som om at han ikke havde hørt hendes ord. Misforståelsen kunne han blot hoppe henover, men den flabede attitude, den gad han ikke. Så han så lidt uimponeret mod hende over den. Agtede at påtale den, skulle hun blive ved.

Han nikkede blot lidt til hendes svar. Elementmagi. Han havde ikke noget at svare til det, eftersom hendes spørgsmål kom relativt hurtigt bagefter. Han rynkede brynene, usikker på om han skulle være fornærmet eller ikke. "Nej." Svarede han, med lidt irettesættelse i stemmen. Vidnende om, at hun lige skulle begynde at tage sig lidt sammen nu. "Min fader." Forklarede han.

[Peronelle af Bonville]

Perrie var ikke flabet. Til gengæld var hun forundret over ridderen. Hun havde ikke set nærmere på ham, så hun gættede bare, men ramte tydeligvis forbi. Det kunne hun jo ikke sige så meget til, så hun nøjedes med at slippe en lyd af accept, før hun fortsatte ned af den store sti mod drivhuset, som var ret tydelig lige fremme.

Hun havde ingen særlig grund til at stille flere spørgsmål, for hun havde dårligt fået svar på det ene hun stillede og ridderen var enten lidt sløv eller bare meget stram i betrækket, så hun havde ikke noget at byde på. Derfor lod hun være.

[Theuderic af Sangy]

Der herskede en stilhed mellem dem efterfølgende. Ingen af dem synderligt imponeret af den anden. Theuderic rettede blikket fremfor sig, lod de grå blik glide over Universitetets gamle artiktektur. "Bor man her, når man studerer?" Spurgte han, uvidende om de lavpraktiske foranstaltninger for magikerene. Selvom Theuderics fader var meget inde i denne verden, så begik han sig sjældent selv i den. Interessen var der simpelthen bare ikke... den var den i og for sig heller ikke nu, men han følte nok for at give et sidste forsøg på konversation inden han ville undskylde sig selv. Mithras, hvordan kan det lade sig gøre at føle så lidt connection til sin egen datter... Samtalen, hvis man kunne kalde den det, var jo næsten ubehagelig.

[Peronelle af Bonville]

Ukomfortabel i adeliges selskab, endnu mere i de fleste ridderes, ville det aldrig være sket, at samtalen havde været helt afslappet. Hun spændte i skuldrene og havde mest lyst til bare at pege på drivhusets indgang og lade ham selv klare resten. Så stillede han dog endnu et spørgsmål, som trods alt virkede ret nysgerrigt og hun gav ham den. Den ene.

"Nogen af os bor på kollegierne. De fleste, fordi de kommer langt væk fra og det er den bedste og billigste måde at bo på for dem. Og så er man jo også bare tæt på. Nogen er for fine på den, dog, så bor de hos deres familier."

Tydeligvis brød hun sig ikke meget om dem, der var for fine på den. Hun havde plaget Hector om lov til et værelse indtil hun fik lov.