Et uventet bekendtskab

[Pierre af Sangy]

Den pudsige lille lyd som Pierre gav, hvis han nød en pointe i særlig grad, forlod ham ved Jehannes konstatering. Han smilede også over den og nikkede.

"Det er altid en åben mulighed. Hvis man på forhånd dømmer noget ude, så får det aldrig muligheden for at overraske en."

[Jehanne Renard]

Det var ord, der fik Jehanne til at blotte tænderne igen og hun så på ham med et spillende blik, der samtidig formåede at være varmt.

"Det er ord at leve efter," konstaterede hun og mente helt reelt, at mange kunne lære af den. Måske kunne hendes egne fordomme mod adelige også. De blev i hvert fald udfordret af magikeren, der måske hørte til den højere stand.

"Se, hvis man altid gjorde det, så gik du og jeg næppe heller her nu," konstaterede hun da også, og var tydeligvis tilfreds med, at det ikke forholdt sig sådan.

[Pierre af Sangy]

Bartholomeus smilede varmt og nikkede. "Det var ikke min mening at lyde som et husmorråd, men det har du vist ret i." Han åndede lidt ud.

"Og det ville være en stor skam, for jeg nyder vores samtaler meget, Jehanne."

Smilet nåede de venlige, lyse øjne. "Det er ikke så tit nogen stiller så mange spørgsmål og det er en fejl."

[Jehanne Renard]

Jehanne lo over hans konstatering og trak på skuldrene, som for at sige, at et husmorråd fra eller til ikke generede hende. Smilet forblev da også på læberne over det næste, varmt.

"Det er heller ikke så tit, at nogen er så villig til at besvare dem," pointerede hun, blikket varmt. "Og dét nyder jeg også. Udover selskabet, naturligvis."

[Pierre af Sangy]

Pierre smilede og nikkede. Mange ville nok få et forkert indtryk af hans nyere venskab med drabanten, men det var ikke sådan. Han var nysgerrig på hendes intellekt og fandt, at hun var sådan en, der burde have gået på universitetet. Det fik ham til at fundere over at blive en af de adelige, der bidrog til en mindre velbemidlets uddannelse.

"Vi bør fortsætte vores samtaler, men der kommer en periode snart, hvor jeg ikke ofte er på universitetet," musede han. "Mit rigtige arbejde kalder. Det kan derfor ske, at vi må sætte en tid og sted for en gåtur."

[Jehanne Renard]

Jehanne var ked af at høre, at der ikke ville blive lige så mange tilfældige møder, men fandt det til gengæld opløftende, at han ikke anså det for en hindring. Derfor kom tænderne også til syne igen og hun nikkede lidt.

"Det ville min kaptajn sikkert også sætte pris på," konstaterede hun spøgefuldt, selvom det ærligt ikke var det mest spændende at patruljere på universitetet. Heldigvis blev hende og Talon Våbensmed relativt ofte rykket rundt. "Jeg tager gerne imod den tid, du kan afsætte til mig og mine uendelige spørgsmål."

[Pierre af Sangy]

Pierre smilede underholdt, så hans øjne blev lidt mindre. Han nikkede. "Kaptajnen må næppe undvære dig meget," pointerede han. "Men jeg kan forstå en hvis frustration, hvis du stiller ham lige så mange spørgsmål. Det plejer den slags mænd ikke at nyde."

Han så sig en enkelt gang over skulderen, mest for sjov. Mest.

"Apropos dine spørgsmål. Har du tænkt over flere?"

[Jehanne Renard]

Jehanne klukkede muntert og trak på den ene skulder, ikke så bekymret. Hun tog sig generelt ikke alt for meget af, hvad andre tænkte - inden for rimelighedens grænser.

"Hm," slap det hende eftertænksomt, før hun så på ham med et drillende blik. "Jeg kan hurtigt finde på nogle," lovede hun, ikke uden alvor.

[Pierre af Sangy]

Pierre lo over Jehannes respons og kørte en hånd gennem krøllerne.

"Utvivlsomt. Jeg fristes igen til at overveje fejlen i, at du aldrig gik på universitetet, Jehanne. Du ville have været en gave for den rette mester."

[Jehanne Renard]

Jehanne blottede tænderne over hans latter og trak på skuldrene, som hun fulgte op med en munter lyd.

"Det ville nok være givet bedre ud på nogle andre end mig," konstaterede hun dog, selvom tanken var besnærende. Hun kendte dog også sig selv. "Jeg har aldrig været god til at sidde stille, når jeg skulle."

Paradoksalt nok, for hun kunne nemt lytte i timevis, når det var frit valg. Hun musede lidt over tanken, underfundig. "Men hvem ved, måske havde det været en succes."

[Pierre af Sangy]

Pierre fnøs let og hævede et bryn. De havde skam allerede talt om meditation og Jehannes udfordringer med det. "Ligesom jeg fortalte dig, at der er mere aktive meditationsformer, så gælder det samme for studierne," pointerede han.

"Hvor meget af en helbreders tid tror du handler om at sidde stille? Vi skal ud og prøve vores gave af, selvfølgelig."

[Jehanne Renard]

Nej, Jehanne havde aldrig drømt sig på universitetet, måske fordi muligheden aldrig havde været der. Nu, hvor Pierre stillede det op, kunne hun dog ikke undgå at lege med tanken. Blikket på ham gnistrede i hvert fald let af nysgerrighed og hendes mundvige sitrede.

"Nu må du ikke sætte min næse op efter noget, der aldrig kommer til ske," advarede hun dog, ikke helt uden alvor. En af de ting, hun altid havde været ked af, var at hun aldrig for alvor havde haft muligheden for at udvikle sin Gave til det fulde potentiale.

[Pierre af Sangy]

Pierre sænkede blikket lidt med et smil, men tog hendes pointe. Jehanne var ikke i en alder til at begynde at læse, medmindre hendes gave var noget fuldstændig ekstraordinært og det havde han ikke set nogen tegn på. Derfor undlod han også at pirke mere i emnet og nøjedes med at fortsætte ned af stien med et lille, varmt smil.

"Jeg skal undgå det," lovede han. "Fortæl mig i stedet hvordan det går med dig, nu hvor du og din partner fik lov til at agere helte i den forfærdelige sag jeg har hørt om fra håndværkerkvarteret?"

[Jehanne Renard]

Jehanne smilede lidt over hans løfte, før det efterfølgende spørgsmål fik hende til at slippe en tung udånding. "Jeg sover i hvert fald mere fredfyldt nu," konstaterede hun, lettet over at det var overstået og uden nogen snert af tristhed over, at Jean Bager havde endt sine dage i galgen.

"Og det samme er dagene. Jeg er ikke én, der viger tilbage for lidt ballade, men der må gerne gå år, før vi ser noget af den kaliber igen. Hvis nogensinde," konkluderede hun og skar en lille grimasse.

[Pierre af Sangy]

Pierre nikkede og var selvfølgelig enig. Det havde været en forfærdelig omgang og selvom han ikke kom i kvarteret, så var han rigeligt medfølende til at kunne føle, endda stærkt, hvor vigtigt det var, at gerningsmanden var blevet fanget og aldrig kunne skade nogen igen. Han slap et hørligt suk.

"Denne verden har desværre onde mennesker, men heldigvis også gode, der kæmper imod dem. Det er godt at vi har drabanter som jer, der passer på dem, som ikke kan passe på sig selv."