Et uventet bekendtskab

[Jehanne Renard]

Det var nogen tid siden, at Jehanne først var rendt i Pierre af Sangy, men hun havde set ham et par gange efterfølgende, når han var kommet forbi universitet, og havde, ganske som lovet, haft flere nysgerrige spørgsmål til helbrederen.

Denne dag stoppede hun da også op, da hun spottede ham alene med en opslået bog ved et bord. Tænderne kom til syne, og selvom hun ikke burde forstyrre, lænede hun sig afslappet med skulderen mod døråbningens massive sten og bankede let med knoerne mod den åbne trædør.

[Pierre af Sangy]

Pierre stod med en af universitetets dyrere bøger, et originalt manuskript om hjertet og lungerne. Han trak vejret dybt, før det gibbede let i ham, da det bankede på døren. Han vendte hovedet forbløffet et øjeblik, inden et smil oplyste hans ansigt.

"Jehanne," hilste han. "Et øjeblik."

Han lukkede bogen forsigtigt i, pakkede den ind i sit klæde og låste den fast. Han mistænkte skam ikke drabanten, men andre kunne få færten af den.

"Hvad skyldes fornøjelsen? Et du kommet på flere spørgsmål?

[Jehanne Renard]

Jehannes tænder kom til syne. "Pierre," nikkede hun sin hilsen, men lod ham pakke bogen væk. Hun blev stående imens, armene foldet let under brystet og skubbede sig først fri i en glidende, da han vendte sig mod hende igen.

"Er det ikke altid tilfældet efterhånden?" spurgte hun med et blik, der spillede. "Forstyrrer jeg dig?"

[Pierre af Sangy]

Pierre smilede mildt over det første spørgsmål. Han var ikke generet af Jehannes spørgelyst. Tværtimod fandt han den charmerende. Hun ville have været en god elev, hvis hun havde haft muligheden som yngre og ikke var gået en anden vej. Nu lå landet som det gjorde. Han svarede gerne på hendes spørgsmål, for de var interessante og fik også ham til at tænke. Og bevares, hun var også smuk og charmerende. Det hjalp også.

Han rystede på hovedet ved det næste spørgsmål og gestikulerede mod døren. De gik tit ture på universitets område. Hun kunne se ud som om hun lavede noget, han blev ikke anklaget for at være alene i rum med en kvinde på en upassende måde på universitetet. Han låste døren efter sig og begyndte at gå.

"Dine forstyrrelser er velkomne, Jehanne. Altid stimulerende. Hvad har du gået og tænkt på siden sidst?"

[Jehanne Renard]

Jehanne kunne godt lide Pierres selskab og netop af den årsag, havde hun ikke for alvor spurgt ind til hans privatliv. Ikke, fordi hun ikke normalt kunne finde på det, men fordi, hun havde en helt klar fornemmelse af, at han måtte tilhøre adelsstanden - og dermed som udgangspunkt den ene gruppe mennesker, som hun historisk set kom dårligt overens med. Det var bedre bare at nyde selskabet og ikke gøre det kompliceret.

Netop ukompliceret var da også følelsen, som hun blottede tænderne og faldt ind ved siden af ham, som havde de gjort det utallige gange før. "Magiske objekter," svarede hun. "Jeg tror, at de fleste kender til hverdagsamuletter. Måske især vi kvinder," konstaterede hun ublu og blottede tænderne i et kort, uvornt smil, før hun uforhindret fortsatte med sin egentlige pointe: "Men der må findes meget mere kraftfulde genstande end det?"

[Pierre af Sangy]

Magiske objekter. Pierre slap en underfundig lyd og samlede hænderne på ryggen, imens han gik. Han nikkede langsomt og tog en dyb indånding.

"Du har ret, det gør der," konstaterede han. "Det er langt fra mit område, så det er ikke det jeg ved mest om, men der findes både magiske genstande med deres egen magi og genstande, som vi mennesker har lagt magi ind i. Du nævner selv amuletter, der forhindrer visse ting i kroppen. På samme måder har helbredere eksperimenteret med et væld af andre muligheder for at holde sygdom fra døren. Det er dog mest succesfuldt når der kommer til at indlægge en besværgelse, der genkender en bestemt gift. Har du hørt om det før?"

[Jehanne Renard]

Jehanne nød, hvordan Pierre altid lod til at være villig til at stille hendes nysgerrighed og hun lyttede med reel interesse, ikke nogen dårlig elev, trods sin muntre tilgang til det meste. Den skinnede også gennem nu.

"Jeg mødte engang en mand på en kro, der påstod at have en fløjte, hvis melodi kunne afsløre, hvis nogen ville ham det ondt," konstaterede hun. "Mest af alt virkede han blot til at se spøgelser i alle kroge, men måske kan der have været noget om det. Teorien bag, om ikke andet."

[Pierre af Sangy]

Pierre klukkede lidt over historien og trak på det. Han vippede med den ene hånd for at vise sin egen tvivl.

"Næppe sandfærdig, manden på kroen. Menneskets tanker er langt for komplicerede til at vi kan fremstille en magisk genstand, det kan læse dem og derfra og til at vide om de ville handle på dem? Meget usandsynligt. Han kan dog selv have haft synet og så er det en ganske anden snak, men vi beskæftiger os ikke med synet på universitetet."

[Jehanne Renard]

Jehannes ord havde mest af alt været i spøg, men hun elskede, at han blot svarede hende med mere viden. "Lige i det her tilfælde, tror jeg nu mest af alt bare, at der var tale om ønsketænkning," konstaterede hun dog og blottede tænderne i et smil, før hun fortsatte.

"Hvordan kan det være? At folk velsignet med Synet ikke har en plads på universitetet?" spurgte hun nysgerrigt og reelt interesset. Synet vidste hun meget lidt om.

[Pierre af Sangy]

Sådan var det tit i deres samtaler. En tilfældig bemærkning ledte dem ned af en snoet sti. Det passede Pierre godt. Alt for få mennesker turde stille spørgsmål som Jehanne og mange var nok også ligeglade, opfyldt af deres egne liv og uinteresserede. Han havde altid været videbegærlig, måske for lidt interesseret i sit eget liv og mere i magi og teori.

Et smil trak i hans mundvige over endnu et godt spørgsmål. "Det kommer an på hvem du taler med," musede han. "Mange på universitetet ville nok sige at det er fordi den ikke kan trænes og ikke kan anvendes på de måder Gaven kan. Du kan ikke fremstille noget med synet, ikke vise noget fysisk som bevis på din magi."

[Jehanne Renard]

Jehanne slap en eftertænksom lyd over svaret og musede lidt over det. Det gav mening, i hvert fald som han præsenterede det, men hun havde så vidt hun vidste, heller aldrig mødt en med Synet. Til gengæld var det heller ikke nyt for hende, at universitetet ikke var åbent for alle.

"Mange," gentog hun endelig og så over på ham. Et rødt bryn hævede sig og mundvigene sitrede let. "Men ikke dig?"

[Pierre af Sangy]

Pierre smilede over at hun fangede den lille sproglige detalje, der holdt ham selv fri. Han slap en dæmpet, eftertænksom lyd, før han vippede lidt med hånden igen.

"Til dels," musede han. "Jeg tror der er flere sider til sagen. Det er rigtigt, at Synet ikke opfører sig som Gaven traditionelt gør, men jeg synes det er en fejl, hvis man mener, at den ikke kan studeres og vi kunne blive klogere på den."

Han trak let på skuldrene. "Hvad mener du?"

[Jehanne Renard]

Jehannes blik hvilede interesseret på ham, mens han talte og først ved spørgsmålet rettede hun blikket frem - mest for at se, hvor hun gik. Hun tog en indånding og trak let på skuldrene.

"Hvad ved jeg om universitetet?" musede hun og så tilbage, tænderne synlige, men nikket eftertænksomt. "Men Synet er vel lige så meget en af Gudernes gaver. Hvorfor skulle der ikke også være plads til at hellige sig dets mysterier på lige fod?"

[Pierre af Sangy]

Pierre spurgte ikke til Jehannes viden om universitetet. Han var nysgerrig på hendes holdning, fordi hun oftest var ganske velovervejet. Derfor lyttede han også og nikkede lidt, interesseret.

"Den store anke ville handle om, at der ikke er nogen fysisk manifestation," musede han. "Men jeg er ikke nødvendigvis uenig."

[Jehanne Renard]

Jehanne slap en forstående lyd og så lidt tænktsomt frem for sig. "Det kan der være en pointe i," medgav hun, og løftede en skulder let, før hun fortsatte.

"Men den fysiske manifestation er i forvejen meget forskellig fra Gave til Gave, ja? Jeg mener, en elementmagikers Gave tager ofte en mere håndgribelig fast form, end den, der er givet til en helbreder eller illusionist som du og jeg," halvt konstaterede, halvt spurgte hun. "Måske ville det også vise sig, at Synet kan mere end først tænkt, hvis der blev gjort plads til at studere det."