Frygt i de frygtløse

[Steva Pudser]

Tilegnet Josephine af Aren


Kjolekraven havde nu til dages for vane at være slået op på kropigens kjole, så den dækkede for det ellers alt for tydelige mærke der prægede det tynde hud om halsen. Steva havde håbet at skadernes tydelighed ville forsvinde hurtigst muligt, men de var ligeså genstridige som brunetten selv. Snart kunne hun ikke skjule det mere, da folk omkring hende var alt for nysgerrige og hvis hun et øjeblik var ærlig overfor sig selv, så gad hun ikke tale om det. Hun ville bare glemme. Det lod omverdenen hende bare ikke gøre. Nok var hun mødt op til henrettelsen, men det var mest for at vidne selv, at manden der havde påført hende skaderne og næsten taget hendes liv, virkelig var væk og borte. Med et sjal om hovedet havde hun ladet sig gemme i skyggerne, så ingen hun kendte lagde mærke til hendes tilstedeværelse. Hun ville ikke tale med nogen.



Det var denne uvilje til at tale med andre om hændelsen, der havde gjort, at hun med lidt hjælp havde fået sendt en due afsted til Josephine af Aren. Ingen ville lade hende komme i nærheden af hende, så hun måtte prøve at få hende til at opsøge sig. Hjælp var ikke noget den unge Steva brød sig om at bede om, men hun havde intet valg og skulle hun bede nogen om det, var det komtessen af Aren. Selvom de ikke burde, var de blevet veninder og Steva havde fornemmelsen af, at Josephine måske havde det på samme måde som hende selv og derfor ikke ville spørge ind til grunden så meget som andre.



Trods kulden fra vinteren sad kropigen med ryggen opad et enligt træ tæt på byens tykke mure. I brevet til komtessen havde hun bedt hende om at møde hende der. Egentlig kunne brevet være endt alle mulige stede, da brevduer var dyre og hun havde valgt en billigere due af slagsen, men hun håbede at brevet var nået frem.

[Josephine af Aren]

Hun havde været overrasket da en brev blev leveret i hendes hænder. Intet sejl, ingen lak, blot et sammenfoldet, nusset papir, holdt sammen af bindegarn. Stukket i hånden af sin kammerpige, der forklarede at hun havde fundet det ude i dueslaget. Josephine havde haft en rynke i panden lige siden og gemt papiret i sin kjole, til hun var fri for nysgerrige blikke.
Nu siddende i sit kammer, læste hun brevet igennem og kastede så et hastigt blik ud af gennem ruden. Mørket var endnu ikke faldet, hvorpå komtessen vurderede at hun nok ville have tid nok til at møde den mørkhårede veninde på det specificerede sted, hvis hun altså skyndte sig en del. De ville ikke have længe, højst et par timer.

Hun kaldte Marion Skrædder ind og bad hende hastigt hjælpe sig i de tykkere uldstrømper, uldridekåben og finde de polstrede handsker, så fingrene ikke ville fryse under det ridt hun blev nødt til at foretage sig.
Med hesten sadlet og klar, svang Josephine sig i sædet med hjælpen fra staldknægten og trak kutten ned, inden hun sporede dyret til en travende gang. Galop ville ikke være hensigtsmæssig gennem byen.

Hestens og hendes ånde var synlige, små dampskyer da de nåede det enlige træ, som Steva havde beskrevet. Og ganske rigtigt kunne hun se en skikkelse hvilende opad det, omend hun ikke tydeligt kunne se at det var veninden, så gik hun ud fra at det var det.

"Steva!" Hilste hun glædeligt, omend med snert af bekymring, da hun holdt hesten an, svang sig af sadellejet og nærmede sig den kutteklædte skikkelse med hesten i hånden. Selv trak hun sin hætte ned, så de kuldebidte kinder kom til syne. "Bliver du ikke kold af at sidde dernede?"

[Steva Pudser]

Den trætte skikkelse rejste op, da hest og kvinde kom travende mod hende. Heste var fortsat ikke blandt Stevas yndlingsvæsner, fordi de var store, ret intimiderende og ikke mindst alt for uforudsigelige. Armene fandt tryghed omkring sig selv som om hun krammede sig selv. Det kunne ligeså godt være for kulden.

Hun mødte venindens blik med en anelse af den sårbarhed i blikket, som hun normalt gjorde alt, hvad hun kunne for at holde væk. “Josephine” mumlede hun, da hun ikke brød sig ret meget om det hun skulle til at bede om. “Jeg har brug for en tjeneste. Du ved jeg aldrig ville spørge om sådan noget, hvis ikke det var nødvendigt” hun sendte den anden kvinde et blik, der gerne skulle fortælle, at hun ikke skulle spørge hvorfor. Kropigen havde ingen intention om at fortælle adelskvinden om, hvad der var sket, men mærkerne fortalte en historie for sig selv.

Tidligere på ugen var Jean Bager blevet henrettet til fuldt skue for folket. Steva havde været der i skyggerne, men det gjorde hende ikke mere rolig at vide, at han var død og hendes krop havde brug for mere end ro for at hele.

[Josephine af Aren]

Brynene trak sig sammen i en lidt foruroliget mine. Usikker på hvad hun skulle mene om hele situationen, der for hende virkede til at noget slemt var sket, men at det samtidig ikke var noget hun måtte vide noget om. "Hvad skal du bruge, Steva?" Spurgte hun, lidt vagtsomt. Ikke af mangel på tillid til den mørkhårede veninde, men nok nærmere af den underliggende alvor, som virkede lidt faretruende. Hun lod blikket granske kvinden foran hende for tegn, som hun måske kunne stykke sammen til et billede af hvad der foregik.

[Steva Pudser]

Den stolte slumpige gjorde alt, hvad der stod i hendes magt for ikke at vise sine følelser til adelspigen. Normalt var hun virkelig god til ikke at lade nogen vide, hvad hun tænkte, men situationen havde gjort hende mere sårbar end hvad hun brød sig om. “Et sted at være et par dage. Jeg ved godt det er alt for meget at spørge dig om Josephine” men hun havde brug for et sted, der ikke var koldt og frugtigt, for at hendes krop kunne hele sig uden yderlige healerhjælp. Nok elskede hun sin mor, men hendes drikkeri og humørsvingninger hjalp ikke Steva i øjeblikket.

Et øjeblik lod hun sine blå øjne betragte den anden kvinde, inde hun en anelse kryptisk tilføjede. “Du har godt hørt om henrettelsen på bageren ikke?” hun havde ikke tænkt sig at uddybe det, men det var mere et hint, så hun var fri for at sige det hele. Sådanne ting ville hun ikke dvæle ved. Hun havde bare brug for ro en enkelt nat eller to og ingen andre hun kendte havde en chance for at kende et sådant sted.

[Josephine af Aren]

Hun rynkere brynene yderligere, som hun gennemtænkte Stevas sagte ord. Da hun nævnte kvindemorderen, skød hun dem dog op i panden. Havde Steva været involveret i dét? Havde hun informationer? Oplevet noget som bragte hende i fare? Mulighederne var mange, og Josephine endte blot med at se medlidende ind i venindens blå trykkede blik.

"Kom." Lød invitationen og hun gjorde en gestus til at forlade det fælles mødested, til fordel for deres nye destination. "Vil du tale om det?" Spurgte hun blot, klar til at acceptere afvisningen.

[Steva Pudser]

Selvom det strammede om halsen, rystede hun på hovedet ved tilbuddet om at tale om det. Det gjorde ingen gavn at tale om de dårlige ting i verdenen. Dem holdt hun for sig selv. Læberne blev tynde streger, da hun så medlidenheden i venindens øjne og hun skulle til at snappe ud efter hende, men nåede at rette det. “Medlidenhed hjælper ikke Josephine, jeg tror heller ikke du selv ville bryde dig om at blive set på sådan. Vi skal være stærke, ikke? Ellers fortsætter mændene med at underminerer os”

“Men tak for hjælpen” fik hun frem, da hun ikke ville fornærme hende. Det havde hun let ved, at fornærme andre. “Jeg vil hellere tale om dig” drillede hu, da hun vidste, at det heller ikke var et emne, som Josephine brød sig særligt om.

[Josephine af Aren]

Komtessen så bort ved Stevas reprimande, men viftede lidt afværgende med hånden. "Årh, man har vel lov til at være bekymret?" sagde hun så og trak lidt på et mildt smil, inden hun gjorde sig umage med at at skjule den bekymring hun følte. Hun rettede blikket fremfor sig. "Stærk, betyder for mig ikke, at man ikke kan føle eller være sårbar, men at man kan være det, rejse sig og fortsætte på trods." Svarede hun til lidt tilføjende. "At man ikke lader sig slå ud." Hun vendte nu de grønne øjne mod veninden, lidt sigende, som hun kommunikerede hentydende. Det var ment som en trøst. Lidt opløftning, til hvad end den mørkhårede tumlede med.

Hun smilte varmt og gjorde et lille nik, da Steva takkede. Et udtryk der dog hurtigt ændrede sig til et overrasket et. "Om mig?" fulgte stemmen, "Der er ikke meget at fortælle, som du nok ikke allerede ved, Steva."

[Steva Pudser]

Inde i Stevas hoved gav hun egentlig veninden ret. Hun bekymrede sig dybt om de få venner og veninder hun havde, men hun brød sig ikke om tanken om, at de brugte tid og energi på at bekymre sig om hende. Hun skulle jo klare sig, som hun plejede og de havde egne liv at se til. Det havde Josephine også. Derfor svarede Steva ikke på kommentaren, men så bare kort til siden på, hvad der lige i det øjeblik var hendes redningskvinde i fint stof og opsat hår. Hvem skulle have troet, at en fin adelskvinde ville hjælpe et af slummets udskud.

Igen gav hun egentlig Josephine ret, men emnet gjorde ondt at tale om, så hun prøvede at finde én smutvej ud af det. “Styrke kan vel også være fysisk. Jeg mener da, at mine ellers tynde armen plejer at bære en hel del ad gangen på kroen” humoren havde aldrig forladt hende helt, selvom det var tydeligt, at den i dette tilfælde var tvunget frem. Hun blev svær at tale med, det vidste hun godt. Men selvom hun var begyndt at holde af Aren komtessen, så var der nåede i hende, der ikke kunne få sig selv til at lukke hende helt ind. De var trods alt fra forskellige lag, selvom det normalt ikke gjorde nogen forskel for dem.“Ikke det?” påpegede hun med et anstrengt smil

[Josephine af Aren]

Hun nikkede lidt til de sagte ord og trak lidt på et smil, ved humoren hun synes at høre i stemmen, skønt det påtvungne strejf også skinnede igennem. "Man skal ikke undervurdere dine tynde arme." Lo hun dæmpet, "End tror jeg du ville kunne have en reel chance for at vinde i armbrydning med Smeden."

Til det sidste spørgsmål trak hun på en skæv mine og gjorde et lille træk på skulderen. "Så skulle det være mine planer om at rydde min forlovede af vejen." Sagde hun nonchalent, skønt glimtet i blikket vidnede om spøg. "Vil du være med? Jeg kunne godt bruge en hånd."

[Steva Pudser]

“Jeg tror mere det er min tøffel man ikke skal undervurdere. Nok er den slidt, men den kan stadig slå hårdt” spandt hun videre på Josephines bemærkning. “Pft” fnys hun og himlede med øjnene, men læberne smilede. “Det tror jeg så ikke” eftersom det var en af våbensmedebrødrene, der havde været med til at redde hende, da bageren havde forsøgt at kvæle livet ud af hende. Selv kunne hun ikke have gjort noget.

“Din forlovede?” hun rynkede på brynene, da det var det første hun hørte til denne mand som stakkels Josephine skulle giftes med. Det problem havde man ikke rigtig i slummet. Folk var ligeglad med den slags. “Er han da ligeså rædselsfuld som alle andre mænd?”

[Josephine af Aren]

Hun lo af dén bemærkning, fuldtstændig overbevist om at Stevas tøffel nok kunne slå ligesåhårdt og retfærdigt som Josephines silkesko, når det kom til stykket. Hun nød sådan at have fundet en ligesindet. Hun så spøgefuldt på veninden ved siden, da hun fnøs og modsagde. "Det tror du ikke?" Hun hævede et bryn, "Jeg tror, Steva Pudser, at du er så stædig, at det blot er et spørgsmål om hvad du sætter dig for." Smilte hun, som hun rettede blikket fremad et øjeblik.

Blikket røg tilbage på Steva da hun gentog hendes ord. For et øjeblik så Josephine overrasket ud. Hun havde nok glemt præcist hvor længe siden det var at de havde talt sammen. "Åh, øh, ja." Mumlede hun, "Min papa har indgået en aftale med Sangy om ægteskab mellem mig og deres tredjesøn, Tómas." Sagde hun og punkterede lidt. En fuge dannede sig mellem hendes bryn. "Han er den værste. Ubehøvlet, arrogant, ucharmerende og kontrollerende." Udpenslede hun, ".. vi kan være i rum sammen i tre sekunder inden jeg har lyst til at kaste op." Tilføjede hun med en rynke på næsen, "Og så er han ovenikøbet sådan en type der får det til at se ud som om at det er mig der er mosekonen, og han der er det forulempede offer." Gnisten af arrigskab sad i de grønne øjne ved disse ord. Josephine rummede utvivlsomt megen harme for den unge Sangy søn.

[Steva Pudser]

Komplimentet gjorde egentlig Steva i godt humør, men der var noget i hende, der ikke kunne få sig selv til at takke for det. I stedet brugte hun det, som hun gang på gang tyede til, for ikke at få ting for tæt ind: humor. “Eller hvem jeg sætter mig på, Nok er jeg slumpige, men jeg kan godt gøre mig så tung, at det er ubehageligt” skød hun ud som en let dans henover det følsomme emne.

Der var ingen tvivl om, at slumtøsen værdsatte den forgyldte, lyshårede kvinde ved sin side. Josephine var blevet vigtig for hende, selvom deres forskellige rang i samfundet ofte gjorde sit, for at holde dem adskilt. Der var bare visse ting, som Steva ikke kunne finde ud og at være sårbar og tale om egne følelser var bestemt den ting, der var sværest. I stedet viste hun gerne sin værdsættelse af andre mellem linjerne.

Steva mørke bryn samlede sig kortvarigt på midten. “Det er en ting jeg ikke misunder ved dit liv, kære Josephine. At en mand skal give dig væk til en anden uden at du har lov at vende i mod” i slummet var det ret anderledes. Ægteskab var ikke ret vigtigt. Hvis man blev gift var det ofte for at kvinden kunne betale for mandens druk og hasard. “Hvis han er så vederstyggelig, kan du så ikke bare sætte ham op på den der stejleglade hest du har og sende ham til min del af byen. Han overlever nok ikke så længe, hvis han er så arrogant som du siger” foreslog hun med et skævt smil. Alt det dårlige kropigen havde følt, før Josephine dukkede op, lå for en stund i baggrunden og steva kunne få lov at glemme hvorfor hun overhovedet havde bedt veninden om hjælp. Det var rart.

[Josephine af Aren]

Igen måtte hun le af Stevas kvikke kommentarer. "Jeg tvivler ikke ét sekund." Medgav hun fortsat leende.

Smilet falmede hen igen, da emnet sporede sig mere ind på livet som komtesse. Hun trak lidt på skuldrene. "Jeg er født med et behov for frihed, som bare ikke kan lade sig gøre i dette liv." Svarede hun stille, "Jeg forbander det hver dag, men jeg kan ikke bare overgive mig.. jeg har prøvet, men jeg kan simpelthen ikke og det volder mig mange problemer." Indrømmede hun overfor den mørkhårede. Det var nok første gang hun nogensinde havde ytret disse ord for nogen som helst. "Min papa har mistet tålmodigheden og har givet mig husarrest indtil vielsen.. og så har han tyet til hånden, når jeg kommer til at tale ude af tonen." Sagde hun og holdt i refleks sine fingre over den kind, som senest er blevet slået for hendes uvorne ord. Hun var trist over dette, det var tydeligt for enhver, når hun først lod dem se det.

Hendes blik vandrede tilbage mod Steva, da hun forsøgte at lette stemningen lidt igen. Hun krængede en mundvig op, selvom hun stadig var lidt tynget af sin sorg. "Det burde jeg måske. Det var faktisk ingen dårlig ide." Musede hun lidt underholdt og dog med lidt skadefro undertoner.

[Steva Pudser]

Steva forstod komtessens behov for frihed. Det var dog ikke altid et frit liv at bo i slummet. Ikke så frit som man skulle tro. “Det er ærgerligt, at vi ikke ligner hinanden Josephine, så kunne vi have bytte plads for en dag uden nogen opdagede det” det var formet som var det for sjov, for Steva ville på ingen måde kunne agere som en adelig frøken. Det besad hun ikke. Hun vant til at spise med hænderne og kaste brød efter irriterende kunder på kroen. Ikke noget der virkede realistisk at gøre som komtesse.

“Du skal have lov til at være dig” sukkede Steva blidt og lagde en beskidt hånd på hendes rene skulder. “Det er et undertrykkene samfund vi lever i, hvor vi kvinder bare skal være pyntedukker og hvis det ikke ligger til os, skaber det problemer” hun fnøs, da hun synes det var en dum måde at være menneske på. “Husarrest? Kan man bare det?” der var ingen der skulle spærre Steva inde mod hendes vilje. “Hvordan kom du ud?” det gik op for hende, at Josephine måtte have gået meget igennem for at opfylde Stevas ønske om at mødes og følte en stærk taknemmelighed. “Slår han dig?” spurgte hun med en følsom tone i stemmen. Det havde hendes egen stedfar også gjort, før han forsvandt. Det var ikke rart, så hun vidste lidt af hvad veninden følte.