Inde i varmen

[Helene af Suilleaux]

[Robion af Suilleaux]

Robion kendte ærligt talt ikke sin svigerinde godt, men kendte godt til den slags erklæringer, og vidste, at det sjældent endte med at være virkeligheden. Han blandede sig dog ikke for meget i det, så længe hun undlod at bringe fremmed blod ind i Suilleaux-arvefølgen.

"Jaså," svarede han og lod blikket fare lidt over sin søn, granskende. Så trak han let på skuldrene. "Og hvad lader til at være den unge grevindes problem?"

[Lanval af Suilleaux]

Lanvals blik hvilede på ham og han bed ned i sin underlæbe. "Hun sagde det ikke direkte, men jeg har aldrig set nogen så bange." Sagde han.
"Jeg tror hun er bange for min onkel. Det kan man måske godt forstå." Sagde han og bed sin kæbe sammen, mens han huskede tilbage på dengang hvor han havde sat sig ovenpå ham som dreng. Han havde ønsket at han ville glemme det minde, men det var der altid, lurende i baggrunden.

[Robion af Suilleaux]

Robion hævede et bryn lidt, uden helt at være klar over, hvorfor Lanval havde forståelse for det. Han antog, at det var rent hypotetisk.

"Min bror er utvivlsomt ikke altid en nem mand at omgås," medgav han dog, men ikke videre bekymret for Grevinden. Men han kendte hende heller ikke godt. Måske var hun bare en ung og naiv komtesse. Dem var der mange af. Selv havde han ingen interesse i så ung en kvinde. "Måske var det ikke det eventyr, hun havde forestillet sig," slog han det derfor halvt hen, lettere uinvesteret.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval blev næsten lidt stødt på Helenes vegne over hans faders manglende interesse. Han slog blikket ned og overvejede hvad han skulle sige.
"Jeg var bange for ham da jeg var lille." Sagde han, måske fordi han var for stolt til at indrømme at han stadig var det. Derefter pressede han sine læber sammen, mens han overvejede om han skulle sige mere. Om hans fader overhovedet ville syntes at det var noget, om han bare ville slå det hen. Stilheden føltes næsten som om man kunne skære i den og et øjeblik sad Lanval bare og stirrede ud i luften, som om han var et andet sted.

[Robion af Suilleaux]

Robion forventede ikke den information og et bryn skød en anelse op. Blikket gled over sønnen, granskende, som han så ud til at forsvinde ind i et minde.

"Fortæl, Lanval," bød han derfor, tilpas nysgerrig.

[Lanval af Suilleaux]

"Den sommer hvor vi var i Suilleaux inden jeg skulle starte som page, gik jeg rundt og fægtede med en pind." Forklarede han. "Så kom min onkel forbi og deltog i kampen."
Et øjeblik var Lanval stille, han følte sin hals blive snæver og grødet og havde svært ved at finde sin stemme.
"Det endte med at han spændte ben for mig, så jeg faldt." På dette tidspunkt, var Lanval ganske bleg.
"Så satte han sig oven på mig og tvang mine hænder ned i græsset og sagde jeg skulle opføre mig pænt." Bemærkede han og slog blikket ned. Han var bange for hvad hans fader ville sige. Han havde altid skammet sig så meget over den dag, altid følt at det var hans skyld, at han skulle have opført sig bedre og onklens opførsel var en straf. En der fik ham til at føle, at han var forkert. At han altid havde været forkert.

[Robion af Suilleaux]

Robion lyttede. Mens han gjorde, var han faretruende stille og ganske langsomt forsvandt alle rester af morskab og ligegyldighed. Ikke, at hans ansigt var en åben bog derfra.

Der var tavst i nogle sekunder, hvor hænderne foldede sig. Så talte han endelig. "Hvorfor har du aldrig fortalt mig det, Lanval?"

[Lanval af Suilleaux]

Lanvals blik flakkede et par gange, så trak han flygtigt på skuldrene og lagde hovedet lidt til den ene side.
"Jeg ville ikke gøre Lancelin mere vred." Sagde han. "Og der var vel også en del af mig, der mente at det var min skyld." Sagde han.
"Men nu hvor jeg er blevet ældre og kigger på drengene på den alder, så ville jeg aldrig opføre mig sådan overfor dem." Sagde han med en trækning i mundvigen.
"Så jeg kan vel forstå Helene af Suilleaux , jeg vil ikke ødelægge dit forhold til din bror Fader, men han har nogle sider af sig selv som kan være ret ubehagelige."

[Robion af Suilleaux]

Lancelin og Robion havde aldrig hadet hinanden, men de havde måske nok heller ikke haft det næreste forhold. Nu mærkede han i hvert fald vrede mod sin bror og fingerspidserne ulmede lidt, uden at han mistede kontrol over det.

"Min bror har aldrig for alvor lært, at verden ikke er hans legeplads," konstaterede han tørt. Øjnene kneb sig lidt sammen, svagt udspekuleret. "Måske er det en god ting, at du er en allieret for Grevinden."

[Lanval af Suilleaux]

"Hun ville ikke være glad for at jeg fortalte dig det her, men ja det tror jeg." Sagde han og så sin far i øjnene, mindre skamfuldt nu, måske også mere stolt af at han havde formået at tale sin sag.
"Jeg har lovet at være der for hende hvis der sker noget, men jeg har ikke hørt fra hende i noget tid. Så vidt jeg ved er de rejst." Sagde han afdæmpet.
"Hvad gør kvinder, hvis de er gift med en mand de ikke kan lide?" Spurgte han retorisk. "Jeg forstår hvorfor du altid har insisteret på at Estelle af Suilleaux skulle dygtig gøre sig. Jeg er glad for, hun ikke behøver føle sig afhængig af en mand."

[Robion af Suilleaux]

Det ulmede stadig lidt i Robion, men eftersom hændelsen var gammel, kunne han dårligt gøre noget ved det nu - og hans bror var da heldigvis også bortrejst. Det var nok meget godt. Så i stedet slap han en dæmpet lyd til Lanvals ord og lod hovedet falde let tilbage mod den høje rygstøtte på stolen.

"Estelle har bedre at tage sig til end at lade sig kommandere rundt af en lensarving," konstaterede han, selvom hun måske nok skulle giftes i dag. Med den rette. Når tid var. Der forstod, at Gaven var det vigtigste. "Og jeg håber også, at jeg har opfostret dig til at vide, at vold og tvang ikke er vejen."

[Lanval af Suilleaux]

Lanval smilede en anelse over hans ord og nikkede langsomt. Estelle var viljestærk, selvom det ofte skabte nogle problemer, så var han egentlig glad for det på bunden. Faderens anden kommentar fik ham til at løfte sine øjenbryn en anelse og han rystede på hovedet.
"Aldrig." Sagde han, han havde for længe siden besluttet sig for, at han ikke ville være som sin onkel.
"Du har været et godt eksempel, fader." Bemærkede han og smilede en anelse.

[Robion af Suilleaux]

En grundlæggende forskel på Lancelin og Robion var nok, at Robion havde besluttet sig for aldrig at være som deres far. Han var måske ikke altid den mest hjertevarme, men han havde aldrig løftet en hånd mod sine børn eller kære og ville heller ikke komme til det. Han var da heller ikke for alvor i tvivl om, at Lanval havde det på samme måde og deres samtale nu, understregede kun, at frygt ikke var vejen frem.

"Godt," svarede han og smilede også selv lidt. "Jeg stoler på de beslutninger, du tager, Lanval," konstaterede han. Ikke fordi, de altid var fornuftige - det var Helene et godt eksempel på - men fordi: "Dit instinkt er godt. Bliv ved med at lytte til det."

[Lanval af Suilleaux]

Lanval smilede til sin fader. Det havde været en rar samtale og overraskende bedre end han havde troet den ville blive.
"Tak, Fader." Sagde han.
"Må jeg så ikke få et bæger vin og så kan du fortælle mig om det værk du har siddet og kigget i?" Foreslog han. Vinen blev hældt op, samtalen gled over i intellektuelle emner og tilsidst måtte Lanval gå, da han skulle tilbage til sine pligter.

Afsluttet.