Inde i varmen

[Lanval af Suilleaux]

Robion af Suilleaux

Det var koldt i hovedstaden og selv ikke de mange huse formåede at skærme de stakkels bymennesker for kulden. Alle gik forsigtig på brostenene, nervøse for at glide på dem nu frosten var nået til byen. Lanval gik mod universitetet, mens han trak sin vinterkåbe tættere omkring sig, han åndede på sine hænder et kort øjeblik og mærkede hvordan der et splitsekund føltes liv i dem igen.

Inde på universitetet spejdede han kort efter Fleur af Aren og mente at han spottede hendes røde hår blandt en gruppe studerende, men han skulle besøge sin far og var allerede forsinket på grund af vejret. Alting tog åbenbart længere tid i snevejr.

Gangene på universitetet var også kolde og det var først da han åbnede døren til sin faders private gemak at han endelig mærkede livet komme tilbage i sin krop. Varmen fra den tændte pejs, ramte ham som en mur. Det var næsten for meget, nu han var blevet så kold.

Her på det sidste havde han ikke haft meget tid til at se sin familie, Bartholomeus af Charenoy havde ikke givet ham meget fritid siden den dag han skuffede ham og han havde kun lige akkurat kunne gøre sine opgaver færdige før han kunne komme afsted. Nu stod han så og kiggede på sin fader, mens han forsøgte at skjule at han var iskold og det eneste han havde lyst til var at gå hen til den varme pejs, selvom det ville være respektløst.

"Du bad mig komme, Fader." Sagde han og håbede det ikke var fordi han havde hørt rygterne om, at Lanval havde gjort sin ridder vred. De fleste af væbnerne vidste efterhånden, at der var en morgen han ikke var mødt op til tiden, hvilket var ret usædvanligt for Lanval der havde meget høje krav til sin egen præstationer og ansvarsfølelse.  Det skulle ikke undre ham, hvis Robion også havde hørt det.

[Robion af Suilleaux]

Robion sad bag sit massive skrivebord og gjorde noter til et stort, opslået værk, hvis lige næppe kunne findes andre steder end på paladset og universitetet. Fjerpennen lavede en griflende lyd og den fortsatte nogle øjeblikke efter, at sønnen havde åbnet døren. Han færdiggjorde sætningen, før han rakte ud og satte den fra sig i den ornamenterede holder. Først da rettede blikket sig mod sønnen.

"Lanval," hilste han og lænede sig tilbage. Albuerne hvilede på stolens armlæn og de slanke fingre var foldet over hinanden, selvom han kort bevægede den ene i en bydende gestus. "Tag plads," inviterede han. Som altid var han heller ikke så lang tid om at komme til pointen. "Og fortæl mig, hvordan det står til."

[Lanval af Suilleaux]

Lanval trådte et par skridt frem og satte sig ned i stolen på den anden side af bordet. Hans blik gled hen over hans faders ansigt og han overvejede hvad han skulle sige. Hans hjerte bankede hurtigere, mens han bed tænderne sammen.
"Det går fint." Bemærkede han anstrengt og rynkede sine øjenbryn sammen, han lod blikket glide rundt i lokalet og undgik sin faders øjne, mens hans unge hjerne forsøgte at finde en vej ud af situationen der ikke ville give ham flere problemer.
"Det er et imponerende værk." Sagde han og lod blikket glide ned på bogen foran faderen. Måske han kunne lokke ham til at tale om det i stedet.

[Robion af Suilleaux]

Robions blik, var modsat Lanvals, komplet ufravigeligt og hvilede fast på sønnen, hvis blik flakkede afslørende rundt i rummet. Hans far strakte de lange fingren en enkelt gang og foldede dem igen, albuerne endnu på armlænene.

“Det er det absolut, men du taler udenom,” konstaterede han da også roligt, men ikke vredt. “Hvilket leder mig til at tro, at alt ikke går fint,” fortsatte han. Brynene hævede sig lidt, forventningsfuldt. “Så?”

[Lanval af Suilleaux]

Lanval var ikke særlig god til at lyve, men det blev altid værre overfor faderen. Han kunne mærke sin nakke blive varm, på trods af resten af hans krop var kold. Blikket flakkede stadig lidt, indtil han besluttede sig for at prøvede at se på sin far.

"Min ridder er vred på mig, fordi jeg ikke overholdt mine pligter." Sagde han og vendte blikket nedad, mens hans hår gled ned foran hans ansigt og han skjulte sig lidt bag ved det.

"Så prøver at gøre det godt igen." Bemærkede han og bed ned i sin underlæbe.

[Robion af Suilleaux]

Måske ville man kunne forvente, at sådan en information kunne gøre en mand som Robion vred eller skuffet, men i første gang så han blot på sin søn med interesse.

"Hvorfor gjorde du ikke det?" spurgte han, næsten konverserende og løftede hagen lidt.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval vendte ansigtet nedad og borede tænderne ned i sin underlæbe. Hans hjerte hamrede derudaf, mens han overvejede hvad hans fader mon ville sige. Han kunne prøve at skjule det, men han var sikker på det ville komme frem på et tidspunkt.
"Jeg har gjort noget dumt." Sagde han.

[Robion af Suilleaux]

Robion fnøs lavmælt, men lyden lød mere munter end irriteret. "Ja, så meget er åbenlyst," konstaterede han og så sigende på sin søn. Han havde jo netop fortalt, at han havde forsømt sine pligter.

"Vil du have at jeg skal gætte, eller har du tænkt dig at fortælle, hvad det handler om?" fortsatte han, ærligt nysgerrig på, hvad der havde fået hans ellers ordentlige søn til at skamme sig sådan.

[Lanval af Suilleaux]

Det var nok usandsynligt at hans fader ville gætte det, så Lanval rystede på hovedet over hans spørgsmål og kløede sig så lidt i de meget små skægstubbe.
"Det er omkring Helene. Du ved vel at hun var forsvundet noget tid?" Sagde han og bed ned i sin underlæbe, mens hans blik gled ned på gulvet.
"Hun frygtede for sit liv, så jeg hjalp hende med at slippe væk." Mumlede han mens han så på sine fingre og pillede lidt ved sin kappe.

[Robion af Suilleaux]

Det var sjældent, at Robion blev overrasket, men nu var en af de gange og hans bryn hævede sig lidt, som han betragtede sin søn. Han var stille lidt, før han fnøs dæmpet og smilede et smil, der var en anelse djævelsk. Det var idiotisk, men der var alligevel noget tragikomisk over, at det var grevens egen nevø, der stod bag. Han var ikke blind for det underholdende i det.

"Det må du hellere sørge for, at din onkel aldrig erfarer, Lanval," konstaterede han dog, men var tydeligvis ikke vred. Til gengæld kneb han øjnene lidt sammen, nysgerrig. "Men det er min forståelse, at hun er tilbage hos ham nu, ikke sandt?"

[Lanval af Suilleaux]

Lanval skar en grimasse over Robions ord og nikkede, derefter sank han en klump og kløede sig lidt på kinden.
"Jaeh, tingene gik ikke helt som planlagt." Sagde han og rømmede sig, mens han mærkede sit ansigt blive varmt. Han måtte være rimelig rød i hovedet.
"Der er aldrig nogen der har fortalt mig hvordan mennesker laver børn." Sagde han. "Og Helene fortalte mig så, at vi åbenbart havde gjort det efter jeg hjalp hende."
"Undskyld fader, jeg ved godt at det er skuffende, men måske har jeg gjort Helene gravid." Bemærkede han og slog blikket ned, mens han næsten forventede at han ville sende ham til norden som straf.

[Robion af Suilleaux]

Dét var om noget en overraskelse, og Robion så helt forbløffet på sin søn et øjeblik. Så kom han dog til at le, måske også mere end han burde. Hvordan skulle han kunne lade være?

"Har du ligget med din greves hustru? Mithras være dig nådig, Lanval," sagde han, da han var stoppet med at le, men smilet forblev. Et smil, der var ude på skrammer. "Og hun kan være med dit barn? Det må jeg nok sige. Det må jeg så sandelig nok sige."

[Lanval af Suilleaux]

Lanval havde forventet meget, men ikke at hans fader ville le. Pludselig føltes det alt sammen en smule komisk og mindre alvorligt og han smilede en anelse skævt, mens han kløede sig på hagen.
"Det er ikke fordi jeg er stolt af det, men jeg ville bare gerne gøre hende glad." Sagde han afdæmpet, mens hans blik flakkede en anelse.
"Har ikke fortalt det til nogen. Hun er meget bange fader, jeg havde ondt af hende, jeg er ked af det fader men jeg synes ikke lensgreven er nogen god mand. Undskyld hvis jeg har skabt problemer." Sagde han og trak sine øjenbryn sammen i en lettere fortvivlet mine.

[Robion af Suilleaux]

Ingen tvivl om, at det skam var alvorligt, men Robion var ikke så plaget af katastrofetanker. Og han lo da også igen over sønnens svar. "Gøre hende glad. Ja, det kan jeg tænke mig," svarede han, bare en anelse frydefuldt og gled afslappet tilbage mod stolens høje ryglæn. Han åndede ud og selvom han så lidt mere alvorligt på Lanval, så var det muntre smil ikke forsvundet helt.

"Tag ikke fejl, min broder ville have dit hoved, hvis det nogensinde kom ham for øre," advarede han da også, uden skyggen af tvivl om, at det var sandt. Brystkassen hævede og sænkede sig med et tungt suk. "I så fald vil det så absolut blive problematisk. Men lad os bestræbe os på at holde det til hvad han ikke ved, har han ikke ondt af, ikke sandt?"

Ved det sidste blev blikket en anelse mere indtrængende. Han frygtede naturligvis ikke selv sin bror, ikke rent fysisk, men han var deres begges lensgreve og de havde ikke råd til at rage uklar med ham. "Og forsøg at undlade at ligge i med din grevinde i fremtiden, vil du ikke?"

[Lanval af Suilleaux]

Lanval havde altid vidst at han havde en fader, som ikke var som de fleste, men dette øjeblik gjorde det mere klart for ham. Faderens advarsel fik Lanval til at nikke langsomt, hvorefter han slog blikket ned i en tænksom mine.
"Lad os det." Sagde han for at vise at han var enig.

"Helene af Suilleaux har sagt det ikke kan gentage sig, selv hvis jeg havde lyst, ville jeg ikke gøre det igen. Det var ikke min mening, at gøre situationen mere kompliceret for hende." Sagde han og pressede sine læber sammen.
"Hun var så ulykkelig, jeg var bange for hun ville gøre skade på sig selv." Sagde han afdæmpet og sukkede dybt. Han havde altid haft et behov for at redde andre mennesker, men denne gang blev det måske en smule ekstremt.