Sneblind

[Snefríd af Ravnsdal]

Snefríd ville ikke sige direkte nej, men lige nu skræmte tanken hende at blive for meget indblandet i Falanistiske hof. Selvom det var en del af hendes pligter, så så hun det hele som midlertidig; men det konfliktede kun med hendes ønske om at blive ved Frieda. Hun havde nok et håb om at forlovelsen ville gå i vasken.

De blå øjne søgte ned mod det blege ansigt, hvor hendes hånd let havde lagt sig mod kinden. "Der er ikke andre end dig" hviskede hun stille.

[Frieda af Hasnea]

Inden deres afrejse havde de lovet hinanden, at de altid ville være ærlige overfor den anden. Frieda forventede derfor også at Snefríd ville dele sine tanker med hende, gode som dårlige, hvis noget tyngede hende. Hun havde derfor ikke i sinde at grave dybere i noget, som virkede til at være ganske almindeligt, men ikke desto mindre uskyldigt forbehold. For det var jo hvad det var ikke?

Varme spredte sig fra under fingrene og hen over næseryg til den modsatte kind. Hun lænede kinden ind mod hånden og lukkede øjnene i ”Lad os snige os ud i aften, og se på stjernerne sammen.” Hun havde endnu ikke taget ordentligt syn på nattehimlen over Falanie allerede nu virkede deres lille udflugt her alt for kort, trods de end ikke var på vej tilbage til paladset.

[Snefríd af Ravnsdal]

Det var blevet sværere for Snefríd at dele sine tanker med Frieda. Fordi nu var hun virkelig forlovet og de var et andet sted, både mentalt men også geografisk. Alligevel nød hun når de var sammen, som nu. Alene og af komplet fra alle andre.

Hun betragtede Frieda længe som hun lå med lukkede øjne. Langsomt lænede hun sig ned og lod de kølige læber mod hendes. "Vi kunne tage et telt med" mumlede hun let og smilte over tanken med mere kvalitetstid med sin prinsesse.

[Frieda af Hasnea]

Frieda mærkede hvordan Snefríd flyttede på sig for at komme nærmere hendes ansigt. Øjnene forblev lukkede, også da en varm kulde kunne mærkes mod hendes læber. Hun gengældte kysset indtil forslaget om at tage et telt med.
Langsomt gled øjenlågene op til de lyse øjne kunne se ind i venindes. Hun ville gerne sige ja og få endnu en lille bid af det de begge havde delt hjemme i Hasnea, men det var ikke muligt ”Jeg tror vi må nøjes med varme skind.” Forslog hun som et kompromis.

[Snefríd af Ravnsdal]

Det var altid rart at være i nærheden af Frieda. Det betød meget for hende at de gav sig tid til hinanden selvom der ikke havde været så frygteligt meget af det for tiden. Men Sne ville ikke være til besvær og havde nok ikke fortalt så meget om hvad hun følte og hvordan hun generelt havde det.

"Aftale" mumlede hun let før hun lod sig glide ned i hendes favn. De blev ikke ved deres plads ved søen længe. Men de holdte deres ord på at komme tilbage når stjernetæppet viste sig.

Afsluttet