Sneblind

[Frieda af Hasnea]

Forbeholdt | Snefríd af Ravnsdal

Omgivelser & tidspunkt | Kongeskoven i begyndelsen af december, omkring formiddag
Vejr | Lave temperaturer har efterladt luften frostklar

---

Hestenes hove tordnede mod den snedækkede skovsti, så den kolde luft nev i kinderne og farvede dem røde, men Frieda elskede det. Vinteren var rigtig nok væsentligt mildere her i nabolandet, men sneen føltes kærkomment hjemmelig.

Smilet gik fra øre til øre idet de fik hestene drejede af, ind i en lysning. Frieda styrede Tjetske ind på en større volte og fik slået den sorte hoppe ned i trav og derefter skidt.

De lyse øjne vendte sig mod Snefríd "Dét hér har jeg savnet." Proklamerede hun med en underliggende glædeslatter spillende i øjnene. Turene på hesteryg, hvor farten fik vinden til at rive lidt i både tøj og hår, havde der slet ikke været nok af den seneste tid og Frieda kunne næsten ikke huske, hvornår hendes hoved sidst havde været bekymringsfrit.

[Snefríd af Ravnsdal]

Sneen var begyndt at lægge sig som et tæppe hen over den grønne natur der ellers kunne ses så langt markerne strakte. Hvis Snefríd lukkede øjnene kunne hun næsten lade som om at hun var hjemme i Ravnsdal. Hvor hun også ofte var på hesteryg ved siden af Frieda når hun tilbragte dage i hendes barndomshjem.

Hun strammede hænderne om tøjlerne og hviskede til Aela. "Nu kan godt" mussede hun og fik hesten til at sætte farten op. Først da hun var kommet op på siden af Frieda begyndte hesten at skridte ved siden af prinsenssen.

Den lange fletning piskede fra side til side, og et øjeblik kunne man tro at både perler og snore ville blæse væk. Men Sne havde ikke oplevet at hendes værk nogensinde havde svigtet hende. Kun enkle lyse totter blæste foran hendes ansigt.

Grønne øjne søgte Friedas ansigt. "Det er ved at have været noget tid siden" De sidste fornøjelige rideture lå som minder tilbage i Hasnea, og veninden havde ikke set meget til Frieda de sidste ugers tid. Havde det ikke været fordi de ofte sov i samme seng, ville dagen i dag have været deres længste tid sammen siden de ankom til Falanie.

[Frieda af Hasnea]

Snefríd var ikke den eneste som Frieda samvittighedsfuldt havde forsømt den seneste tid. Hendes tilstedeværelse havde været krævet andet steds, hvad enten yderligere undervisning i Falanies skikke og sprog eller noget helt tredje. Den dårlige samvittighed strammede dog lidt ekstra i brystet, når tankerne kræsede mod snehvide krøller og store løvgrønne øjne. Hun tog så meget af venindes duft ind når hun krøb ned under tæpperne til hende de nætter hun gjorde hende selskab og det havde været med ekstra tunge bevægelser når hun den følgende morgen trådte ud af kammeret, velvidende de først igen ville ses når mørket havde lagt sig.

Selvbearbejdelsen havde stadig ikke helt sluppet under deres ridt, men Frieda ønskede ikke at dvæle for meget i den. Ikke nu. Ikke her mens Snefríd sad billedskønt med sneen som baggrund.

Tøjlerne blev samlet i den ene hånd og et en lagt mod den sorte bug. De havde før redet så tæt så deres skinneben næsten rørte uden problemer.
Lænet lidt sideværts i sadlen mod Aela og Snefríd, rakte Frieda ud og skubbede en af de vind løse lokker bag hjertevenindes øre ”Og dig - jeg har savnet dig.” Erklærede hun varmt, men ærligt og lod fingrene stryge mod kinden, inden hun var nødsaget til at rette sig i sadlen og trække hånden til sig.

[Snefríd af Ravnsdal]

Snefríd nød når de var alene. Særligt når lyset fra fremme og det ikke virkede så hemmelighedsfuldt. Den kolde luft føltes varm og hjemmelig. Hun kunne blive ude i naturen i flere timer og havde altid følt sig bedst tilpas her.

Et smil strakte sig over de røde læber før hun let lænede sig ind mod Friedas hånd for at kunne kysse den. "Du aner ikke hvor meget jeg tænker på dig" sukkede hun.

Hun måtte selv tage vej i tøjlerne for at holde Aela lige på sporet så de ikke gik ind i et træ. Hesten havde dog været god til at gå af sig selv, og afvigede for det meste alle forhindringer.

[Frieda af Hasnea]

Kysset fik en varme til at spredte sig op ad armen og helt ind i brystkassen, hvor den satte sig som en åben flamme der sendte et længselsfuldt sug gennem maven. Frieda tolkede det som afsavn til sin veninde og den tid de før havde helligede hinanden.

”Nok til at du hvisker mit navn i søvne.” De lyse øjne glimterede spøgefuldt, inden alvor trak ind i dem ”Jeg lover at finde mere tid til os. Jeg vil stå endnu tidligere op om nødvendigt, hvis det giver os mere dagslys.” Armen tættes veninden blev strakt ud som invitation til at tage hånden. De kunne godt ride side om side, hånd i hånd. Hvor meget Frieda end nød at have Sne i sengen, så det ikke der interessen alene lå også selvom hun nødigt ville skulle vælge mellem det ene frem for det andet.

[Snefríd af Ravnsdal]

Det var ikke alle steder der var mulighed for at de kunne dele et så intimt kys som nu og det var svært at lade Frieda glide tilbage, rank i sin sadel. I det mindste kunne deres varme fingre glide mod hinanden som de styrede hesten fremad.

"Jeg ville skrige dit navn, Frieda" svarede hun og lo let. Hvilket ikke ville være passende. Alt for meget lyd gik igennem væggene på paladset. Hun spændte let læberne imens blikket gled ud over det fremmede landskab.

"Ja?" Det gjorde hende glad, for selvom hun ofte var i hendes følge, måtte de begge være i deres roller og der tillod man det ikke at hofdamen kyssede på sin prinsesse.

[Frieda af Hasnea]

Tanken om Snefríd der uden hæmninger kaldte hendes navn ud for verden at høre fik mellemgulvet til at trække sig sammen, så et kraftigt sug kunne mærkes nederst i maven. Frieda tog en dyb indånding, inden hun lod sig selv fortabe for meget i hvad der kun kunne forblive en fantasi.

Hun nikkede bekræftende og lod fingrene flettes ind mellem Snefríd’s ”Vi kan tage her ud, hvor vi bare kan være os? Ligesom hjemme i Hasnea’s skove.” Forslog hun. Her i kongeskoven ville de være fri for årvågne blikke, der holdt dem i deres repræsentative roller, hvor de ikke kunne komme hinanden ordentligt ved. 

[Snefríd af Ravnsdal]

Stod det til hende ville de bosætte sig i en hytte i en skov så langt væk fra hovedbyen, hvor de kunne være i fred. Jagte vildt og bade i søerne. Hun trak vejret dybt ind før øjnene igen søgt Frieda. "Og glemme lidt hvem vi er" sukkede hun og nikkede.

Måske det hus alligevel kunne blive virkelighed. Hun trak i tøjlerne og fik Aela til at stoppe da de nået til et lille vandløb der lige akkurat ikke var særlig frossen.

[Frieda af Hasnea]

"Men aldrig hinanden." Læberne trykkede sig mod venindes håndryk, uden at blikket brød med hendes. Frieda var aldrig ikke stolt af at være prinsesse eller være af det ophav hun havde, men når hun var sammen med Snefríd ønskede hun ofte bare ar være Sne og Frieda; Intet mere, intet mindre.

Begge heste gjorde holdt, næsten synkront, men alligevel med sådan en forskel at Frieda måtte lade Sne's hånd glide ud af sin egen. 
"Vil du holde pause her?" Spurgte hun og så mod den rislende bæk. Det ville være det perfekte sted for dem at lave en midlertidig lejer med et lille bål de kunne varme sig ved, mens de indtog den medbragte mad. Hestene kunne få noget at drikke og lidt hvile i læ af træerne.

[Snefríd af Ravnsdal]

"Aldrig" svarede Snefríd, og gentog venindes ord og gjorde det derfor klart at hun ikke havde tænkt sig at de nogensinde skulle være fra hinanden, i hvert fald ikke i længere tid. Hun havde stadig bange anelser for fremtiden; alene det at Frieda skulle giftes og være sammen med en anden end hende var en forfærdelig tanke.

"Ja, der er en del træer" Hvor de kunne trække ind under og skjule sig. Hun hoppede af Aela og trak skindet fra hesteryggen og foldede det ud på et tørt græsstykke.

[Frieda af Hasnea]

Frieda svang sig ned fra ryggen af Tjetske og trak hende lidt nærmere vandløbet, hvor hun frigjorde lammeskindet, mens hoppen drak. Trænet til ikke at rende afsted var der uden større frygt for at ende hesteløs, at Frieda trådte hen til den lille grønning Snefríd var i færd med at lægge sit eget skin.

”Jeg overvejet at give Dronning Orielle en gave med Hasneanske perler til hendes hår.” Begyndte hun og bredte skinnet ud ved siden af Snefríd’s ”Syns du det er dumt? Er det for meget?” Blikket vendte sig mod veninden. Også hun måtte have bemærket skiftet i dronningens frisurer siden deres ankomst.

[Snefríd af Ravnsdal]

Snefríd betragtede Frieda som hun hoppede af og gik mod det rislende vandløb der gav deres hvide og kølige omgivelser endnu mere liv. Små blå blomster dukkede op fra sneen og fuldførte landskabet. Hvis hun lukkede øjnene og overgav sig til vinden og duften af skov og is var det næsten som at være hjemme.

Da hendes stemme lød åbnede hun de blå øjne og opdagede at Frieda havde sat sig på sit eget skind ved siden af hende. Et smil strakte sig over de bløde læber og tænderne kom hurtigt til syne. "Dronningen er venlig, jeg er slet ikke overrasket over at hun har taget noget af det smukkeste ved vores kultur til sig" svarede hun. Orielle var nok den eneste Snefrid kunne rose af den kongelige familie. Selvom deres andre børn intet havde gjort hende.

"Det er helt perfekt"

[Frieda af Hasnea]

Et lille smil banede sig vej over de buttede læber over Snefríd's komplimenterende ord om dronningen. Armene lukkede sig omkring de op bukkede ben. Med hovedet vendt mod veninden, hvilede kinden mod det ene knæ. Frieda var ganske bevidst om at hun ikke var rundhåndet med den slags, når de bare var de to. 

"Måske kunne du vise hendes kammerpiger nogle af de nemme opsætninger?" Forslog hun og løftede hovedet. Selv de letteste kunne være svære, hvis ikke man var vant til den hasneanske måde at flette og sno håret på.

[Snefríd af Ravnsdal]

Der var rigtig mange ting som Sne ikke brød sig om ved det nye land, som hun ikke ville kalde sit hjem. Selvom hun havde lovet Frieda at blive, så skreg alle instinkter skreg at hun skulle stikke af. "Måske.." svarede hun overvejende.

Hun havde ikke lyst til at lære kunsten fra sig. For det var hende og deres folk måde at pynte sig på. Så selvom kammerpigerne havde forsøgt ville det aldrig blive helt rigtigt. Fletningens kunst gik i arv fra mødre til døtre.

"De har deres egen måde" endte hun med at mumle og drejede hovedet mod det rislende vand.

[Frieda af Hasnea]

Måske. Hun forsøgte at lyde overvejende og det ville måske også havde været overbevisende for alle andre end prinsessen. Frieda kendte hjerteveninden bedre end at falde i den fælde, men hun var ikke vred over den underliggende modvillighed hun fornemmede hos hende, tværtimod.

Frieda flyttede sig nærmere og lod kinden tage hvile mod venindes skulder "Mmh, så må jeg jo bare nøjes med at være den eneste til at få glæde af dine kyndige fingre." Kommenterede hun og uden at gøre sig den ulejlighed at forsøgte at lyde eller se skuffet ud ved tanken.
Frieda kunne godt selv ordne sit hår, men Snefríd var bare det dygtigere til at lave de mere intrigante snoninger og flet, og så nød hun følelsen af hendes hænder i de lyse krøller.